Mandag den 2. juni mødtes to delegationer af forhandlere, fra Ukraine og Rusland, på hotel Ciragan Palace i den tyrkiske by Istanbul. Starten på mødet mandag blev udskudt, så der var endnu ikke kommet meldinger ud om resultaterne ved denne artikels deadline.
Mødet kommer efter det første og relativt succesrige møde den 16. maj, hvor processen for de fremtidige forhandlinger blev slået fast, og som blev fulgt af en foreløbig udveksling af fanger mellem de to lande. Samtidigt fortsætter krigen på fuldt blus.
Op til mødet har den ukrainske delegation lækket hovedpunkterne i deres krav til internationale medier. Reuters beskriver hovedpunkterne som først en ubetinget våbenhvile fulgt af udveksling af fanger efter “alle for alle”-princippet og siden en ramme for de fortsatte fredsforhandlinger.
Den ukrainske delegation står fast på et Ukraine i både EU og NATO, henlægger forhandlinger om grænser til efter en våbenhvile og forbeholder sig retten til at have fremmede tropper på sin jord. Rusland har ikke offentliggjort sit grundlag for forhandlinger. Men Rusland har tidligere erklæret, at forhandlinger skal tage fat på de grundlæggende årsager til krigen, nemlig NATO og militarisering tæt på dets grænser.
Vi ser de små detaljer i forhandlingerne og skjuler de store linjer
Både USA, Storbritannien og EU støtter Ukraine, i en grad så der er tale om en proxykrig. Men USA har andre toner i forhold til fredsforhandlinger og mulighed for at indgå aftaler med Rusland, end EU og Storbritannien fremviser.
Reaktionen fra de udvalgte i EU + Storbritannien – britiske Starmer, franske Macron, tyske Merz, polske Tusk samt den ikke-folkevalgte von der Leyden – er at afvise forhandlinger og nærmest forlange russisk kapitulation. Den danske statsminister Mette Frederiksen definer sig selv som “en af de hårde” i sine krav. EU fortsætter med at indføre nye sanktioner og truer med at optrappe militært.
Meldingerne fra USA ser meget anderledes ud. Der er snak om at stoppe våbenleverancer, at trække soldater fra Europa og at presse Ukraine til at indgå kompromis i fredsaftalen, der imødekommer de russiske krav. USA har ikke bevilget nye våben til Ukraine, siden Trump overtog præsidentposten.
Udtalelserne fra præsident Trump stikker stadig i vidt forskellig retning, hvor trusler om at trække sig danser sammen med trusler om at eskalere. Men den ufravigelige eller måske uforsonlige linje med krav om ukrainsk sejr, som kommer fra de europæiske ledere, er ikke at finde i USA’s udmeldinger.
Tomme stole og strategi
USA og EU samt Storbritannien har hver deres ståsted, når det kommer til strategiske muligheder og deres udgangspunkt. Det giver forskellige syn på Rusland og landets betydning.
I de vestlige medier har historier om tomme stole i Vatikanet eller mulige gæstelister fyldt meget i den sidste tid. Der er mange lag i internationale fredsforhandlinger, og det er ikke uden betydning, hvordan forslag bliver fremlagt. Men under spørgsmålene om protokol ligger realpolitikken. Rusland rykker frem på slagmarken, og Ukraines to store støtter virker til at være på vej i hver deres retning.
Forskellene på EU samt Storbritannien over for USA drejer sig om transport af energi, vilkår for de store finanshuse, udfordringer med at genoprette industriel produktion af egne våben og adgang til billig arbejdskraft. I en kommende artikel vil Arbejderen gå dybere ned i, hvad der ligger bag de to forskellige tilgange fra Ukraines støtter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
