Europæisk arbejdsmiljøuge
Når EU sender soldater, våben, penge og militære træningsinstruktører til Afrika, er det for at varetage sine egne interesser – mens befolkningerne må kigge langt efter de flotte officielle målsætninger om mere sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme.
Sådan lyder vurderingen fra researcher hos det internationale forskningsinstitut Transnational Institute (TNI) Josephine Valeske, der i årevis har fulgt EU’s militære opbygning.
Hun er forfatter til rapporten ‘Under the Radar – Twenty years of EU military missions‘, der kortlægger og evaluerer EU’s militære operationer gennem 20 år.
EU’s indblanding forstærker konflikter
EU’s militære missioner er især målrettet Afrika: Syv ud af EU’s nuværende ti aktive militære missioner foregår i Afrika.
EU begrunder sine militære missioner med løfter om “forebyggelse af konflikter”, “terrorbekæmpelse”, “krisehåndtering” og “opretholdelse af lov og orden”.
Ofte er EU’s militære operationer med til at forværre sikkerhedssituationen, fordi udenlandsk militær indblanding er med til yderligere at puste til en konflikt og skabe grobund for væbnede oprørere, konkluderer TNI.
– Når EU sender militære styrker til et land for at “bekæmpe terrorisme”, har det ofte en selvforstærkende effekt, hvor “terroristerne” bliver forstærket af den udenlandske militære tilstedeværelse – og det får igen den lokale stat til at optrappe, opruste og retfærdiggøre yderligere militarisering, fortæller Josephine Valeske til Arbejderen.
Og kigger man bag de flotte hensigtserklæringer, tegner der sig et helt andet billede af EU’s motiver for at være militært til stede i især Afrika.
Ifølge TNI er EU’s militære operationer ofte drevet af politiske ønsker om adgang til vigtige råstoffer og handelsveje, påpeger Josephine Valeske:
– Et eksempel på en nylig militær mission, der i bund og grund har til formål at beskytte EU’s handelsinteresser, er EU’s mission i Det Røde Hav mod houthierne, der angriber vestlige skibe med forsyninger til Israel. Det er værd at bemærke, at missionen i Det Røde Hav er den eneste konkrete handling, som EU har taget i forhold til Israels folkemord i Gaza.
Og i Mozambique har både ikke-statslige væbnede grupper og den EU-trænede hær, ifølge TNI, terroriseret lokalbefolkningen gennem vilkårlige og ulovlige drab, forsvindinger, afpresning, gidseltagninger, voldtægt og andre overgreb, beretter Josephine Valeske.
– EU’s militære mission i Mozambique havde i virkeligheden til formål at sikre europæiske virksomheder adgang til de store gasfelter ud for landets kyst. Dermed gav EU’s militære indgriben ny næring til konflikten og ødelagde lokalbefolkningens levebrød, fordi man beskyttede de multinationale selskaber, der fordriver lokalbefolkningen for at udvinde gas og fratager dem deres levebrød, siger researcheren.
Hun fortsætter:
– Situationen i Mozambique illustrerer tydeligt, at der ikke findes militære løsninger på sikkerhedskrisen, men at militær magt tværtimod får flere og flere til at slutte sig til ikke-statslige væbnede grupper.
Ude af kontrol
EU bliver mere og mere aktiv militært. Siden 2018 har EU fordoblet sine aktive militære missioner fra fem til ti.
De sidste 20 år har EU trænet tusindvis af soldater og sendt våben for millioner af euro til Afrika.
– Det er udtryk for, at EU prioriterer kortsigtede mål som lov og orden frem for at gøre noget ved årsagerne til de voldelige konflikter i Afrika. I de bedste tilfælde har EU’s militære missioner ikke haft en effekt på de lokale konflikter, som man har påstået at ville løse – i værste tilfælde har EU’s militære indblanding været med til at forværre konflikter, konstaterer Josephine Valeske.
Hun uddyber:
– EU har igen og igen overført millioner af euro, eksporteret våben og uddannet soldater til korrupte og undertrykkende regeringer. Det er fuldstændig i modstrid med de værdier og målsætninger om sikkerhed og stabilitet og fremme af menneskerettigheder, som EU påstår at opretholde med sin udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Ifølge TNI har soldater trænet af EU begået drab og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, undertrykt de lokale befolkninger og skabt endnu mere uro, begået militærkup og så videre.
