Analyse
I en dansk kontekst er tallene store: 2000 aktivister til at afvikle festivalen. 15.000 deltagere bare om lørdagen. Et program med oplægsholdere og begivenheder på 50 trykte sider.
Den belgiske politiske festival ManiFiesta, organiseret af Belgiens Arbejderparti (PTB), foregår på væddeløbsbanen Hippodromen i Oostende, et stenkast fra den flade sandstrand og den friske vind. Symbolikken kunne ikke være mere til at tage og føle på. Hippodromen var den gamle Kong Leopold II’s legeplads, dengang Belgisk Congo var hans personlige ejendom, og gummifabrikanterne forsøgte at øge produktionen ved at hugge hænder og fødder af deres arbejdere eller arbejdernes børn.
Denne weekend er der langt fra slaveri og kort til solidaritet. Boder fra PTB’s mange lokale afdelinger står rundt langs travbanen i en stor oval. Der er et område for fagforeningerne, et område for sundhed. Der er debattelte, musikscener for festivalen som helhed samt en særlig ungdomsscene. Madboder står spredt ind og ud, side om side med legepladser og idrætsområder. En velkendt opsætning, men også overvældende i sin størrelse.
De to journalister fra Arbejderen har på forhånd valgt ud mellem debatterne, for der foregår ofte fire eller fem store debatter samtidigt.
Dertil kommer de lokale telte fra de mange regioner. PTB fører valgkamp til lokalvalg. Efter et kæmpe resultat til parlamentsvalget tidligere på året, hvor de ligger som det fjerde største parti i landet, har de både stor optimisme, men også høje forventninger.
Kamp mod splittelse
Raoul Hedebouw, formand for PTB, holdt en stor velkomsttale på den centrale scene om lørdagen. Netop valget var tema i talen. Men ikke kun procenter, deltagelse, forhandlinger. Hans tale handlede om, hvorfor partiet stiller op, hvilken retning de håber at kunne skubbe Belgien i, midt imod ambitionerne fra de nuværende politikere.
Raoul Hedebouw langede blandt andet ud efter Bart De Wever, formand for det højreradikale flamske separatistparti Ny Flamsk Alliance, og Georges-Louis Bouchez, formand for det liberale parti Reformistisk Bevægelse:
– Der er en bestemt vilje bag alle de foranstaltninger, som Bart De Wever, Georges-Louis Bouchez og deres slæng forsøger at tvinge igennem. Det kommer alt sammen fra en klar vision for samfundet. De forsøger at splitte arbejderklassen og få os til at slås mod hinanden.
– Syge arbejdere imod sunde arbejdere. Arbejdsløse arbejdere over for dem i arbejde. Arbejdere, der kan arbejde i én karriere gennem hele livet, over for dem – fortrinsvis kvinder – der ikke er i stand til det. Arbejdere i det private over for arbejdere i det offentlige. Arbejdere født i Belgien over for arbejdere født andre steder, lød det fra Raoul Hedebouw.
Hvordan gør vi solidariteten konkret?
International solidaritet er en rød tråd i flere af debatterne. Solidaritet med Palæstina og Cuba og solidaritet mellem arbejdere. Mange repræsentanter fra afrikanske partier eller bevægelser er med på festivalen, ligesom folk er kommet fra Asien og Latinamerika.
Men også solidaritet mellem arbejdere i de kapitalistiske lande i EU og USA er i højsædet. Mange af debatterne, både fra paneldeltagernes side, men også festivalgæsternes, handler om konkrete tiltag på tværs af de forskellige vilkår.
Hvordan får vi fagforeningerne med i kampen for et frit Palæstina? Hvordan kæmper bilarbejderne mod den samme koncern på tværs af landegrænser? Hvordan støtter vi kampen mod blokade og sanktioner i Cuba og Venezuela? Hvordan støtter vi de mange unge, der bliver politisk aktive for første gang i klimakampen og støtten til Palæstina? Hvordan gør vi erfaringer om organisering på grundlag af lokale kampe til fælles viden?
ManiFiesta er konkret solidaritet
– De forsøger at splitte og isolere os. Så vi ender med at stå alene, lød det fra PTB’s formand Raoul Hedebouw i åbningstalen.
Han fortsatte:
– Stå alene over for vores chefer. Alene med vores lave lønninger, hvor vi jonglerer med småjobs bare for at få tingene til at hænge sammen. Alene med umulige arbejdstider og opgaver. Alene over for sygdom og med ubetalelige private forsikringer. De vil isolere os for at svække os.
– Men se jer omkring, ManiFiesta! Vil det lykkes for dem? Det tror jeg ikke! Enhed. Diversitet. Solidaritet. Det er, hvad jeg ser her, sagde Raoul Hedebouw til store klapsalver og en skov af knyttede næver.
Og i de mange debatter, på fransk og flamsk og med simultantolkning til engelsk på alle dem med internationale debattører, var enhed, fælles erfaringer og solidaritet et gennemgående tema.
Boder med mad og bøger
Hvert af de mange regionale telte havde fokus på deres lokale krav til det kommende valg, deres egne kandidater, muligheder og udfordringer i byerne. Men de lokale telte havde også deres egns specialiteter med som kulturelt indslag, om det var sur øl eller det lokale hvidløgsbrød. De gav variation blandt udbuddet af madboder med retter fra Palæstina, Belgien og det afrikanske kontinent.
En større sal over for den ovale travbane husede bogladerne. Side om side med et område for skakspillere, hvor luften blev tyk af koncentration og fokus, var der politisk litteratur. Det meste var af ny dato med opdaterede analyser af klimakamp, marxistiske analyser af kønskamp og identitet samt kamp mod imperialismen og for organisering af arbejderklassen.
De fleste bøger om imperialisme så ud til at være skrevet af de folk, der kæmper mod den i deres egne lande, fra en række lande i Afrika og landene i Asien. Antikvarisk litteratur og klassikerne fyldte op i hjørnerne i den store hal.
ManiFiesta kommer igen til næste år. På hjemturen var Arbejderens to udsendte både fyldt med inspiration og vilje til at fortsætte kampen, men også mætte af indtryk og overvældede af den mangfoldighed, der er den politiske festival.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
