Den fossile industri planter sine ideer i EU
“Fra i aften vil hovedkampfronten skifte til Syrien. Vi vil begynde at kæmpe på den syriske front og vil ikke tillade nogen at nå vores grænser”, erklærede det israelske militærs (IDF) stabschef Herzi Halevi.
Den seneste udvikling i Syrien har været et hårdt slag for modstandsaksen i dens fortsatte kamp mod zionismen og imperialismen. I dag virker zionismen opmuntret og sigter mod at erobre mere syrisk territorium i jagten på et såkaldt “Storisrael”. Ved at afskære Palæstinas vigtigste logistiske korridor for genopbygning og modstand har de zionistiske kræfter strammet deres greb yderligere.
Modstandsaksen – en uofficiel koalition mod zionisme og imperialisme – består af Palæstina, Iran, Libanon, Yemen og indtil for nylig Syrien. Denne koalition har været medvirkende til at modvirke den zionistiske ekspansion i Mellemøsten. Palæstina og Libanon har stået for hovedparten af kampene på landjorden, mens Yemen har bidraget ved at blokere Israel og dets allierede i Det Røde Hav. Iran har ydet materiel støtte, herunder fødevarer, byggematerialer og våben. I mellemtiden har Syrien fungeret som en beskyttende kanal for hjælp, træningssted for modstandsgrupper og et fristed for palæstinensiske krigere.
Vi må tage ved lære af historien og udfordre den imperialistiske storm, der truer med at opsluge Syrien og resten af verden.
Central Command of the Palestinian Resistance Forces Alliance, en Damaskus-baseret koalition af palæstinensiske fraktioner, herunder PFLP, Fatah Al-Intifada, PPSF og Det Revolutionære Palæstinensiske Kommunistparti, udsendte en erklæring, der fordømte det nylige terrorangreb, som væltede Assad-regeringen. De beskyldte israelske, tyrkiske og amerikanske styrker for at støtte angrebet som led i den igangværende krig mod modstandsaksen.
Syrien og palæstinensernes modstandskamp
Da Damaskus nu kontrolleres af terrorgrupper, er den palæstinensiske modstandsalliances evne til at operere som før i fare. Den centrale rolle, som Syrien har spillet i støtten til modstandsbevægelser, er tydelig, og tabet af landet har vidtrækkende konsekvenser. Som den myrdede Hizbollah-leder Hassan Nasrallah advarede om:
“Hvis Syrien falder i hænderne på amerikanerne, israelerne og deres regionale støtter, vil modstanden blive omringet. Hvis Syrien falder, vil Palæstina være tabt.”
Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) gentager denne holdning og understreger Syriens afgørende rolle i modstanden mod zionismen. Ægte solidaritet med Palæstina kræver mere end abstrakte erklæringer; det kræver handling og en dyb forståelse af de kræfter, der muliggør modstand mod imperialisme og zionisme.
Nu, hvor grupper som Hayat Tahrir al-Sham (HTS) – en videreudvikling af al-Qaeda og ISIS – sidder solidt på magten og roses som “oprørere” og “frihedskæmpere” af de vestlige magter, står Syrien over for yderligere destabilisering.
Disse grupper har længe modtaget materiel støtte, herunder våben og træning, fra vestlige lande for at balkanisere Syrien. Deres succes har ødelæggende konsekvenser for den palæstinensiske modstand.
I en sejrstale i de israelsk besatte Golan-højder erklærede Netanyahu: “Assad-regimets kollaps … giver en stor mulighed”, og tilskrev det “vores kraftfulde handlinger”. Al-Qaeda-tilknyttede fraktioner ved magten har endda søgt israelsk støtte, og repræsentanter for Syriens Frie Hær (FSA) har opfordret Israel til at “investere” i Syrien.
De vestlige medier skjuler dog flittigt denne dynamik. Overskrifter som “Hvordan Syriens ›‹mangfoldigheds-venlige›‹ jihadister planlægger at opbygge en stat”. Det skal alene hvidvaske ekstremistiske grupper for at gøre den offentlige mening kompatibel med de imperialistiske mål.
Lignende taktikker retfærdiggjorde invasionen af Irak og ødelæggelsen af Saddam Hussein, hvilket førte til millioner af døde. At kritisere disse løgne er ikke en støtte til Assads regering, men en nødvendig udfordring af den imperialistiske propaganda.
Forsvar modstandsaksen
At forstå den syriske krise kræver et materialistisk perspektiv snarere end følelsesmæssige eller idealistiske antagelser. Imperialistiske strategier, herunder balkanisering af stater i etno-sekteriske enklaver, underminerer bevidst den regionale udvikling for at bevare kontrollen. Som Kwame Nkrumah skrev i Neo-Colonialism: The Highest Stage of Imperialism:
“Neokolonialisme er baseret på princippet om at opdele tidligere store, forenede koloniområder i et antal små, ikke-levedygtige stater, der ikke er i stand til at udvikle sig selvstændigt. Disse stater skal være afhængige af den tidligere imperialistiske magt i forhold til forsvar og intern sikkerhed. Deres økonomiske og finansielle systemer er fortsat knyttet til deres tidligere koloniherrer.”
Assad-regeringens modstand mod denne strategi og dens støtte til den palæstinensiske og libanesiske kamp gjorde den til et mål. At anerkende denne dynamik handler ikke om at støtte individuelle regeringer, men om at anerkende modstandsaksens afgørende rolle i modstanden mod zionisme og imperialisme.
Udtryk som “terrorist” eller “moderat oprører” bruges som våben for at tjene imperialistiske mål. Palæstinensisk modstand stemples som “terrorisme” for at retfærdiggøre folkemord, mens al-Qaeda-tilknyttede grupper hyldes som “frihedskæmpere”. Denne dobbeltmoral afspejler klasseinteresserne hos dem, der bruger disse etiketter. Modstand mod imperialismen kræver, at man afviser sådanne fortællinger og fokuserer på kampens materielle realiteter.
Selv når imperialistiske magter åbent afslører deres strategier – som den tidligere amerikanske general og NATO-kommandør Wesley Clarks afsløring af, at Pentagon planlagde at vælte regeringerne i syv lande, herunder Irak, Syrien, Libyen, Somalia, Sudan og Iran – kæmper mange i Vesten for at frigøre sig fra den tankegang, der retfærdiggør disse imperialistiske dagsordener.
At forsvare modstandsaksen er en integreret del af kampen for et frit Palæstina. Hvis vi fordømmer den, risikerer vi at fremme de samme katastrofale resultater, som vi har set i Afghanistan, Irak og Libyen – lande, der er blevet ødelagt af imperialistiske interventioner.
Vi må tage ved lære af historien og udfordre den imperialistiske storm, der truer med at opsluge Syrien og resten af verden. Tiden er inde til at handle nu, ikke år senere, når omkostningerne ved ikke at handle bliver ubestridelige.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
