MAD & KULTUR
I januar 2026 offentliggjorde den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem en dyster opdatering af sit tidligere arbejde med titlen Living Hell: The Israeli Prison System as a Network of Torture Camps (Et levende helvede: Det israelske fængselssystem som et netværk af torturlejre).
Denne rapport dokumenterer de forfærdelige forhold, som palæstinensiske fanger udsættes for i israelske fængsler og fængselsfaciliteter. Den afslører en strukturel brutalitet, der ikke må forstås som isolerede tilfælde af uretfærdighed, men som en del af et bredere system af vold og isolation rettet mod det palæstinensiske folk.
Rapporten Living Hell bygger på B’Tselems tidligere publikation fra 2024, Welcome to Hell, og indeholder opdaterede tal og vidnesbyrd fra 21 palæstinensere, der er blevet løsladt i henhold til våbenhvileaftaler eller i de foregående måneder.
Disse førstehåndsberetninger, der er indsamlet i skyggen af trusler om ny anholdelse og intimidering, understreger, at behandlingen af palæstinensiske fanger hverken er utilsigtet eller tilfældig, men en del af en umenneskelig politik, der berøver fangerne deres værdighed, sundhed og alt for ofte deres liv.
Israel arresterer og dræber systematisk politiske ledere, samfundsledere, læger, ingeniører, fysikere som led i sin kampagne for politisk udryddelse eller den bevidste ødelæggelse af et folks politiske eksistens.
Kernen i rapporten er en ødelæggende anklage: Israelske fængsler og detentioncentre er systematisk blevet omdannet til et netværk af torturlejre. Ifølge B’Tselem er disse steder kendetegnet ved vedvarende fysisk og psykisk mishandling, ekstrem overbelægning, bevidst sult, nægtelse af lægehjælp og ydmygelse af de indsatte. Inden for dette system udsættes fængslede mænd, kvinder og børn for vold, der overskrider grænsen til tortur som defineret i international lov.
Beviserne er rystende. Mellem oktober 2023 og januar 2026 identificerede B’Tselem 84 palæstinensiske fanger og tilbageholdte, der døde i fængsel – herunder en mindreårig – under forhold præget af kronisk omsorgssvigt og mishandling.
De israelske myndigheder har kun udleveret fire af disse afdøde til deres familier og tilbageholdt de øvrige, hvilket forværrer lidelserne for de allerede sørgende.
De dokumenterede overgreb er mange og systematiske: Fangerne beskriver langvarige tæsk, psykisk tortur, seksuel vold, nægtelse af grundlæggende hygiejne og mad samt afslag på tilstrækkelig lægehjælp. I nogle tilfælde omfatter anklagerne seksuelle overgreb med genstande og elektriske stød samt tæsk, der forårsager varige skader.
Disse beretninger bekræftes af flere tidligere tilbageholdte og stemmer overens med vidneudsagn indsamlet af internationale organisationer, hvilket tyder på mønstre, der rækker langt ud over isolerede tilfælde.
Systematisk mønster af vold
Rapporten indikerer, at denne behandling langt fra er tilfældige voldshandlinger begået af skrupelløse vagter, men at den er indlejret i institutionelle praksisser og sanktioneret – implicit eller eksplicit – af Israels politiske ledelse.
Der er Israels højreekstremistiske sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, som har tilsyn med fængselssystemet. Han har til tider offentligt pralet af den hårdere behandling af palæstinensiske fanger, selvom den israelske fængselsmyndighed benægter systematiske overgreb.
Dette systematiske mønster skal forstås i den bredere politiske sammenhæng med Israels koordinerede angreb på palæstinensernes liv siden 7. oktober 2023.
At omdanne fængsler til instrumenter, der volder lidelse, går hånd i hånd med politikker med masseanholdelser, nedrivning af palæstinensiske hjem og det igangværende folkemord i Gaza. Palæstinensere anholdes en masse fra deres hjem, flygtningelejre og byer på den besatte Vestbred og i Gazastriben; titusinder er blevet tilbageholdt under militære ordrer med ringe tilsyn, retssikkerhed eller gennemsigtighed.
Denne vold begyndte ikke i oktober 2023; den har fundet sted både før og efter denne dato. Palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer har dokumenteret tilfælde af tortur, voldtægt og misbrug, som palæstinensiske fanger har været udsat for i mange årtier.
Det viser for eksempel rapporten fra Addameer med titlen I’ve been there. A study of torture and inhumane treatment at Al-Moscobiyeh interrogation center (Jeg har været der. En undersøgelse af tortur og umenneskelig behandling i Al-Moscobiyeh-forhørscentret). (Addameer er en palæstinensisk organisation til støtte for palæstinensiske politiske fanger i både israelske og palæstinensiske fængsler, red.)
