NGO'er må ikke føre sag
Økonomierne i det globale syd står i dag for over 40 procent af den globale produktion, over 50 procent af de udenlandske direkte investeringer i verden og mere end 40 procent af verdenshandelen.
Deres andel af vareeksporten er vokset fra cirka 30 procent i 2000 til over 45 procent i dag.
Men deres position på de globale finansmarkeder fortæller en anden historie. Dette afdækker FN’s organisation for udvikling og handel (UNCTAD) i dens årlige Rapport for Handel og Udvikling 2025.
Perifer rolle i global finans
Landene i det globale Syd forbliver ifølge UNCAD perifere i forhold til aktie- og obligationsmarkederne, der finansierer den langsigtede udvikling.
Det viser sig blandt andet i form af, at markedsværdien af værdipapirerne (altså finansielle aktiver som aktier og obligationer, der kan købes og sælges) i det globale nord er over tre gange så stor som papirerne i syd. Og 40 procent af det globale obligationsmarked er koncentreret i kun ét land – nemlig USA.
Generelt set betaler virksomheder i det globale syd mere i renter, når de optager lån.
Det hænger blandt andet sammen med, at rige lande investerer mange penge i fattigere lande gennem såkaldte direkte udenlandske investeringer – altså når virksomheder fra ét land opretter eller køber virksomheder i et andet land. Samtidig stiger værdien af store teknologivirksomheder kraftigt (det kaldes opskrivninger), hvilket især gavner de rige lande, hvor mange af disse virksomheder hører hjemme.
Derudover strømmer penge fra syd til nord. Det sker blandt andet, fordi virksomheder i fattigere lande ofte er ejet af personer eller selskaber i rige lande. Når virksomhederne tjener overskud, bliver en del af pengene sendt tilbage til ejerne i nord.
Finans dominerer global handel
”Når vi taler om international handel, taler vi typisk om forsyningskæder – netværk af fabrikker, gårde, havne og transportruter, der transporterer varer over grænser. Men der ligger en anden arkitektur under denne synlige strøm, en mindre diskuteret, men lige så kraftfuld: balancens arkitektur”.
Sådan beskriver Rebeca Grynspan finanssektorens rolle i den globale verdenshandel. Hun er generalsekretær i UNCTAD.
”Handel er ikke blot en sammensmeltning af leverandører. Det er også en sammenkædning af kreditlinjer, betalingssystemer, valutamarkeder og kapitalstrømme”, fortsætter Grynspan.
Over 90 procent af verdenshandelen afhænger af handelsfinansiering og grænseoverskridende bankinfrastruktur, oplyser UNCTAD med henvisning til tal fra Verdenshandelsorganisationen (WTO).
Mens den ene del af verdenshandelen – produktion og leverandørnetværket – er blevet stadig mere decentraliseret og forskelligartet med produktion spredt ud over hele verden, forbliver det andet – den finansielle infrastruktur, der muliggør handel – bemærkelsesværdigt koncentreret, rapporterer UNCTAD.
Denne forskel i udvikling er betydningsfuld, fordi den påvirker landene i det globale syd og deres betingelser på verdensmarkedet.
Udviklingslande betaler mere
Ifølge UNCTAD fungerer finansiering efter sine egne mønstre og regler.
Det handler blandt andet om, hvordan kredit – altså lån af penge, som skal betales tilbage med renter – bliver fordelt, hvor dyrt det er at låne, og hvilke lande der overhovedet har mulighed for at låne penge.
Det handler også om, hvordan økonomiske risici spreder sig i systemet, når der opstår økonomiske chok – for eksempel kriser som finanskriser, pandemier eller pludselige fald i handel og priser, som påvirker økonomien negativt.
Generelt set betaler virksomheder i det globale syd mere i renter, når de optager lån. De bliver nemlig betragtet som mindre kreditværdig, altså mindre pålidelige i forhold til at tilbagebetale lån. Oveni er de finansielle markeder indeni udviklingslandene også mere skrøbelige og mindre rodfæstet internationalt.
