Analyse
Vi gennemlever i øjeblikket en historisk periode, hvor der sker store forandringer.
Den verden, som vi har kendt de sidste 80 år, bryder sammen. Alle de gamle transatlantiske imperialistiske alliancesystemer slår sprækker, og kaos er brudt ud.
Det er alt sammen et udtryk for det ændrede styrkeforhold i verden, som nu erkendes af USA, der bliver tvunget til at tilpasse sig, i takt med at de globale omstændigheder udvikler sig.
Vi ser ind i en tid med store udfordringer for arbejderklassen og folkene i verden.
Oligarkiet i USA, som nu satser på Trump, har valgt en ny kurs i erkendelse af, hvordan verdens styrkeforhold rent faktisk ser ud. USA’s nye udenrigsminister Marco Rubio fastslår i et interview den 30. januar, at en unipolær verden, som vi har kendt siden afslutningen af Den Kolde Krig, er en undtagelse, at verden igen er blevet multipolær med flere stormagter i forskellige dele af verden. Derfor vil USA nu udelukkende prioritere egne nationale interesser med det mål at sikre sig selv som den mest magtfulde og indflydelsesrige pol i den multipolære verden.
Intet forhold er helligt for USA – alliancer gøres betingede, og USA’s interesser kommer altid først.
Med kravene om nye territorier som Grønland, Canada og Panamakanalen vil USA sikre sine nationale interesser, både i form af kontrol af handelsruter og sikkerhedspolitisk. USA vil beherske den vestlige sfæres territorium.
Hver dag har sit eget kapitel i denne transformation. Hvor det hele lander, er svært at spå om lige nu.
Koncentrationen af magt under det amerikanske udenrigsministerium varsler en mere centraliseret, aggressiv og pragmatisk tilgang til global indflydelse og dominans. America First-retorikken antyder en tilbagetrækning fra rollen som politimand i verden, men virkeligheden er indtil videre en helt anden: USA’s udenrigspolitik bliver mere direkte, mere effektiv og mindre hæmmet af traditionelle diplomatiske normer, og i stedet for at reducere interventionisme har regeringen sørget for, at amerikansk hegemoni fortsat er det ledende princip i USA’s strategi.
En ny amerikansk konsensus
I erkendelse af det ændrede landskab har det amerikanske borgerskab samlet sig bag Trump-administrationen, tiltrukket af dens løfter om at genopbygge den indenlandske industri og konfrontere Kina.
Tech-oligarkerne har valgt Trump som den, der skal sikre dem i kampen om den nye teknologiske revolution, som bliver afgørende i konkurrencen med Kina. Personer som Bank of Americas administrerende direktør Brian Moynihan roser Trumps politik for at gøre USA til “det bedste sted at investere”, mens Jamie Dimon fra JPMorgan Chase hævder, at “bankfolk danser i gaderne” over udsigten til lempeligere regler. Tidligere har flere af dem stået bag Demokraternes kandidat.
Trump er derfor ikke en irrationel aktør, en gal mand, der handler alene, men et udtryk for det amerikanske borgerskabs tilpasning til den nye virkelighed.
Udnævnelsen af Marco Rubio til USA’s udenrigsminister understreger yderligere dette skift. Udnævnelsen af Rubio, som er kendt for sin aggressive udenrigspolitiske holdning, blev enstemmigt bekræftet af Senatet med støtte fra både Demokrater og Republikanere – selv den selverklærede progressive senator Bernie Sanders stemte for.
Rubios ærlige vurdering af de geopolitiske udfordringer, som USA står overfor, gør ham til en ideel kandidat til at fremme de amerikanske kapitalisters interesser.
USA skifter nu til alliancer, der kun gælder, når USA har brug for dem. Det blev helt tydeligt, at EU nu skal følge USA’s politiske diktater og stå klar, hvis USA forlanger det.
En vigtig bekymring for dem er, at flere lande i samarbejde med Kina bestræber sig på at omgå den amerikanske dollar i deres handelsaftaler. En udhuling af dollarens globale dominans bringer Washingtons evne til at anvende økonomiske sanktioner, som er blevet en vigtig del af USA’s politik, i fare.
Mange mener, at USA med Trumps indsættelse er blevet fascistisk. Fascismen er endnu ikke en realitet. Men dens grundlag er ved at blive lagt.
Fascismen opstår ikke fra den ene dag til den anden, men gennem en proces, der afvikler det borgerlige demokrati og arbejderklassens organisationer og omdirigerer den industrielle og økonomiske kapacitet til koloniale erobringer og krig. Så man kan sige, at der er en orm, der gnaver i systemet. Men det gjorde den også før Trump.
