Et dokument lækket af sundhedsmediet Stat News afslører EU’s løsningsforslag på ophævelse af de patenter, der siden pandemiens begyndelse har forhindret udviklingslande i at producere covid-19-vacciner.
Allerede i oktober 2020 stod Sydafrika og Indien ellers i spidsen for over 100 udviklingslandes anmodning om at ophæve patenterne. Men blandt andre EU har valgt at blokere for ophævelsen, så udviklingslande fortsat må købe sig til en plads i køen til medicinalfirmaers vacciner.
Men selvom det for udviklingslande umiddelbart kunne virke positivt, at EU nu har udarbejdet et forslag til ophævelse af patenterne, så er forslaget “et skridt baglæns”, mener Marc Botenga, medlem af EU-parlamentet for Belgiens Arbejderparti (PTB).
EU foretrækker åbenlyst de multinationale medicinalvirksomheders profit frem for sundhed og liv for mennesker i det globale syd.
Marc Botenga, medlem af EU-parlamentet for Belgiens Arbejderparti
Det skyldes, at forslaget for det første vil tilføje restriktioner for at producere og eksportere vacciner, for det andet ikke inkluderer ophævelse af patenter på medicin mod covid-19 og for det tredje fortsat vil forhindre lande som Kina og Brasilien i at producere vaccinerne.
– I stedet for at garantere så mange vacciner eller behandlinger for at redde så mange liv som muligt, ønsker EU at beskytte sine egne medicinalselskabers verdensomspændende markedsdominans, siger Botenga til Arbejderen.
Den opfattelse deler han tilsyneladende med over 300 civilsamfundsorganisationer og sundhedseksperter, der i et åbent brev råder Sydafrika og Indien til at afvise EU’s forslag.
Patenter kan ophæves
Medienetværket The Conversation oplyser, at selvom covid-19-pandemien nu er gået ind i sit tredje år, så har kun 14 procent af mennesker i lavindkomstlande fået første stik mod virussen, hvorimod 90 procent har fået tredje stik i et rigere land som New Zealand.
Fattigere lande har som sagt haft begrænset adgang til vacciner mod covid-19, fordi EU og en række primært vestlige lande har stået i vejen for at ophæve patenter på vaccinerne.
Verdenshandelsorganisationens (WTO’s) TRIPS-aftale, der udgør den internationale ramme for patenter på vacciner, sikrer ellers, at patenterne kan ophæves i nødstilfælde som under pandemier. Det er denne del af TRIPS-aftalen, som Sydafrika og Indien har peget på i anmodningen om at ophæve patenterne.
EU tilføjer restriktioner
EU’s lækkede løsningsforslag bliver i den forbindelse kritiseret af Marc Botenga, fordi forslaget tilføjer restriktioner for, hvad et land skal gøre for at få lov til at producere og eksportere en vaccine.
Ifølge den indiske avis National Herald indebærer løsningsforslaget “en umulig opgave”, nemlig at et land skal kunne liste hvert eneste patent relateret til en given vaccine. Det inkluderer patenter på alle produkter, teknologier og processer brugt på at skabe vaccinen.
Samtidig vil løsningsforslaget forhindre, at et udviklingsland, der har importeret en mængde covid-19-vacciner, kan eksportere vacciner videre til et andet land, hvis der opstår behov for det. Eventuelle udfordringer ved at udrulle vaccinerne til et lands befolkning vil altså kunne føre til, at vaccinerne overskrider udløbsdatoen og går til spilde, fordi de ikke må eksporteres videre.
– Forslaget har intet at gøre med den ophævelse af patenter, som Indien og Sydafrika såvel som over 100 andre lande efterspurgte, understreger Marc Botenga og påpeger, at løsningsforslaget prioriterer kommercielle interesser over folkesundheden.
Undlader medicin og behandlinger
Foruden at tilføje nye restriktioner for produktion og eksport af vacciner vil EU’s løsningsforslag undlade at ophæve patenter på medicin, diagnostik og behandlinger mod covid-19.
Hvis forslaget bliver en realitet, vil der gå seks måneder, før medlemslandene af WTO vil tage stilling til, om disse patenter også bør blive ophævet.
