I januar 2018 holdt NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg en hidtil uset pressekonference med den amerikanske skuespiller Angelina Jolie.
Mens InStyle rapporterede, at Jolie “var klædt i en sort figursyet off-the-shoulder-kjole med matchende capelet og klassiske pumps (også sorte)”, var der et dybere formål med dette møde: seksuel vold i krig. Parret havde netop sammen skrevet en kronik til The Guardian med titlen “Why NATO must defend women’s rights”. Timingen var vigtig. Da #MeToo-bevægelsen var på sit højeste, var den mest magtfulde militæralliance i verden blevet en feministisk allieret. “At gøre en ende på kønsbaseret vold er et vigtigt spørgsmål om fred og sikkerhed såvel som social retfærdighed”, skrev de. “NATO kan være en leder i denne bestræbelse”.
Siden de tyske grønne foretog deres valg, har store venstrefløjspartier opgivet militær neutralitet og modstand mod krig til fordel for NATO.
Dette var et nyt og progressivt ansigt for NATO, det samme som NATO siden har brugt til at forføre store dele af den europæiske venstrefløj. I de nordiske lande har atlantisterne tidligere været nødt til at sælge krig og militarisme til et overvejende pacifistisk publikum. Dette blev delvist opnået ved at præsentere NATO ikke som en glubsk, krigsvenlig militæralliance, men som en oplyst, “progressiv” fredsalliance. Timothy Garton Ash skrev i The Guardian i 2002, at “NATO er blevet en europæisk fredsbevægelse”, hvor man kunne forestille sig at se “John Lennon møde George Bush”. Men i dag, efter Ruslands omfattende invasion af Ukraine, har Sverige og Finland forladt deres mangeårige traditioner for neutralitet og valgt medlemskab. NATO fremstilles som en militær alliance – og Ukraine som en krig – som selv tidligere pacifister kan bakke op om. Det eneste, dens fortalere synes at synge, er: “Giv krigen en chance”.
Jolie-kampagnen markerede på flere måder en dramatisk vending i det, Katharine A. M. Wright og Annika Bergman Rosamond kalder “NATO’s strategiske narrativ” (i tidsskriftet International Studies 31. maj 2021 o.a.). For det første omfavnede alliancen for første gang berømtheders stjernekraft og gav det kedelige brand elitær glamour og skønhed. Jolies stjernestatus betød, at de tiltrækkende billeder fra begivenheden nåede ud til et apolitisk publikum med ringe kendskab til NATO. For det andet syntes partnerskabet at indvarsle en æra, hvor kvinders rettigheder, kønsbaseret vold og feminisme ville få en mere fremtrædende rolle i NATO’s retorik.
Siden da, og især i de sidste 12 måneder, har kvindelige ledere som den finske premierminister Sanna Marin, den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock og den estiske premierminister Kaja Kallas i stigende grad optrådt som fortalere for oplyst militarisme i Europa. Alliancen har også intensiveret sit engagement med populærkultur, nye teknologier og unge influencere.
NATO har selvfølgelig altid været PR-bevidst og har længe engageret sig i kultur, underholdning og kunst. Hvem kan glemme albummet Distant Early Warning fra 1999 fra den elektroniske duo Icebreaker International, indspillet med midler fra det hedengangne “NATOarts” og inspireret af radarstationerne langs Alaska og Canadas nordlige periferi, der blev bygget for at advare NATO om et forestående sovjetisk atomangreb? Eller spillefilmen HQ fra 2007, produceret af NATO’s Public Diplomacy Department, som skildrer livet i alliancen og en falsk diplomatisk reaktion på en krise i den fiktive stat Seismania? Det kan nærmest alle, viser det sig. Men det, der gør NATO’s seneste strategiske drejning så effektiv, er, at det er lykkedes at udnytte de progressive lokale traditioner og identiteter i kandidatlandene.
