Læserbrev
Her er en grund : hvorfor skulle de dog det ? Hatten af for lande som vil,kan og tør tage egne beslutninger . Det savnes her .
Log ind for at svareI oktober 2022, omkring otte måneder efter at krigen i Ukraine begyndte, harmoniserede University of Cambridge i Storbritannien undersøgelser foretaget i 137 lande om deres holdninger til Vesten samt til Rusland og Kina.
Resultaterne i undersøgelsen er, skønt de ikke er fri for fejlmargin, robuste nok til at blive taget alvorligt.
Det drejer sig om følgende:
- For de 6,3 milliarder mennesker, der bor uden for Vesten, føler 66 procent sig positivt indstillet over for Rusland og 70 procent positivt indstillet over for Kina, og
- Blandt de 66 procent, der har en positiv holdning til Rusland, er tallet 75 procent i Sydasien, 68 procent i det frankofone Afrika og 62 procent i Sydøstasien.
- Den offentlige mening om Rusland er fortsat positiv i Saudi-Arabien, Malaysia, Indien, Pakistan og Vietnam.
Sådanne følelser har vakt opsigt, overraskelse og endog vrede i Vesten. Det er svært for dem at tro, at to tredjedele af verdens befolkning ikke er på Vestens side.
Hvad er nogle af årsagerne til dette? Jeg mener, at der er fem årsager, som forklares i dette korte essay.
1. Det globale syd tror ikke, at Vesten forstår eller har medfølelse for deres problemer
Indiens udenrigsminister, S. Jaishankar, opsummerede det kortfattet i et interview for nylig: “Europa skal vænne sig af med den tankegang, at Europas problemer er verdens problemer, men at verdens problemer ikke er Europas problemer.” Han henviser til de mange udfordringer, som udviklingslandene står overfor, hvad enten de vedrører eftervirkningerne af pandemien, de høje omkostninger ved at betale gæld, den klimakrise der hærger deres liv, smerten ved fattigdom, fødevaremangel, tørke og høje energipriser. Vesten har knap nok givet det globale syd opmærksomhed i forbindelse med mange af disse problemer. Alligevel insisterer Vesten på, at det globale syd slutter sig til sanktionerne mod Rusland.
Covidpandemien er et perfekt eksempel – på trods af det globale syds gentagne opfordringer til at dele intellektuelle ejendomsrettigheder til vaccinerne med det formål at redde liv, var ingen vestlige nationer villige til at gøre det. Afrika er stadig den dag i dag det mest uvaccinerede kontinent i verden. Afrika havde evnen til at fremstille vaccinerne, men uden den intellektuelle ejendomsret kunne de ikke gøre det.
Men der kom hjælp fra Rusland, Kina og Indien. Algeriet lancerede et vaccinationsprogram i januar 2021, efter at landet havde modtaget det første parti af Ruslands Sputnik V-vacciner. Egypten startede vaccinationer, efter at det fik Kinas Sinopharm-vaccine på omtrent samme tidspunkt. Sydafrika indkøbte en million doser af AstraZeneca fra Serum Institute of India. I Argentina blev Sputnik rygraden i deres vaccineprogram. Alt dette skete, mens Vesten brugte sine finansielle ressourcer til at købe millioner af doser på forhånd og ofte destruerede dem, når de blev forældede. Budskabet til det globale syd var klart – jeres problemer er jeres problemer, de er ikke vores problemer.
2. Historien er vigtig: Hvem stod hvor under kolonialismen og efter uafhængigheden?
Mange lande i Latinamerika, Afrika og Asien ser krigen i Ukraine med en anden optik end Vesten. Mange af dem ser deres tidligere kolonimagter omgrupperet som medlemmer af den vestlige alliance. De lande, der har sanktioneret Rusland, er enten medlemmer af EU og NATO eller er USA’s nærmeste allierede i Asien-Stillehavsregionen. Derimod har mange lande i Asien og næsten alle lande i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika forsøgt at forblive på god fod med både Rusland og Vesten og undlade at indføre sanktioner mod Rusland. Kan det skyldes, at de husker deres historie som ofre for Vestens koloniale politik, et traume, som de stadig lever med, men som Vesten i det store og hele har glemt?