EU prioriterer kortsigtede mål som lov og orden frem for at gøre noget ved årsagerne til de voldelige konflikter.
Josephine Valeske, researcher, Transnational Institute
Og ingen ved, hvor de våben og andet militært udstyr, som EU sender til Afrika, havner i sidste ende.
Eksempelvis overførte EU våben for 37,5 millioner kroner til Nigerias militær, kort før landets regering blev kuppet i 2023.
I 2020 var Malis nationale sikkerhedsstyrker – som har modtaget træning, våben og penge fra EU – ansvarlige for drab på hundredvis af civile, ifølge TNI.
– Når først EU har eksporteret sine våben til et regime i eksempelvis Afrika, er det ikke muligt at spore dem og dermed kontrollere, om de bliver brugt til at begå menneskeretskrænkelser. Der er ikke noget sporingssystem på plads til at se, hvad soldater gør, efter at de er blevet trænet af EU. Vi ved, at nogle af dem har været ansvarlige for alvorlige menneskerettighedskrænkelser og statskup, og nogle forlader hæren og tilslutter sig ikke-statslige væbnede grupper, oplyser Josephine Valeske.
Tidligere kolonimagter presser på
Ifølge TMI er det ofte tidligere kolonimagter – som eksempelvis Frankrig – der presser på for at få EU til at vedtage militære missioner og sende soldater, våben og andet militært udstyr til lande i Afrika, hvor især Frankrig stadig har interesser.
I seks ud af i alt 11 militære EU-missioner i Afrika var det tidligere kolonimagter som Frankrig, der stillede med langt de fleste soldater, viser data, som TMI har indsamlet.
– De EU-lande, der involverer sig i EU’s militære missioner, er ofte tidligere kolonimagter, der vil bevare deres indflydelse og tilstedeværelse i deres tidligere kolonier, konstaterer Josephine Valeske.
Især Sahel-området i Afrika har haft EU’s militære bevågenhed. Her har EU’s militær været aktiv i flere missioner og blandt andet trænet 30.000 soldater i Mali og Niger.
Det rejser spørgsmålet: Hvorfor har EU været så interesseret i Sahel-området, at man igen og igen har været villig til at sende millioner af euro, våben og militær til Sahel-landene?
– EU’s militære missioner i Sahel – som nu er delvist afsluttet eller suspenderet – var tydeligvis rettet mod at sikre EU’s geopolitiske magt i den igangværende konkurrence om adgang til værdifulde ressourcer og råmaterialer i regionen – især forekomster af blandt andet guld, olie, diamanter, jernmalm, kobber og uran. Regionen er rig på kritiske råstoffer, og amerikanske og europæiske virksomheder har en lang historie med udnyttelse af området, fortæller Josephine Valeske.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Frankrig – der er tidligere koloniherre i flere af de lande, der ligger i Sahel – har været drivende i at presse på for militære EU-interventioner i Sahel. Det skyldes først og fremmest Frankrigs afhængighed af uran til sine atomkraftværker, vurderer TNI.
– Indtil for nylig kom 25 procent af EU’s uranimport fra Niger. Uran har stor betydning for Frankrig, som får 75 procent af sin energi fra atomkraftværker. Ud over uran er Mali, Den Centralafrikanske Republik og Niger rige på olie og guld. Og Den Centralafrikanske Republik er rig på diamanter, jernmalm, kobber og mangan, forklarer Josephine Valeske.
Hun uddyber:
– Herudover findes der uudnyttede olie- og gasreserver i Mali, Mauretanien og Niger. I løbet af det seneste årti er antallet af europæiske mineselskaber i Afrika steget kraftigt, og franske selskaber som Orano og TotalEnergy er store spillere i Sahel-regionen. EU har vedtaget en lov om kritiske råstoffer, der har til formål at reducere EU’s afhængighed af råstoffer fra Kina. EU forhandler allerede med Den Centralafrikanske Republik om import af vigtige råstoffer og forsøger at indgå lignende aftaler med andre afrikanske lande for at øge sine forsyninger derfra.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Indland
Greenpeace kortlægger “Fredens projekt”
Olie og gas sætter kursen for EU's militære aktioner
Pirater og store trawlere
I 2008 iværksatte EU Operation Atalanta i Adenbugten ud for Somalia.
