Læserbrev
Modstand mod Frankrig stiger til nye højder i store dele af Afrika.
Og det gør ikke sagen bedre for Frankrig, at landets præsident, Emmanuel Macron, gang på gang opfører sig som en elefant i en glasbutik, skriver den australsk-amerikanske journalist John P. Ruehl på det britiske netmedie Brave New Europe.
Frankrig forsøger på mange måder at holde fast i “la Françafrique”, Frankrigs økonomiske og kulturelle indflydelsessfære i store dele af Nord-, Vest- og Centralafrika, hvor det franske imperium engang havde sine kolonier.
Men folkelige oprør har blandt andet ført til, at det franske militær er blevet skubbet ud af Mali, mens officielle franske bygninger er blevet angrebet i Burkina Faso. Algeriet har desuden haft trukket sin ambassadør hjem fra Frankrig med anklager om, at Frankrig begik folkemord under kolonitiden.
Algeriet vil skifte fransk ud
Forholdet mellem Frankrig og Algeriet blev ekstra belastet i oktober 2021, da Macron satte spørgsmålstegn ved, om Algeriet overhovedet havde eksisteret som land, før Frankrig koloniserede Algeriet fra 1830 til 1962. Samtidig beskyldte Macron Algeriets regering for at opfordre til “had mod Frankrig”.
Macrons udtalelser førte til en diplomatisk krise. Algeriet kaldte sin ambassadør hjem fra Frankrig, forbød franske militærfly i dets luftrum og anklagede Frankrig for at have begået folkemord under kolonitiden.
Ifølge historikeren Ben Kiernan dræbte Frankrig omkring 825.000 mennesker i Algeriet mellem 1830 og 1875, da Frankrig kæmpede for at få fuld kontrol over landet og dets ressourcer.
Konkurrence fra andre lande og forældede metoder fra kolonitiden får Frankrigs Afrika-strategi til at skælve.
John P. Ruehl, journalist
Forud for Macrons seneste besøg havde Algeriets regering påbegyndt en udfasning af franskundervisning i grundskolen, der i stedet vil lære eleverne at snakke det mere internationalt udbredte sprog engelsk, oplyser den amerikanske avis Politico.
– Det ses som en måde at frigøre sig fra de gamle koloniale bånd på, forklarer Amar Mohand-Amer, historiker fra Algeriet.
At Algeriet, der med næsten 15 millioner indbyggere er det tredjestørste fransktalende land i verden, nu vil udskifte undervisning i fransk med undervisning i engelsk, vil få konsekvenser for Frankrigs indflydelsessfære i Afrika.
Siden 2017 har Macron ellers forsøgt at promovere fransk litteratur og kunst i Afrika og erklæret, at det franske sprogs “‘epicenter” befandt sig i hjertet af det afrikanske kontinent.
Løber fra ansvaret
Den franske præsident Macrons opsigtsvækkende udtalelser om Algeriet startede i 2017, da han argumenterede for, at Afrikas største problemer var “civilisatoriske”. Macron tilføjede, at det er “destabiliserende” for Afrika, at nogle afrikanske kvinder får mange børn, og at det derfor ville være “meningsløst” for Frankrig at tilbyde nødhjælp til afrikanske lande.
Den franske præsident nævnte ikke ét ord om kolonitidens indflydelse på nutidens problemer i Afrika.
Ifølge den rwandiske avis The New Times fik ordet “civilisatorisk” det til at løbe koldt ned ad ryggen på Déo Byanafashe, historieprofessor ved University of Rwanda.
I 1884 udtalte den franske statsmand og førende fortaler for kolonialismen, Jules François Camille Ferry, nemlig, at “de højerestående racer har pligt til at civilisere de ringere racer”. Derfor skulle det franske imperium på en “civiliserende mission” i Afrika.
– I dag er vores udfordringer med trafficking, korruption, svage stater og demografisk forandring nedarvet fra tiden med kolonial imperialisme og dens jagt på mineraler og markeder, fortæller Déo Byanafashe.
