Udtalelse
nu må i holde op Cuba er et forfærdeligt land, det har pengemagten hele tiden sagt, og hvis ikke pengemagten er ærlige hvem er så ?
og nej da jeg er da slet ikke ironisk host host
Mistillid til regeringen
Mange uvaccinerede mennesker nærer med rette tvivl om kompetencerne og/eller de gode hensigter fra deres regeringer, som nu ønsker at vaccinere befolkningerne så hurtigt som overhovedet muligt. Og man kan godt forstå dem.
Siden marts 2020 har de europæiske lande, og endda regionerne i Belgien, improviseret. Manglen på sammenhæng og logik i håndteringen af covid-19-pandemien har været skammelig. I områder, hvor smittetallene var sammenlignelige, har coronarestriktionerne dog varieret kolossalt meget landene imellem.
Sundhedsindsatsen i Cuba er fortrinsvis koncentreret omkring forebyggelse, og den er stærkt decentraliseret.
I Belgien er vi verdensmestre i improvisation. Den belgiske regering ventede indtil medio marts 2020, før de tog affære. Det var halvanden måned for sent. Hvis man havde handlet noget før, ville smittespredningen kunne have været meget mindre omfattende, og tusindvis af coviddødsfald kunne have været undgået. Og alligevel lærer regeringen i Belgien ikke af deres fejl. Ved hver ny bølge af coronavirus kommer deres reaktion for langsomt.
Eksperter har i årevis advaret om det forhold, at den belgiske regering ikke var forberedt på en pandemi. Først påstod man, at mundbind var irrelevante, fordi der ikke var nogen (eller flere) mundbind på lager på grund af fejlagtige dispositioner. Men lige pludseligt blev de så obligatoriske.
I september 2021, alt imens smittetallene forværredes, lempede Belgien på restriktionerne. På samme tidspunkt og endda med lavere smittetal blev restriktionerne strammet i Holland. Ulogisk. I Belgien er det nødvendigt, at syv sundhedsministre når til enighed, hvis noget skal ændres. Guvernører og borgmestre vedtager parallelt både strengere restriktioner og lempelser af restriktioner, og partiformænd plejer deres image på bekostning af folkesundheden. Den ene dag anmoder den flamske ministerpræsident om lempede restriktioner for kor og musikgrupper, men den næste dag opfordrer han til, at restriktionerne skærpes …
Når denne mistillid forplanter sig i gaderne og på de sociale medier, har det radikale højre meget nemt ved at score point. Ofte behøver de ikke gøre mere end blot at vise medfølelse med nogle mennesker, hvis utilfredshed er velbegrundet, for at lokke folk til. Målet for det radikale højre er selvfølgelig ingenlunde at skabe mere demokrati for de, der ikke har en stemme. Historien har lært os, at den ekstreme højrefløj kun søger at fremme autoritære regimer, som komplet vil svigte disse mennesker og føre til en ekstrem udnyttelse af alt og alle bortset fra den rigeste ene procent.
I hvert fald har håndteringen af coronavirus i Belgien været – og er fortsat – et veritabelt rod. Men faktisk stikker mistilliden meget dybere end som så. Under den sidste store krise, nemlig bankkrisen i 2008, var det også den almindelige mand, der blev ofret på bålet. Bankerne, der havde spekuleret med vores penge, blev ikke engang retsforfulgt. De blev derimod reddet. Og det var almindelige mennesker, der måtte betale regningen. Og der skal ikke ret meget mere til for at skabe mistillid til regeringens krisehåndtering.
Hvad med Cuba?
Så tidligt som januar 2020, næsten to måneder før man endeligt vågnende op til dåd i Belgien, var den cubanske regering i færd med at rulle en national plan ud for kampen mod coronavirus. Massive folkeoplysningskampagner blev lanceret i arbejderkvarterer og på TV. I Cuba er der ingen modstridende direktiver fra myndigheder, ikke syv sundhedsministre, der skal blive enige, og ingen diskussioner af, om man skal bruge mundbind.