Det officielle mål med operationen var at beskytte skibe med mad fra FN’s Verdensfødevareprogram samt beskytte de kommercielle søveje mod pirater.
Adenbugten er et knudepunkt for kommerciel sejlads på vej til og fra Suezkanalen. 12 procent af verdens handel og 30 procent af verdens sejlads med containere går via Adenbugten.
Men faktisk var EU’s militære flådeoperation med til at forstærke det problem, man hævdede at ville løse.
Antallet af piratangreb faldt fra 176 i 2011 til blot fire fejlslagne angreb i 2018. I samme periode blev 166 pirater taget til fange.
– EU’s og NATO’s missioner i Adenbugten betød, at antallet af piratangreb faldt drastisk. Og så begyndte de store udenlandske – heriblandt også europæiske – fisketrawlere at genoptage deres ulovlige overfiskeri, fortæller Josephine Valeske.
De store udenlandske fisketrawlere kan fange op til tre gange så mange fisk som de mindre somaliske skibe.
– EU’s fregatter var stadig i området. Men de havde kun mandat til at bekæmpe pirater, ikke at bekæmpe de store udenlandske trawleres ulovlige fiskeri i Somalia. Derfor havde trawlerne frit spil, da piraterne var væk. Det undergravede fuldstændig livsgrundlaget for de lokale fiskere, der ofte ikke så andet valg end at blive pirater, immigrere eller tilslutte sig væbnede ikke-statslige grupper. Dermed blev tilslutningen øget til de aktiviteter, som EU netop ville bekæmpe med sin militære tilstedeværelse, forklarer Josephine Valeske.
Da EU i 2022 trak sine fregatter væk fra Adenbugten, begyndte piratangrebene at blusse op igen.
– Det rejser alvorlig tvivl ved missionens succes og målsætning om at få bugt med pirateriet og få løst problemet med pirateri på lang sigt, forklarer Josephine Valeske.
Sideløbende med EU’s flådeoperation i Adenbugten ud for Somalia har EU også iværksat en militær træningsoperation på land (EUTM-Somalia), der skal ruste Somalias hær til at bekæmpe den bevæbnede gruppe Al-Ahabaab. EU har trænet 12.000 somaliske soldater, siden missionen blev oprettet i 2010.
Men også her er problemet, at EU’s kortsigtede militære tilgang ikke løser de grundlæggende årsager til konflikten, der er med til at give næring til væbnede grupper som Al-Shabaab, konstaterer researcheren fra TNI:
– EU’s militære tilgang løser ikke de socioøkonomiske problemer, der plager landet, og somaliske ikke-statslige væbnede grupper har leveret sociale ydelser i nogle regioner og opnår dermed støtte fra lokalbefolkningen.
Støtte til et land i krig
EU’s militære ambitioner har taget et tigerspring fremad, da EU i november 2022 besluttede at iværksætte den militære mission EUMAM i Ukraine. Det er første gang nogensinde, at EU træner soldater, der er i krig med en anden stat.
– EU har besluttet at træne ukrainske soldater, der er aktivt involveret i kampene mod Rusland. Træningsmissionen rejser en række alvorlige spørgsmål i forhold til, hvor langt EU kan gå som en aktiv aktør i Ukraines militære forsvar ved at bevæbne og træne ukrainske soldater på EU’s territorium, siger Josephine Valeske.
De ukrainske soldater bliver trænet på EU’s territorium – på baser i Tyskland og Polen. EU har foreløbig trænet 60.000 ukrainske soldater. Målet er at træne 75.000 soldater, inden vinteren sætter ind.
Danmark er en aktiv del af EU’s træningsmission og træner blandt andre ukrainske soldater i det militære udstyr, som Danmark har doneret til Ukraine – eksempelvis Leopard-kampvogne og CAESAR-artillerisystemer. Herudover træner Danmark ukrainske piloter i at flyve og vedligeholde F-16-kampfly.
