Efter valget i juli
Under en af julens frokoster sad jeg ved siden af Anders, som er en tekniknørd, men også langt hen ad vejen en politiknørd, som nysgerrigt samler viden om alt muligt.
Efter silden sagde han: “Du, Sven-Erik – du er vel den rigtige at få til at forklare det der med Esequibo. Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at Venezuela sådan lige pludselig gennemfører en folkeafstemning om at annektere to tredjedele af nabostatens territorium.”
Min paratviden begrænsede sig til at vide, at suverænitetsspørgsmålet over Esequibo er gammelt – flere hundrede år, men at det er levende i Venezuela – ligesom spørgsmålet om Las Malvinas (Falklandsøerne) er det i Argentina. Og endelig vidste jeg, at der blev afholdt en folkeafstemning i Venezuela den 3. december.
Den Kooperative Republik Guyana har givet rettigheder til USA, som Venezuela er dybt uenige i og direkte truet af.
Det kom bag på mig, at folkeafstemningen havde været omtalt i noget dansk medie, men som jeg sagde til Anders, så kommer det ikke bag på mig, at ethvert politisk spørgsmål, som kan (mis)bruges til at kritisere styret i Venezuela, bliver udnyttet af danske medier, som over en kam stiller sig på USA’s og imperialismens side i angrebene på Venezuela og landets Bolivarianske Revolution.
Men alt i alt var det jo en noget tynd forklaring, så jeg udbad mig tid til at læse op på sagen.
Så kære Anders. Her følger en udlægning, som jeg står på mål for.
Et antiimperialistisk svar
Politiske spørgsmål som dette er der oftest to svar på: Monopolernes og imperialismens svar som det ene og folkenes og antiimperialismens svar som det andet.
Dette svar er det sidste!
I 2009 – da Danmark var vært for FN’s klimatopmøde COP15 – var der en kreds af partier og organisationer, som organiserede et ALBA-folkemøde i Valbyhallen, hvor blandt andre Venezuelas daværende præsident Hugo Chávez skulle tale.
Salen skulle udsmykkes med flag fra de ni-ti ALBA-lande, og vi skaffede alle flagene. Men Venezuelas daværende ambassadør, Roger Corbacho, var stærkt utilfreds, da han så Venezuelas flag – for der var kun syv stjerner på det – der skulle være otte, understregede han.
Vi skaffede vel et nyt flag? Selvom jeg husker, at jeg syntes, det var en træls opgave i en mildt sagt travl tid.
Men den ottende stjerne var Esequibos stjerne i flaget, og denne lille historie illustrerer på en måde påstanden om, at der både er en imperialistisk sandhed og en antiimperialistisk.
Mens Venezuelas politiske og økonomiske magthavere var ’best friends’ med Washington og USA’s store olieselskaber… samt nogle britiske – havde de ingen lyst til at skabe dårlig stemning ved at slås for suverænitet over Esequibo, der af Washington og London blev betragtet som del af Britisk Guyana, som frem til 1970 var en britisk koloni. Så for dem var syv stjerner i flaget fint – Esequibo-konflikten lod man ligge!
Men fra 1999 med Hugo Chávez som præsident og i spidsen for et revolutionært socialt, økonomisk, politisk og nationalt projekt – Den Bolivarianske Revolution – kom den ottende stjerne med i Venezuelas flag. Retfærdigheden skulle ske fyldest, imperialismen måtte ikke få lov at stjæle Esequibo fra Venezuela.
På den anden side var Esequibo-sagen ikke det vigtigste for Chávez og Den Bolivarianske Revolution. Det var derimod de sociale forhold for Venezuelas mange fattige. Landets olierigdomme blev nationaliseret, og befolkningen oplevede et spring fremad socialt, økonomisk, demokratisk og politisk.
ALBA-SAMARBEJDET
ALBA-samarbejdet blev indledt i 2004 på initiativ af Cubas og Venezuelas daværende præsidenter Fidel Castro og Hugo Chavez.
ALBA-samarbejdets mål er at udvikle handel og samarbejde til gensidig fordel på et solidarisk grundlag og ALBA-landene tager afstand fra den nyliberale økonomiske dagsorden.
Det omfatter i dag landene Venezuela, Cuba, Nicaragua, Bolivia, Antigua & Barbuda, St. Vincent & Grenadinerne, Dominica, Saint Kitts & Nevis og Grenada. Der lever 64 millioner mennesker i de ni lande.
Også Ecuador og Honduras har været medlemmer, men Ecuador forlod ALBA i 2017, da landet fik en højreorienteret regering og en USA-tro præsident. Honduras forlod ALBA i 2009 efter et USA-støttet kup mod den daværende præsident Manuel Zelaya.