Fra skjult indflydelse til åben dominans
Hybrid krigsførelse kombinerer militære og ikke-militære midler til at fremme udenrigspolitiske mål. Den kombinerer traditionelle midler, såsom indsættelse af nationale hære og stedfortrædende styrker, med ukonventionelle strategier på tværs af økonomiske, politiske, informationsmæssige, propagandamæssige og digitale domæner.
USA er en pioner og førende udøver af hybrid krigsførelse på globalt plan. Gennem Udenrigsministeriet og dets satellitorganisationer, såsom United States Agency for International Development (USAID) og National Endowment for Democracy (NED), kanaliserer USA sin indflydelse ved at finansiere politiske partier, medier og civilsamfundsbevægelser over hele verden.
Fra Georgien til Myanmar og fra Venezuela til Ukraine fremmer disse operationer internt kaos under dække af at fremme demokrati. Når den bløde magt fejler, optrapper USA sin indsats – indfører sanktioner, orkestrerer økonomiske kriser og indsætter om nødvendigt militær magt.
Trump-administrationens gennemgang af statsfinansierede internationale organisationer under dække af et opgør med korruption og identitetspolitik, afslører omfanget af USA’s orkestrerede udenlandske indblanding. Da for eksempel USAID’s finansiering blev indefrosset i 90 dage, begyndte “uafhængige” journalister verden over at søge donationer efter at have mistet støtten.
Under senatshøringerne om USAID støttede mange senatorer, herunder dem med tilknytning til organisationer i Udenrigsministeriet, en centralisering af sådanne enheder under én paraply. De går ind for at flytte fokus fra ideologiske og kulturelle indsatser til rent økonomisk udvikling og investeringer i Asien og Afrika. De er opmærksomme på, at afrikanske ledere ofte foretrækker at handle med Kina, da det ikke kræver ændringer i deres politiske eller ideologiske principper.
Derfor vil Udenrigsministeriet og efterretningstjenesterne under Rubios ledelse intensivere indsatsen for at modvirke kinesisk indflydelse. Økonomisk krigsførelse er fortsat et vigtigt redskab i USA’s udenrigspolitiske arsenal for at sikre sig global dominans.
Trump-administrationen viderefører ikke blot disse strategier, men forsøger også at centralisere dem under Udenrigsministeriet for at forbedre deres præcision og effektivitet. Mens den midlertidige suspension af USAID-finansieringen skaber en illusion af reform, forbliver de centrale mekanismer for amerikansk indflydelse uændrede.
Hvad betyder det for EU
Den nyligt afholdte München-konference sendte chokbølger gennem de europæiske ledere. Hvad de ikke havde villet erkende, blev helt klart efter vicepræsident J. D. Vances tale, hvor han hævdede, at USA og Europa ikke længere deler fælles værdier: USA ser ikke længere EU som en nær allieret.
USA skifter nu til alliancer, der kun gælder, når USA har brug for dem. Det blev helt tydeligt, at EU nu skal følge USA’s politiske diktater og stå klar, hvis USA forlanger det.
EU er vant til at betragte sig selv som USA’s lillebror, der er afhængig af USA for at få penge, våben og adgang til de amerikanske markeder. Det var en åben hemmelighed i Biden-administrationen, at krigen mod Ukraine faktisk var en stedfortræderkrig mellem Rusland og USA, hvor EU ikke var andet end et redskab til at fremme USA’s interesser.
Det tydeliggøres da også helt klart ved, at USA ser ud til at holde EU ude af fredsforhandlingerne om Ukraine-krigen.
EU har i hele forløbet omkring Ukraine-krigen været ivrig efter at behage og spurgte aldrig til USA’s rolle i eksplosionen af Nord Stream-rørledningen – og køber nu gas fra USA til den tredobbelte pris end før. I mellemtiden har USA presset EU til at øge sine militærudgifter, hvilket har fået de europæiske ledere til at skære i velfærdsprogrammerne for at leve op til kravene.
Nu hvor USA har ændret sine prioriteter, er fokus ikke længere på Rusland – en andenrangsmagt – men på Kina. Den kinesiske indflydelse i Asien og Afrika skal imødegås ved at bruge amerikanske ressourcer, som tidligere blev brugt i Europa. Derfor må krigen i Ukraine lægges på hylden, og EU må klare sig selv. Det er ikke ensbetydende med, USA har afblæst konflikten med Rusland, men den er p.t. sat på pause.
EU opfordrer i øjeblikket til mere føderalisering med det formål at fjerne vetoret fra medlemslandene og forene sig yderligere gennem energi- og militærunioner. Men ikke alle EU’s medlemslande støtter disse tiltag, især ikke den nationalistiske højrefløj, og solidariteten i resten af EU er på ingen måde sikret.
Samtidig kan det ikke afvises, at EU forsigtigt vil tilnærme sig Kina økonomisk for at gøre sig mindre sårbart i forbindelse med en eventuel handelskrig med USA. Men USA, som er drevet af sine egne strategiske interesser, vil højst sandsynligt blive ved med at blande sig for at sikre, at sådanne alliancer ikke underminerer USA’s position i verden.
