Nyhedskommentar
Palæstinensernes bemærkelsesværdige modstandskraft er et stærkt eksempel på menneskeligt mod og værdighed i en situation med frygtelig vold.
Efter nyheden om, at den sydkoreanske forfatter Han Kang havde vundet Nobelprisen i litteratur, spurgte hendes far – romanforfatteren Han Seung-won – hende, hvor hun ville holde en pressekonference for at tale om prisen. Hun udgav sin fiktion på Changbi og sin poesi på Munhakdongne, som begge håbede på at være hendes vært.
I første omgang troede Han Kang, den 53-årige forfatter til den Booker-prisvindende The Vegetarian fra 2016, at hun ville tale med pressen. Men efter at have tænkt sig om sagde hun til sin far, at han skulle komme med en udtalelse i hendes sted. “Når krigen intensiveres, og folk bliver båret ud døde hver dag”, sagde hun til pressen via sin far, “hvordan kan vi så holde en fest eller en pressekonference?”
Nobelkomiteen tildelte i år fredsprisen til organisationen Nihon Hidankyo “for dens bestræbelser på at opnå en verden fri for atomvåben og for gennem vidneudsagn at demonstrere, at atomvåben aldrig må bruges igen.” Gruppen blev dannet i 1956 af overlevende fra USA’s atomangreb på Hiroshima og Nagasaki. Dens mission har fra første færd været at forbyde atomvåben og andre forfærdelige våben.
På trods af de overvældende israelske bombardementer, der bruges langt større ildkraft i Gaza end i Hiroshima og Nagasaki, bliver palæstinenserne i deres hjem og beskyttelsesrum i hele Gaza.
En del af dens arbejde har været at afholde arrangementer på Hiroshima-dagen den 6. august for at gøre opmærksom på farerne ved sådanne våben (disse arrangementer er desværre blevet mindre effektive, men måske vil Nobelprisen hæve deres status). På pressekonferencen sagde en af de ledende repræsentanter for Nihon Hidankyo, Toshiyuki Mimaki (som blev ramt af atomstråling i Hiroshima i en alder af tre år):
“Jeg troede, at prisen ville gå til dem, der arbejder hårdt i Gaza … I Gaza bliver blødende børn holdt om [af deres forældre]. Det er som i Japan for 80 år siden.”
Det er som i Japan, når det gælder følgevirkningerne: De “blødende børn”, som Mimaki henviste til, har været et konstant syn i det sidste år. Men det er ikke som i Japan, når det gælder udførelsen.
Kun et lille antal mennesker kendte til atombombens dødbringende potentiale, da USA’s militær kastede den over Hiroshima og tre dage senere over Nagasaki. Efter bomberne faldt, forhindrede først Japan og derefter USA journalister i at rapportere om deres virkning.
114 ansatte på Chugoku Shimbun, den største avis i Hiroshima, døde under angrebet. De, der blev tilbage, oprettede mundtlige informationsgrupper eller kudentai for at gå rundt og give personlig information om nødhjælpsmuligheder. Yoshito Matsushige fra avisen tog nogle af de mest stemningsfulde fotografier af ødelæggelserne.
To udenlandske journalister – Leslie Nakashima (asiatisk amerikaner) og Wilfred Burchett (australier) – brød gennem barrikaderne for at rapportere fra Hiroshima. “Det, der havde været en by med 300.000 indbyggere, var forsvundet,” skrev Nakashima til United Press International den 31. august 1945.
Bomberne fortsætter med at falde
Faktisk var byen ikke forsvundet.
På trods af de overvældende israelske bombardementer (der blev brugt langt større ildkraft i Gaza end i Hiroshima og Nagasaki) bliver palæstinenserne i deres hjem og beskyttelsesrum i hele Gaza. De nægter at rejse, som mange af dem fortæller mig, fordi de husker deres bedsteforældres og forældres historier fra 1948; da israelerne jagede dem væk fra deres landsbyer og aldrig gav dem lov til at vende tilbage. Den følelse af trods kombineret med det faktum, at der virkelig ikke er nogen steder at tage hen, har fastholdt palæstinenserne midt i ruinerne.