Nelson Mandela sagde ofte, at det var Sovjetunionens støtte, både moralsk og materielt, der hjalp med at inspirere sydafrikanerne til at vælte apartheidstyret. Det er på grund af dette, at Rusland stadig betragtes i et positivt lys af mange afrikanske lande. Og da disse lande først blev uafhængige, var det Sovjetunionen, der støttede dem, selv om Sovjetunionen selv havde begrænsede ressourcer. Aswan-dæmningen i Egypten, som det tog 11 år at bygge, fra 1960 til 1971, blev designet af det Moskva-baserede Hydroprojektinstitut og finansieret i vid udstrækning af Sovjetunionen. Bhilai-stålværket i Indien, som var et af de første store infrastrukturprojekter i det nyligt uafhængige Indien, blev opført af Sovjetunionen i 1959. Andre lande nød også godt af støtte fra det tidligere Sovjetunionen, både politisk og økonomisk, herunder Ghana, Mali, Sudan, Angola, Benin, Etiopien, Uganda og Mozambique.
Den 18. februar 2023 sagde Ugandas udenrigsminister Jeje Odongo på Den Afrikanske Unions topmøde i Addis Abeba i Etiopien følgende: “Vi blev koloniseret og tilgav dem, der koloniserede os. Nu beder koloniherrerne os om at være fjender af Rusland, som aldrig har koloniseret os. Er det rimeligt? Ikke for os. Deres fjender er deres fjender. Vores venner er vores venner.”
Sandt eller falsk, så betragtes det nuværende Rusland af mange lande i det globale syd som en ideologisk efterfølger til det tidligere Sovjetunionen. Disse lande har en lang hukommelse, der gør, at de ser Rusland i et noget anderledes lys. Kan vi i betragtning af historien bebrejde dem det?
3. Det globale syd ser krigen i Ukraine som noget, der primært handler om Europas fremtid og ikke om hele verdens fremtid
Den Kolde Krigs historie har lært udviklingslandene, at det ikke giver dem mange fordele at blive indblandet i stormagtskonflikter, men at det indebærer enorme risici. Og de betragter den ukrainske stedfortræderkrig som en krig, der mere handler om den europæiske sikkerheds fremtid end om hele verdens fremtid. Desuden ser det globale syd krigen som en dyr distraktion fra de mest presserende problemer, som de har at gøre med. Disse omfatter højere brændstofpriser, fødevarepriser, højere omkostninger til betaling af gældsydelser og øget inflation, som alt sammen er blevet forværret på grund af de vestlige sanktioner, der er blevet indført mod Rusland.
En nylig undersøgelse offentliggjort af Nature Energy viser, at op til 140 millioner mennesker kan blive skubbet ud i ekstrem fattigdom på grund af de højere energipriser, der er opstået i løbet af det seneste år.
Stigende energipriser har ikke kun direkte indvirkning på energiregningerne, men fører også til et prispres i opadgående retning på alle forsyningskæder og forbrugsgoder, herunder fødevarer og andre fornødenheder. Dette rammer udviklingslandene endnu hårdere, end det rammer Vesten.
Vesten kan opretholde krigen, “så længe det tager”, da de har de finansielle ressourcer og kapitalmarkederne til at gøre det. Men det globale syd har ikke den samme luksus. En krig om den europæiske sikkerheds fremtid har potentiale til at ødelægge hele verdens sikkerhed.
Det globale syd er også foruroliget over, at Vesten ikke fører forhandlinger, der kunne bringe krigen til en hurtig afslutning. Der blev forspildt muligheder i december 2021, da Rusland stillede forslag om reviderede sikkerhedstraktater for Europa, som kunne have forhindret krigen, men som blev afvist af Vesten. Fredsforhandlingerne i april 2022 i Istanbul blev også afvist af Vesten, til dels for at “svække” Rusland. Og nu betaler hele verden prisen for en invasion, som de vestlige medier ynder at kalde “uprovokeret”, og som kunne have været undgået.
4. Verdensøkonomien er ikke længere domineret af USA eller ledet af Vesten, og det globale syd har faktisk andre muligheder
Flere lande i det globale syd ser i stigende grad deres fremtid forbundet med lande, der ikke længere er i den vestlige indflydelsessfære. Hvorvidt dette er deres opfattelse af, hvordan magtbalancen er ved at flytte sig væk fra Vesten, eller om det er ønsketænkning som en del af deres koloniale arv, så lad os se på nogle målinger, der kan være relevante.
USA’s andel af den globale produktion faldt fra 21 procent i 1991 til 15 procent i 2021, mens Kinas andel steg fra 4 procent til 19 procent i samme periode. Kina er den største handelspartner for det meste af verden, og dets BNP i købekraftsparitet overstiger allerede USA’s BNP. BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) havde et samlet BNP i 2021 på 42 billioner dollars sammenlignet med 41 billioner dollars i G7-landene. Deres befolkning på 3,2 milliarder er mere end 4,5 gange så stor som den samlede befolkning i G7-landene på 700 millioner.