Hvad betyder USA’s nye strategi for Danmark
Danmark er det land, som først kom i sigtekornet for den nye linje i USA. Med Trumps erklæring om, at USA skal eje Grønland, opstod der panik i den danske regering. Med gentagne erklæringer om, at USA har været, er og altid vil være vores nærmeste allierede, forsøgte regeringen at vifte problemet af vejen. Men det går ikke væk, det er kommet for at blive.
I det tidligere omtalte interview om USA’s udenrigspolitik udtalte Marco Rubio, at Polarcirklen og den arktiske region vil blive afgørende for handel med energi fremover. Han siger:
“Arktis har nogle af de mest værdifulde skibsruter i verden. Efterhånden som noget af isen smelter, bliver den mere og mere sejlbar. Det skal vi være i stand til at forsvare.”
Han udtaler direkte, at Arktis er et område af afgørende national sikkerhed for USA. Han mener ikke, at Danmark kan løse den opgave, da “de er afhængige af, at USA gør det”. Så derfor “kan vi lige så godt have mere kontrol over, hvad der sker der. Jeg ved, at det er et følsomt emne for Danmark, men det er igen en national interesse for USA”.
Det har sat fingeren på spørgsmålet om Grønlands ret til selvbestemmelse både i Danmark og i Grønland. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan regering og presse nu omtaler Danmark som Kongeriget Danmark. Og det er også bemærkelsesværdigt, at borgerlige politikere er fortalere for, at Grønland ikke skal have retten til selvstændighed, hvis de skulle forlange det.
På trods af at vicepræsident Vance senere har omtalt Danmark som en dårlig allieret, har Mette Frederiksen indigneret erklæret, at det vil hun ikke finde sig i, og Danmark er og vil blive ved med at være en god allieret.
Derfor ser vi ind i en tid, hvor vi ikke kan forudsige, hvilken slags kaos vi kommer til at opleve det næste års tid. Men ét er sikkert. Det bliver voldsomt for arbejderklassen og folkene, der som altid skal betale prisen under det kapitalistiske system.
Vi må kræve af den danske regering, at den ophører med at være USA’s lakaj og ser i øjnene, at Danmark skal respektere Grønlands ret til selvstændighed og forsvare Danmarks nationale selvbestemmelse.
Danmark må formulere sin egen selvstændige udenrigspolitik, baseret på den danske befolknings interesser. Den må være baseret på ligeværdighed mellem nationer i en multipolær verden.
Danmark kan enten placere sig på en ny måde i den foranderlige verden eller fortsætte med sine bånd med imperialisme og kolonialisme i sin underlæggelse under USA.
Vejen går heller ikke over et mere centraliseret EU med fælles lånoptagning til militære midler og opbygning af en EU-hær.
Udenrigspolitikken bør være neutral og baseret på diplomati frem for aggression og krig.
Ligeledes må det nu være åbenlyst for enhver, at Folketinget ikke skal godkende den indgåede baseaftale, som giver USA ubetinget ret til i mindst de kommende ti år at bestemme over de baseområder, der er omfattet af aftalen. Det er afgivelse af suverænitet.
Trump har ligeledes krævet, at landene i NATO hæver deres bidrag til fem procent. Derfor taler regeringen nu om at indføre en krigsskat i Danmark. De enorme militærbudgetter, der planlægges, kommer til at betyde højere skatter og mindre velfærd. Danmark burde i stedet helt trækkes ud af NATO, som er et redskab for USA.
Vi må kræve velfærd frem for krudt og kugler.
Et socialistisk perspektiv
USA har nu lagt kursen for at tage konkurrencen op med det socialistiske Kina, der er i fuld udvikling og på mange måder har overhalet USA både økonomisk, teknologisk og diplomatisk.
USA er et imperium, der begynder at falde, selvom det fortsat er en militær, finansiel og økonomisk supermagt. Den Europæiske Union har været en supermagt i tilbagegang i nogen tid. Og det globale syd vender sig mere og mere mod den vestlige imperialisme og dens dobbeltstandarder.
Derfor ser vi ind i en tid, hvor vi ikke kan forudsige, hvilken slags kaos vi kommer til at opleve det næste års tid. Men ét er sikkert. Det bliver voldsomt for arbejderklassen og folkene, der som altid skal betale prisen under det kapitalistiske system.
Derfor er det vigtigt, at vi formår at gribe de nye muligheder, som de skærpede modsætninger også kan frembringe. Det er op til os at tro på menneskers evne til at kæmpe, organisere sig og søge et socialistisk perspektiv. Det er op til os at inspirere arbejderklassen til et ægte socialistisk perspektiv med frigørelse, fred og international solidaritet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
