Nyhedskommentar
Der var klare og markante reaktioner fra de store borgerlige medier og vestlige politikere, da USA og EU den 27. juli indgik en stor økonomisk aftale om told, handel og investeringer. En aftale der blot er formuleret i overskrifter, som på mange måder hverken er konkret eller til at implementere og ikke har form af en bindende traktat.
I modsætning til hvad det kan se ud som, så er dette ikke en forsimplet fortælling om, at EU bøjer sig.
Warvick Powell, Queensland University
Mange europæiske politikere og kommentatorer kritiserede kraftigt aftalen som deres første reaktion. Frankrigs premierminister François Bayrou kalder aftalen for EU’s underkastelse. Den tyske finansminister Lars Klingbeil havde ønsket sig et andet resultat. Britiske Guardian beskriver aftalen som en kapitulation fra EU.
På sin side understreger EU-kommissionen, at aftalen ikke er juridisk bindende. J. D. Vance, vicepræsident i USA, hylder aftalen og erklærer i et opslag på det sociale medie X, at Trump fik 99,99 procent af, hvad han bad om. Og efter det første håndtryk mellem USA’s Donald Trump og EU’s Ursula von der Leyen er der mange modsatrettede udmeldinger om detaljerne i aftalen.
Hvad ligger der i aftalen?
Den vigtigste del af den økonomiske aftale er en fast told på 15 procent på alle varer, eksporteret fra EU til USA. Tolden betales af den virksomhed eller kunde, der importerer varen, og udmønter sig som regel i en højere pris for kunden i USA snarere end at gå ud over importørens overskud.
Store områder ser ud til at være undtaget fra den generelle toldsats på 15 procent. USA hævder, at den eksisterende told på 50 procent på stål og aluminium skal fortsætte, mens EU hævder, at den skal sættes ned til de 15 procent. Ligeledes er der uenighed eller usikkerhed om, hvorvidt områder som elektronik eller medicin skal omfattes af aftalen, skriver britiske BBC.
EU lover at aftage energi – fossil olie og gas – fra USA for et beløb på 750 milliarder dollars over tre år. Det svarer til en tredobling af den nuværende import. Danske aviskommentatorer kritiserer det løfte som fantasi, både fordi EU-kommissionen ikke kan pålægge lande, hvor de importerer olie og gas fra, dels fordi det er urealistisk, at USA øger eksporten så massivt på så kort tid.
EU lover at investere 600 milliarder dollars i USA. Også dette løfte kritiseres som urealistisk af de danske aviskommentatorer. Dels fordi EU som sådan ikke investerer af offentlige midler – investeringerne skulle komme fra kapital i private firmaer – dels fordi beløbet er meget højt.
EU lover at købe store mængder våben i USA. Dette løfte fremgår ikke af EU-kommissionens gennemgang af aftalen, men findes i et såkaldt faktaopslag på hjemmesiden for Det Hvide Hus. Præsident Trump selv udtaler, at det drejer sig om våben for hundreder af milliarder dollars.
Hvad har EU fået i aftalen?
EU får på sin side ikke noget ud af aftalen – på papiret. Der er ingen told på varer fra USA. Der er ikke løfter fra EU om gigantiske investeringer eller mangedoblet amerikansk import. EU-kommissionens formand von der Leyen fremhæver, at aftalen afværger trusler om en endnu højere toldsats, og at den beskytter EU mod at købe gas fra Rusland.
Det er dette tilsyneladende ulige forhold, der fik politikere og kommentatorer til at bruge ord som underkastelse og kapitulation. Sammenligner man med et land som Kina, der svarede igen nærmest en-til-en i toldsats på amerikanske varer under lignende forhandlinger tidligere på året, fremstår aftalen også meget ulige.
Men andre forhold kan spille ind i aftalen. EU har siden den russiske invasion af Ukraine vendt på en tallerken i forhold til at importere olie og gas udvundet via den stærkt miljøskadelige fracking, netop for at stoppe import af russisk gas og olie. USA udvinder en stor del af sin olie og gas via fracking, og EU har de sidste tre år bygget en række terminaler for at kunne håndtere den import, frem for at benytte rørledningerne fra Rusland.
Løfterne om store køb af våben i USA kan også spille en rolle i et geopolitisk lys. På den ene side har EU en formålserklæring om at styrke våbenindustrien i EU-landene, nu de fleste lande vil opruste voldsomt via NATO. På den anden side er mange EU-lande og politikere bekymrede ved meldinger fra USA om at trække våben og tropper hjem fra baserne i EU-landene samt overlade det til EU at føre krigen i Ukraine alene.
