Læserbrev
Washington Posts journalister afslørede for nylig, hvad mange allerede havde mistanke om eller vidste. Donorer fra samfundets rigeste ene procent pressede universitetsadministratorer og politiske ledere til at bruge politi og andre midler til at knuse fredelige studenterprotester.
De studerende ønskede en ændring af USA’s og Israels politik og handling for at sikre en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza. Et stigende antal lærere har sluttet sig til de studerendes protester. De er også blevet uretfærdigt forfulgt af de samme “myndigheder“.
Den lovlige rolle, som amerikansk politi forventes at spille, er selvfølgelig en helt anden. Som “fredsbevarere” skal politiet gøre det sikkert for alle parter i stridigheder om amerikansk udenrigs- (eller indenrigs-)politik at udøve ytringsfrihed.
Privat eller offentligt?
Når universitetsledere samarbejder med politiet om at lukke ned for ytringsfriheden, misbruger begge deres magt. Studerende over hele verden har konfronteret disse overgreb, og det samme har amerikanske studerende tidligere gjort. Vores studerende konfronterer dem nu igen.
Som professor bliver jeg flov, når universitetsadministratorer retfærdiggør at tilkalde politiet for at “fjerne” studerende fra universitetets “private ejendom” (som for eksempel græsplæner).
Et faldende imperium er en ny oplevelse og kontekst for alt andet, der sker omkring os.
De argumenterer, som om hensynet til fast ejendom vejer tungere end den uddannelse og offentlige betydning, der ligger i fredelige studenterprotester om presserende, livsvigtige offentlige spørgsmål. Begrundelser om fast ejendom afslører også universitetsadministratorernes uvidenhed.
Enorme skattefritagelser subsidierer private universiteter i USA med offentlige midler. De får dyre offentlige tjenester leveret gratis. Resten af den amerikanske befolkning betaler de skatter, der finansierer disse offentlige tjenester. På samme måde støtter massive offentlige tilskud generelle universitetsformål (i tillæg til tilskud til specifikke akademiske forskningsprojekter) for både “private” og offentlige institutioner.
Alle videregående uddannelser og universiteter er i høj grad offentligt finansierede institutioner. De er derfor helt passende steder for offentlige meningstilkendegivelser om vigtige offentlige emner.
Universitetsadministratorer forsøger at skjule en underdanig leflen for rige donorer, når de forsøger sig med falske undskyldninger om “privat ejendom” for at pudse politiet på de studerende. At straffe studerende, der søger fred i Gaza, bringer dyb og varig skam over de universiteter, der gør det.
Forstyrrer business as usual
Det samme gælder for alle de myndigheder, der bruger det gamle “volds”-trick til at dække over deres leflen. De udgiver sig for at være drevet af at forhindre eller afslutte for den meste uvirkelig vold på campus.
I mellemtiden støtter de samme myndigheder for det meste reel, uendeligt meget værre vold i Ukraine og Gaza. Studerende, der protesterer for fred i Gaza, har derimod al mulig grund til at undgå vold på campus, netop fordi den risikerer at afskrække andre studerende fra at slutte sig til dem.
Fjender af protesterne forsøger at forbinde dem med vold, netop for at begrænse protesternes vækst. For mange år siden overdrev universitetsadministratorer, politi og politikere ligeledes den minimale vold, som de gav demonstranterne mod Vietnamkrigen skylden for. I modsætning til disse myndigheder var demonstranterne faktisk med til at afslutte krigen og dens forfærdelige vold.
Protester forstyrrer “business as usual” for at skabe tid og plads til offentlig diskussion og handling omkring et presserende offentligt emne. Det er derfor, arbejdere strejker, demonstranter går på gaden for minoriteters og kvinders rettigheder, og der samles til fredsvagter i vejkryds.
Ytringsfrihed
I de seneste år har millioner af franskmænd iført gule veste lukket Frankrig ned for at kræve sociale forandringer. I foråret 2024 lukkede generalstrejkende Argentina ned på samme måde. Demonstranterne forklarer, hvorfor de ønsker forandring. Deres protester får andre til at engagere sig i spørgsmålet om forandring.
Protester vidner også om et samfunds sociale sundhed: Dets evne til at overvinde den resignation, tilbageholdenhed og frygt, der alt for ofte forhindrer eller forsinker, at sociale problemer får offentlig opmærksomhed. Fraværet af protester driver ofte presserende sociale problemer under jorden. Der ulmer de og bryder til sidst ud i lys lue på en mere forstyrrende måde, end tidligere protester ville have gjort.
Lad demonstranterne fremføre deres synspunkter. Hvis moddemonstranter ønsker det, så lad dem gøre det samme med deres pointer. Det er, hvad “ytringsfrihed” betyder.
Når magthaverne frygter kritik, spørgsmål og krav fra de mennesker, de kontrollerer, bliver næsten alle offentlige protester hurtigt utåleligt skræmmende for dem. Deres kontrol udfordres, og de reagerer på måder, der underminerer deres tomme påstande om at være “demokratiske”. Vi har alle ret og pligt til at bekræfte ægte ytringsfrihed.
Den store verden er under forandring. Rædslerne i Gaza, dannelsen af en ny, stærk studenterbevægelse, der er kritisk over for USA’s udenrigspolitik, og udemokratiske bestræbelser på at stoppe ytringsfriheden er alt sammen resultatet af globale forandringer.
Vores verden er nu hurtigt ved at blive meget anderledes, end den var i det meste af vores forældres liv. Ligesom det britiske imperium opstod, toppede og derefter faldt, opstod det amerikanske imperium, der fulgte efter, toppede og er nu på vej ned.
