Læserbrev
Mens vores verden er på vej mod atomkrigens katastrofe, har der aldrig været et større behov for en ny global afbalancering, en afvisning af stormagtskrig, udbytning og aggression.
Nu er vi mere end nogensinde før nødt til at afvise USA’s brutale unipolære dagsorden, opdelingen af verden mellem fjendtlige magter og undertrykkelsen af de manges rettigheder til fordel for de fås interesse. Kun ni stater er i besiddelse af disse ultimative masseødelæggelsesvåben, men de kan alligevel holde resten af verden som gidsel med deres atomterror.
Kampen for en ægte multipolær verden, der kun er indrettet for verdens befolkninger og ikke for militære blokke, har fred og nedrustning som kernepunkter.
Landene i det globale syd står i spidsen for at opnå denne traktat; de forstår, at ethvert brug af atomvåben fra stater i det globale nord vil få katastrofale konsekvenser for deres egne befolkninger, lande og fødevareproduktion.
Det er lige så sandt nu som for 60 år siden, da den alliancefri bevægelse (NAM) blev grundlagt.
Ud over modstand mod kolonisering og økonomisk underkastelse gik de, der grundlagde bevægelsen, ind for selvbestemmelse og lighed i forholdet mellem stater, og de var også enige om deres modstand mod militærblokke, deres engagement i verdensfreden og en meget stærk fortaler for global atomnedrustning.
Den linje har været konstant lige siden, og i dag ser vi fortsat landene i det globale syd føre an i de globale nedrustningsinitiativer.
Stort set hele det globale syd er selvorganiseret i internationalt anerkendte atomvåbenfrie zoner, der har deres oprindelse i 1960’erne.
I 1968 blev der oprettet en atomvåbenfri zone med 20 lande i Latinamerika, som afstod fra at erhverve og placere atomvåben på deres territorium.
Underskriverne af denne traktat, Tlatelolco-traktaten, indvilligede også i, at Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) havde jurisdiktion over deres kernekraftværker. Til gengæld indvilligede atomvåbenstaterne i ikke at anvende eller true med at anvende atomvåben mod nogen af de stater, der havde underskrevet traktaten.
- 22. januar 2021 trådte FN’s traktat om forbud mod atomvåben (TPNW) træder i kraft.
- Vedtaget på en FN-konference af 122 lande i 2017.
- 65 lande har underskrevet og ratificeret traktaten.
- Verdens ni atommagter, USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea, har ikke underskrevet traktaten.
- Et flertal i Folketinget afviser den 22. januar 2021 at underskrive traktaten.
- Udenrigsminister Jeppe Kofod siger under debatten i Folketinget, at det vil være i strid med dansk medlemskab at NATO at underskrive traktaten.
- Heller ingen af de øvrige skandinaviske lande har underskrevet traktaten.
- Kun tre EU-lande, Østrig, Irland og Malta, har underskrevet traktaten.
- Underskriverne forpligter sig til ikke at udvikle, teste, producere, erhverve, besidde, oplagre, bruge eller true med at bruge atomvåben.
- Traktaten forbyder udstationering af atomvåben på nationalt territorium og yde bistand til enhver stat i at udføre forbudte aktiviteter.
- Underskriverne er forpligtet til at forhindre og undertrykke enhver aktivitet, der er forbudt ifølge TPNW, udført af personer eller på territorium under deres jurisdiktion eller kontrol.
- Traktaten forpligter deltagerstaterne til at yde passende bistand til personer, der er berørt af brugen eller afprøvningen af atomvåben, samt at træffe nødvendige og passende foranstaltninger til miljøsanering i områder under deres jurisdiktion eller kontrol, der er forurenet som følge af aktiviteter relateret til afprøvning eller brug af atomvåben.
- Fra den 21. til 23. juni 2022 mødes verdens lande igen om traktaten. Heller ikke her deltager Danmark.
Traktaten om Rarotonga blev undertegnet i 1985 og forbød atomare eksplosive anordninger i det sydlige Stillehav og forbød afprøvning og anvendelse af atomare eksplosivteknologier.
Den afrikanske atomvåbenfrie zone blev formaliseret i 1996 ved undertegnelsen af Pelindaba-traktaten, efter at Sydafrika havde afskaffet sine atomvåben fra apartheidtiden.
Der har været en stærk regional udvikling inden for nedrustning, anført af det globale syd, men der har også været – og er fortsat – globale forsøg.
Staters massive udgifter til militær produktion og ødelæggelse er et kriminelt spild af ressourcer. Militære alliancer løser ikke vores problemer, men det gør dialog, demilitarisering og internationalt samarbejde.
Traktaten om ikke-spredning af kernevåben (NPT), der blev forhandlet i 1960’erne og trådte i kraft i 1970, blev i vid udstrækning iværksat af Indien for at få spredning og voksende arsenaler under kontrol.