Og israelerne har ikke stoppet deres bombardementer. Der er ikke én atombombe, men tusindvis af dødelige bomber, som fortsat regner ned fra israelske jagerfly. I december 2023 udpegede de israelske myndigheder al-Mawasi, lige vest for Khan Younis, som en humanitær eller sikker zone.
På trods af det er Israel fortsat med at angribe beboelsesområder og beskyttelsesrum inden for denne sikre zone, hvilket har reduceret den i forvejen beskedne zone til en brøkdel af det, der var udpeget til befolkningen. Befolkningstætheden per kvadratkilometer i denne zone er cirka 35.000, hvilket er langt mere end det tættest befolkede sted på Jorden (Macau, en lille by med en befolkningstæthed på 21.000), og til sammenligning er befolkningstætheden i USA 35 mennesker per kvadratkilometer.
På en uge i denne måned ramte israelerne tre skoler, der er blevet til beskyttelsesrum i Deir al-Balah, 15 kilometer nord for al-Mawasi, som rapporteret af Abubaker Abed: Ahmed al-Kurd-skolen (5. oktober), al-Ayesha-skolen (3. oktober) og Rufaida al-Aslamia Secondary School for Girls (10. oktober).
De israelske angreb på Rufaida-skolen lige før klokken 11.30 dræbte 28 palæstinensere, mange af dem børn og ældre, og blandt dem to medarbejdere fra FN’s Børnefond (UNICEF). Bomberne landede, som Imad Zakout rapporterede, da krisecentrets ansatte var ved at uddele modermælkserstatning til børnene og deres forældre.
De bomber, som Israel smed – GBU-39 – er fremstillet af Boeing og er designet til at sprede granatsplinter og forårsage stor fysisk skade, selv på dem, der overlever eksplosionen. Ingen i beskyttelsesrummet tror på Israels påstand om, at de ramte Hamas-agenter.
Personerne er blevet identificeret, og alle kender dem og ved, at de ikke er en del af nogen Hamas-struktur. Den yngste dræbte var Mila Alaa al-Sultan (seks år), og den ældste var Sumaya Younis al-Kafarna (87 år). Blandt de døde er en højt elsket politimand ved navn Salem Ruwaishid al-Waqadi (26 år) og skolens administrator ved navn Ahmed Adel Hamouda (58 år).
Mennesker er skræmmende
De, der har læst Han Kangs Human Acts (2016), vil ikke blive overraskede over hendes reaktion på Nobelprisen og folkedrabet i Gaza. Da hun var 10 år gammel, i 1980, udløste Chun Doo-hwans sydkoreanske militærdiktatur en frygtelig vold mod Gwangju-oprøret for demokrati.
Denne vold i Han Kangs hjemby førte til, at tusindvis af mennesker blev dræbt og såret. Da hun var 13 år, viste hendes far hende et album med fotografier af volden. “Hvis jeg havde været ældre”, tænkte Han Kang i 2016, “ville jeg have oplevet en social opvågnen af vrede mod det nye militærregime. Men jeg var for ung. Min første tanke var, at mennesker er skræmmende.”
Human Acts fortæller historien om flere personer fra maj 1980 til i dag: Jeong-dae dør under oprøret, Eun-sook og Kang Dong-ho samler de døde, Kim Jin-su kommer i fængsel og begår selvmord ti år senere, mens Seon-ju bliver tortureret af militæret.
Det er stærke historier om menneskeligt mod og værdighed i mødet med frygtelig vold. Det er det, Han Kang og andre ser i den palæstinensiske situation: Den israelske vold er grim, men palæstinensernes bemærkelsesværdige modstandskraft kræver, at mennesker handler på en måde, der afkræfter følelsen af, at “mennesker er skræmmende”.
Vijay Prashad er indisk historiker, redaktør og journalist. Han er forfatterstipendiat og chefkorrespondent for Globetrotter. Han er redaktør for Left Word Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, bl.a. The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er On Cuba: Reflections on 70 Years of Revolution and Struggle, Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism, og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of US Power.
Denne artikel er produceret af Globetrotter og oversat af Kris Rønne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
