Den 13. november blev Glasgow-klimapagten underskrevet ved FN’s klimatopmøde i Glasgow (COP26), hvor verdensledere var samlet for at indføre international klimapolitik.
Dan Jørgensen, klima- energi- og forsyningsminister for Socialdemokratiet, mener, at Glasgow-klimapagten “har støbt et solidt fundament for indsatsen i dette afgørende årti”. Det skyldes blandt andet, at kul for første gang nævnes i en COP-aftale, siger han ifølge en pressemeddelelse udsendt af Klima- Energi- og Forsyningsministeriet.
Men med en kandidatgrad i Klimaforandringer er Tiem van der Deure ikke imponeret over aftalen. Han påpeger, at det primært er fattigere lande, der bruger kul, mens Vesten bruger store mængder olie og gas, hvilket derimod ikke er nævnt i Glasgow-klimapagten.
Aftalen afspejler, at rige lande vil varetage sine økonomiske interesser fremfor at tage ansvar for den klimakrise, som de har skabt, mener Van der Deure. Han kritiserer, at rige lande ikke har levet op til aftalen om at betale en årlig klimabistand på 100 milliarder dollars om året til lande i Det Globale Syd, der bliver hårdest ramt af klimaforandringer.
– Vestlige lande, der udleder store mængder drivhusgas, kan ikke bare lade Det Globale Syd i stikken med de naturkatastrofer, som Vesten har skabt. Det er da komplet urimeligt og totalt uretfærdigt, siger Van der Deure til Arbejderen.
Kul bliver nævnt – men ikke olie og gas
– For første gang nogensinde sætter en COP navn på den største klimasynder af dem alle, nemlig kul, med en opfordring til at nedtrappe kulforbruget og udfase fossile subsidier. Det er en sejr, der viser, at selv de største producenter af sort energi nu må acceptere, at tiden er ved at rinde ud for den fossile æra, mener Dan Jørgensen.
Tiem van der Deure er netop hjemvendt fra COP26, hvor han deltog i de folkelige begivenheder som aktivist for Extinction Rebellion og Youth for Sustainable Travel.
Hvis ikke vi presser vores regeringer til at komme med en ny plan, hvad forventer vi så? Forventer vi, at planerne bare bliver bedre helt af sig selv? Det kan vi jo ikke forvente.
Tiem van der Deure, klimaaktivist med kandidatgrad i Klimaforandringer
Han er enig i, at kul er “den værste form for fossile brændstoffer”. Alligevel kritiserer Van der Deure, at kul som det eneste fossile brændstof bliver nævnt i Glasgow-klimapagten, hvor der ikke står et ord om hverken olie eller gas.
– Det siger meget, at kul bliver nævnt men ikke olie og gas. Det hænger nemlig sammen med, at kul er noget man bruger meget i Afrika, Indien og Kina, men ikke så meget i Europa, hvor mange lande allerede har planer om at udfase kul, forklarer Van der Deure.
– Derimod har de fleste magtfulde europæiske lande ingen planer om at udfase deres store forbrug af klimaskadelig olie eller gas. Så Europas politikere ville ikke acceptere en aftale, hvor olie og gas blev nævnt, tilføjer han.
En skæv politisk realitet
Desuden jubler Tiem van der Deure ikke over, at en klimaaftale for første gang nogensinde nævner et fossilt brændstof.
– Det viser en international politisk realitet, hvor det er svært bare at nævne ordet kul, selvom det er åbenlyst for alle i verden, at kul skal udfases, understreger han.
– I Europa har vi i høj grad udskiftet kul med naturgas, som altså er et fossilt brændstof, der skader klimaet. Men klimapagten nævner slet ikke gas, selvom vi også skal udfase det.
Håbet om en ansvarsfond blev knust
Ifølge CNN havde mange lande i Det Globale Syd arbejdet for, at der på COP26 ville blive oprettet en “ansvarsfond”, som rige lande skulle betale til. Meningen med ansvarsfonden var, at fattigere lande, der bliver ramt af naturkatastrofer, skulle kunne trække fra fonden for at komme sig ovenpå skaderne.
Men selvom Glasgow-klimapagten anerkender, at naturkatastrofer kan ødelægge infrastruktur og have økonomiske konsekvenser for fattigere lande, så blev ansvarsfonden alligevel ikke oprettet. I stedet blev det besluttet at forstærke “teknisk assistance” og “mere dialog”.
– Det svarer til, at man ringer til alarmcentralen, som tager telefonen for at sige, at der ikke er hjælp at hente, kritiserer Tiem van der Deure.