BRIKS-landene indfører ikke sanktioner mod Rusland og leverer heller ikke våben til modstanderen. Mens Rusland er den største leverandør af energi og fødevarekorn til det globale syd, er Kina fortsat den største leverandør af finansiering og infrastrukturprojekter til dem gennem Bælte- og Vejinitiativet. Og nu er Rusland og Kina tættere på hinanden end nogensinde før på grund af krigen. Hvad betyder alt dette for udviklingslande?
Det betyder, at når det gælder finanser, fødevarer, energi og infrastruktur, må det globale syd i højere grad regne med Kina og Rusland end med Vesten. Det globale syd oplever også, at Shanghai Samarbejdsorganisationen udvides, at flere lande ønsker at tilslutte sig BRIKS, og at mange lande nu handler i valutaer, der gør, at de bevæger sig væk fra dollaren, euroen eller Vesten. De ser også en afindustrialisering finde sted i nogle lande i Europa på grund af højere energiomkostninger samt højere inflation. Dette gør en økonomisk sårbarhed i Vesten, som ikke var så tydelig før krigen, helt åbenlys. Når udviklingslandene har en forpligtelse til at sætte deres egne borgeres interesser i første række, er det så underligt, at de ser deres fremtid mere bundet til lande, der ikke er vestligt ledet eller domineret af USA?
5. Den “regelbaserede internationale orden” mangler troværdighed og er i forfald
Den “regelbaserede internationale orden” er et begreb, der af mange lande i det globale syd opfattes som værende opfundet af Vesten og ensidigt påtvunget andre lande. Få om nogen ikke-vestlige lande har nogensinde tilsluttet sig denne orden. Sydlandene er ikke modstandere af en regelbaseret orden, men snarere af det nuværende indhold af disse regler, som de er udformet af Vesten.
Men man må også spørge, om den regelbaserede internationale orden overhovedet gælder for Vesten?
I årtier har mange i det globale syd betragtet Vesten som værende i stand til at få sin vilje med verden uden hensyntagen til andres synspunkter. Flere lande blev invaderet efter behag, for det meste uden tilladelse fra Sikkerhedsrådet. Det gælder blandt andet det tidligere Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien. Efter hvilke “regler” blev disse lande angrebet eller ødelagt, og var disse krige provokerede eller uprovokerede? Julian Assange sidder i fængsel, og Ed Snowden er i eksil, fordi de har haft modet (eller måske frækheden) til at afsløre sandhederne bag disse handlinger.
Sanktioner, som Vesten har indført mod over 40 lande, medfører store lidelser og trængsler. I henhold til hvilken international lov eller “regelbaseret orden” har Vesten brugt sin økonomiske styrke til at indføre disse sanktioner? Hvorfor er Afghanistans aktiver stadig indefrosset i vestlige banker, mens landet er udsat for sult og hungersnød? Hvorfor holdes venezuelansk guld stadig som gidsel i Storbritannien, mens befolkningen i Venezuela lever på eksistensminimum? Og hvis Sy Hershs afsløring er sand, under hvilken “regelbaseret orden” har Vesten så ødelagt Nord Stream-rørledningerne?
Der synes at være et paradigmeskift i gang, som går fra en vestligt domineret verden til en mere multipolær verden. Og krigen i Ukraine har gjort de forskelle eller kløfter, der er en del af dette paradigmeskift, mere tydelige. Dels på grund af sin egen historie, dels på grund af de økonomiske realiteter, der er ved at opstå, ser det globale syd en multipolær verden som et bedre resultat, hvor deres stemmer sandsynligvis vil blive hørt.
Præsident Kennedy sluttede sin tale på American University i 1963 med følgende ord: “Vi må gøre vores del for at opbygge en verden med fred, hvor de svage er sikre, og de stærke er retfærdige. Vi er ikke hjælpeløse over for denne opgave eller håbløse for dens succes. Selvsikkert og uden frygt må vi arbejde videre mod en fredsstrategi.”
Fredsstrategien var den udfordring, vi stod over for i 1963, og den er stadig en udfordring for os i dag. Og fredsstemmerne, herunder dem fra det globale syd, må blive hørt.
Biografi af forfatteren:
Krishen Mehta er medlem af bestyrelsen for American Committee for U.S.-Russia Accord (ACURA) og er senior fellow i global retfærdighed ved Yale Universitet.
Denne artikel er distribueret af Globetrotter i samarbejde med ACURA.
Oversættelse, billede, trompet og lead udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