CELAC
CELAC står for ‘Sammenslutningen af Stater i Latinamerika og Caribien’. CELAC omfatter alle 33 lande i Centralamerika, Sydamerika og Caribien. Det vil sige alle lande i Nord- og Sydamerika undtagen USA og Canada.
CELAC blev stiftet i december 2011 – på initiativ af blandt andre Venezuelas daværende præsident Hugo Chávez.
Det stiftende topmøde foregik i Caracas.
Chile fik formandskabet for CELAC det første år og var vært for det første topmøde i januar 2012. Her overtog Cuba formandskabet. Topmødet i Havanna i 2013 vedtog enstemmigt en skelsættende resolution om Latinamerika og Caribien som en ‘fredszone’, hvor alle konflikter skal løses med frredelige midler.
Formandskabet for CELAC skifter hvert år og varetages i 2023-24 af den lille caribiske østat St. Vincent & Grenadinerne, hvorefter Mexico tager over.
Internationalt satte Hugo Chávez alle kræfter ind sammen med Cuba på at stifte og udvikle ALBA-samarbejdet med blandt andre Nicaragua og Bolivia. Desuden lykkedes det at få samlet hele Latinamerika og Caribien i CELAC, som på sit andet topmøde i Havanna i 2014 enstemmigt proklamerede regionen for en fredszone, hvor alle konflikter skal løses med fredelige midler.
Disse topprioriteringer er uændrede, efter at Chávez døde, og Venezuela nu ledes af præsident Nicolas Maduro. Men situationen er ny og mere vanskelig i dag, hvor “den røde bølge”, som rullede over regionen fra 2000 til cirka 2015, er klinget af, og det er lykkedes højrekræfter at genvinde magten i en række lande med en blanding af kup og parlamentariske midler.
Olie og magtpolitik
Når spørgsmålet om suveræniteten over Esequibo dukker op netop nu, skyldes det olie og magtpolitik. Og det er USA og imperialismen, som er på spil.
Frem til 1999 var Venezuela en kæmpestor olieleverandør til USA.
Det var fint for Chávez og lederne af Den Bolivarianske Revolution, og ønsket var at fortsætte med at forsyne det store energimarked i USA også efter nationaliseringen af Venezuelas olierigdomme og statsliggørelsen af udvinding og salg i selskabet PSVSA.
Men USA var forbitret over at have mistet kontrollen med Venezuelas olie, Washington var stærkt bekymret for, at Den Bolivarianske Revolution skulle inspirere folkene i resten af Latinamerika, og Pentagon var rasende over, at CELAC på cubansk og venezuelansk initiativ havde erklæret regionen for en fredszone, og at USA’s militær havde mistet nogle baser og støttepunkter i Ecuador og Bolivia, samt at flere var i fare.
Så derfor indledte USA en krig mod Venezuela på flere fronter for at knække Den Bolivarianske Revolution: Støtte til højrekræfterne i landet, sabotage, terroraktioner, støtte til kup med direkte deltagelse i væbnede attentater og invasioner. Listen er lang, men er ikke emnet for denne artikel. USA brugte alle metoder for at fjerne styret i Caracas. Herunder også ulovlig konfiskering af venezuelanske værdier i USA og andre lande. Samt stop for olieimport og sanktioner mod selskaber der transporterer venezuelansk olie til tredjelande.
Venezuelas oliefund og -udvinding er blandt de største i verden. Olieproduktionen i Venezuela påvirker det globale oliemarked. USA savner Venezuelas olie og er dybt frustreret over, at landet nu i stedet sælger det til Kina og andre lande.
Det seneste træk fra Washington er at skaffe sig goodwill hos regeringen i Den Kooperative Republik Guyana – det tidligere Britisk Guyana! Det naboland som gør krav på Esequibo, og som de facto administrerer området i dag. Det er lykkedes USA at få Guyana til at udstede koncessioner til blandt andre EXXON/MOBIL på olieudvinding ud for Esequibos kyst, og det er lykkedes Pentagon at få en aftale om, at USA’s Sydkommando og Den 4. Flåde, der opererer i Caribien og omkring Latinamerika, kan benytte faciliteter i Esequibo og havområdet.
Altså: Den Kooperative Republik Guyana har givet rettigheder til USA, som Venezuela er dybt uenige i og direkte truet af, samt – hvad der juridisk set er afgørende – rettigheder, som Den Kooperative Republik Guyana ikke kan give USA, fordi man ikke har suveræniteten over det berørte land- og havområde.
