Læserbrev
Den 27. september 2022 ramte en tropisk cyklon – orkanen Ian – Cubas vestlige provins Pinar del Río. Vedvarende vindstød på omkring 125 miles i timen blev hængende over Cuba i mere end otte timer, hvilket væltede træer og el-ledninger og forårsagede skader, der ikke var set under tidligere tropiske cykloner.
Orkanen holdt sig derefter over det varme vand i Den Mexicanske Golf og fik mere energi, inden den ramte den amerikanske ø Cayo Costa i Florida med en vindstyrke på omkring 155 mil i timen. Den verdensomspændende meteorologiske organisation (WMO) kaldte den “en af de værste orkaner, der har ramt området i et århundrede”.
National Oceanic and Atmospheric Administration’s Climate Prediction Center sagde, at dette år vil være den “syvende orkansæson i træk, der ligger over gennemsnittet”. Både Cuba og Florida har været udsat for vandets og vindens vrede, men under dette ligger klimakatastrofens voldsomhed.
“Klimavidenskaben er i stigende grad i stand til at vise, at mange af de ekstreme vejrbegivenheder, som vi oplever, er blevet mere sandsynlige og mere intense på grund af menneskeskabte klimaændringer”, sagde WMO’s generalsekretær Petteri Taalas.
Forberedelse og lindring
Cuba er ifølge WMO en af “verdens førende i forhold til orkanberedskab og katastrofehåndtering”. Dette har ikke altid været tilfældet. Orkanen Flora ramte øens østkyst den 4. oktober 1963.
Da Fidel Castro fik besked om den forestående orkan, beordrede han straks evakuering af de mennesker, der boede i stormens forventede bane (i Haiti opfordrede den tidligere diktator François Duvalier ikke til evakuering, hvilket førte til, at mere end 5000 mennesker døde).
Castro skyndte sig til Camagüey og var tæt på at dø i Cauto-floden, da hans amfibiekøretøj blev ramt af en drivende træstamme. To år senere skrev Che Guevara i sin bog Socialism and Man in Cuba, at det cubanske folk udviste “usædvanlige tapperhed og offervilje”, da de genopbyggede landet efter Floras ødelæggelser.
I 1966 oprettede den cubanske regering et civilforsvarssystem for at forberede sig på ikke blot ekstreme vejrforhold som orkaner, men også på udbrud af epidemier.
Ved at bruge videnskaben som grundlag for sit orkanberedskab var den cubanske regering i stand til at evakuere to millioner mennesker, da orkanen Ivan bevægede sig mod øen i 2004. Som en del af katastrofehåndteringen deltager hele den cubanske befolkning i øvelser, og de cubanske masseorganisationer (sammenslutningen af cubanske kvinder og Komiteerne til forsvar af revolutionen) arbejder på en integreret måde for at mobilisere befolkningen til at reagere på katastrofer.
Dagen før orkanen Ian ramte Cuba, blev 50.000 mennesker evakueret og bragt til 55 beskyttelsesrum. Ingen private køretøjer eller offentlig transport var synlige i gaderne. Arbejdsbrigader blev mobiliseret til at arbejde på at genoptage elektricitetsforsyningen, efter at stormen var gået over.
I Artemisa mødtes for eksempel provinsens forsvarsråd for at drøfte, hvordan man skulle reagere på de uundgåelige oversvømmelser. På trods af cubanernes bedste indsats døde tre mennesker på grund af orkanen, og elnettet led betydelige skader.
Skader
Hele øen – inklusive Havanna – var uden strøm i mere end tre dage. Elnettet, som i forvejen led under mangel på større reparationer, brød sammen.
Uden strøm måtte cubanerne smide mad væk, som skulle køles ned, og de havde problemer med at tilberede måltider, blandt andre problemer.
Den 1. oktober, mindre end fem dage efter landgangen, havde 82 procent af indbyggerne i Havanna fået strømmen tilbage, og arbejdet er i gang i den vestlige del af øen (i Puerto Rico, som blev ramt af orkanen Fiona den 18. september, har man været længere tid uden strøm – en kvart million mennesker er stadig uden strøm mere end to uger senere).
De langsigtede konsekvenser af orkanen Ian er endnu ikke vurderet, selv om nogle mener, at omkostningerne ved skaderne vil overstige en milliard dollars. Mere end 8500 hektar afgrøder er blevet ramt af oversvømmelserne, og bananafgrøderne er hårdest ramt.
Det mest dramatiske problem vil Cubas tobaksindustri stå over for, da Pinar del Río – hvor 5.000 gårde blev ødelagt – er dens centrum (med 65 procent af landets tobaksproduktion). Hirochi Robaina, en tobaksbonde i Pinar del Río, skrev: “Det var apokalyptisk. En sand katastrofe.”
Blokade
Mexico og Venezuela lovede straks at sende materialer til hjælp med genopbygningen af elnettet på øen.
Alle øjne vendte sig mod Washington – ikke kun for at se, om landet ville sende hjælp, hvilket ville være velkomment, men også om det ville fjerne Cuba fra listen over statssponsorer af terrorisme og ophæve de sanktioner, som USA har indført.
Disse foranstaltninger får bankerne i både USA og andre steder til at være tilbageholdende med at behandle økonomiske transaktioner, herunder humanitære donationer. USA har en blandet historie med hensyn til humanitær bistand til Cuba.
Efter orkanen Michelle (2001), orkanen Charley (2004) og orkanen Wilma (2005) tilbød USA bistand, men ville ikke engang midlertidigt ophæve blokaden. Efter branden på et olielager i Matanzas i august 2022 tilbød USA at slutte sig til Mexico og Venezuela for at hjælpe cubanerne med at slukke branden.
Cubas viceudenrigsminister Carlos Fernández de Cossio udtrykte “dyb taknemmelighed” for denne gestus, men den amerikanske præsident Joe Bidens administration fulgte ikke op på tilbuddet.
I stedet for at ophæve sanktionerne, selv i en begrænset periode, lænede den amerikanske regering sig tilbage og så til, mens mystiske kræfter fra Miami slap en strøm af Facebook- og WhatsApp-beskeder løs for at drive desperate cubanere på gaden.
Washington spilder ikke et øjeblik på at bruge selv en naturkatastrofe til at forsøge at destabilisere situationen i Cuba (en historie, der går helt tilbage til 1963, hvor CIA (Central Intelligence Agency) overvejede, hvordan man kan udnytte naturkatastrofer til politiske gevinster).
“De fleste mennesker råber ikke på frihed”, fortalte en person, der observerede en af disse protester, til os. “De beder om strøm og mad.”
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er writing fellow og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior non-resident fellow ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet mere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan og den amerikanske magts skrøbelighed.
Manolo De Los Santos er forsker og politisk aktivist. I 10 år har han arbejdet med at organisere solidaritets- og uddannelsesprogrammer for at udfordre USA’s regime af ulovlige sanktioner og blokader. Med base i Cuba i mange år har Manolo arbejdet for at opbygge internationale netværk af folkelige bevægelser og organisationer. I 2018 blev han den stiftende direktør for People’s Forum i New York City, en bevægelsesinkubator for arbejderklassesamfund, der skal opbygge enhed på tværs af historiske skillelinjer i ind- og udland. Han samarbejder også som forsker med Tricontinental: Institute for Social Research og er Globetrotter/Peoples Dispatch-fellow.
Oversættelse, billeder, trompet og lead udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
