Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr 3, juli 2025.
*
EU-kommissionen har sat gang i en ambitiøs plan for at ruste EU-landene til krig på få år og omlægge økonomierne til egentlige krigsøkonomier.
Europæere, som har en privat opsparing, skal lokkes til at investere i krigsindustri og erhvervsliv som risikovillig kapital.
Denne krigsoprustning og styrkelsen af de europæiske monopolers konkurrenceevne udløser et investeringsbehov på 800 milliarder euro om året frem til 2030, anslår EU på baggrund af den såkaldte Draghi-rapport fra 2024.
Men hvor skal pengene komme fra?
Kan det passe, at de mange milliarder til våben og erhvervsliv ikke vil gå ud over den offentlige velfærd? Kan det passe, at det er en slags win-win-situation, hvor både monopolerne og arbejderklassen vinder?
For at svare på de spørgsmål må vi dykke lidt ned i Draghi-rapportens mange sider, som ramte offentligheden i september 2024, og som siden er blevet retningsgivende for EU’s planer og politik (1).
1. Suges ud af borgernes opsparede midler
Den største del af pengene skal hentes ved at lokke de europæere, som har en privat opsparing, til at investere i krigsindustri og erhvervsliv som risikovillig kapital. Men: Det vil kun lykkes, hvis der lokkes med skattefordele, erkender EU-toppen:
“Skattemæssige incitamenter til at frigøre private investeringer synes derfor at være nødvendige for at finansiere investeringsplanen ud over direkte statslige investeringer.” (Side 63).
Resultatet vil blive et voldsomt dræn af penge til statskassen.
Fremfor alt har EU kig på at få omlagt pensionssystemet i medlemslandene, så der via arbejdsmarkedspensioner opbygges store pensionsfonde, der kan investere i våben. Det betyder et opgør med den skattebetalte folkepension, som stadig er gældende i mere end 20 EU-lande.
Draghi-rapporten anbefaler EU-kommissionen at “udstede retningslinjer for EU-pensionsplaner med det formål at stimulere institutionelle investeringer” (side 34).
Der er ingen tvivl om, at der her ligger en bombe, som vil udløse enorme protester i mange EU-lande.
2. Fra de enkelte landes statskasser
Men en stor del af pengene skal hentes direkte i de enkelte landes statskasser. EU har allerede i foråret 2022 ændret den såkaldte finanspagt, så det er muligt at lempe budgetreglerne. Forudsætningen er, at pengene bruges til – militær!
Samtidig skal medlemslandene skrue gevaldigt op for kontingentet til EU. EU-budgettet skal være markant større. Blandt andet vil EU gerne have statsstøtten væk fra det nationale niveau, så den kan styres af EU.
3. Fælles låneoptagelse
Der skal systematisk optages fælles lån for at finansiere de store investeringer. Her udnytter EU-kommissionen, at der under coronakrisen blev slået hul i forhold til at optage fælleslån, som der hæftes kollektivt for.
EU forventes i 2026 at have udstedt fælles gæld i form af EU-obligationer for samlet 712 milliarder euro til finansiering af den såkaldte genopretningsfond: NextGenerationEU (2).
Ifølge Draghi-rapporten vil tilbagebetalingen af EU-lån under NextGeneration EU-programmet starte i 2028 og udgøre 30 milliarder euro om året. Den store udgiftspost bruges som en anledning til at presse på for at øge EU’s egen skatteopkrævning. “Uden en beslutning om nye egne indtægter vil den effektive købekraft på EU-niveau mekanisk blive reduceret af renter og afdrag”, hedder det (side 64).
Men hvis EU begynder at optage så store mængder lån, som alle skal hæfte for, hvilke konsekvenser får det så for landenes egne økonomiske politikker? Draghi-rapporten slår fast, at EU skal skærpe sin styring af landenes finanspolitik:
“Men at udstede sådanne aktiver på et mere systematisk grundlag ville kræve et stærkere sæt finanspolitiske regler, som sikrer, at en stigning i den fælles gæld modsvares af en mere bæredygtig udvikling i den nationale gæld.” (Side 65).
Også i EU-kommissionens såkaldte konkurrenceevnekompas siges det klart:
“I betragtning af størrelsen af medlemsstaternes nationale budgetter (50 procent af EU’s BNP) vil EU’s kapacitet til at finansiere strategiske offentlige investeringer, herunder europæiske offentlige goder, afhænge af prioritering og koordinering af de nationale makroøkonomiske politikker og finanspolitikker med henblik på at nå dette mål.” (3).
Hvad med kernevelfærden?
Så der er ikke nogen tvivl om, at den store investeringsplan ad forskellige veje vil komme til at presse de offentlige budgetter i det enkelte land. Kan det ske, uden at det går ud over kernevelfærden?