Han henviser til, at klimabegrebet “tab og skader”, som beskriver de omkostninger som naturkatastrofer har for fattigere landes infrastruktur og økonomi, allerede kom på dagsordnen ved FN’s klimatopmøde i Bali i 2007.
– Allerede i 2007 vidste vi, at klimakrisen rammer skævt. Så hvad skal dialogen handle om? Der skal penge på bordet, og det skal komme fra blandt andre USA og EU, mener Van der Deure.
Klimabistand bestemt af Vesten
Selvom der ikke blev oprettet en ansvarsfond i Glasgow, sikrer den nye aftale en fordobling af den finansiering, der skal sørge for, at især fattigere lande kan tilpasse sig klimaforandringer.
Fra 2025 skal rige lande således betale mindst 40 milliarder dollars om året til tilpasning, oplyser FN’s Miljøprogram.
Alligevel mener Tiem van der Deure ikke, at den fordoblede tilpasningsfinansiering bør stjæle fokusset fra, at rige lande ikke har formået at betale de 100 milliarder dollars om året til fattigere lande, hvilket ellers blev aftalt på FN’s klimatopmøde i København i 2009.
Han kritiserer desuden, at rige vestlige lande antager, at 100 milliarder dollars om året er nok.
– Vi har aldrig spurgt lande i Det Globale Syd, hvor mange penge de har brug for. De 100 milliarder dollars er noget USA’s udenrigsminister Hillary Clinton foreslog i København, oplyser Van der Deure.
– Det første rige lande burde gøre er da at spørge de lande, der bliver hårdest ramt af klimaforandringer, hvor mange penge de skal bruge. Og mit bud er, at tallet så vil være ti til 100 gange højere, fortsætter han.
Kreditter for udledning af drivhusgasser
Foruden Glasgow-klimapagten blev også Parisaftalen fra 2015 endelig færdiggjort under COP26. Den lange ventetid skyldes Parisaftalens artikel 6, der er et omdiskuteret afsnit af aftalen.
Artikel 6 omhandler handel med kreditter for udledning af drivhusgasser. Jo flere kreditter et land har købt sig til, jo mere må et land forurene.
Indtil COP26 har artikel 6 blandt andet været omdiskuteret, fordi den tillader lande at dobbelttælle sine kreditter for udledning af drivhusgasser. Det smuthul blev dog lukket i Glasgow.
Alligevel er Tiem van der Deure fortsat “skeptisk” overfor artikel 6. Det skyldes, at lande, der forurener meget, eksempelvis kan købe sig til et skovområde i et andet land for at optjene kreditter til at fortsætte med at udlede.
Han peger på hvad erfaringer fra privatsektoren har vist i forhold til handel med disse kreditter.
– Ved COP26 i Glasgow hørte jeg en kvinde fra Colombia fortælle om sit lokalområde, hvor virksomheder, der udleder store mængder drivhusgasser, har købt sig til skovarealer for at optjene kredit. Virksomheder ejer nu skoven og siger til lokalbefolkningen, at de ikke må benytte den, fordi skoven nu fungerer som kredit, forklarer Van der Deure og fortsætter:
– Man laver altså skoven om til en handelsvare og forhindrer lokalbefolkningen fra at bruge den til at overleve.
Kampen fortsætter frem mod COP27
Hvad Tv-stationen CNN beskriver som “den mest konsekvente ændring” ved COP26 er, at verdensledere skal møde op til næste års klimatopmøde i Egypten med opdaterede planer for, hvordan de vil nedskære udledning af drivhusgasser inden 2030.
– Det siger noget om, at politikerne ved, at de har dumpet. Men det er også en konsekvens af de små østater, der har presset på for at holde global opvarmning under 1,5 grad, for ellers forsvinder de fra verdenskortet, forklarer Tiem van der Deure.
Men efter klimatopmødet i Glasgow virker Van der Deure en anelse opgivende i forhold til, hvad politikerne tropper op med på næste års klimatopmøde. I den forbindelse citerer han Albert Einstein:
“Definitionen af galskab er at prøve det samme gang på gang og forvente et nyt resultat”.
Van der Deure anerkender dog, at klimaaktivister verden over har “købt sig til et år, som de skal bruge på at presse deres regeringer”.
– Hvis ikke vi presser vores regeringer til at komme med en ny plan, hvad forventer vi så? Forventer vi, at planerne bare bliver bedre helt af sig selv? Det kan vi jo ikke forvente.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.