Skubbet ud af Mali
Det vestafrikanske land Mali, der var en fransk koloni fra 1892 til 1960, udgør endnu et eksempel på, hvordan Frankrigs historiske indflydelse i disse dage mindskes på kontinentet.
I august måtte Frankrig nemlig trække de sidste soldater ud af Mali, hvor de franske styrker ellers havde været aktive siden 2013, oplyser den europæiske tv-station Euronews.
Frankrigs erklærede mål i Mali var at bekæmpe jihadister. Men Katrin Sold fra Det Tyske Råd for Udenrigsanliggender peger på Frankrigs neokoloniale interesser i Mali og resten af Sahel-regionen i forklaringen på, hvorfor Frankrig var militært til stede i Mali.
– På lang sigt har Frankrig interesse i at sikre sig ressourcer i Sahel – især olie og uran, som det franske energiselskab Areva har udvundet i årtier i nabolandet Niger, siger Katrin Sold ifølge den tyske tv-station Deutsche Welle.
Frankrigs militære tilstedeværelse førte derfor til store protester i Mali. Her protesterede befolkningen imod Frankrigs økonomiske interesser og anklagede de franske styrker for kun at forværre situationen i Mali.
Demonstranterne opfordrede Malis regering til at løsrive sig fransk indflydelse, og nogle gav udtryk for, at Mali i stedet burde etablere tættere forbindelser med Rusland.
Franske bygninger brænder i Burkina Faso
– Burkina Fasos folk ønsker en total territorial befrielse fra Frankrig. Vi vil ikke længere have Frankrig her, vi vil have nye partnere, som vi kan samarbejde med. Partnere, der vil respektere os, respektere vores rettigheder og respektere vores befolkning, siger en demonstrant på gaden i det vestafrikanske land Burkina Faso.
– Vi vil sige “nej” til imperialisme, vi vil sige “nej” til Frankrig i Afrika. Vi vil have vores frihed. Nu vil vi være ejerne af vores skæbne, hvilket vi aldrig har været, understreger en anden demonstrant.
Burkina Faso, der var en fransk koloni fra 1896 til 1960, har på det seneste set vrede protester rettet mod bygninger og institutter fra landets tidligere kolonimagt.
I hovedstaden Ouagadougou og byen Bobo-Dioulasso blev Frankrigs ambassade og Det Franske Institut angrebet af demonstranter, der satte ild til bygningerne i protest mod Frankrigs indflydelse i Burkina Faso.
Ifølge krisestyringsselskabet Crisis24 er protesterne bygget på anklager om, at Frankrig for ni måneder siden støttede et militærkup, der blev gennemført af den burkinske oberstløjtnant Paul-Henri Sandaogo Damiba.
Flere demonstranter har flaget med det russiske flag og opfordet Burkina Fasos regering til at samarbejde mere med Rusland.
Frankrig plyndrer Afrika
Frankrigs historiske, økonomiske og politiske forhold med Afrika er helt essentielle for at forstå, hvorfor indbyggere i afrikanske lande nu vender sig mod Frankrig, mener journalisten John P. Ruehl.
Økonomisk ønsker Frankrig at fastholde status quo, hvor Frankrig årligt skaber profit i Afrika for en værdi af 440 milliarder euro, skrev den tyske avis Deutsche Wirtschafts Nachrichten i 2017.
Illustration: Wikipedia
En af måderne, hvorpå Frankrig har vedligeholdt sin indflydelse i Afrika, er via valutaen CFA- franc, der blev indført i afrikanske lande under det franske imperium. 14 afrikanske lande blev tvunget til at ændre sin valutakurs til franc i bytte for landenes selvstændighed.
Blandt andet skal de afrikanske lande, der bruger CFA-franc som valuta, have 50 procent af deres valutareserver stående i Frankrigs Nationalbank, oplyser nonprofitorganisationen Brookings. På den måde er landenes økonomier under direkte kontrol af det franske finansministerium.