Regeringen har påtaget sig sit ansvar og gjort alt, hvad den kunne, for at tage virussen i opløbet. I stedet for at komme med tomme løfter om forjættede friheder, i stedet for at lempe på restriktionerne for hurtigt for at tækkes vælgerne eller på grund af manglende politisk mod, handlede man resolut. Nogle eksempler: Turisme, der er den primære kilde til indtægt i Cuba, men også til udbredelse af smitte, blev øjeblikkeligt stoppet. Maskekravet gælder for børn helt ned til seks år. Så snart det blev klart, at skolerne også var arnesteder for smitte, blev hjemmeskoling indført. Især skole-TV har været en stor støtte i den forbindelse.
Aïssa Naranjo, læge i Havanna, forklarer: ”Takket være en korrekt informationskampagne angående sundhedsrisici har cubanerne forstået vigtigheden af at blive hjemme. De forstår, hvordan smitten spredes, og de føler ansvar for deres eget og deres familier og naboers helbred”.
Sundhedsindsatsen i Cuba er fortrinsvis koncentreret omkring forebyggelse, og den er stærkt decentraliseret. Hvert distrikt har sin egen poliklinik, og der findes et stærkt bånd imellem lokalbefolkningerne og sundhedspersonalet. Siden marts 2020 har næsten 30.000 “smitteopsporere” gået fra dør til dør i selv de mest fjerntliggende områder af øen og besøgt alle familier for at se, om familiemedlemmer skulle være blevet smittet. Universitetsstuderende blev mobiliseret til at deltage i kontaktopsporingen. I Belgien er smitteopsporingen blevet udført fra callcentre af anonyme, hvilket ikke er særligt tillidsvækkende.
I mellemtiden har Cuba haft travlt med at udvikle sine vacciner mod coronavirus. Allerede i marts 2021 var tre forskellige vacciner i testfasen. På nuværende tidspunkt disponerer Cuba over fem forskellige vacciner, som de selv har udviklet og produceret, herunder en vaccine beregnet til børn helt ned til toårsalderen.
Som vi ser, har coronastrategierne i Cuba og Belgien været helt forskellige. Og det kunne ses på tallene. Ved udgangen af 2020 havde man i Cuba registreret 146 covidrelaterede dødsfald. I den samme periode blev der registreret tæt på 20.000 i Belgien. Så kom Delta-varianten og dermed et kapløb med tiden, som Cuba desværre ikke vandt. Deres vacciner var endnu ikke klar. Det blev de ikke før tre måneder efter, at Delta-varianten dukkede op. I Belgien blev vaccination implementeret i højt tempo fra slutningen af 2020, hvilket gjorde det muligt at begrænse dødeligheden med Delta-varianten markant, i det mindste til at starte med.
I Cuba ankom Delta-varianten på et tidspunkt, hvor vaccinerne endnu ikke var på plads. Smittespredningen toppede i juli, forårsagede mange dødsfald og rystede sundhedsvæsenet. Og denne sundhedskrise kommer på et tidspunkt, hvor Cuba allerede er ramt af alvorlig økonomisk krise på grund af den økonomiske blokade, som USA har etableret, ophøret af turisme samt stigende fødevarepriser. Dette vakte stor utilfredshed i den cubanske befolkning. Fra USA er der personer, der via sociale medier har forsøgt at opildne disse frustrationer og kanalisere den ind i protester. Disse manøvrer fejlede dog i sidste ende.
Så snart vaccinationsindsatsen blev igangsat i Cuba, var resultaterne spektakulære. I september 2020, da man begyndte at vaccinere, lå smittetallene stadig på over 40.000 nysmittede om dagen og 69 dødsfald per dag. I dag har Cuba færre end 120 nysmittede og et enkelt dødsfald om dagen. Børn vaccineres ned til toårsalderen. Per 6. december 2021 har 90 procent af cubanerne modtaget deres første vaccinedosis. Dette placerer øen på en andenplads efter De Forenede Arabiske Emirater med hensyn til vaccinationstilslutning. Intet andet land i Latinamerika har opnået en så stor vaccinedækning. I Belgien ligger tallet på 75 procent.
Mistillid til Big Pharma
I Belgien er der mange af de uvaccinerede, der finder det mistænkeligt, at regeringen uddeler gratis vacciner. Faktisk bliver andre lægemidler i kontrast hertil stadig dyrere. Hvert år medfører sundhedsudgifter større og større økonomisk belastning for patienter, men alligevel bliver vi lige pludseligt allesammen “tvunget” til at blive vaccineret gratis. Hvad gemmer der sig bagved? Og behøver man at være en konspirationsteoretiker for at stille sig selv de spørgsmål?