De Grønne i Tyskland
Intet politisk parti i Europa eksemplificerer bedre skiftet fra militant pacifisme til glødende pro-krigs-atlantisme end De Grønne i Tyskland. De fleste af De Grønnes stiftere havde været radikale under studenterprotesterne i 1968; mange havde demonstreret mod USA’s krige. De gik ind for, at Vesttyskland skulle trække sig ud af NATO. Men da disse stiftere blev midaldrende, begyndte der at opstå sprækker i partiet, som en dag ville splitte det ad. To lejre begyndte at vokse sammen: “Realos” var de moderate grønne, politiske pragmatikere. “Fundis” var den radikale, kompromisløse lejr; de ønskede, at partiet skulle forblive tro mod sine grundlæggende værdier uanset hvad.
Forudsigeligt nok mente Fundis, at den europæiske fred ville være bedst tjent med, at Vesttyskland trak sig ud af alliancen, og havde en tendens til at foretrække militær neutralitet. Realos, på den anden side, mente, at Vesttyskland havde brug for NATO. De argumenterede endda for, at en udmeldelse ville sende sikkerhedsspørgsmål tilbage til den tyske nationalstat og risikere at genoplive militaristisk nationalisme. Deres NATO var en post-national, kosmopolitisk alliance, der talte mange sprog og gik under alle slags flag, og som beskyttede Europa mod Tysklands mest destruktive impulser. Men NATO-medlemskab ved historiens afslutning var én ting, et Tyskland, der gik i krig igen – det mest forbudte af alle tabuer efter Anden Verdenskrig – var noget helt andet.
Kosovo ændrede alt. I 1999 – 50-året for NATO’s grundlæggelse – påbegyndte alliancen det, som akademikeren Merje Kuus har kaldt en “diskursiv metamorfose”. Fra blot at være en defensiv alliance under Den Kolde Krig blev den til en aktiv militærpagt, der var forpligtet til at udbrede og forsvare værdier som menneskerettigheder, demokrati, fred og frihed langt ud over medlemslandenes grænser. NATO’s 78 dage lange bombning af resterne af Jugoslavien, angiveligt for at stoppe krigsforbrydelser begået af serbiske sikkerhedsstyrker i Kosovo, kom til at ændre de tyske grønne for altid.
På en kaotisk partikonference i Bielefeld i maj 1999 kæmpede Realos og Fundis bittert om bombningen. De Grønnes udenrigsminister, Joschka Fischer, den mest fremtrædende Realo, støttede NATO’s krig, hvilket fik konferencedeltagerne til at overhælde ham med rød maling. Fundis’ forslag krævede et betingelsesløst stop for bombardementerne, hvilket også ville have betydet sammenbruddet af De Grønnes og det socialdemokratiske partis (SDP’s) koalitionsregering.
Fredsforslaget mislykkedes og knuste partiets antikrigsfraktion, som forlod De Grønne i hobetal. I stedet vandt Realos moderate resolution med en komfortabel margin. Efter en kort pause fik bombardementerne af Jugoslavien lov til at fortsætte. Med afgørende støtte fra De Grønne fløj Luftwaffe et raid over Beograd, 58 år efter deres tidligere luftbombardement af den serbiske hovedstad. Det var den første tyske militæroperation i Europa siden Anden Verdenskrig.
Siden starten på den omfattende krig i Ukraine har den tyske grønne udenrigsminister Annalena Baerbock fortsat i Fischers tradition ved at kritisere lande med traditioner for militær neutralitet og opfordre dem til at gå med i NATO. Hun har påberåbt sig Desmond Tutus udsagn: “Hvis du er neutral i situationer med uretfærdighed, har du valgt undertrykkerens side”.
Og De Grønne bugtaler endda deres egne døde medlemmer, blandt andre Petra Kelly, et antikrigsikon og mangeårig fortaler for alliancefrihed, som døde i 1992. Sidste år skrev Eva Quistorp, medstifter af De Grønne, et imaginært brev til Petra Kelly i avisen FAZ. Brevet låner Kellys moralske holdning og fordrejer den for at retfærdiggøre De Grønnes omfavnelse af krig. Quistorp vil have os til at tro, at hvis Kelly levede i dag, ville hun være tilhænger af NATO. Til den for længst afdøde Kelly hævder Quistorp: “Jeg vil vædde med, at du ville råbe op om, at radikal pacifisme gør afpresning mulig.”
