World Socialism Forum 2024
Irene Clausen fra Internationalt Forum har interviewet Morten Nielsen, der i dag er aktiv i Global Aktion og i mange år var aktiv i antiapartheidbevægelsen mod Sydafrika. Irene har bedt ham sammenligne situationen i de to lande på en række vigtige områder.
– Bosætterkolonialisme?
Morten: Der er forskelle og ligheder mellem den sydafrikanske bosætterkolonialisme og den israelske. I Sydafrika ville de hvide settlere kolonisere jorden og udnytte jordens rigdomme og den sorte arbejdskraft. Mens den zionistiske bosætterkolonialisme gik ud på ikke kun at kolonisere Palæstinas jord og bosætte jøder fra hele verden, men også at fordrive den oprindelige befolkning. Israel foretager – som historikeren Ilan Pappe har påvist – etnisk udrensning af palæstinenserne.
– Arbejderklassens rolle?
Morten: I Sydafrika spillede de sorte arbejdere en afgørende rolle i apartheidregimets økonomi. Mændene var ansat i kulminerne, industrien og landbruget, og kvinderne var ansat som hushjælp hos de hvide familier. Arbejderne havde stærke faglige traditioner og brugte effektivt strejkevåbnet i kampen mod apartheid. COSATU (Congress of South African Trade Unions) spillede en vigtig rolle i antiapartheidkampen sammen med ANC og kommunistpartiet SACP. Fagbevægelsen COSATU arbejdede på to ben: Kampen for bedre løn- og arbejdsforhold var koblet med kampen mod apartheidregimet.
Klassekampen går som bekendt op og ned. Vi må som europæisk venstrefløj støtte de palæstinensiske sekulære kræfter.
De palæstinensiske arbejdere spiller ikke nogen vigtig rolle i den israelske apartheidøkonomi, da zionismens ide er, at alt arbejde er jødisk arbejde. Og der er kun relativt få palæstinensere ansat i Israel og kun i ’perifere’ industrier som landbrug og service. Men deres fagforeninger har spillet en vigtig rolle i den nationale modstandskamp imod besættelsen, for eksempel under den store intifada 1987-1993.
– Imperialismens interesse i de to lande?
Morten: Under Den Kolde Krig kappedes Sovjetunionen og den vestlige imperialisme om indflydelsen i Afrika. Man var derfor interesseret i at bevare Sydafrika på vestlig side, samtidig med at Sydafrika havde kul og diamanter og andre vigtige råstoffer.
Hvad angår Israel, så var imperialismen interesseret i at have en loyal satellitstat i det strategisk vigtige Mellemøsten, der samtidig var en olierig region. Og Israel kunne bruges til at splitte den arabiske enhed, hvilket er lykkedes. Derfor viser den vestlige imperialisme på nuværende tidspunkt en ubetinget opbakning til apartheidstaten Israel – trods folkemordet i Gaza.
– Apartheid?
Morten: Apartheid (afrikaans for adskillelse) blev officiel politik i 1948 i Sydafrika, da The Nationalist Party dannede regering. Da de kom til magten, havde der allerede i 300 år været forskellige former for apartheid, for eksempel de forhadte paslove. Den nye regering systematiserede de forskellige apartheidlove og gjorde apartheid til officiel politik – ud fra ønsket om at skabe et hvidt Sydafrika. Staten inddelte befolkningen i fire grupper (de hvide, sorte, farvede og indere) med ulige rettigheder. Man forsøgte at retfærdiggøre apartheid med henvisning til kristendommen, at de sorte ikke havde nogen sjæl, var vilde og dyriske mennesker, som skulle civiliseres og kontrolleres – af de hvide!
Foto: Irene Clausen
Mens den sydafrikanske apartheid er let at få øje på, nemlig hvide kontra sorte, så er den israelske apartheid (jøder kontra ikke-jøder) mere skjult, nemlig bag myten om Israel som Mellemøstens eneste demokrati. Men da de tre NGO’er Amnesty International, B’Tselem og Human Rights Watch i 2022 udsendte rapporter, hvor de beskrev Israel som en apartheidstat, kom der omsider fokus på den israelske apartheid, som palæstinenserne har kendt til siden 1948. Amnesty International siger i sin rapport, at Israel er ansvarlig for apartheid mod palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden inklusiv Jerusalem og inde i selve Israel.