EU har fodret Trump
Ved et løfte om investeringer for hundreder af milliarder – såfremt det er afgivet og bliver til virkelighed – kan EU lettere binde USA’s våbenindustri til EU-kommissionens behov over en årrække.
– I modsætning til hvad det kan se ud som, så er dette ikke en forsimplet fortælling om, at EU bøjer sig. Det er et snedigt mesterværk i det skjulte ud fra en position med relativ politisk svaghed. Von der Leyen har fodret Trump med en illusion af at være dominerende, samtidigt med at hun forankrede USA til EU’s projekt – både militært og politisk, vurderer Warvick Powell, politisk kommentator og forsker ved Queensland Universitet.
Warvick Powell fremhæver i sin analyse, at der ikke er nogen form for garanti eller mekanisme til at håndhæve de brede løfter om investeringer eller køb og handel for hundredvis af milliarder af dollars, og at både USA og EU har nærmest umuligt ved at levere. Sidst, men ikke mindst, så er der også skjulte aspekter af den 15 procent told, der er hovedpunktet i aftalen. Tolden rammer ikke EU. Det er USA’s befolkning, der betaler den ekstra pris.
Kort om de store linjer i den økonomiske virkelighed
Den politiske ledelse i USA, særligt præsident Trump og de rådgivere han omgiver sig med, opfatter USA’s økonomi som truet. Truslen er et stort handelsunderskud og udflyttet industri, truslen kommer fra indvandrere, der arbejder i USA, og truslen kommer fra en alt for stærk dollar, viser deres optik.
Arbejderen vil følge op med en dybere gennemgang af den nuværende politiske økonomi med fokus på handel, told og dollarens position i en snarlig artikel. Indtil da viser aftalen mellem EU og USA tydeligt nok udfordringerne ved USA’s ræsonnement.
Toldsatser på import er ikke en motor til at skabe fremgang i produktion i USA. Tolden betales af det amerikanske folk og lander som en ekstra økonomisk byrde. Med en toldmur har USA’s industri mindre tilskyndelse til store investeringer i ny teknologi og produktion, da de på den måde er beskyttet mod konkurrence og sikret det nationale marked.
USA’s handelsunderskud er virkeligt. Men en del af det er skabt ved, at ejerne af USA’s industri gennem årtier har lagt deres fabrikker uden for landet. Når ejerne så sender biler, tøj og elektronik tilbage til hjemlandet og sælger dem i USA, bliver det ofte regnet som import. Størrelsen på det reelle underskud på handel er sløret og uigennemsigtigt.
Et sidste postulat fra USA’s politiske ledelse, som her udtrykt gennem Stephen Miran, formand for USA’s råd af økonomiske rådgivere, går på, at den amerikanske dollar er overvurderet, og at det skader eksporten. Kunststykket er at sætte værdien af den amerikanske dollar lavere uden at devaluere.
Prisen betales af arbejdere i EU og USA
En devaluering over en bred kam vil nemlig gøre det langt, langt sværere for USA at betale sin betragtelige statsgæld, særligt den del som er til andre lande og udenlandske kreditorer. En devaluering vil også gøre det sværere at importere de mange varer, som USA ikke længere producerer hjemme.
Stephen Miran foreslår en slags gentagelse af en frivillig aftale mellem udvalgte store økonomier fra 1985, den såkaldte “Plaza Accord“, hvor vekselkurserne mellem dollar, D-mark og yen blev manipuleret, og dollaren faldt i værdi uden en generel devaluering. Prisen for det landede i første omgang på folkene i Vesttyskland og Japan.
Men på sigt flyttede både Japan og Vesttyskland investeringer væk fra USA for at kompensere for aftalen. USA måtte lave en ny aftale i 1987 for at stoppe dollarens fald. Og hele spørgsmålet om en ny aftale rejser spørgsmålet, om USA har den politiske kapital til at tvinge den igennem.
I første omgang kommer folk i USA til at betale for den øgede told i aftalen mellem USA og EU. Arbejderklassen i EU betaler deres del af prisen gennem højere priser for olie og gas og gennem en øget oprustning, der er bundet til industrien i USA.
Læs mere om udfordringerne for USA’s økonomi i den kommende artikel i Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
