Den 1. verdenskrig blev en katastrofe for arbejderbevægelsen. Millioner af arbejdere mistede livet i kampen om monopolernes profitbegær og nye markeder.
Den II. Internationale var splittet i holdningen til krigen. Fra entydige fordømmelser af at deltage i den imperialistiske krig, gik de tyske socialdemokrater, sammen med flertallet i Internationalen, sammen om at stemme for krigsbevillingerne. Det gjaldt også det danske socialdemokrati.
En ny katastrofe har ramt arbejderbevægelsen med krigen i Ukraine. Titusinder af unge arbejdere, der intet har fælles med storkapitalen, myrder hinanden for imperialisternes umættelige begær efter nye markeder og de råstoffer som de tidligere sovjetrepublikker er så rige på.
Det er på den baggrund at jeg har foreslået en ny Internationale, der skal dæmme op for myrderierne og standse krigen inden den ender med en udslettelse af menneskeheden.
Der er mange grunde til at vi har brug for en ny Internationale. For det første den ideologiske afklaring, som en forudsætning for at kunne handle i enighed. Dem findes ikke i dag og de internationale møder i den kommunistiske bevægelse har mere karakter af en udveksling af monologer end dialog.
Hvad kan en ny Internationale gøre? Den kan skabe enighed i arbejderbevægelsen, og dermed også muligheden for at handle i enhed.
Hvor mange våben ville kunne nå frem til kamppladsen, hvis havnearbejdere i de forskellige lande sagde nej til at laste og losse krigsmateriel?
Det er ikke noget nyt, men er blevet brugt både i den 1. verdenskrig og under Vietnam-krigen, hvor amerikanske havnearbejdere nægtede at laste krigsudstyr.
Vi har med andre ord hårdt brug for en ny Internationale, sådan som jeg tidligere har skitseret det her i IMM-gruppen på facebook. En Internationale med et fælles program og et fælles tidsskrift, som kan afklare de presserende spørgsmål vi står over for i dag.
“Det står mere og mere klart, at sammenstødet med Vesten ikke vil slutte, hvis vi vinder en delvis eller endog en knusende sejr i Ukraine.”
75 år med relativ fred har fået folk til at glemme krigens rædsler, og de er holdt op med at frygte selv atomvåben.
Sergey Karaganov, forsvarspolitisk rådgiver for Putin
Sådan indledes en kommentar af Sergey Karaganov, æresformand for Præsidiet for Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitik i Rusland, i tidsskriftet Rusland i Verdenspolitikken.
I kommentaren konkluderer Karaganov, at præsident Putin er nødt til at træffe en “svær, men nødvendig beslutning” og bruge atomvåben mod flere unavngivne europæiske lande, som støtter den ukrainske regering med våben og træning.
Sergey Alexandrovich Karaganov er født den 12. september 1952.
Han blev uddannet i 1974 fra det økonomiske institut på Moskvas statsuniversitet.
1974-1978 – ph.d.-kandidat ved Institute of USA & Canada Studies.
1976-1977 – forskningspraktikant tilknyttet FN’s mission i Sovjetunionen.
1979 – forsvarede kandidatafhandling (svarende til ph.d.) om “The Role and Place of Transnational Corporations in the U.S. Foreign Policy”.
1978-1988 – arbejdede ved US&CSI under USSR’s videnskabsakademi som junior fellow, senior fellow og sektionsleder, med speciale i økonomiske aspekter af udenrigspolitik, amerikansk-sovjetiske relationer, amerikansk militærstrategi, våbenkontrol og europæisk sikkerhed.
1989 – forsvarede en doktorafhandling om “The Role and Place of Western Europe in U.S. Strategy Towards the USSR (1945-1988)”.
Har siden 1988 arbejdet på Europainstituttet ved Videnskabsakademiet i Sovjetunionen/Rusland. Fra 1989 til 2010 som vicedirektør.
Siden 2006 har han været dekan på skolen for international økonomi og udenrigsanliggender på det nationale forskningsuniversitet Higher School of Economics.
Siden 1991 medlem af det videnskabelige rådgivende råd i Den Russiske Føderations udenrigsministerium.
1993-1999 – Medlem af Præsidentrådet i Den Russiske Føderation.
Siden 1993 – Medlem af Det Rådgivende Udvalg for Den Russiske Føderations Sikkerhedsråd.
2001-2013 – Rådgiver for præsidentens administration (udenrigspolitik).
Siden 1992 – Næstformand, derefter formand for præsidiet for Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitik – en ikke-statslig organisation med 200 ledere af erhvervsorganisationer, fremtrædende politikere, ledende figurer inden for militær, udenrigspolitik, medier og kultur osv. Siden 2012 – æresformand for Præsidiet for Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitik.
Siden 2002 – formand for redaktionsudvalget for magasinet “Russia in Global Affairs”.
Siden 2004 – medlem af Rådet for Udvikling af Civilsamfundet og Menneskerettigheder under Ruslands præsident.
2006 – 2010 – Medlem af det offentlige råd under Den Russiske Føderations forsvarsminister.
2009 – 2017 – Medlem af Advisory Board for “Vnesheconombank”.
Siden 2009 – medlem af Rådet for investeringssamarbejde og integrationsinteraktion med medlemmer af Samfundet af Uafhængige Stater i Den Russiske Føderations ministerium for økonomisk udvikling.
Siden 2010 – medlem af bestyrelsen for forlaget “International Affairs”.
Medlem af og bestyrelsesformand for flere andre offentlige og filantropiske organisationer.
Atomvåben skal redde menneskeheden
Baggrunden for den foruroligende opfordring skal ifølge Karaganov findes i Vestens manglende respekt for konsekvenserne af en fuldskala atomkrig. Derfor må man vise især de europæiske folk, hvordan en sådan krig kan ende.
“75 år med relativ fred har fået folk til at glemme krigens rædsler, og de er holdt op med at frygte selv atomvåben. Overalt, men især i Vesten, er instinktet for selvopholdelse svækket”, skriver Karaganov og understreger, at “frygten for atomoptrapning (skal) genoprettes. Ellers er menneskeheden dødsdømt”.
Og efter en omvej rundt om en fortælling, hvor gud giver menneskene atombomben for at gøre en ende på krig og elendighed, når Karaganov frem til, at selvom nutiden vil fordømme et atomangreb på europæiske lande, så vil eftertiden vide at vise taknemmelighed for et Rusland, der reddede verden fra Vestens “anti-menneskelige ideologier: Fornægtelse af familie, hjemland, historie, kærlighed mellem mand og kvinde, tro, tjeneste for højere idealer, alt, hvad der er menneskets essens.”
“Det er et moralsk skræmmende valg – vi bruger Guds våben og dømmer os selv til alvorlige åndelige tab. Men hvis vi ikke gør det, vil ikke kun Rusland gå til grunde, men sandsynligvis hele den menneskelige civilisation.”
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.