Den indeholder ydmygende beskrivelser og vidnesbyrd om systematisk brug af tortur. Det mest sigende i denne rapport er, hvordan det israelske retssystem har beskyttet gerningsmændene bag disse grusomheder.
Det, B’Tselem dokumenterer i sin rapport fra 2026, er, at hyppigheden i mishandlingen stiger. Men det, B’Tselem har udeladt, er, at tortur og voldtægt altid har været en del af det israelske fængselssystem.
Mellem juni 1967 og begyndelsen af oktober 2023 blev 237 palæstinensere dræbt i israelske fængsler – i gennemsnit fire fanger om året. Dette tal omfatter ikke de tusinder af palæstinensere, der blev fængslet, tortureret og nogle dræbt mellem 1948 og 1967, og som der kun findes få optegnelser om.
Palæstinensernes historie med fængsler er lige så gammel som det britiske mandat i Palæstina. Der blev sunget sange om palæstinensiske fanger, der modsatte sig det britiske mandat og den etniske udrensning af Palæstina, såsom sangen From Acre Prison fra 1930.
Omfanget af de overgreb, som de palæstinensiske fanger blev udsat for, illustreres af den historie, som Sheikh Hassan al-Labadi fortæller.
Sheikh Hassan var en berømt religiøs lærd i mandatområdet Palæstina, der blev arresteret i 1939 af de britiske myndigheder, fængslet i det berygtede Acre-fængsel og fundet af familiemedlemmer på en israelsk psykiatrisk institution i 1982.
Sheikh Hassan mistede al hukommelse på grund af de ekstreme forhold, han var vidne til, og han døde kort efter, at han blev løsladt til sin familie. Historierne om palæstinensere, der har været udsat for år med fængsling, tortur og mishandling, er alt for almindelige i den israelske fængselssammenhæng.
Røde Kors anslår, at israelske myndigheder har anholdt over 1,2 millioner palæstinensere siden 1967, hvilket udgør omkring 20 procent af den palæstinensiske befolkning på Vestbredden og i Gaza.
For at forstå dette systems vold er det vigtigt at kende til brugen af administrativ tilbageholdelse – en praksis, hvor individer tilbageholdes på ubestemt tid uden sigtelse eller retssag.
Ifølge B’Tselems data er tusindvis af palæstinensere – herunder mange, der tilbageholdes uden formelle anklager – fortsat fængslet under dette regime.
En sådan tilbageholdelse krænker grundlæggende normer for retfærdighed og retssikkerhed og efterlader de tilbageholdte i limbo uden mulighed for at søge retshjælp eller få klarhed over anklagerne mod dem.
Politimord
Men for at forstå det fulde omfang af Israels afstraffende politikker må vi se ud over de samlede statistikker og se på de enkeltpersoner, hvis tilbageholdelse er blevet symbolsk for kampen for palæstinensernes rettigheder. Marwan Barghouti er en sådan person, men der er mange andre.
Barghouti, en veteran blandt palæstinensiske ledere og en central figur i Fatahs politiske landskab, har været fængslet i israelske fængsler siden 2002. Han blev dømt af en israelsk domstol for flere tilfælde af vold under den anden intifada – med beviser, der er omstridte og fabrikerede – og er bredt kendt både i Palæstina og internationalt som politisk fange.
I årtier har Barghoutis fængsling været et symbol på modstand og palæstinensiske politiske ambitioner, herunder enhed på tværs af fraktioner.
Mange ser ham som en potentiel samlende leder for den palæstinensiske nationale bevægelse. Hans fravær i en større aftale om frigivelse af fanger – forhandlet under våbenhvileforhandlingerne i 2025, der omfattede næsten 2000 palæstinensiske fanger – var en tydelig påmindelse om hans politiske vægt og Israels afvisning af at løslade ham.
Mere bekymrende end hans fortsatte fængsling er de dokumenterede forhold, han har været udsat for under sin fængsling. Flere troværdige kilder rapporterer, at Barghouti har været holdt i langvarig isolation siden udbruddet af folkemordet i Gaza, hvor han har været udsat for slag, tvungen ydmygelse og andre former for mishandling af fængselsbetjente.
Disse påstande omfatter at blive tvunget ned på jorden og få skulderen forvredet, at blive slået under transport og at være udsat for barske forhold med begrænset lægehjælp. Menneskerettighedsforkæmpere i Israel og andre steder har argumenteret for, at disse forhold udgør tortur og psykologisk tvang.
