EU & Tunesien: I en ny “migrantaftale” vil EU give 135 millioner dollars til Tunesien, der på sin side skal forhindre, at migranter og asylansøgere når til Europa. Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch kritiserer “fraværet af specifikke menneskerettighedsgarantier for migranter og asylansøgere, eller nogen indikation af, at EU har vurderet, om midlerne ville gøre blokken medskyldig i krænkelser”.
Sverige: Private sundhedsklinikker i Sverige fik et samlet overskud på 2,2 milliarder svenske kroner og udbetalte 1,5 milliarder i aktieudbytte i 2021, viser ny beregning. De fleste af pengene kommer fra det skattefinansierede sundhedsbudget i hver region. Penge, der nu i høj grad går i private lommer.
Finland & Estland: Skader på en undersøisk gasrørledning og et telekommunikationskabel, der forbinder Finland og Estland, ser ud til at være forårsaget af “ekstern aktivitet”, siger finske og estiske embedsmænd.
Tyskland: Politiet i Berlin har forbudt en støttedemonstration og andre solidaritetsmarkeringer for Palæstina. Politiet mener, at gennemførelsen af demonstrationerne vil udgøre en trussel mod den offentlige sikkerhed og orden.
Belgien: Protester mod lovforslag om at begrænse demonstrationer vokser i Belgien. Lovforslaget om at forbyde “uromagere” at deltage i demonstrationer kritiseres bredt for at være et redskab til at ramme og forfølge fagforeningsfolk og politiske aktivister.
Polen: På samme dag som parlamentsvalget i Polen den 15. oktober har den konservative PiS-regering organiseret en folkeafstemning på spørgsmål om privatisering af nationale aktiver, EU’s mekanisme for fordeling af flygtninge og migranter, forhøjelse af pensionsalderen og flygtningekrydsninger ved grænsen til Belarus.
Ukraine & USA: USA vil give Ukraine en ny militær hjælpepakke på 200 millioner dollars. Det er den første hjælpepakke, siden USA’s Kongres droppede ny finansiering til Kyjiv fra et lovforslag tidligere på måneden.
Grækenland: Det græske kommunistparti KKE, der på grund af græsk lovgivning stiller op under navnet “Folkemøde” ved kommunal- og regionalvalg, fik ved dette års regionalvalgs første runde ti procent af stemmerne. Dette er en fremgang fra regionalvalget i 2019, hvor kommunisterne fik 6,86 procent.
Canada & USA: Strejker er nu et internationalt problem for General Motors, efter at bilproducenten ikke nåede frem til en foreløbig aftale mandag for omkring 4.300 arbejdere, der er repræsenteret af den canadiske fagforening Unifor. De canadiske bilarbejdere tilslutter sig dermed deres kolleger i USA, hvor mange tusinde bilarbejdere ligeledes strejker.
USA & Tyrkiet: Et af USA’s F-16 kampfly har skudt en ubemandet tyrkisk drone ned tæt på et koalitionsanlæg i det nordøstlige Syrien, hvor 900 af USA’s specialoperationsstyrker er udstationeret. Dét risikerer at øge spændingerne mellem de to NATO-allierede.
USA & Latinamerika: USA’s præsident Joe Biden vil genoptage deporteringen af venezuelanske migranter og tilføje sektioner til den sydlige grænsemur. På den måde vil han altså videreføre en af den tidligere præsident Donald Trumps signaturpolitikker.
Australien: Australiens havnearbejderforbund MUA har varslet yderligere arbejdsnedlæggelser på DP Worlds containerterminaler i Australien i forbindelse med de igangværende forhandlinger om en ny kontrakt for havnearbejdere.
Palæstina & Latinamerika: Colombias præsident Gustavo Petro sammenligner Israels behandling af palæstinenserne med nazisternes behandling af jøder, efter hundredvis af palæstinensiske børn har mistet livet til israelske bomber. Venezuelas præsident Nicolás Maduro fordømmer de israelske styrkers ødelæggelse af “bygninger, hvor familier og civile bor, hvilket indikerer en ny optrapning.” Det mexicanske udenrigsministerium opfordrer til at stoppe den unødvendige vold i Gaza.
Israel: Israels premierminister Benjamin Netanyahu og den midtsøgende oppositionsleder Benny Gantz er blevet enige om at danne en samlingsregering som følge af den optrappede konflikt med væbnede palæstinensiske grupper. Deres erklæring siger, at samlingsregeringen kun vil fremme love relateret til de igangværende kampe med Hamas i Gaza.
