Vil have styr på asbesten
Den 27. januar 2025 forlod hundredtusinder af palæstinensere deres midlertidige tilflugtssteder i det sydlige Gaza og marcherede i en masse mod nord. De krydsede forskellige byer undervejs, en lang række mennesker langs Middelhavet.
Det var tydeligt, at det ikke var en spontan aktion, for så mange mennesker syntes at vide, at dette var den perfekte dag for dem at vende tilbage til deres ødelagte hjem.
Kameraer monteret på droner filmede deres færd, og unge mænd klatrede op i metaltårne for at placere palæstinensiske flag, nærmest for at markere deres historiske rejse.
Hamas kaldte marchen nordpå for “en sejr for vores folk” og en “falliterklæring” for Israels forsøg på at annektere Gaza.
At blokere de humanitære lastbiler var en form for hævn over palæstinenserne for at have forhindret den etniske udrensning.
En tidligere nær allieret til Israels premierminister Benjamin Netanyahu, Itamar Ben Gvir, var enig med Hamas. Han sagde, at marchen mod nord var en “Hamas-sejr” og en “israelsk kapitulation”.
Sidst på dagen tændte de palæstinensere, der var nået ind i Gaza By, deres madlavningsbål og sendte et signal til satellitterne om, at lyset – selv om det var lavet af ild og ikke elektricitet – var tilbage i Gaza By.
På grund af våbenhvileaftalen begyndte lastbiler med nødhjælp at komme ind i Gaza i langt større antal end tidligere (op til 600 om dagen i midten af februar 2025).
FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) åbnede 37 beskyttelsesrum i nord, herunder syv i Gaza By (et af dem kun for kvinder, samt beskeden medicinsk assistance til gravide kvinder).
Klar til ramadan
Dagen før den muslimske fastemåned Ramadan meddelte UNRWA, at de var begyndt at give fødevarehjælp til omkring to millioner palæstinensere (90 procent af dem, der er tilbage i Gazastriben).
“Vi er klar til ramadanen”, fortalte Ahmed al-Raqab, som bor i Gaza By, mig via WhatsApp.
Den niende måned i den islamiske kalender fejres som Ramadan, en måned med refleksion og bøn. De første ti dage af ramadanen er kendt som barmhjertighedens dage (Rahmah), men disse første ti dage viste sig at være en prøvelse.
“Vi har ikke meget, men vi vil faste, og så vil vi dele det, vi har, om aftenen, så vi kan have en mindeværdig tid med vores familie og venner”.
Senere, da natten faldt på, skrev han igen, bare for at berolige mig:
“Selv om der ikke er noget tilbage, min ven, har vi noget duqqa, og vi vil drømme om sayadiyya, når du spiser sammen med os”.
Duqqaer en lækker blanding af knuste hasselnødder med spidskommen og mynte, mens sayadiyya er fisk kogt med chili og spist med ris og stegte løg. Selv midt i intetheden er der drømmenes noget.
Men for mange palæstinensere i Gaza begyndte ramadanen med sorg. Fatima al-Absi i Jabaliya kunne ikke gå til gudstjeneste i sin sædvanlige moské, fordi den er bombet sønder og sammen.
“Alt er forandret”, sagde hun.
“Der er ingen mand, intet hjem, ingen ordentlig mad og intet ordentligt liv”.
Hendes mand blev dræbt af en israelsk bombe. Hendes liv var blevet forvandlet. Men hun omgav sig i det nordlige Gaza med resten af sin familie og fandt sin egen måde at fejre ramadanen på.
Den 2. marts forhindrede Israel lastbiler med humanitær hjælp i at komme ind i Gaza og afskar dermed forsyninger (herunder mad) til palæstinenserne, som netop havde indledt deres ramadanmåned. Denne krigshandling var en overtrædelse af våbenhvileaftalen.
Den israelske regering sagde, at det var, fordi Hamas ikke havde frigivet gidslerne. Men det er ikke den præcise årsag til, at Israel genoptog sin folkemordspolitik over for palæstinenserne.
Det er vigtigt at huske på, at blot få dage før lukningen af de humanitære leverancer var Israel blevet ydmyget af palæstinensernes store march mod nord.
Blokade og bomber
At blokere de humanitære lastbiler var en form for hævn over palæstinenserne for at have forhindret den etniske udrensning, som havde sat gang i de israelske planer om at annektere – i det mindste – det nordlige Gaza.
Med hundredtusinder af palæstinensere tilbage i nord ville det være umuligt at bygge den amerikanske præsident Donald Trumps riviera og opføre de enorme bosættelser, som israelerne havde drømt om. Straffen var afslutningen på den humanitære bistand. Forbrydelsen var palæstinensernes store march mod nord.
Men det sluttede ikke med, at lastbilerne stoppede. Den 11. oktober 2023 beordrede den israelske regering Israel Electric Corporation til at afbryde elforsyningen til Gaza og dermed lukke Gazas kraftværk.
Det, der fortsat fungerede, selv om det var under meget vanskelige omstændigheder, var afsaltningsanlægget i Sydhavet. Den 9. marts 2025 meddelte Israel så, at de ville afbryde al den strøm, der var blevet lukket ind, herunder strømmen til afsaltningsanlægget – hvilket betyder, at Gaza vil have en meget, meget begrænset regelmæssig forsyning af rent vand.
Og så begyndte luftangrebene at blive intensiveret, som om de kom ud af ingenting. Et af angrebene, den 11. marts, dræbte fem mennesker i Gaza By. I Rafah blev en palæstinensisk kvinde dræbt af en israelsk drone. Det er den israelske krigsmaskine, der er ivrig efter at genoptage bombardementerne og presse palæstinenserne tilbage mod syd.
Stop for vand, mad og elektricitet; bombardementer på ny; trusler om at bulldoze hele Gaza ind i Egypten; trusler om at bygge resorts til feriegæsterne fra Tel Aviv og Houston. Dette er virkeligheden for palæstinenserne i Gaza. Omfanget af de israelske handlinger føles meget større end vreden over, at fangerne ikke er blevet løsladt. Det er helt klart hævn for den 27. januar.
“Hvordan overlever alle denne situation?” skriver jeg til Ahmed. “I må alle være udmattede af spændingen”.
“Vi er okay”, svarede han og tilføjede så, som for at understrege det eller for at overbevise sig selv: “Vi er okay”.
Denne artikel er produceret af Globetrotter og No Cold War.
Om forfatteren: Vijay Prashad er indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skrivende stipendiat og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør for LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, bl.a. The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er On Cuba: Reflections on 70 Years of Revolution and Struggle (sammen med Noam Chomsky), Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism, og (også sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of US Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
