2215 palæstinensere på Vestbredden er siden den 7. oktober blevet tilbageholdt af Israel. Dermed er antallet af tilbageholdte palæstinensere på sit hidtil højeste niveau, og allerede i september slog antallet af fanger en rekord, som blev sat under den anden Intifada i 2003.
I alt er der ifølge Palestinians Prisoners Society 7000 palæstinensiske fanger i de israelske fængsler og detentionscentre. Ud af dem er der 2070 i såkaldt “administrativ tilbageholdelse“, hvilket betyder, at Israel holder dem fanget uden anklager og uden tidsbegrænsning. Ydermere betyder det, at Israel ikke fortæller, hvad beviserne er mod de fanger.
Mange af fangerne har fået deres lemmer, hænder og ben brækket.
Qadura Fares, chef for Det Palæstinensiske Selvstyres kommission for tilbageholdtes anliggender
105 af de tilbageholdte er også blevet klassificeret som “ulovlige kombattanter“, hvilket betyder, at de ifølge israelsk lov anses som fjendtlige styrker, som ikke har ret til krigsfangestatus under Genève-konventionerne.
Tilbageholdelserne har primært fundet sted i natlige razziaer, som de israelske styrker foretager på Vestbredden. Næsten hver dag siden den 7. oktober er israelske styrker rykket ind på Vestbredden og foretaget tilbageholdelser af palæstinensere.
Vold og mishandling i fangeskab
Forholdene for de palæstinensiske fanger er ofte hårde og brutale. Siden begyndelsen af krigen i Gaza er mindst fire palæstinensere døde i israelske fængsler. Flere fanger, som sidenhen er blevet frigivet, beskriver, hvordan de blev udsat for tæsk, voldelige afhøringer og andre ydmygelser.
Flere fanger fortæller, hvordan de blev bedt om at sætte sig på knæ med ryggen til dørene i deres celler. Herefter kom israelske fængselsvagter ind og begyndte at tæske fangerne med knipler samt lod hunde angribe dem.
– De tæskede en fange, som har diabetes og skal have tre indsprøjtninger af insulin om dagen. Han hostede så meget blod op… Vi var voldsomt bekymret i to timer for, om han ville blive gjort til martyr med mængden af blod, han kastede op, sagde Salah Fateen Salah, som blev løsladt den 24. oktober efter fem år i fængsel, til Al Jazeera.
Chefen for Det Palæstinensiske Selvstyres kommission for tilbageholdtes anliggender, Qadura Fares, fortalte også på et pressemøde, at fanger i israelske fængsler bliver udsat for sult, tørst og bliver nægtet adgang til medicin.
Manglen på medicin påvirker særligt de fanger, som lider af kroniske sygdomme, der kræver jævnlig medicinsk behandling.
– Den farligste ting, som fangerne bliver udsat for, er dog de fysiske overgreb. Mange af fangerne har fået deres lemmer, hænder og ben brækket. Er blevet lagt i håndjern med hænderne bag ryggen, der så strammes, indtil de forårsager stærke smerter. De er blevet udsat for nedværdigende gruppevisiteringer, hvor de er blevet tvunget til at være nøgne, fortalte Qadura Fares videre.
Sendt tilbage til Gaza
Mindst 18.500 beboere i Gaza har tilladelse til at arbejde i Israel. Da Israels bombardement af Gaza begyndte, befandt mange af de arbejdere sig stadig i Israel. Det præcise antal er stadig uvist, men antages at være flere tusinde. Mange af de arbejdere blev ved krigens udbrud tilbageholdt, uden at familierne til dem vidste, hvor de var.
HaMoked, en israelsk menneskerettighedsorganisation, fortalte til Al Jazeera, at de har modtaget opkald fra op mod 400 familier til arbejderne fra Gaza, som vil vide, hvor deres kære er. Organisationen havde derfor rettet henvendelse til de israelske myndigheder, men de nægtede at oplyse, hvor arbejderne blev holdt eller under hvilke forhold.
I starten af november løsladte Israel 3200 arbejdere fra Gaza. Mange af de løsladte fortalte om, hvordan de i fangeskab havde oplevet tortur. Flere fanger fortæller til Al Jazeera, at de blev udsat for voldelige afhøringer, hvor de blandt andet blev spurgt om deres forhold til Hamas.
De fik også sat blå plastikmærkater om anklerne, som havde deres fangenumre på.
Men flere af arbejderne påpeger, at de israelske myndigheder allerede vidste, hvem de var, og at de ingen forbindelse havde til Hamas, ellers havde de ikke kunnet få arbejdstilladelser.
Israel besluttede at sende de 3200 arbejdere tilbage til Gaza. Frederik Harhoff, der er professor emeritus ved Syddansk Universitet og tidligere har været dommer for FN’s krigsforbrydertribunal for Jugoslavien, fortæller til Danmarks Radio, at både Israels angivelige behandling af fangerne samt deres beslutning om at sende dem tilbage til krigszonen Gaza er i strid med international lov.
– Det er oplagte krigsforbrydelser, siger han til DR.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.