Læserbrev
Den 3. december 2023 stemte et stort antal registrerede vælgere i Venezuela ved en folkeafstemning om Essequibo-regionen, som er et omstridt område mellem Venezuela og nabolandet Guyana.
Næsten alle, der stemte, svarede ja til de fem spørgsmål, som bad det venezuelanske folk om at bekræfte deres lands suverænitet over Essequibo. “I dag”, sagde Venezuelas præsident Nicolas Maduro, “er der ingen vindere eller tabere.” Den eneste vinder er Venezuelas suverænitet. Den største taber er ExxonMobil, sagde Maduro.
I 2022 havde ExxonMobil et overskud på 55,7 milliarder dollars, hvilket gør det til et af verdens rigeste og mest magtfulde olieselskaber. Virksomheder som ExxonMobil har en uforholdsmæssig stor magt over verdensøkonomien og over de lande, der har oliereserver. Det har fangarme over hele verden, fra Malaysia til Argentina. I bogen Private Empire: ExxonMobil and American Power (2012) beskriver Steve Coll, hvordan virksomheden er en “stat i den amerikanske stat”.
- Grænser op til Venezuela i vest, Brasilien i syd, Surinam mod øst og Det Caribiske Hav i nord.
- Var britisk koloni frem til 1966.
- Areal: 196.850 kvadratkilometer.
- 93,5 procent er dækket af skov.
- Rig på naturressourcer: Blandt andet olie (anslået 11,2 milliarder tønder), naturgas (17 billioner kubikmeter), guld, diamanter og bauxit.
- Olie tegner sig for 88 procent eksporten.
- Arbejder tæt sammen med USA’s militær. Har oprettet et kontor: United States Security Cooperation Office (USSCO) i Guyana.
- Befolkning: 808.726 indbyggere.
- Hovedparten bor langs kysten i nord.
- Et af Latinamerikas fattigste lande.
- 48,4 procent lever i fattigdom.
- Arbejdsløshed: 12,4 procent (2022).
Kilder: Verdensbanken og USA’s ambassade i Guyana
Lederne af ExxonMobil har altid haft et tæt forhold til den amerikanske regering: Lee “Iron Ass” Raymond (administrerende direktør fra 1993 til 2005) var en nær personlig ven af USA’s vicepræsident Dick Cheney og var med til at forme den amerikanske regerings politik om klimaforandringer; Rex Tillerson (Raymonds efterfølger i 2006) forlod virksomheden i 2017 for at blive USA’s udenrigsminister under præsident Donald Trump. Coll beskriver, hvordan ExxonMobil bruger den amerikanske statsmagt til at opspore flere og flere olieforekomster og til at sikre, at ExxonMobil får gavn af disse forekomster.
ExxonMobil brugte den fulde styrke af USA’s maksimale pressekampagne mod Venezuela både til at cementere sine projekter i det omstridte område og til at underminere Venezuelas krav på Essequibo-regionen.
Da jeg gik gennem de forskellige valglokaler i Caracas på valgdagen, var det tydeligt, at de mennesker, der stemte, vidste præcis, hvad de stemte for: Ikke så meget mod befolkningen i Guyana, et land med en befolkning på lidt over 800.000, men de stemte for Venezuelas suverænitet mod virksomheder som ExxonMobil.
Atmosfæren under denne afstemning – selvom den nogle gange var præget af venezuelansk patriotisme – handlede mere om ønsket om at fjerne de multinationale selskabers indflydelse og lade befolkningerne i Sydamerika løse deres tvister og dele deres rigdomme mellem sig.
Da Venezuela smed ExxonMobil ud
Da Hugo Chávez vandt præsidentvalget i Venezuela i 1998, sagde han næsten med det samme, at landets ressourcer – først og fremmest olien, som finansierer landets sociale udvikling – skal være i hænderne på folket og ikke olieselskaber som ExxonMobil. “El petroleo es nuestro” (olien er vores), var dagens slogan.
Fra 2006 begyndte Chávez’ regering en cyklus af nationaliseringer med olien i centrum (olien var blevet nationaliseret i 1970’erne og derefter privatiseret igen to årtier senere). De fleste multinationale olieselskaber accepterede de nye love for regulering af olieindustrien, men to nægtede: ConocoPhillips og ExxonMobil.
- Essequibo er et område, som p.t. kontrolleres af Guyana.
- Nabolandet gør krav om området, som er rigt på mineraler olie og gas. Området udgør cirka to tredjedele af Guyanas nuværende territorie.
- Venezuela blev koloniseret af Spanien, mens Guyana blev koloniseret af Holland.
- Grænsen mellem de to kolonier var Essequibo-floden. Det betyder, at Essequibo-regionen tilhørte Venezuela.
- 1814 overtog Storbritannien de hollandske kolonier i området og samlede dem i Britisk Guiana i 1931.
- Venezuela blev selvstændigt i 1821, men allerede i 2019 bad repræsentanter fra Venezuela britiske bosættere om at forlade Essequibo eller leve efter venezuelansk lov.
- 1840 offentliggør den britiske kolonimagt et nyt kort, hvor hele Essequibo nu er en del af den britiske koloni, selv om Venezuela fastholder kravet.