Desuden har Frankrig forkøbsret på alle nyopdagede naturressourcer i de 14 afrikanske lande.
Det er disse elementer i forholdet mellem Frankrig og dets tidligere kolonier i Afrika, der gør, at indbyggere og afrikanske regeringer nu vender sig mod deres tidligere koloniherre.
“Ny konkurrence fra andre lande, forældede metoder fra kolonitiden, udsugning af kontinentet og deraf stigende modstand mod den arrogante dominans får Frankrigs Afrika-strategi til at skælve. Afrikanerne ønsker nye vinde og forandring”, skriver John P. Ruehl.
EU-lande strides over afrikanske ressourcer
I et forsøg på at opbygge et partnerskab mellem EU og Afrika har Macron arbejdet på at forbedre forholdet til Den Afrikanske Union (AU), der samler 53 af kontinentets lande i en organisation for samarbejde.
Macron stod i spidsen for at forny EU’s partnerskab med AU. På et topmøde mellem EU’s og AU’ stats- og regeringschefer i februar annoncerede EU en investering på 150 milliarder euro i Afrika.
- Franskmændene begyndte først at etablere handelsstationer på vestafrikanske Senegals kyst i begyndelsen af det 17. århundrede og iværksatte adskillige ekspeditioner mod Barbary-pirater og slavehandlere i Nordafrika indtil slutningen af det 17. århundrede.
- Den franske invasion af det osmanniske Algier i Nordafrika 1830 forvandlede derefter Frankrigs forhold til Afrika og lancerede begyndelsen af fransk kolonialisme ind i det indre af kontinentet.
- I 1884-85 foretog de europæiske stormagter en opdeling af hele det afrikanske kontinent på en konference i Berlin.
- Storbritannien og Frankrig skaffede sit de største bidder, men også Tyskland, Belgien, Portugal og Italien kastede sig ind i kampen om kolonierne.
- I 1914 var 85 procent af hele verden bragt ind under kolonimagternes kontrol. I begyndelsen af det 20. århundrede havde Paris kontrol over store dele af Vest- og Centralafrika.
- Det franske imperium blev dog mere og mere anstrengt under 1. verdenskrig såvel som under besættelsen af Frankrig af Nazi-Tyskland i Anden Verdenskrig.
- Fransk afkolonisering begyndte kort efter og blev stort set afsluttet relativt fredeligt efter 1960, bortset fra en blodig syv-årig krig med Algeriet, der varede indtil 1962.
- Fransk kolonialisme blev erstattet af nykolonialisme, hvor en fåtallig elite i de tidligere kolonier tjente Frankrigs interesser.
- Frankrig gennemførte økonomiske politikker for at binde de tidligere kolonier til sig, herunder CFA-francvalutazonen , oprettet i 1945.
- Frankrig har typisk været i stand til at udnytte sin sikkerhedsrolle i regionen ved både at udvide militær støtte til regeringer i Afrika og ved at yde direkte og stiltiende støtte til kup i flere lande.
- Frankrig og USA samarbejdede under Den Kolde Krig om begrænse kommunismen i dets tidligere kolonier på det afrikanske kontinent.
Afrika er EU’s tredjestørste tovejshandelspartner – efter USA og Kina. Gennem handel med Afrika skabte EU i 2017 et overskud på 18 milliarder euro. Her toppede Tyskland med en eksport til Afrika på 8,3 milliarder euro om året, og Frankrig indtog andenpladsen med 5,6 milliarder euro, oplyser Eurostat.
Men en fælles EU-politik over for Afrika har vist sig svær at gennemføre. EU-landenes interesser er nemlig i strid mod hinanden på det afrikanske kontinent.
For eksempel støttede Italien og Frankrig hver sin side i borgerkrigen i det nordafrikanske land Libyen, hvor Frankrig og Italien har konkurreret mod hinanden om adgang til Libyens olie, oplyser netmediet Middle East Eye.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