– I betragtning af at de igangværende forhandlinger allerede har taget 18 måneder, er dette meget kynisk. Og alt dette efter mere end to års pandemikrise mens smitten er stigende i flere lande, kritiserer Marc Botenga.
– Hvad handler der her om? At lade flere mennesker dø i profittens navn? EU foretrækker åbenlyst de multinationale medicinalvirksomheders profit frem for sundhed og liv for mennesker i det globale syd, fortsætter han.
Lande udelukket fra forslaget
Desuden vil EU’s lækkede løsningsforslag bestemme, hvorvidt et land er et “støtteberettiget medlem” eller ej. Det er kun de støtteberettigede medlemmer, der vil få lov til at producere vaccinerne.
“Et “støtteberettiget medlem” betyder ethvert udviklingslandsmedlem, der eksporterede mindre end 10 procent af verdenseksporten af covid-19-vaccinedoser i 2021″, står der i forslaget.
Konkret betyder det, at lande som Brasilien og Kina ikke vil få lov til at producere de vacciner, som medicinalfirmaerne har patenter på.
For Brasiliens vedkommende skyldes det, at landet opgav sin status som udviklingslandsmedlem i WTO i 2019 (hvilket var betingelsen for at få USA’s støtte til at blive medlem af handelsorganisationen OECD).
Mens det for Kina skyldes, at landet har stået for over 10 procent af verdens samlede eksport af covid-19-vacciner i 2021, efter at Kina udviklede sin egen vaccine og eksporterede til andre lande i det globale syd.
Vil beskytte europæiske medicinalfirmaer
EU-parlamentarikeren Marc Botenga mener ikke, at det er tilfældigt, at EU’s forslag vil gøre det umuligt for lande som Brasilien og Kina at producere de vestlige medicinalfirmaers vacciner.
– Teksten udelukker lande som Kina og Brasilien, blandt andet fordi disse lande har det største potentiale for produktion af vacciner. Endnu en gang handler det om at beskytte de europæiske medicinalvirksomheder, siger han og fortsætter:
– Grundlæggende set vil den direkte konsekvens være at nægte at udnytte produktionskapaciteten i lande med en stor produktionskapacitet, men uden de nødvendige rettigheder til teknologien.
Forslaget bliver skudt ned
Ifølge National Herald har over 300 civilsamfundsorganisationer og sundhedseksperter fra alle verdenshjørner skrevet et åbent brev til Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa og Indiens premierminister Narendra Modi.
I brevet bliver lederne af Sydafrika og Indien opfordret til at afvise EU’s forslag, der beskrives som “ulige og utilstrækkeligt”.
“Bør forblive i folkets hænder”
Ligeledes mener Marc Botenga, at der skal mere gennemgribende tiltag til, for at det globale syd skal kunne besejre covid-19 og fremtidens pandemier.
– I en pandemi skal løsningerne og beskyttelsen mod en virus rejse hurtigere end selve virussen. Forskning og teknologier bør deles bredt og hurtigt over hele verden, siger Botenga.
– Ingen private virksomheder bør have magt til at bestemme, hvem der skal have adgang til behandlinger eller vacciner, og hvem der ikke skal have adgang til dem og til hvilken pris. Patenter giver en enkelt virksomhed monopol på væsentlige farmaceutiske produkter. Dette begrænser deres tilgængelighed og øger omkostningerne for dem, der har brug for dem, fortsætter han.
Det er derfor “sund fornuft” at gennemføre en midlertidig ophævelse af patenter i tilfælde af pandemier, mener Botenga, der peger på, at vaccinerne er udviklet via offentlige midler.
– Det, som folket har betalt for, bør forblive i folkets hænder. Vi kan ikke tillade, at store medicinalfirmaer privatiserer vigtige sundhedsteknologier, der er blevet udviklet med offentlige midler, men må i stedet udvikle en offentlig farmaceutisk infrastruktur, slutter han.
Læs også
Verdens sygeplejersker kalder EU's vaccinepolitik for ondskabsfuld og antidemokratisk
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.