Josephine Valeske advarer om, at EU’s militære mission er med til at undergrave mulighederne for en diplomatisk løsning og risikerer at trække EU ind i en krig mod Rusland:
– Al den militære støtte til Ukraine har ikke bragt landet tættere på sejr, men har i stedet kostet hundrede tusinder af liv og fordrevet millioner. Ved at følge USA’s dagsorden og forsømme enhver indsats for at skabe en diplomatisk løsning risikerer EU at blive trukket ind i en krig, der kan få ødelæggende konsekvenser for hele kontinentet.
I Tyskland bliver de ukrainske soldater blandt andet trænet i at snigmyrde russiske soldater og affyre patriotmissiler.
Lukkethed og mangel på evalueringer
Ifølge TMI bliver der ikke udarbejdet offentligt tilgængelige evalueringer af EU’s militære missioner.
– Det er problematisk, fordi det betyder, at der ikke er nogen klare kriterier for, hvornår en mission skal afsluttes, eller hvornår en ny mission skal godkendes. Faktisk har EU’s beslutningstagere i lang tid vidst, at de statslige styrker, der blev trænet af de militære missioner i både Mali og Den Centralafrikanske Republik, begik alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Men disse missioner blev først suspenderet, da man opdagede, at den russiske statssponsorerede private lejehær Wagner-gruppen var aktiv i begge lande, hvilket gav anledning til bekymring, fordi soldater trænet af EU kunne slutte sig til den russiske lejehær, konstaterer Josephine Valeske og fortsætter:
– Nu planlægger EU nye missioner i Sahel, på trods af at de er blevet smidt ud af Niger og ikke har en plan for, hvordan man undgår en lignende katastrofe eller fremtidige menneskerettighedskrænkelser.
Samtidig er det stort set umuligt for offentligheden at få indsigt i, hvor mange penge der bliver brugt på de militære missioner – og hvordan de bliver brugt.
De militære missioner og EU’s eksport af våben og militært udstyr til konfliktlande i Afrika og i Ukraine bliver nemlig finansieret via EU’s såkaldte Fredsstabilitet.
Det er en såkaldt “off-budget”-fond, som ikke er en del af EU’s officielle budget, men som medlemslandene indbetaler direkte til. Derfor er der ikke offentlig indsigt i fonden.
Mod- eller medspiller til USA?
EU begrunder blandt andet sin militære opbygning med, at man ønsker at tage større ansvar i omverdenen og være i stand til at forsvare sig selv uden at skulle være afhængig af USA.
Derfor har EU de seneste år – organisatorisk, juridisk og politisk – udviklet sig fra at være en økonomisk og politisk union til at være en militariseret union med sin egen udenrigs- og sikkerhedspolitik og med sit eget militære hovedkvarter, kommandostruktur, sin egen stående styrke og egne kampgrupper, der med få dages varsel kan sendes i krig overalt på kloden af EU-rådet.
Målsætningen om, at EU skulle have adgang til en stående styrke, blev vedtaget af EU’s stats- og regeringschefer på et EU-topmøde i Helsinki i 1999. Her vedtog EU-lederne, at EU skal have adgang til 60.000 soldater.
EU skal nemlig være i stand til at have flere militære operationer kørende på samme tid. EU-lederne er meget konkrete på, hvor mange militære operationer man vil kunne have gang i på én gang:
“2 militære krisestyringsoperationer a 10.000 mand, 2 kampgruppeindsatser, 1 sømilitær operation, 1 evakueringsoperation samt 12 civile missioner, herunder én stor mission af størrelsesordenen 3000 mand”, oplyste den daværende forsvarsminister Morten Bødskov i et svar til Folketingets Europaudvalg forud for afstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022.
Hvis man tror, at EU vil være en modvægt til USA, så tager man fejl, advarer Josephine Valeske:
– EU har ingen ambitioner om at være en modvægt til USA. Når man kigger på EU’s ageren i forhold til krigen i Ukraine og Israels folkemord i Gaza, står det klart, at EU ikke har ambitioner om at sætte en selvstændig, uafhængig politisk dagsorden uafhængig af USA. Tværtimod har EU – både når det gælder krigen i Ukraine og Israels krig i Gaza – bakket op om USA’s linje og gjort alt for at fremstå som en “hård magt” i stedet for at fremstå som et alternativ til USA, der fremmer diplomatiske løsninger, konstaterer Josephine Valeske.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