Det er i den situation, at præsident Maduro i Venezuela akut har sat sagen på dagsordenen, og det er derfor, venezuelanerne den 3. december 2023 ved en vejledende folkeafstemning skulle forholde sig til spørgsmålet om suveræniteten over Esequibo.
Hvem tilhører Esequibo?
Og nu er vi så ved suverænitetsspørgsmålet. Tilhører Esequibo Venezuela eller Den Kooperative Republik Guyana?
Esequibos areal: 159.542 km2
Befolkning: 125.000
Den Kooperative Republik Guyana’s areal (uden Esequibo): 55.500
Befolkning (uden Esequibo): 675.000
Det officielle sprog er engelsk, men 10 andre sprog tales.
Befolkningens sammensætning er præget af tiden som britisk koloni:
- 40 procent er bosatte indere og deres efterkommere.
- 30 procent er efterkommere af slaver fra Afrika.
- 20 procent er blandede.
- 10 procent er oprindelige folk.
Af det samlede område på 215.000 km2 (5 x Danmarks areal) er hele 94 procent dækket af regnskov med en enestående biodiversitet.
Lad mig starte med at fortælle, at den 15. december 2023 blev præsidenterne Nicolas Maduro fra Venezuela og præsident Irfaan Ali fra Den Kooperative Republik Guyana enige om, at de er uenige – og hvad vigtigt er: De har aftalt, at konflikten skal løses med dialog og fredelige midler – i respekt for CELAC-beslutningen om Latinamerika som en fredszone.
Mødet mellem de to præsidenter blev afholdt i den lille østat St. Vincent og Grenadinerne, hvor regeringsleder Ralph E. Gonsalves for tiden har formandskabet i CELAC. Mødets vigtighed understreges af, at FN’s generalsekretær havde sendt en særlig repræsentant, og at otte-ti regionale regeringsledere deltog i mødet.
Vi skal over 200 år tilbage for at få konfliktens historie på plads – og vi skal have et landkort over det nordlige Sydamerika, så vi kan se Esequibo-flodens løb.
Frem til 1777 var Esequibo del af den spanske koloni med navnet Provinsen Venezuela.
I 1777 ændres områdets status under den igangværende kamp mellem kolonimagterne i Europa samt en voksende frihedsbevægelse. Området betegnes nu som ’Det Venezuelanske Captaincy General’, men omfatter samme landområde; altså også Esequibo-regionen.
Fra 1811 og et par årtier frem foregår der i de spanske kolonier Venezuela og Colombia en voldsom frihedskrig under ledelse af Simon Bolivar. I 1925 anerkender den britiske regering, at dette “Gran-Colombia”s østlige grænse følger Esequibo-floden.
I 1845 anerkender den tidligere kolonimagt Spanien Venezuelas grænser, og landområdet omfatter Esequibo – den østlige grænse følger fortsat floden.
Fra 1796 og i næsten 100 år strides Storbritannien og Holland om Guyanaregionen mellem Brasilien og Venezuela. Briterne vinder territoriet, som bliver Britisk Guyana og inkluderer Esequibo, hvilket får Venezuela til at afbryde de diplomatiske forbindelser med London i 1887.
Med vedtagelse af den såkaldte Monroe-doktrin i 1823 gør USA det klart for de gamle kolonimagter i Europa, at Central- og Sydamerika er USA’s interessesfære, og europæerne kan godt forføje sig. I 1895 kræver USA’s daværende præsident Grower Cleveland, at grænsestriden mellem Venezuela og Britisk Guyana skal afgøres ved en voldgift, der sættes op i Paris.
Voldgiftens kendelse fra 3. oktober 1899 går Venezuela imod, og næsten hele Esequibo-regionen tilfalder briterne.
USA og Storbritannien snød Venezuela
Men i 1944 dukker der et memorandum op fra en af de jurister (Severo Mallet-Prevost), som var med til at dømme i voldgiften. Han erklærer og påviser, at der var uregelmæssigheder, og at USA og Storbritannien snød Venezuela.
Det førte til, at Venezuela opsagde kendelsen fra Paris 1899. I 1962 tager Venezuela sagen op i FN’s Generalforsamling, hvilket fører til forhandlinger, som i 1966 munder ud i en Genève-aftale om en proces for afgørelse af grænsestriden mellem Venezuela og kolonien Britisk Guyana… som fra 1970 skulle blive til den selvstændige Kooperative Republik Guyana. Aftalen fastslår, at parterne med FN’s medvirken skal forhandle sig frem til en gensidig tilfredsstillende løsning.
