anmeldelse
Danmark blev rystet af en skræmmende aggression. En bevidst brandstiftelse og et bombeangreb var rettet mod en bygning i København, der husede Global Aktion, en dansk solidaritetsorganisation, der kæmper for retfærdighed i Vestsahara, sammen med andre kontorer, herunder et operationelt kontor for Frente POLISARIO.
Brug af potentielt militære brandgranater i dette angreb sendte chokbølger langt ud over Danmarks grænser og markerede tilsyneladende en farlig optrapning i Marokkos årtier lange kampagne for at lukke munden på det saharawiske folk og deres allierede gennem individuelle gerningsmænd eller organiserede grupper.
Dette angreb fremtvinger et dybt foruroligende spørgsmål: Hvorfor er Danmark blevet et mål i Marokkos stadig mere aggressive bestræbelser på at undertrykke saharawiernes sag?
En historie om undertrykkelse
Siden den ulovlige besættelse af Vestsahara i 1975 har Marokko ført en ubarmhjertig kampagne for at bringe saharawiernes stemmer til tavshed og undertrykke deres kamp for selvbestemmelse.
Denne kampagne begyndte med folkemord, massegrave, tvungne forsvindinger og tortur. I 2015 anerkendte den spanske nationaldomstol officielt Marokkos handlinger som folkemord under den brutale invasion. Men volden er ikke stoppet ved Vestsaharas grænser.
I årenes løb har Marokko udvidet sin undertrykkende indsats globalt og rettet den mod saharawiske diplomater, aktivister og solidaritetsbevægelser; størstedelen af disse angreb har fundet sted i det skjulte.
Marokkanske aktører – både enkeltpersoner og organiserede grupper – har konsekvent forsøgt at forpurre enhver aktivitet relateret til Vestsahara i Danmark.
Siden 1976 har saharawiske diplomater og medlemmer af solidaritetsbevægelsen været udsat for forskellige former for vold begået af marokkanske efterretningstjenester, herunder fysiske overfald, tyveri af dokumenter, spionage og dødstrusler. I det seneste årti har de marokkanske besættelsesmyndigheder bragt deres vold mod saharawierne frem i lyset, selv i internationale fora.
I 2017, på TICAD-topmødet i Maputo, Mozambique, blev Marokkos aggressioner udstillet til overflod. Den marokkanske udenrigsminister, ledsaget af andre embedsmænd, angreb fysisk den saharawiske udenrigsminister og hans delegation.
Det var et øjeblik, der forbløffede det internationale samfund – diplomati erstattet af rå magt og bandemetoder. I november 2024, på TICAD 9-topmødet i Tokyo, blev Saharawis ambassadør ved Den Afrikanske Union udsat for et bevidst overfald af marokkanske embedsmænd.
Denne handling, som blev bredt rapporteret af danske og internationale medier, understregede Marokkos tilsidesættelse af diplomatiske normer og dets vilje til at lukke munden på saharawiske repræsentanter, uanset hvor de befinder sig.
Men det, der skete i København, er anderledes. Det var ikke en diplomatisk træfning eller skjult overvågning; det var et direkte angreb med militære midler. En fredelig dansk hovedstad blev tilsyneladende stedet for en voldelig optrapning af Marokkos globale kampagne.
Marokkanernes rolle som fortalere for “marokkansk Sahara”
Mens Marokkos undertrykkelse af saharawierne længe har rakt ud over Vestsahara, har Danmark vist sig at være et unikt fokus for indsatsen.
I hele Europa er den marokkanske diaspora betydelig, især i Frankrig, Belgien, Holland og Italien. Men i disse lande er deres aktiviteter for at fremme Marokkos krav på Vestsahara relativt afdæmpede. Danmark fortæller dog en anden historie. Marokkanske aktører – både enkeltpersoner og organiserede grupper – har konsekvent forsøgt at forpurre enhver aktivitet relateret til Vestsahara i Danmark.
Ingen begivenhed, uanset om den er civil eller politisk, finder sted uden deres tilstedeværelse, der ofte er præget af forsøg på at sabotere, forvirre eller skræmme arrangørerne.
Den aggression, der ses her, er uden sidestykke i Europa og afspejler en koordineret indsats for at kvæle solidariteten med saharawierne i Danmark.
Kan det være, at Marokko ikke er tilfreds med den fælles erklæring, der blev lavet med Danmark i september sidste år, hvor Danmark roste det marokkanske forslag om autonomi på trods af dets åbenlyse krænkelse af menneskerettighederne? Eller er vi vidne til de tidlige stadier af et “spansk scenarie”, der udspiller sig i Danmark, hvor historien har vist, at hvis man giver Marokko så meget som en finger, så presser de på for at få hele armen den næste dag?
En farlig eskalering
Angrebet i København skal også ses i en bredere sammenhæng med Marokkos metoder. Fra fysiske overfald på saharawiske diplomater fra New York, Addis Abeba til Tokyo til brugen af Pegasus-spyware til at overvåge aktivister og journalister har Marokko anvendt en række taktikker for at undertrykke dissidenter.
Fra den veldokumenterede sag i Tyskland, hvor marokkanske efterretningsagenter chikanerede og overvågede Frente POLISARIO-repræsentantens aktiviteter i årevis og truede deres sikkerhed, til sammenstødene under en fredelig demonstration for frihed i Vestsahara – godt rapporteret af de franske medier – hvor demonstranter blev angrebet af marokkanere i Paris i 2021.
Og nu, med brugen af sprængstoffer af militær kvalitet i Danmark, har Marokko tilsyneladende optrappet sin kampagne til et hidtil uset niveau.
Dette skift er alarmerende, ikke kun for Danmark, men for alle nationer, der er forpligtet til at opretholde demokratiske principper. Hvis et fredeligt land som Danmark kan blive et mål, hvad betyder det så for andre?
Spørgsmål der kræver svar
Angrebet den 13. januar efterlader Danmark med ubehagelige spørgsmål. Hvorfor er en fredelig nordisk nation, langt væk fra Vestsaharas sand, blevet et fokuspunkt i denne intimideringskampagne?
Hvor langt er Marokko villig til at gå for at lukke munden på saharawierne? Og hvordan skal det internationale samfund reagere på en stat, som i stigende grad tyer til trusler, vold og endda terrorisme for at nå sine mål?
Sahrawi-folket har lidt under undertrykkelse i årtier, men deres modstandskraft er urokkelig. Danmark, som er kendt for sit engagement i demokratiske principper, er utilsigtet blevet et centralt fokus i denne kamp, selv uden “formelt” at erklære sin holdning.
Udviklingen i København handler ikke kun om saharawier eller solidaritetsorganisationer; den er en direkte udfordring for de værdier og principper, som Danmark står for.
Men når støvet har lagt sig, står et sidste spørgsmål tilbage: Vil Danmarks beslutsomhed blive styrket i lyset af denne aggression, eller vil frygten lade dem, der forsøger at lukke munden på retfærdigheden, sejre?
Den danske regerings svar på dette spørgsmål vil få vidtrækkende konsekvenser, når den i år overtager EU-formandskabet og en plads i FN’s Sikkerhedsråd.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