Indien og Pakistan afviste begge at tilslutte sig NPT med den begrundelse, at den forankrede atomvåben i loven – et system med dobbeltmoral i to lag. Desværre fortsatte de begge med at afprøve og udvikle deres egne arsenaler.
Men pointen var korrekt – atomvåbenstaterne opfyldte ikke deres NPT-forpligtelser til at nedruste. Faktisk har de efterfølgende forsøgt at omfortolke NPT, således at de har fået lov til at beholde atomvåben.
Vesten tager afsted
I de første år af det 21. århundrede forsøgte USA’s præsident George W. Bush og Storbritanniens premierminister Tony Blair i forbindelse med den såkaldte “krig mod terror” at ændre de internationale juridiske rammer for atomvåben.
De forsøgte at omstøde nedrustningskravet og fokuserede på at forhindre flere lande i at anskaffe sig atomvåben. Deres mål var at omfortolke NPT som en legitimering af atomvåbenstaternes eksisterende våbenbesiddelse, samtidig med at de brugte den som begrundelse for konfrontation med stater, der blev beskyldt for spredning.
De hævdede, at der var behov for et nyt dokument for at afspejle de drastiske ændringer i de internationale sikkerhedsforhold, herunder 11. september-angrebene i 2001.
Virkeligheden var, at USA og Storbritannien forskede i nye våben og ville være parat til at bruge dem, selv mod en stat uden kernevåben, samt udvikle våben til konfrontation med mere magtfulde stater som Rusland og Kina.
Dette var den virkelige drivkraft bag spredningen af atomvåben sammen med USA’s vilje til at gøre Israel til den eneste atomvåbenstat i Mellemøsten.
En ny vej
Det var frustrationen over NPT, der førte til oprettelsen af det humanitære initiativ om konsekvenserne af atomvåben i 2013. Dette initiativ blev ført ud i livet i form af traktaten om forbud mod kernevåben (TPNW), som trådte i kraft i januar 2021.
Traktaten gør atomvåben ulovlige for første gang og forbyder de deltagende staters udvikling, besiddelse og udfoldelse af atomvåben.
61 stater har i øjeblikket tilsluttet sig traktaten og er retligt bundet af den, og mange flere er i færd med at tilslutte sig den.
Landene i det globale syd står i spidsen for at opnå denne traktat; de forstår, at ethvert brug af atomvåben fra stater i det globale nord vil få katastrofale konsekvenser for deres egne befolkninger, lande og fødevareproduktion. Som det altid har været deres holdning, er enhver besiddelse af atomvåben uacceptabel; ingen hænder er sikre hænder, når det drejer sig om atomvåben.
Som en bemærkelsesværdig udvikling pålægger traktaten også underskriverne forpligtelser til at hjælpe ofre for brug og afprøvning af atomvåben.
Den kræver miljøsanering af områder, der er forurenet af atomforsøg. Den anerkender også udtrykkeligt den uforholdsmæssigt store indvirkning af atomvåbenaktiviteter på oprindelige folk på grund af de valg, som koloniale kernevåbenmagter har foretaget med hensyn til deres teststeder.
Kun ni stater er i besiddelse af disse ultimative masseødelæggelsesvåben, men de kan alligevel holde resten af verden som gidsel med deres atomterror.
For eksempel blev mange af de britiske testforsøg gennemført på Australiens oprindelige folks territorier i Emu Field og Maralinga, hvilket forurenede store dele af Sydaustralien.
Frankrig gennemførte atomprøvesprængninger i sine tidligere kolonier, herunder 17 i Algeriet og 193 i Fransk Polynesien. Disse historiske uretfærdigheder skal rettes op.
Initiativerne fra det globale flertal for fred og nedrustning viser, at en anden verden er mulig. Krig er forfærdelig. I alle krige lider mennesker, og krigens konsekvenser varer i generationer.
Utallige menneskers fremtid bliver ødelagt, som vi ser det i Ukraine, Afghanistan, Palæstina, Yemen, Libyen, Syrien, Irak og Sahel-området.
Menneskehedens prioriteringer er kampen mod ulighed og fattigdom, at håndtere klimakrisen og udvide adgangen til sundhed og vacciner.
Staters massive udgifter til militær produktion og ødelæggelse er et kriminelt spild af ressourcer. Militære alliancer løser ikke vores problemer, men det gør dialog, demilitarisering og internationalt samarbejde.
Denne artikel er produceret af det britiske dagblad Morning Star og Globetrotter.
Kate Hudson er generalsekretær for den britiske organisation Campaign for Nuclear Disarmament. Hun er en ledende figur i kampen mod atomvåben og krig både i Storbritannien og internationalt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