Feministisk udenrigspolitik
Tidligere i år lancerede det tyske udenrigsministerium også en ny “feministisk udenrigspolitik”, som det seneste af flere europæiske udenrigsministerier. Denne nye retning, som også Frankrig, Holland, Luxembourg og Spanien har taget til sig, maler den kosmopolitiske militarisme med et faux-radikalt feministisk skær og åbner området for krig og sikkerhed op for kvinderettighedsaktivister. Nøgterne feministiske ledere fremstilles som det ideelle modstykke til autoritære “stærke mænd”.
Sverige var det første land, der vedtog en sådan politik i 2014, hvilket gjorde det muligt for landet at projicere sin mangeårige statsfeminisme til udlandet og indtage en ny moralsk holdning på den internationale arena. Herhjemme var der positive atlantiske historier i damebladene. I sektionen “Mama” i den svenske avis Expressen, der henvender sig til kvindelige læsere, understregede et interview med Angelina Jolie, at NATO kan beskytte kvinder mod seksuel vold i krig. Jolie understregede også, at der ikke er den store forskel på humanitære hjælpearbejdere og NATO-soldater, da de “stræber efter det samme mål: fred”.
Akademikeren Merje Kuus har skrevet, at NATO-udvidelsen involverer “en tostrenget legitimeringsstrategi”. For det første gøres NATO til noget almindeligt og umærkeligt, til en dagligdags ting, og for det andet fremstilles den som uangribelig, vital, et absolut moralsk gode. Effekten af dette, siger hun, er den samtidige trivialisering og glorificering af NATO: Det bliver så mildt bureaukratisk, at det ikke er værd at diskutere, og så “eksistentielt og essentielt”, at det er hævet over enhver debat.
Og denne legitimeringsstrategi har været tydelig i den begrænsede, stramt kontrollerede debat om euro-atlantisk integration i de nordiske lande, hvor ingen af dem har afholdt folkeafstemninger om medlemskab. Efter årtier med folkelig modstand mod alliancen ser NATO ud til at have hævet sig over demokratiet. Men som Kuss skriver, betyder det ikke, at NATO er påtvunget noget samfund. I stedet er målet “at integrere den mere bredt i underholdning, uddannelse og samfundsliv.”
NATO-kampagne Protect the Future
Beviserne på dette findes overalt. I februar afholdt NATO sit første gaming-event nogensinde. En ung medarbejder fra alliancen slog sig sammen med den populære Twitch-streamer ZeRoyalViking for at spille Among Us og tale om den fare, desinformation udgør for demokratiet. De fik følgeskab af en bjergbestiger og miljøaktivist ved navn Caroline Gleich. Mens deres astronaut-avatarer navigerede i et tegneserierumskib, talte de om NATO i rosende vendinger. Da eventen var slut, var udsendelsen blevet til et rekrutteringsfremstød: Alliance-medarbejderen talte om fordelene ved sit job og opfordrede seerne til at tjekke NATO’s hjemmeside for jobmuligheder inden for områder som grafisk design og videoredigering.
Arrangementet var en del af NATO’s kampagne “Protect the Future”. I år omfattede den en konkurrence for unge kunstnere. Alliancen friede også til dusinvis af influencere med mange følgere på TikTok, YouTube og Instagram og transporterede dem til sit hovedkvarter i Bruxelles. Andre influencere blev sendt til sidste års NATO-topmøde i Madrid, hvor de blev bedt om at skabe indhold til deres publikum.
Den europæiske venstrefløj er blevet fuldstændig fascineret af dette show. Siden de tyske grønne foretog deres valg, har store venstrefløjspartier opgivet militær neutralitet og modstand mod krig til fordel for NATO. Det er en slående omvending. Under Den Kolde Krig organiserede den europæiske venstrefløj masseprotester med millioner af deltagere mod den amerikanskledede militarisme og NATO’s opstilling af Pershing-II- og krydsermissiler i Europa. I dag er der ikke meget andet end den udhulede radikale retorik tilbage. Med næsten ingen tilbageværende modstand mod NATO i Europa og alliancens snigende ekspansion uden for det euro-atlantiske område er dens hegemoni nu næsten absolut.
Denne artikel blev udgivet af UnHerd den 16. maj 2023 og blev bragt på steigan.no den 18. maj. Artiklen er fordansket af Magasinet Arbejderen, hvor den blev bragt i nummer 3, juli 2023.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