Det omfatter massiv tilegnelse af palæstinensisk jord og ejendom, drab på palæstinenserne, tvungen forflytning og fordrivelse, kraftig indskrænkning af palæstinensernes bevægelsesfrihed og nægtelse af palæstinensernes ret til nationalitet og statsborgerskab. Systemet opretholdes ved metoder, som Amnesty mener falder ind under forbrydelsen apartheid som defineret af FN med flere.
Endvidere siger Amnesty-rapporten, at palæstinenserne behandles som laverestående (inferior) racegruppe. Dette sidste har en israelsk minister for nylig bekræftet, da han omtalte palæstinenserne som ’menneskedyr, der skal udryddes’.
– Den antikoloniale kamp i de to lande?
Morten: ANC (African National Congress) blev dannet som en del af den panafrikanske bevægelse og udviklede egen kultur, skoler og så videre. Da det viste sig umuligt med dialog med regimet, indledte man væbnet kamp fra nabolandene, da ANC blev gjort illegal. I kampen brugte man strejkevåbnet, blokader og sabotage. Også boykotten blev effektivt brugt. De sorte kvinder, der arbejdede hos de hvide familier, købte ind og vidste, hvilke firmaer der arbejdede sammen med apartheidstyret og skulle boykottes.
Regimet slog voldsomt ned på modstanden og fængslede eller dræbte ANC-ledelsen. Mandela, som havde været med til at starte den væbnede kamp, blev fængslet på livstid på Robben Island.
The United Democratic Front, der samlede det brede civilsamfund, inklusiv kirken, spillede en vigtig rolle i mobiliseringen.
Anti-Apartheid Bevægelsen (AAB) blev dannet i 1959 og arbejdede sammen med ANC. Det tog et par årtier med hård aktivisme, før AAB blev stærk nok til at få vedtaget sanktioner mod Sydafrika. En styrke som hang sammen med 70’ernes stærke venstrefløj og den stærke solidaritet med de antikoloniale kampe i Afrika.
PLO (the Palestinian Liberation Organization), der organiserede de palæstinensiske fedayin-grupper, havde sin storhedstid i slutningen af tresserne og op gennem halvfjerdserne. PLO opbyggede egne skoler, sundhedsvæsen og retssystem i de palæstinensiske flygtningelejre i Jordan og Libanon – indtil de blev fordrevet af regimerne med hjælp fra Israel og den vestlige imperialisme. PLO blev yderligere svækket, da Israel i 1980’erne bevidst støttede fremkomsten af islamiske bevægelser for at svække de stærke sekulære modstandskræfter i PLO. Og endelig bidrog Sovjets sammenbrud til svækkelse af den palæstinensiske sekulære modstandsbevægelse. De islamiske grupper blev de dominerende modstandskræfter.
Klassekampen går som bekendt op og ned. Vi må som europæisk venstrefløj støtte de palæstinensiske sekulære kræfter, både politisk og økonomisk! Så vi kan nå frem til målet om en demokratisk sekulær stat i hele det historiske Palæstina!
– Visioner?
Morten: Selvom Sydafrika i 1994 formelt fik afskaffet apartheid, så er Sydafrika et af verdens mest ulige samfund, og hovedparten af jorden ejes af de hvide settlere. Vi må derfor fortsat støtte arbejdernes kamp for lighed og socialisme i Sydafrika.
Og glæde os over, at det sydafrikanske folk er et af verdens mest aktive i solidariteten med Palæstina. Som Mandela sagde: Ingen er fri, før Palæstina bliver frit!
Om artiklen:
Denne artikel er udgivet af Antifascistisk Forum i december 2023.
Irene Clausen er aktiv i Internationalt Forum, en solidaritetsorganisation der samarbejder med og støtter folkelige bevægelser verden over, som gør oprør mod og bekæmper imperialismen og dens institutioner: IMF, Verdensbanken, NATO, WTO med flere.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
