Dagbog
Følgende indlæg er skrevet søndag den 15. juni af Palæstina-aktivist Friis som en del af initiativet Global March til Gaza.
For en time siden dukkede to egyptiske politibiler og civilklædte politifolk op uden for vores hotel. Med det samme starter en indre alarmklokke at ringe: Er det nu, de kommer efter os? Hvis ja, hvad vil de gøre? Tage vores pas, telefoner eller os selv med? Og hvortil, hvis? Tjekker de de egyptiske hotelgæster? Eller vi internationale?
Vi ved, der er en risiko, vi sætter liv og lemmer på spil.
Det er nemlig sket blandt flere af de internationale. Dørmanden, der hver dag troligt sidder foran hotellet og smiler venligt og imødekommende, når man går forbi, er nu synligt nervøs. Jeg tager det som et tegn på selv at måtte være årvågen. For hvis det er almindelig praksis at få besøg af “turistpoliti”, bør han vel ikke være nervøs? Med bankende hjerte samler jeg hurtigt mine vigtigste ejendele og forlader hotellet.
Efter vores ihærdige forsøg på at krydse det nordlige Sinai for at nå Rafah for to dage siden, måtte vi vende snuden tilbage til hotellerne.
I taxaen, med kroppen fuld af adrenalin, efter seks-syv timers intense forsøg i heden med mange kampklædte politimænd, afventende ambulancer, en lang række opstillede orangefarvede bårer, folk der chantede free free Palestine igen og igen og igen, hvor flere blev slået, mistede oppakning, telefoner smadredes, mange blev tvunget ind i politiets busser… Så ramte sorgen mig som en bølge: Vi kom ikke igennem.
Mange dages, og for nogle, måneders forberedelser, stress, håb, frygt, indædthed, en emotionel rutsjebanetur – og vi kom ikke igennem til den planlagte march gennem ørkenen. Tårerne pressede sig på. Mens dette skrives, triller de nedad mine kinder. Så nær ved, så langt fra.
Vi internationale er nu i venteposition. Utålmodighed begynder at vise sig, og ingen ønsker blot at være turister, selvom vi befinder os i pyramidernes land.
Folk er dedikerede og fokuserede. Vi hjælper hinanden med at holde fanen højt. Det er fantastisk at møde de andre her. Vi er unge som gamle, diverse køn, alle etniciteter.
Forleden så jeg en ældre person i kørestol være med ved kontrolposten, hvor vi nægtedes adgang! Alle som en insisterer vi på vores ret til at nå frem til Rafah for at gøre, hvad vi nu engang kan, enkeltvis og sammen, for at få stoppet folkemordet på palæstinenserne.
Politiet ved vores hotel lod os være. Denne gang. Men ved flere andre hoteller er internationale blevet tjekket, deporteret.
Rygter svirrer, opdateringer deles. Det føles som at være “på” hele tiden. Klar. Udmattende, men vi har alle taget et valg. Målet var og er Rafah. Vi ved, der er en risiko, vi sætter liv og lemmer på spil. Et valg – der bestemt ikke er let at tage, når det kommer til stykket – vi alle har tænkt grundigt over det. Vi har alle bekymrede familier og venner derhjemme. Samtidigt bør alles tanker gå til menneskene i Gaza og hele Palæstina, som lever i et helvede og udsættes for død og lemlæstelse hver dag. De af dem der endnu er i live.
Jeg håber, vores kald høres ude i verden. Jeg håber inderligt med mit eget lillebitte bidrag, at palæstinenserne ved, at vi er mange, der gør, hvad vi kan: I er ikke glemt. Vi er jeres vidner, og vi giver ikke op!
Dette indlæg blev først publiceret på Solidaritet.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