Dette gør, at virksomhederne i det globale syd er afhængige af finansmarkederne i nord.
UNCTAD’s rapport viser, at verdenshandelen påvirkes af udsving på de finansielle markeder, altså når priserne på aktier, obligationer og andre investeringer går op og ned.
Rapporten viser også, at udviklingslandene er mere sårbare. Når de finansielle markeder ændrer sig, påvirkes deres økonomier – altså produktionen af varer, arbejdspladser og indkomster – mere end økonomierne i de rige lande i nord.
De finansielle udsving kan ske på flere måder. For eksempel når store centralbanker (banker, der styrer pengepolitikken i et land) ændrer deres pengepolitik, for eksempel ved at hæve eller sænke renten, som er prisen på at låne penge. Det kan også ske, når investorer ændrer deres risikostyring – altså hvordan de beskytter sig mod tab – og flytter deres kapital til andre markeder, hvor de tror, de får større sikkerhed eller bedre afkast.
Når sådanne ændringer spreder sig gennem det globale finansielle system, påvirker de til sidst den reale økonomi – altså den faktiske produktion, handel og beskæftigelse i det globale syd.
Råvaremarkedet er specielt udsat
Verdenshandelen kan opdeles i primært to sektorer.
Dels produktionen af produkter, hvor store firmaer har en række underleverandører, som de betaler løbende i takt med de leverer produkter, mens de store firmaerne har kontakten til kunderne og de store profitter.
Dels handelen med råvarer som for eksempel olie, metaller og forsyningen af fødevarer.
Råvarehandelen – altså handel med eksempelvis olie, korn eller metaller – udgør cirka en tredjedel af al handel med varer i verden. Den styres dog især af nogle få store virksomheder, som ikke kun køber og sælger råvarer, men også fungerer som finansielle mellemled i forsyningsprocessen. Det betyder, at de ikke bare transporterer varer, men også tjener penge på finansielle aftaler og kontrakter undervejs.
Ofte fremstilles råvarehandel som et område med store mængder varer, men lav fortjeneste, hvor priserne bestemmes på et spotmarked – altså et marked, hvor varer handles til den aktuelle pris lige nu. Men ifølge UNCTAD overser dette synspunkt et vigtigt problem: De store virksomheder tjener faktisk hovedparten af deres penge gennem derivater.
Derivater er finansielle kontrakter, der ikke nødvendigvis handler om den fysiske vare, men om at spekulere i eller sikre sig mod ændringer i priser på råvarer, valutaer eller andre finansielle aktiver. Når virksomhederne sælger disse kontrakter til eksterne investorer, skaber de indkomst, uden at de fysisk flytter varer.
I den nuværende kapitalistiske periode med finansialisering er handel med råvarer blevet mere præget af finansielle aktiviteter end af traditionel handel. Det betyder, at virksomheder udvikler afledte finansielle produkter – altså finansielle kontrakter og værktøjer, som hjælper dem med at håndtere risiko for prisændringer på råvarer eller valutaer, men som også kan bruges til at tjene penge spekulativt.
UNCTAD påpeger, at de største råvarevirksomheder i stigende grad får deres overskud fra disse finansielle aktiviteter fremfor fra selve transporten og salget af fødevarer. I 2025 kom i gennemsnit 75 procent af deres overskud fra finansielle transaktioner, og for nogle af de største globale aktører var tallet helt op til 90 procent.
Det betyder, at disse store virksomheder planlægger og styrer forsyningen af fødevarer ud fra finansielle hensyn i stedet for kun efter udbud og efterspørgsel. Som følge heraf kan økonomiske chok i finansmarkederne sprede sig og forstærke problemer i verdenshandelen, hvor udviklingslandene er mest sårbare og er dårligst rustede til at håndtere konsekvenserne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