Folk er udmærket klar over, at medicinalvareindustrien kun interesserer sig for profit og ikke altid kerer sig om patientsikkerhed, som de burde. I perioden 1940-1980 tog millioner af vordende mødre lægemidlet DES (diethylstilbestrol) imod ufrivillig abort. I 1960’erne fik de udskrevet Softenon (thalidomid – red) imod kvalme under graviditeten. Tusindvis af babyer blev født med fysiske misdannelser på grund af disse lægemidler. I USA har Purdue Pharma, som er ejet af den velhavende Sackler-familie, indtil for nyligt markedsført det stærke smertestillende middel OxyContin, velvidende at det er stærkt vanedannende.
Fentanyl, som blev opfundet af Paul Janssen fra den belgiske medicinalvaregigant af samme navn (en del af Johnson & Johnson), er et andet eksempel på stærkt vanedannende smertestillende håndkøbsmedicin, som blev lanceret med megen medieomtale. Johnson & Johnson fik en dom for sin rolle i den sag. I Beerse (i provinsen Antwerpen) har samme medicinalvarevirksomhed siden 2020 fremstillet covid-19-vacciner.
Folk er også udmærket klar over, at medicinalvarefirmaerne tager for høje priser for deres covid-19-vacciner, og at de er stærkt subsidierede af regeringer, samtidig med at de kan stikke deres milliardstore overskud i lommerne. Når disse firmaer efterfølgende bekræfter, at en booster er nødvendig, er der god grund til at nære mistanke, endda selvom nødvendigheden er videnskabeligt underbygget.
Hvis de samme virksomheder så siger, at en booster er nødvendig, vækker det forståeligt nok den nødvendige mistanke, selvom den nødvendighed er videnskabeligt korrekt.
Og hvad med Cuba?
I Cuba findes der ingen privat medicinalvareindustri. Alle covid-19-vacciner fremstilles på statsejede biomedicinske laboratorier. Landet fremstiller selv 80 procent af de vacciner, der anvendes i deres vaccineindsats. Her er der ingen uhyrlige priser eller uforholdsmæssige fortjenester.
Som her hos os gives der børnevacciner til alle i en tidlig alder mod en række sygdomme. Dette er en af hovedårsagerne til den meget hastige stigning i levealder i Cuba gennem de seneste årtier. Den forventede levealder i Cuba er fortsat højere end i USA, og spædbørnsdødeligheden er lavere. De seneste måneder har vist, at Cubas covid-19-vacciner også er meget effektive. Derfor er det ikke så overraskende, at cubanerne ikke blot stoler på, men endda ligefrem er stolte over deres nationale medicinalvareindustri.
Mistillid til videnskaben
Heromkring bruger reklamebranchen vilkårligt både videnskab og pseudovidenskab til at markedsføre hvad som helst: Kosttilskud, de perfekte bleer, hårvækstserum, ultrahurtige smartphones … Resultat: Videnskaben har mistet sin troværdighed for mange mennesker. Omfattende og hyppige tilfælde af snyd inden for forskningen øger kun mistilliden. Skandaler som dieselgate (skandale, hvor bilfabrikkerne systematisk forfalskede målingerne af skadestoffer fra dieselbiler – red) efterlader permanente indtryk på folk.
Dertil skal tilføjes, at mange gennemfører et gymnasialt eller højere uddannelsesniveau uden at være i stand til at sætte sig ind i statistik eller dens fremstilling i nyhedsindslag og artikler: ”Der er da lige så mange vaccinerede som uvaccinerede blandt de indlagte på hospitalet, er der ikke?”, hører man tit. Alt dette forklarer, hvorfor nogle føler sig tiltrukket obskure teorier eller om ikke andet synes, at der kan være noget om disse teorier, fordi de mener, at “de” er ude på at overtale os til et eller andet. “De” prøver at lukke munden på os med deres restriktioner, coronapas, vacciner og så videre. Således er “de” en konceptuel sammensmeltning af politikere, eksperter og pressen.
Og hvad med Cuba?
