Verden rundt
Den 19. juni var den syvende dag i Israels angreb på Iran, og udviklingen syntes at afvige fra Det Hvide Hus’ forventninger.
Efter målrettede angreb på højtstående militærkommandører og atomforskere samt angreb på atom- og militæranlæg har Iran genvundet den operative kontrol. Landet iværksatte straks operationen “True Promise 3”.
Efter indledende forstyrrelser i de første timer udnævnte Iran erstatningskommandører og forbedrede effektiviteten af sine luftforsvarssystemer.
De iranske myndigheder iværksatte også sikkerhedsforanstaltninger for at identificere mistænkte infiltratorer, der angiveligt havde brugt droner og andre små fly til at gennemføre hemmelige operationer i landet.
De amerikanske og israelske myndigheder havde sandsynligvis ikke forventet et øjeblikkeligt sammenbrud af den iranske regering alene gennem luftangreb. Selvom begge regeringer har begået strategiske fejlberegninger, ville det være overraskende, hvis de virkelig troede, at en stat kunne vælte udelukkende gennem luftbombardementer.
Vi accepterer ikke påtvunget ‘fred’, ligesom vi ikke accepterede påtvunget krig, som vi demonstrerede under det irakiske Ba’ath-regimes invasion af Iran.
ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste leder
Den tilsyneladende strategi syntes at være baseret på at udløse civile uroligheder blandt oppositionsgrupper efter den indledende forstyrrelse af regeringen. Dette kunne potentielt have skabt muligheder for trænede lejesoldater til at indlede en anden fase af operationerne. Dette scenario blev imidlertid ikke til noget.
I stedet reagerede flertallet af iranerne, især efter at der kom rapporter om civile tab som følge af angrebene, med vrede og solidaritet. De civile tab synes at have vækket en følelse af national enhed og patriotisme blandt befolkningen.
Strategiske fejlvurderinger
Trumps modstridende udtalelser kan forstås i denne sammenhæng af strategiske fejlvurderinger og pres fra de zionistiske myndigheder, som det fremgår af indlæg på sociale medier og offentlige kommentarer.
Trumps budskaber har været inkonsekvente: Den ene dag siger han, at han ikke har planer om at inddrage USA i konflikten, den næste truer han med at overveje at erklære krig mod Iran, medmindre landet accepterer “ubetinget overgivelse”.
På den anden side var den iranske øverste leders tv-budskab klart og entydigt: “Vi accepterer ikke påtvunget ‘fred’, ligesom vi ikke accepterede påtvunget krig, som vi demonstrerede under det irakiske Ba’ath-regimes invasion af Iran”.
Denne holdning afspejles i de iranske væbnede styrkers gengældelse og de holdninger, som højtstående politiske embedsmænd har indtaget.
Måske forklarer dette, hvorfor generaldirektøren for Den Internationale Atomenergiorganisation, Rafael Grossi, erkendte, at de ikke har “noget bevis for, at Iran har aktive planer om at bygge atomvåben”.
Det er bemærkelsesværdigt, at Tulsi Gabbard, direktør for National Intelligence, tidligere har fremsat lignende udtalelser, selvom Trump for nylig har tilkendegivet, at han afviser dem og siger, at han er ligeglad med, “hvad hun har sagt”.
Dette gentager det påskud, der blev brugt til at invadere Irak: Påstande om ‘masseødelæggelsesvåben’, der viste sig at være ubegrundede, svarende til det diskrediterede Nayirah-vidnesbyrd, der blev en skandale for George W. Bushs regering.
Iran står i frontlinjen
Vi kunne diskutere i timevis om årsagerne til den aktuelle situation og timingen af direkte angreb på Iran: eksterne faktorer, interne katalysatorer, international dynamik og meget mere.
Tre punkter er imidlertid klare:
For det første handler Israel ikke uafhængigt. Den israelske stat fungerer som en kolonial bosætterstat, der repræsenterer vestlige imperiale interesser i Vestasien.
For det andet tilsidesætter USA international ret, beviser og offentlig opinion, når det vurderer, at fordelene ved militær handling opvejer omkostningerne.
