Kommentar
Indiens udenrigsminister S. Jaishankar var for nylig i Danmark og gav interviews til flere medier om, hvordan en multipolær verden ser ud.
Mens danskerne nød en forlænget weekend, var en delegation af prominente indiske parlamentsmedlemmer på besøg i Danmark. Efter at have stillet direkte spørgsmål til både udenrigsministeren og de indiske politikere, undrede jeg mig over, hvorfor Indien har sendt en så vigtig delegation til Danmark og Europa.
For det første skal det forstås, at de militære operationer mellem Indien og Pakistan stoppede efter blot fire dage – men kampen om narrativet er langt fra slut. Man undrer sig også over, hvorfor der stadig ikke er fred mellem de to nabolande.
Dialog
Europæerne er fortsat optagede af krigen i Ukraine, og i lyset af, at Danmark den 1. juli overtager EU-formandskabet i seks måneder, er landets diplomatiske position blevet styrket – ikke mindst via en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor ser Indien Danmark som et vigtigt land.
Det er ikke en overdrivelse at sige, at fremtidens krige vil handle om adgang til rent drikkevand.
Samtidig er mange indere skuffede over Donald Trumps påstand om, at det var ham, der fik afsluttet den fire dage lange krig. Pakistan har derimod givet udtryk for, at de satte pris på Trumps indblanding.
Uanset hvordan den seneste konflikt blev afsluttet, bør vi være taknemmelige for, at de to atommagter Indien og Pakistan formåede at standse kampene så hurtigt. Under samtalen med os, en lille gruppe indere bosat i København, understregede udenrigsminister Jaishankar, at det ikke var Trump, der skabte fred, men at landene allerede var i dialog.
Da Pakistan foreslog en våbenhvile, reagerede Indien med det samme, fordi man ikke ønskede en optrapning. For Indien handlede det fra begyndelsen om at straffe de terrorister, der stod bag et angreb i Kashmir-provinsen.
Ifølge Jaishankar var der bred enighed, også i oppositionen, om at man måtte svare igen. Terroristernes mål var at destabilisere forholdet mellem hinduer og muslimer, hvilket også fremgik af, at de under angrebet adskilte muslimer fra andre turister og kun dræbte ikke-muslimer.
Nedton krigsretorikken
Jeg har selv givet interviews til forskellige danske medier, men valgte også at deltage i et interview med Nay Dunya, en herværende pakistansk tv- og radiokanal.
I interviewet spurgte værten, Bashy Qureshy, hvorfor vi ikke taler mere om fred. Jeg svarede, at jeg ikke kender nogen pakistanere bosat i Danmark, der ønsker krig, og at mange indere, især de, der har boet her i årtier, mener, det er spild af penge og ressourcer at bekæmpe hinanden i 2025.
Mens jeg modtog ros fra mange herboende pakistanere, der mente, at jeg havde en balanceret tilgang til fred, var reaktionerne fra nogle indere mere kritiske. De mente, at jeg ikke burde tale med pakistansk tv eller andre medier, da Indiens premierminister i øjeblikket nægter at tale med Pakistan.
Heldigvis var der også mange herboende indere – især blandt minoriteter som muslimer og sikher – der hilste idéen om dialog og forsoning velkommen.
Selvfølgelig skal alle tage afstand fra terrorhandlinger. Men det er helt afgørende at opmuntre både Indien og Pakistan til at genoptage dialogen og nedtone krigsretorikken.
Vand som våben
Nu er der gået en måned, siden konflikten brød ud, og våbenhvilen holder.
Men 90 procent af det vand, Pakistan bruger til landbrug, kommer fra floder, der har deres udspring i Himalaya. Indien har gjort det klart, at de ikke vil dele vandressourcer, så længe Pakistan ikke stopper støtten til terrororganisationer. Det er ikke en overdrivelse at sige, at fremtidens krige vil handle om adgang til rent drikkevand.
Tæt på en milliard mennesker i Indien og Pakistan er afhængige af det vand, der kommer fra Himalaya. Indtil nu har de to lande formået at dele ressourcerne fredeligt, men Indien har nu stillet et ultimatum om, at terrorstøtten skal ophøre.
Pakistan ser dette som en trussel og er forståeligt nok bekymret for fremtiden.
Mere til fælles
Vi har for nylig set, hvordan Danmarks internationale placering og den herboende diaspora fra både Pakistan og Indien kan spille en vigtig rolle i at dæmpe konflikter.
Danmark har potentiale til at fungere som mægler i internationale konflikter – men det kræver, at vi som nation ikke selv bidrager til eskalering. I optakten til Danmarks EU-formandskab har jeg deltaget i flere konferencer, og jeg bekymres over, at Europa-minister Marie Bjerre endnu ikke har formuleret en sammenhængende og bæredygtig fredspolitik.
Indtil videre har man valgt en konfrontatorisk tilgang til Rusland. Men hvordan kan man være fredsmægler, når man samtidig taler for oprustning?
Vi, de herboende indere og pakistanere, har et stort ansvar for at ændre narrativet og fremme idéen om sameksistens. Det er dog værd at nævne, at Pakistans øverste general – før det seneste terrorangreb – offentligt udtalte, at pakistanere ikke har noget tilfælles med hinduer i Indien. Der findes altså kræfter på begge sider af grænsen, som pisker en fjendtlig stemning op og bidrager til eskalering.
Desværre er hverken de politiske ledere i Indien eller Pakistan interesserede i at ændre det narrativ, der fokuserer på fjendskab og forskelle – på trods af at vi i virkeligheden har langt mere til fælles, end vi tror.
Indien er et demokrati, og i et demokratisk land skal der være plads til kritiske spørgsmål. Indien bør gå forrest og forsøge at vinde pakistanernes tillid – for eksempel ved at invitere til forhandlinger, åbne hospitalerne for pakistanske patienter og genoptage handlen mellem de to lande.
Det er fint, at Indiens udenrigsminister taler om globalisering og en multipolær verdensorden og beder europæerne om at tilpasse sig en ny virkelighed. Men hvorfor spørger vi ham ikke om, hvordan han vil skabe fred i sit eget nærområde – en konflikt, der med god grund bekymrer resten af verden?
I de kommende seks måneder vil verdens øjne være rettet mod Danmark. Skal vi fremstå som en nation, der ønsker at eskalere konflikten i Ukraine og taler for oprustning? I så fald kan vi næppe fungere som fredsmægler i andre konflikter. For som nogle allerede siger: “Se, hvad I selv gør.”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