Fængsling og mord fungerer som parallelle instrumenter inden for samme politiske strategi: Når fængsling formår at neutralisere lederskabet, dæmper det langsomt modstanden; når det mislykkes, fjerner målrettede drab disse personer permanent fra det politiske landskab.
Israel arresterer og dræber systematisk politiske ledere, samfundsledere, læger, ingeniører, fysikere (sagen om Imad Barghouthi er et eksempel) og endda studenteraktivister som led i sin kampagne for politisk udryddelse, eller den bevidste ødelæggelse af et folks politiske eksistens.
Mord på og arrestation af ledere af palæstinensiske grupper, der står uden for Den Palæstinensiske Myndighed, er blevet rutine og har svækket de palæstinensiske politiske processer. Fængslet er et centralt sted for straf i det palæstinensiske politiske liv – det er blevet et middel til at kontrollere samfundet ved at fjerne nøglepersoner, indgyde frygt og fragmentere samfundene.
På denne måde fungerer fængselssystemet som en del af en bredere strategi for at underminere palæstinensernes selvbestemmelse og begrænse det palæstinensiske folks evne til at opretholde politisk organisation og national kontinuitet.
Men denne systematiske dehumanisering har ikke afholdt palæstinenserne fra at modsætte sig dette system. Fængslede palæstinensiske akademikere og politiske ledere var i stand til at gøre modstand ved at fokusere på uddannelse og videnskabeligt arbejde.
Fra slutningen af 1960’erne, hvor palæstinenserne skrev politiske forelæsninger ved hjælp af kyllingeben, aske og små stykker papir fundet i cigaretpakker, til at gå i sultestrejke for at kræve adgang til papir, kuglepenne, bøger og uddannelse – er den palæstinensiske oplevelse virkelig unik, da de bogstaveligt talt har forvandlet fængsler til skoler og universiteter.
Al Quds-universitetet kørte fra 2005 et program, der tilbød palæstinensiske fanger bachelor- og kandidatgrader gennem et uddannelses- og eksamenssystem, der var designet til at sikre akademisk excellence. Frem til 2023 har 800 palæstinensiske fanger kunnet tage eksamen fra programmet.
De palæstinensiske fangers lidelser må ikke ses isoleret. Fængsling tjener Israels bredere politiske mål: At undertrykke den palæstinensiske politiske ledelse, at knække kampånden og at normalisere et kontrolregime, der strækker sig fra fængselsceller til samfund i de besatte områder.
Omdannelsen af israelske fængsler til det, som B’Tselem med rette kalder torturlejre, er et tydeligt symbol på, hvordan statens magtapparat kan brugt til at dehumanisere en hel befolkning.
Når vi reflekterer over rapporten Living Hell, må vi insistere på, at internationale institutioner, regeringer og menneskerettighedsmekanismer stiller de ansvarlige for systematiske overgreb til regnskab.
Palæstinensiske fanger – hvad enten det er højtstående personer som Barghouti eller almindelige civile, der er blevet fanget i bølger af fængslinger – fortjener human behandling, gennemsigtighed og juridisk beskyttelse. At bringe disse praksisser til ophør er ikke kun et spørgsmål om juridisk forpligtelse, det er en moralsk forpligtelse.
Living Hell tvinger os til at se virkeligheden i israelske fængsler i øjnene, ikke som isolerede steder for strafferetspleje, men som centrale omdrejningspunkter i et bredere system af undertrykkelse.
At ignorere denne brutalitet er at acceptere normaliseringen af tortur og grusom behandling i den moderne verden. Det er på tide, at det globale samfund handler – fast, utvetydigt og i solidaritet med de palæstinensere, hvis liv formes inden for og uden for fængselsmurene.
Denne artikel er produceret af Globetrotter
Om forfatterne: Vijay Prashad er en indisk historiker og journalist. Han er forfatter til 40 bøger, herunder Washington Bullets, Red Star Over the Third World, The Darker Nations: A People’s History of the Third World, The Poorer Nations: A Possible History of the Global South og How the International Monetary Fund Suffocates Africa, skrevet sammen med Grieve Chelwa. Han er administrerende direktør for Tricontinental: Institute for Social Research, chefkorrespondent for Globetrotter og chefredaktør for LeftWord Books (New Delhi). Han har også medvirket i filmene Shadow World (2016) og Two Meetings (2017).
Ubai al-Aboudi er direktør for Bisan Centre for Research and Development (Ramallah, Palæstina).
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