– 13. juni 2025: Israel lancerer et overraskelsesangreb mod Iran, hvor militær- og atomanlæg bliver ramt. Israel myrder også fremtrædende iranske militærledere, atomforskere og politikere. Den israelske efterretningstjeneste Mossad saboterer iranske luftforsvarssystemer og missilinfrastruktur. Israelske angreb fortsætter og rammer alt fra hospitaler til boligkomplekser med hundredvis af civile tab til følge.
– 13. juni: Iran svarer igen ved at affyre missiler mod israelske militæranlæg. Ansar Allah, også kendt som “houthierne”, affyrer også missiler mod Israel fra Yemen. Iranske modangreb fortsætter og rammer også civile mål som et hospital i Israel. Israel har indført censur mod mediers rapportering om tab og skader forårsaget af iranske angreb.
– 22. juni: USA går ind i krigen på Israels side og bomber tre iranske atomanlæg herunder Uranberigelsesanlægget Fordow, der ifølge USA’s præsident Donald Trump blev “totalt udslettet”. Iran fortæller dog, at Fordow ikke fik alvorlige skader. Ansar Allah i Yemen anser USA’s angreb for at være en krigserklæring og fastslår, at våbenhvilen mellem USA og Ansar Allah hermed er afsluttet.
– 23. juni: Iran svarer igen på USA’s angreb ved at affyre missiler mod en USA-base i Qatar. Ifølge Donald Trump havde Iran forinden advaret USA om, at Iran ville angribe basen, som derved var blevet evakueret, og ingen personer kom til skade.
– 23 juni: Donald Trump melder ud, at der er indgået en våbenhvile mellem Israel og Iran.
– 24. juni: Seyed Abbas Araghchi, Irans udenrigsminister, benægter, at Iran er gået med til en våbenhvile. Han tilføjer dog, at hvis Israel stopper sine angreb senest klokken fire natten til 24. juni, så vil Iran også stoppe med at svare igen. Senere meddeler Iran, at det nu er gået med til våbenhvile.
– 24. juni: Israel anklager Iran for at bryde våbenhvilen ved at angribe Israel, mens Iran meddeler, at dets seneste angreb blev gennemført før våbenhvilen trådte i kraft. Israel bomber Iran efter indgået våbenhvile, hvilket får en vred Donald Trump til at kræve, at Israel stopper sine krigshandlinger.
– 24. juni: Israels premierminister Benjamin Netanyahu snakker i telefon med Donald Trump og melder herefter ud, at israelske angreb mod Iran vil stoppe. I Iran bliver våbenhvilen fejret som en historisk sejr og som et tegn på, at en ny æra er begyndt.
* Opdateres løbende *
For det tredje, og efter min mening vigtigst, er dette ikke en religiøs eller regional konflikt mellem to konkurrerende magter.
Dette repræsenterer en ny fase i planen for det ‘Nye Mellemøsten’, som det afspejles på forsiden af et nyligt nummer af Time magazine. Og fragmenteringen af Iran er en vigtig del af denne plan.
Den bygger på tidligere strategiske rammer, herunder Yinon-planen (1980’erne) og ‘A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm’ (1990’erne), med støtte fra den vestlige blok.
Set fra dette perspektiv udgør dette en fuldskala konfrontation mellem det globale nord og det globale syd, hvor Iran er placeret i frontlinjen af den vestlige imperialistiske aggression mod nationale befrielsesbevægelser i hele det globale syd.
Baseret på denne analyse må alle revolutionære kræfter forene sig bag dette slogan: “Fingerne væk fra Iran!”
Og en besked til vores venner rundt om i verden: Iran kæmper til sidste mand, sidste kugle, sidste åndedrag.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren: Ali Abutalebi har været administrerende direktør for Mazmoon Books siden 2005. Han grundlagde den iranske kampagne for solidaritet med Cuba, har arbejdet som publikationsdirektør hos House of Latin America (HOLA) og har skrevet flere artikler til den iranske presse og politiske hjemmesider, hovedsageligt med fokus på progressive bevægelser i Latinamerika. Ali har udgivet en bog om Cuba med titlen Rest in Peace Ernesto.
Underrubrik, Mellemoverskrifter og tidslinje er udarbejdet af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