Egentlig har såvel statsminister Mette Frederiksen som finansminister Nicolai Wammen svaret helt klart ja på dette spørgsmål. Da Wammen i juni 2022 fremlagde økonomiaftalerne for kommuners og regioners økonomi for 2023, slog han fast, at det indgåede forsvarsforlig, der hvert år vil kaste 18 milliarder efter våbenindustrien, vil komme til at koste på velfærden.
Samme pointe har Mark Rutte, NATO’s generalsekretær. I en tale til EU-parlamentet siger han:
“Generelt set betyder det at bruge flere penge på forsvaret, at man bruger færre penge på andre prioriteringer. I gennemsnit bruger de europæiske lande nemt op til en fjerdedel af deres nationalindkomst på pensioner, sundhedspleje og social sikring. Vi har kun brug for en lille del af de penge til at styrke forsvaret.” (4).
EU-kommissionen har en lidt anden fortælling: Ja, velfærden vil blive presset på den korte bane. Men i takt med at der kommer mere gang i den økonomiske vækst, og produktiviteten stiger som led i investeringer i digitalisering og innovation, vil der blive plads til “det hele”, og målet om militær sikkerhed vil gå hånd i hånd med velfærd.
“Den nødvendige stimulering af private investeringer vil have en vis indvirkning på de offentlige finanser, men produktivitetsgevinster kan reducere de finanspolitiske omkostninger. Hvis de investeringsrelaterede offentlige udgifter ikke kompenseres af budgetbesparelser andre steder, kan de primære finanspolitiske balancer midlertidigt forværres, før investeringsplanen fuldt ud udøver sin positive effekt på produktionen. Men hvis den strategi og de reformer, der er skitseret i denne rapport, gennemføres sideløbende, bør investeringsfremstødet ledsages af en betydelig stigning i EU’s totale faktorproduktivitet”, hedder det på snørklet EU-sprog (side 63).
Faktisk går man så langt som til at sige, at velfærden ikke kan sikres, hvis ikke vi følger EU’s anvisninger. Vi har ikke noget valg:
“I et miljø med historisk høj offentlig gæld i forhold til BNP, potentielt højere realrenter end set i det sidste årti og stigende udgiftsbehov til dekarbonisering, digitalisering og forsvar kan stagnerende BNP-vækst i sidste ende føre til, at de offentlige gældsniveauer bliver uholdbare, og at Europa bliver tvunget til at opgive et eller flere af disse mål.” (Side 23).
Så det hele står og falder med, at der kommer gang i økonomien, at vækstraterne er høje, og at der opstår en kraftig vækst i produktiviteten.
“Høje kollektive omkostninger“
Det er en kendsgerning, at hele den vestlige imperialistiske verden er på tilbagetog, økonomisk såvel som politisk. Det har udløst den indbyrdes kannibalisme, som Trump er repræsentant for. EU-monopolerne står ikke i nogen stærk position i forvejen, når Trumps nye handelssanktioner og toldbarrierer sætter ind.
Men dertil kommer, at EU har spillet sine kort utrolig dårligt, når det handler om de store magtforskydninger, der sker globalt. Det globale syd er på vej frem, i høj grad også økonomisk. EU har ikke søgt samarbejde og alliancer med landene fra det globale syd. EU har været halehæng til USA-imperialismen i årtier, og det er blot blevet værre – for ikke at sige grotesk – efter Ukraine-krigens udbrud. Intet tyder på, at EU er i gang med at krænge sig ud af den klemme, som man har placeret sig selv i.
Så sandheden er, at den vej, som EU er i færd med at vælge, mest af alt ligner en balance på et knivsæg. Den kaster en umådelig tung regning over på arbejderklassen og de arbejdende folk i EU-landene. Og der er ingen happy end. Kriserne vil fortsætte og uddybes.
Som den toneangivende præsident for Jacques Delors-instituttet, Enrico Letta, formulerede det i en hypet og dagsordensættende rapport fra april 2024:
“For de europæiske borgere er det klart, at det vil medføre høje kollektive omkostninger at forfølge denne vej.”
Noter:
1) Draghi-rappporten kan læses her på engelsk: https://commission.europa.eu/topics/eu-competitiveness/draghi-report_en. Citaterne i denne artikel er hentet herfra.
2) Folketingets note om Draghi-rapporten, fodnote 22).
3) Meddelelse fra EU-kommissionen: “Et konkurrenceevnekompas for Europa” 29, kapitel 2.3.
4) Newsweek, 16. december 2024.
5) Enrico Letta: Much more than a market, forordet, side 6.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


