Tøj skal fremover defineres som "affald"
Denne artikel er udgivet som en del af et internationalt samarbejde mellem Arbejderen og en række medier i forskellige europæiske lande. Artikelserien tager udgangspunkt i “Højrefløjens fremmarch” i forbindelse med det komme EU-parlamentsvalg. Du kan løbende følge med i artikelserien her.
Italien har været regeret af tre højreorienterede partier i halvandet år. Undersøgelser viser, at regeringskoalitionen har været i stand til at fastholde sin popularitet.
Hvad er denne succes baseret på?
– Den skyldes snarere en mangel på alternativer. Selv om socialdemokraterne – Partito Democratico, PD – og Femstjernebevægelsen, M5S, har forsøgt at danne en oppositionsblok, udgør de ikke et troværdigt regeringsalternativ, siger Giuliano Marucci, journalist og grundlægger af det italienske, venstreorienterede mediekollektiv Ottolina TV.
Ingen bekymring i Bruxelles eller Washington
Hvorfor er det sådan?
– Fordi de ikke er uafhængige af EU’s, det europæiske oligarkis og Washingtons diktater. Femstjernebevægelsens mere progressive holdninger ville ikke kunne gøre sig gældende i en sådan centrum-venstre-alliance.
– Samtidig har Giorgia Melonis Fratelli dʼItalia, FdI, en solid vælgerbase. Selv om de er uenige om nogle emner, for eksempel krigen mod Rusland, er de i sidste ende forenet af deres modstand mod den gamle fjende, “kommunisterne” – med andre ord: Alle der ikke passer ind i deres eget politiske projekt.
Meloni har tendens til at følge strategien med langsomt at nedbryde det moderne demokrati og velfærdsstaten for mere og mere at underlægge landet finansindustriens interesser.
Hvordan er denne lejr sammensat?
– Den består af små og mellemstore virksomheder, men også bankkoncerner som Banca Intesa Sanpaolo og Unicredit. Men frem for alt består den af små selvstændige og iværksættere, som profiterer på sort arbejde og skatteunddragelse.
– Den omfatter også det forarmede småborgerskab, som er blevet ladt i stikken af globaliseringen. Den klassiske vælgerskare for det alternative højre om man vil. Men der har ikke været noget tegn på “alternativ”, siden Meloni kom til magten. Det har fuldstændig tilpasset sig etablissementet.
– Det er lykkedes Meloni at blive set som en foretrukken partner ved at knytte endnu stærkere bånd til USA. Hun kan sælge sig selv som garant for en stabil regering. Og da der ikke er nogen væsentlige alternative modeller, hverken “fra neden” eller “fra oven”, sidder hun solidt i sadlen.
– Desuden appellerer hun af og til til folkets mavefornemmelse, men fremstiller sig samtidig som så seriøs og systemtilpasset, at det ikke giver anledning til bekymring i Bruxelles eller Washington.
Den højreekstreme koalition
Og hvordan er rollerne fordelt i koalitionen?
– Melonis parti leder den og befinder sig åbenlyst i fascismens tradition, især retorisk. Partimedlemmerne er traditionelle, konservative højreorienterede, som holder fast i billedet af Benito Mussolini som den nationale uafhængigheds “vogter”.
– Så er der Forza Italia, den afdøde Silvio Berlusconis parti. Det er meget erhvervsorienteret, og dets interesser er primært fokuseret på magtpolitik, som for eksempel adgang til EU-midler. Og dets vælgere går ind for national kapitalisme. Forza er mere kritisk, når det gælder krigen mod Rusland og Ukraine-politikken, og ser med en vis skepsis på at underordne sig det internationale establishment.
– Den tredje i gruppen er Lega. Den er tæt på den amerikanske Alt-Right-bevægelse. Det blev født som et føderalistisk og delvist separatistisk parti i den rigeste del af landet i nord. Dets vælgere består hovedsageligt af små og mellemstore iværksættere i Norditalien. Denne base blev dog i vid udstrækning absorberet af Fratelli.
Indeholder den tradition, som Fratelli dʼItalia placerer sig selv i, en fornyet fare for fascisme ved magten i Italien?
– Jeg er uenig i denne fortolkning. Regeringen, eller rettere FdI, befinder sig i den tradition og er nostalgisk. Men den fører faktisk realpolitik. For mig var faren for fascismens tilbagevenden mere sandsynlig med socialdemokraterne under Matteo Renzi, som organiserede en folkeafstemning om forfatningen i 2016, der var rettet mod den republikanske, antifascistiske forfatning.
Skattereform og nedskæringer
Hvilken konkret politik har regeringen gennemført indtil nu, og hvem nyder godt af den?
– Meloni har tendens til at følge strategien med langsomt at nedbryde det moderne demokrati og velfærdsstaten for mere og mere at underlægge landet finansindustriens interesser. Hun kom med et par antydninger, for eksempel at hun ville gå imod de store internationale aktører på vegne af det italienske finanssystem og opkræve en skat på ekstra overskud. Men bare en dag senere trak hun i land. Giorgia Meloni var den stærkeste modstander af Mario Draghis tidligere regering. Men nu, hvor hun selv er ved magten, fortsætter hun hans politik.
– Hun har også opfyldt et par valgløfter som eksempelvis afskaffelsen af socialhjælp til arbejdsløse, den såkaldte borgerløn. Det var godt for hendes iværksætterklientel, da borgerlønnen hjalp mange italienere, især i den sydlige del af landet, i deres kamp mod lave lønninger.
– Det andet valgløfte er annonceringen af en skattereform, den såkaldte skattepagt. Den tilgodeser dem, der måske har en SUV derhjemme og et sommerhus på stranden, men som ikke ville have råd til denne levestandard, hvis de skulle betale højere skat.
Skal Meloni frygte fagforeningerne eller venstrefløjen?
– Fagforeningerne er imod regeringen og har et stort medlemstal, men ingen politisk vægt. Selv om CGL er stort og til dels består af meget militante folk, er det ikke i stand til virkelig at organisere sig og mobilisere ud over det lokale niveau eller formulere en klar politisk linje. Arbejdsmarkedet i Italien er meget usikkert og fragmenteret.
– De, der vender sig mod regeringen, er det såkaldte ‘centrum-venstre’. Med andre ord studerende, unge intellektuelle, den akademiske verden, den veluddannede middelklasse, italienere med mellem- og højindkomst og ansatte i den offentlige sektor. De udgør dog ikke et flertal. Og med den statslige radio- og tv-station Rai har regeringen ret stor indflydelse på den offentlige mening til sin fordel.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