Det går mildt sagt langsomt. Det er i denne periode, at Venezuelas borgerskab bliver stenrigt på olieeksport og total underordning under USA. Toppolitikerne og monopolerne ønsker ikke at skade “den gode stemning” med skænderier om Esequibo.
Men som nævnt ændrer den politiske scene sig med valget af Hugo Chávez til præsident i 1999.
Venezuela inviterer Den Kooperative Republik Guyana med i Petro-Caribe-samarbejdet, og fra 2005 er Guyana med i dette solidariske program for energiforsyning på favorable vilkår og priser.
Chávez og efter ham Maduro presser på for en afgørelse af grænsespørgsmålet. Men Guyana samarbejder mere med olieselskaber i USA om olieeftersøgning end med Venezuela om at fastlægge grænsen. I 2015 bliver det offentliggjort, at EXXON/MOBIL har fundet mindst 5,5 milliarder tønder olie i havet ud for Esequibo.
Venezuela protesterer over, at Guyana disponerer over områder, som det ikke har suverænitet over, men som efter Venezuelas mening er ’besat’.
I 2018 anlægger Den Kooperative Republik Guyana en sag mod Venezuela ved FN’s Internationale Domstol i Haag (ICJ). Målet er at få domstolens ord for, at voldgiftskendelsen fra 3. oktober 1899 i Paris står ved magt.
Venezuela meddeler, at man ikke accepterer, at ICJ har bemyndigelse til at afgøre sagen. Venezuela står fast på, at aftalen fra 1966 skal være vejen til en afgørelse på striden.
Men ICJ beslutter i april 2023 at arbejde med sagen og beder Venezuela om seneste 8. april 2024 at redegøre for sine synspunkter.
I september 2023 giver Guyana koncessioner til seks olieselskaber om at indlede udvinding af den fundne olie.
Folkeafstemning om Esequibo
Så Anders! Det er ikke ud af det blå, når Venezuela netop i december 2023 sætter sagen til folkeafstemning. Det er en politisk brandvarm sag, som – hvis Den Kooperative Republik Guyana opportunistisk fortsætter sit virke som USA’s og imperialismens hjælper og stråmand – vil få meget alvorlige og skadelige konsekvenser for Venezuelas Bolivarianske Revolution og for den løfterige enhedsproces i Latinamerika for fred, solidaritet og social udvikling.
Ved folkeafstemningen blev vælgerne bedt om at tage stilling til fem spørgsmål.
1: Er du enig i, at voldgiftkendelsen fra Paris 1899 er ugyldig?
2: Skal Venezuela stå fast på, at Genève-aftalen fra 1966 er vejen til en løsning?
3: Skal Venezuela afvise, at FN-domstolen i Haag behandler og afgør sagen?
4: Skal Venezuela med alle lovlige midler modsætte sig Guyanas brud på international lov (ved at udstede oliekoncessioner og så videre)?
5: Støtter du, at Venezuela går videre med en plan for oprettelse af delstaten Guyana Esequiba, blandt andet med tilbud om venezuelansk statsborgerskab og udstedelse af ID-kort?
Vælgerne sagde massivt ja til alle spørgsmål – med mellem 95 og 98 procent. 50,99 procent af landets vælgere afgav deres stemme.
Til slut. Er det nu kun de brændende tilhængere af Hugo Chávez og Nicolas Maduro og Den Bolivarianske Revolution, der ser sådan på sagen?
Nej. Landets højreopposition deler disse holdninger, og det kom også frem inden folkeafstemningen den 3. december.
De sidste ti år har den politiske splittelse i Venezuela været stor, skarp og dramatisk.
Dele af højrefløjen har konspireret aktivt med USA og arbejdet for både sanktioner og militær intervention i Venezuela. Disse kræfter har boykottet en række valg i Venezuela.
Det regerende socialistiske enhedsparti (PSUV) ønsker at få alle politiske kræfter til at deltage i valgene og bringe den konfliktfyldte og voldelige politiske situation til ophør.
Gennem nogle år har der været forhandlinger mellem på den ene side PSUV og dets støtter og på den anden side dele af højreoppositionen samlet i “Venezuelas Enhedsplatform”. Mexico og Norge er blandt de lande, som faciliterer denne dialog.
Seneste nyt fra dialogprocessen er fra et møde 17. oktober 2023 i Barbados.
Her blev parterne enige om rammerne for deltagelse i præsidentvalget i efteråret 2024. Og de blev enige om at stå fast på kravet om suverænitet over Esequibo. Så vidt man kan læse erklæringen fra mødet i Barbados, betyder det, at de ni repræsentanter/partier, der deltog fra Enhedsplatformen, har sagt ja til de fem spørgsmål, som blev sat til folkeafstemning.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