- Venezuela beder USA om hjælp, og der nedsættes et tribunal i Paris uden en eneste repræsentant fra Venezuela.
- Tribunalet tildeler i 1899 hele Essequibo-regionen og alle dens guldminer til Storbritannien.
- 1949 afslørede dokumenter de hemmelige aftaler bag afgørelsen i Paris, og Venezuela genrejser kravet om regionen.
- 1962 rejses kravet igen, og i 1966 lige op til Guyanas selvstændighed indgår Storbritannien og Venezuela en aftale om at overlade striden til FN. Den underskrevne traktat fastlagde skridt til at løse striden.
- Da Guyana opnåede uafhængighed et par uger senere, accepterede det Venezuelas krav, men territoriet er under guyansk myndighed, indtil sagen er løst af en blandet kommission, ifølge traktaten.
Begge selskaber forlangte titusindvis af milliarder dollars i kompensation, selvom International Center for Settlement of Investment Disputes (ICSID) i 2014 fandt, at Venezuela kun behøvede at betale ExxonMobile 1,6 milliarder dollars. Rex Tillerson var rasende, ifølge folk, der arbejdede hos ExxonMobil på det tidspunkt.
I 2017 bragte Washington Post en artikel, der gengav Tillersons følelser: “Rex Tillerson blev brændt af i Venezuela. Så fik han hævn.” ExxonMobil underskrev en aftale med Guyana om at udforske offshore-olie i 1999, men begyndte ikke at udforske kystlinjen før marts 2015 – efter den negative dom fra ICSID.
ExxonMobil brugte den fulde styrke af USA’s maksimale pressekampagne mod Venezuela både til at cementere sine projekter i det omstridte område og til at underminere Venezuelas krav på Essequibo-regionen. Dette var Tillersons hævn.
ExxonMobils dårlige aftale for Guyana
I 2015 meddelte ExxonMobil, at de havde fundet 295 fod “olieførende sandstensreservoirer af høj kvalitet”; det er et af de største oliefund i de senere år.
Det gigantiske olieselskab indledte regelmæssige konsultationer med Guyanas regering og lovede blandt andet at finansiere alle forhåndsomkostninger til olieefterforskningen. Da samarbejdsaftalen mellem Guyanas regering og ExxonMobil blev lækket, afslørede den, hvor dårligt Guyana havde klaret sig i forhandlingerne.
ExxonMobil fik 75 procent af olieindtægterne til omkostningsdækning, mens resten blev delt 50-50 med Guyana; olieselskabet er til gengæld fritaget for alle skatter.
Artikel 32 (“Aftalens stabilitet”) siger, at regeringen “ikke må ændre, modificere, ophæve, opsige, erklære ugyldig eller uigennemførlig, kræve genforhandling af, tvinge til udskiftning eller erstatning eller på anden måde søge at undgå, ændre eller begrænse denne aftale” uden ExxonMobils samtykke.
Med denne aftale er alle fremtidige guyanesiske regeringer fanget i en særdeles dårlig aftale. Endnu værre for Guyana er det, at aftalen er indgået i et farvand, der har været omstridt med Venezuela siden det 19. århundrede.
Briterne og siden USA skabte betingelserne for en grænsestrid i en region, der havde begrænsede problemer før opdagelsen af olie.
I løbet af 2000’erne havde Guyana tætte broderlige bånd til Venezuelas regering. I 2009, under PetroCaribe-ordningen, købte Guyana olie til nedsat pris fra Venezuela i bytte for ris, hvilket var en velsignelse for Guyanas risindustri.
Olie-for-ris-ordningen sluttede i november 2015, delvist på grund af lavere globale oliepriser. Det var tydeligt for observatører i både Georgetown og Caracas, at ordningen led under de stigende spændinger mellem landene på grund af den omstridte Essequibo-region.
ExxonMobils splittelse og dominans
Folkeafstemningen den 3. december i Venezuela og “circles of unity”-protesten i Guyana tyder på en skærpelse af holdningen i begge lande.
På sidelinjen af COP28-mødet mødtes Guyanas præsident Irfaan Ali med Cubas præsident Miguel Díaz-Canel og premierministeren i St. Vincent og Grenadinerne Ralph Gonsalves for at tale om situationen.
Ali opfordrede Díaz-Canel til at opfordre Venezuela til at opretholde en “zone af fred”. En krig ser ikke ud til at være på vej. USA har trukket en del af sin blokade af Venezuelas olieindustri tilbage og givet Chevron mulighed for at genstarte flere olieprojekter i Orinoco-bæltet og i Maracaibo-søen. Washington har ikke interesse i at uddybe sin konflikt med Venezuela. Men det har ExxonMobil.
Hverken det venezuelanske eller det guyanske folk vil nyde godt af ExxonMobils politiske indblanding i regionen. Det er derfor, at så mange venezuelanere, der kom for at stemme den 3. december, ikke så dette som en konflikt mellem Venezuela og Guyana, men mere som en konflikt mellem ExxonMobil og befolkningen i disse to sydamerikanske lande.
Denne artikel er produceret af Globetrotter
Om forfatteren:
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan og the Fragility of U.S. Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