Saudi-Arabien & Nepal: E-handelsgiganten Amazon har undladt at beskytte kontraktarbejdere i Saudi-Arabien mod menneskerettighedskrænkelser, der kan have svaret til menneskehandel. Dette konkluderer Amnesty International i en ny rapport, der fokuserer på 22 mænd fra Nepal, som har arbejdet på Amazons lagerhaller i Saudi-Arabien.
Pakistan & Afghanistan: Pakistans regering har erklæret, at alle uregistrerede afghanske flygtninge skal forlade landet inden 1. november, ellers vil de blive arresteret og deporteret. 1,7 millioner afghanere lever i øjeblikket i Pakistan.
Afghanistan: Jordskælv, der har ført til rekordstore tab af liv, præger Afghanistan, hvor op mod 2400 mennesker har mistet livet, mens landsbyer er blevet jævnet med jorden.
Myanmar: Den internationale arbejdsorganisation ILO’s undersøgelseskommission kræver stop for fagforeningsundertrykkelse og tvangsarbejde i Myanmar, hvor militæret har siddet på regeringsmagten, siden det gennemførte et kup i 2021.
Kina: I anledning af 10-året for Kinas nye silkevejsprojekt (BRI) har kinesiske myndigheder udgivet en rapport, der fortæller, at Kina har underskrevet over 200 samarbejdsaftaler med over 150 lande i forbindelse med BRI.
Libyen: En måned efter at ødelæggende oversvømmelser ramte Libyen, opfordrer internationale nødhjælpsorganisationer “indtrængende” til støtte for at imødekomme øjeblikkelige behov for rent vand, sanitet, økonomisk hjælp og “ikke mindst” psykologisk støtte.
Vestsahara & Algeriet: Solidaritetsugen mellem fagforeninger i Algeriet og Vestsahara blev indviet i mandags. Generalsekretæren for den algeriske fagforeningssammenslutning, Amar Taqjout, fornyede i sin tale sin støtte og solidaritet med det saharawiske folk og deres retfærdige kamp for uafhængighed fra besættelsesmagten Marokko.
Niger & Frankrig: På ordrer fra Nigers militærregering er franske soldater begyndt at trække sig tilbage fra deres baser i Niger, og den første konvoj med tropper er blevet eskorteret ud af landet af Nigers militær.
Liberia: Befolkningen i Liberia går til præsidentvalg for første gang siden FN’s fredsmission i 2018. Fred og økonomi er blandt vælgernes største bekymringer.
Kenya & Haiti: Kenyas højesteret har midlertidigt forbudt udstationering af landets sikkerhedsstyrker i andre lande i to uger, indtil en sag anlagt af den tidligere præsidentkandidat Ekuru Aukot, der anfægter sådanne handlinger som forfatningsstridige, er blevet undersøgt. Det midlertidige forbud kommer, efter at Kenya har annonceret planer om at sende 1000 tropper til Haiti for at bekæmpe øens magtfulde bander.
Sydafrika & Israel: I lyset af konflikten mellem Palæstina og Israel har det sydafrikanske fagforbund Saftu opfordret Sydafrikas regering til at indføre sanktioner mod Israel. “Vi går sammen om at kræve, at den sydafrikanske regering skal stoppe sportslige, kulturelle, akademiske og andre forbindelser med apartheid-Israel”, skriver Saftu.
Guatemala: Landsdækkende protester udfolder sig i Guatemala, hvor især oprindelige folk vender sig mod justitsminister Maria Consuelo Porras og andre politiske personer, der angiveligt har været involveret i at ransage landets valgmyndighed og i at angribe den kommende venstrefløjspræsident Bernardo Arevalos valgkampagne.
Argentina: Op til Argentinas præsidentvalg den 22. oktober fører højrefløjskandidaten Javier Milei fortsat i meningsmålingerne. Han vil bytte den argentinske peso ud med USA’s dollar og afvikle Argentinas centralbank. Mileis popularitet kommer i en tid, hvor den årlige inflation er steget med 124 procent, mens pesoens værdi falder uge for uge.
Ecuador: Meningsmålinger op til præsidentvalget i Ecuador viser tæt løb mellem højrefløjskandidaten Daniel Noboa og venstrefløjskandidaten Luisa González. Noboa vil fremme privat investering i elektricitet og olie samt tilgodese firmaer, der ansætter unge. Imens vil González genetablere sociale programmer og sprøjte internationale reserver for en værdi af 2,5 milliarder dollars ind i økonomien.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.