Israel bliver mødt af hård kritik fra FN, efter at landet den 30. marts vedtog en kontroversiel lov om dødsstraf mod palæstinensere. Særligt hård kritik kommer fra fire af FN’s særlige rapportører.
“Et regime med dødsstraf, der har diskrimination bygget ind som et endeligt mål, er ikke foreneligt med retten til liv og lighed for loven”, starter de fire rapportører med at konstatere. Dermed er den israelske lov grundlæggende i strid med de mest basale menneskerettigheder. De fire rapportører fortsætter:
“Inden for rammerne af en ulovlig besættelse og et større system med racemæssig adskillelse og apartheid, vilkårlig tilbageholdelse, tortur, dødsfald under forvaring og drab uden om retsvæsenet, er en officiel trussel, eller selve udførelsen af en henrettelse i sig selv en form for grusom, inhuman eller nedværdigende behandling, og det forhøjer risikoen for vilkårligt at fratage andre retten til livet”.
De fire særlige rapportører er Morris Tidball-Binz, Francesca Albanese, Ben Saul og Reem Alsalem. De er alle udpeget af FN’s råd for menneskerettigheder og arbejder uafhængigt af FN’s struktur med hvert deres område, såsom kamp mod tortur eller for kvinder og pigers rettigheder.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Appel til Israels Højesteret
Den nye lov blev vedtaget i det israelske parlament Knesset til lyden af poppende champagnepropper. Loven blev vedtaget med 62 stemmer ud af parlamentets 120 medlemmer og træder i kraft 30 dage efter den 31. marts. Kun den israelske Højesteret kan blokere loven.
– En lov, der reelt set udpeger palæstinensere til at blive henrettede, skaber et billede af, at palæstinensiske liv har ringere adgang til juridisk beskyttelse, påpeger de fire FN-rapportører, og de kræver, at Israel øjeblikkeligt trækker loven tilbage.
Netop det er også indholdet i en appel til den israelske Højesteret, som tre medlemmer af Knesset samt en række menneskerettighedsorganisationer i Israel står bag. I appellen kræver underskriverne, at Højesteret erklærer loven for ugyldig.
Den israelske Højesteret har endnu ikke taget stilling til appellen.
Racisme og diskrimination
Arbejderen har læst loven i en oversættelse via mediet Middle East Monitor. Loven fastslår, at den kun gælder for området, der dækker den besatte Vestbred samt det besatte Østjerusalem – hvad besættelsesmagten kalder Judæa og Samaria.
Loven idømmer automatisk dødsstraf for alle, der med forsæt forårsager en persons død, hvis det er rettet mod staten Israels eksistens.
Det er denne sidste formulering om at negligere staten Israels eksistens, der i praksis sikrer, at loven kun omfatter palæstinensere og ikke for eksempel nogle af de 750.000 ulovlige bosættere i de besatte områder på Vestbredden og Østjerusalem.
Det bliver de militære domstole på den besatte Vestbred, der skal udføre loven om dødsstraf. Disse militære domstole er notoriske for at fratage basale rettigheder fra de anklagede palæstinensere, som det dokumenteres af den israelske menneskeretsorganisation B’tselem.

Foto: A. Iskandar
Men den nye lov om automatisk dødsstraf fjerner endnu flere basale regler. Der er ikke længere krav om, at de militære dommere har et vist minimum af rang, de behøver ikke at være enige, og officerer med højere rang kan ikke længere omstøde en dom. Kun den israelske premierminister kan udskyde eksekveringen af dommen. Der er ingen procedure for appel, og der er meget begrænset adgang for besøg til de anklagede, selv for deres beskikkede, militære advokater.
Det besatte Gaza er ikke omfattet af den nye særlov. Men Gaza er ved at få sin egen særlov for alle, der er taget til fange siden den 7. oktober 2023. Denne lov blev godkendt af et sikkerhedskabinet den 24. marts og mangler kun behandling i Knesset. Også særloven for Gaza åbner mulighed for dødsstraf og tilsidesætter en række basale krav til bevisførelse, advarer Amnesty International.
Mødt med protest på Langebro
Den israelske særlov mod palæstinenserne blev i København mødt med en akutdemonstration, der samlede omtrent 500 mennesker tirsdag aften den 31. marts. Undervejs på ruten, fra Axeltorv ved Tivolis hovedindgang og til Udenrigsministeriet, gennemførte de en blokade og sit-in af Langebro i 20 minutter.

Foto: A. Iskandar
– Vi skal huske, at den zionistiske besættelsesmagt ikke ændrer praksis, de har allerede over 100.000 palæstinensiske liv på samvittigheden igennem de seneste tre år, men nu sker det igennem indførelsen af lov. Det viser os, at zionismen ingen moral har, og dens ondskab rækker ud over alle tænkelige grænser. Intet kan være normalt, mens den danske regering allierer sig og aktivt støtter det zionistiske folkedrab, skrev arrangørerne i indkaldelsen.
Danmarks fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke udtalt sig om den israelske særlov.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