I Cuba bliver folk sjældent konfronteret med professionelt producerede reklamer. De får adgang til videnskab gennem et uddannelsessystem (af kvalitet) og gennem ikke-kommercielle medier. På TV har man forklaret alle cubanere, hvad covid er, allerede inden de første tilfælde blev registreret på cubansk jord, herunder hvordan pandemien har udviklet sig i resten af verden, hvordan smitten bekæmpes, og hvilke retningslinjer der skulle følges.
Cubanerne har tillid til, at deres videnskabsmænd arbejder for det fælles gode. Det får de bekræftet næsten hvert år, for eksempel når landsbyer og byer som en forebyggende indsats evakueres, fordi de af verdens bedste meteorologer forudsiges at ligge i en orkans bane. Man har set, hvordan hiv hurtigt kom under kontrol i landet takket være en stærk forebyggelsesindsats. Ligeledes ser man, hvordan håndteringen af dengue og zika [1] er videnskabelig, effektiv og transparent, og hvordan disse sygdomme hermed begrænses til kun at kræve et minimalt antal ofre.
Mistillid med hensyn til solidariteten
En effektiv pandemihåndtering kræver solidaritet. Størstedelen af befolkningen, som personligt ikke har så meget at frygte i forbindelse med sygdommen, er nødt til at vise solidaritet i forhold til en minoritet af (meget) gamle og fysisk svage medmennesker. Det er vigtigt, at alle bliver vaccineret, inklusiv børnene, med henblik på hurtigst muligt at forsinke udbredelsen af virus i samfundet for de sårbares skyld. For de fleste mennesker, også os, er det grund nok til at gøre noget. Dette gælder også med hensyn til overholdelse af hygiejneforskrifter.
Sandt at sige er det dog overraskende, at der ikke er flere belgiere, der siger: “Jeg er sund og modstandsdygtig nok, jeg behøver ikke en vaccine, de andre må beskytte sig selv”. Vores nyliberale, kommercielle kultur minder dagligt folk om, at de må arbejde på personlig udvikling og hele tiden skal præstere bedre i livet, hvilket på godt gammelt dansk betyder at tjene sine egne interesser. Vi bliver præsenteret for et ideal om absolut selvbestemmelse, vi får at vide, at vi ikke skal være afhængige af andre og især ikke “staten”, fordi så gør vi os skyldige i at være snyltere på samfundet. Fagforeningerne fremstilles som dem, der hjælper disse “parasitter”. Staten skal minimeres, der skal spares på socialhjælp og sundhedsvæsen. En sådan kultur er ikke fremmende for solidaritet, tværtimod.
Og hvad med Cuba?
Cubanere vokser ikke op i en ånd af konkurrence eller enhver-er-sig-selv-nok. De ved af erfaring, at de kun kan møde de enorme udfordringer, deres land står overfor, hvis de står sammen. De er vant til at komme igennem problemer i fællesskab – nu mere end nogensinde før. At hjælpe naboen, rydde op i kvarteret sammen, at forenes om at træffe beslutninger på arbejdspladsen og så videre, det er sådan, de lever livet.
De har solidariteten i deres blod. De har sendt læger og sygeplejere og lærere til alle fire verdenshjørner i årtier. Et lille land med 11 millioner indbyggere og mindre end en tiendedel af de ressourcer, som Belgien har, har formået at sende læger til Italien i kampen mod covid.
Denne indstilling og livsstil er den fjerde grund til, hvorfor en antivaxbevægelse er så godt som ikke-eksisterende i Cuba.
Artiklen har været bragt den 4. december 2021 i DeWereldMorgen.be og den 14. december i Investig’Action. Artiklen er oversat fra fransk af Karoline Enevold og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2022.
Marc Vandepitte er en belgisk filosof og økonom og forfatter til adskillige bøger om nord-syd-relationerne, Latinamerika, Cuba og Kina. Toon Danhieux er belgisk familierådgiver, tillidsrepræsentant fra Gent og har været opstillet til EU-parlamentet for Belgiens Arbejderparti, PTB.
Note:
1. Dengue er en systemisk infektionssygdom forårsaget af dengue-virussen og overført via myg. Zika er en virus, som giver feber, og som kan have alvorlige følger for det ufødte barn.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