Min families historie
Amerikanerne er kun lige begyndt at forstå den virkelighed, da det stadig er flertallets holdning at benægte den. Vi konfronterer hver især forandringerne i verden ud fra vores egen historie. Før jeg drager konklusioner om Gaza og studenterprotesterne, er jeg derfor nødt til at forklare, hvor jeg kommer fra, min families historie og hvordan den indgår i mit engagement i en forandret og foranderlig verden.
Min mor og hendes søster blev begge indespærret i koncentrationslejre i slutningen af 1930’erne (min tante i en tysk lejr, min mor i en fransk lejr). Deres forældre (mine bedsteforældre) blev dræbt i en anden tysk koncentrationslejr.
Min mor er født og opvokset i Berlin, Tyskland, og gik på universitetet i Berlin, indtil hun flygtede fra Tyskland i 1936. Min far, der er født i Metz (en omstridt fransk/tysk by på grænsen), gik på flere tyske og schweiziske universiteter, blev advokat og til sidst dommer i Tyskland, før han rejste til Frankrig i 1933.
Hans søster blev samlet op af Gestapo i Paris i slutningen af 1930’erne og senere dræbt i Auschwitz. Mange andre familiemedlemmer døde på måder, der var forbundet med fascismen og/eller Anden Verdenskrig. Alle dem, der “overlevede”, led af alvorlige traumer, ofte forværringer af andre traumer, som de havde lidt af tidligere i deres liv.
Mine forældre overlevede ikke kun, men gennemgik også flygtningeoplevelsen i USA. Det engelske sprog og de amerikanske skikke var stort set ukendte for dem. De havde ingen penge. Deres europæiske faglige kvalifikationer blev ikke anerkendt i USA.
Da jeg blev født, var min far stålarbejder på en fabrik i Youngstown, Ohio, og min mor var “hjemmegående” med datidens ord. Som det første barn af flygtninge, der “overlevede” flere traumer, blev jeg presset til at “lykkes” i det nye land.
Min uudtalte opgave var på en eller anden måde at kompensere for alle de tab og skader, som mine forældre altid bar med sig overalt. Jeg lyttede også nøje til de brudstykker af information om fascisme, Europa, Anden Verdenskrig og samtidshistorie, der kom frem i utallige samtaler i og omkring min familie.
Dette er baggrunden for, hvordan jeg “forholder mig” til begivenhederne i Israel, Gaza og USA i de seneste årtier, især siden oktober sidste år. “Forholde sig” omfatter her konfrontationen med dagens studenterprotester, forsøget på at undertrykke dem og skrivningen af denne artikel.
Far bekæmpede fascismen
Den ensartede præmis for diskussioner om fascisme, krig og relaterede emner i min familie var, at de alle repræsenterede den seneste af en lang række menneskelige tragedier på tværs af historien. De kunne være sket hvor som helst og gjorde det sikkert også. Og de kunne ske og ville sandsynligvis ske igen hvor som helst.
Det bedste, vi med rimelighed kunne håbe på, var måske, at en eller anden form for politisk handling, som vi kunne foretage os nu, kunne reducere sandsynligheden for, hyppigheden af eller rædslerne ved fremtidige tragedier.
For mig betød det, at jeg skulle forsøge at forstå, hvordan samfund fungerer, handle for at ændre dem og derved bidrage til at opnå det bedste, man med rimelighed kunne håbe på.
Forestillinger om, at nogen nation eller region var særligt tilbøjelig til eller immun over for at blive nazister, blev ikke taget alvorligt. Tyskland var på ingen måde særligt tilbøjelig til at blive nazificeret. På samme måde gav “afnazificeringslove”, “borgerlige frihedstraditioner” eller slogans som “aldrig igen” ingen nation immunitet mod at blive helt eller delvist nazificeret. Det gjaldt også Israel.
Min far bekæmpede fascismen som studerende i Tyskland, derefter som journalist i hele Europa, som fagforeningsadvokat i Tyskland og senere som naturaliseret amerikansk statsborger, hvor han bekæmpede racismen mod afroamerikanere og puertoricanske immigranter i New York City.
Han respekterede marxismen som en intellektuel tradition og en politisk bevægelse, men holdt personligt afstand til den. Han var altid en europæisk venstresocialdemokrat: Han følte sig godt tilpas i Franklin Delano Roosevelts (FDR) USA fra sin ankomst i 1939 til FDR’s død i 1945. Han blev gradvist mere utilpas efter 1945.
Han hverken savnede eller benægtede de politiske højredrejninger i USA og Vesteuropa efter 1945. Han fornemmede modningen af forhold, der igen kunne gøre det muligt for nye nazismer at opstå. Han spekulerede udtrykkeligt på sådanne muligheder, især for at en fascisme kunne opstå og tage magten i USA, men også andre steder, herunder Israel.
Holocaust
Da min mor blev ældre, tænkte hun ofte på, at “jøderne ikke lærte noget af Holocaust”, og “de jødiske zionister lærte ikke noget af Holocaust ud over ‘Det er bedre at begå et end at opleve det igen’.” Min mor, som var ni år yngre end min far, måtte forlade universitetet i Berlin i 1936, efter at politiet havde identificeret hende som kurer for anti-Hitler-undergrundsbevægelsen.
En ofte hørt kommentar fra den ene eller den anden af mine forældre: Jøder har meget ofte været nationalismens fjender og ofre, ofte efter lange perioder, hvor de har levet og giftet sig med hinanden i kvarterer, hvor jøder og ikke-jøder kom fredeligt sammen.
Det, der fik ikke-jøder til at vende sig mod jødiske naboer, var forværrede økonomiske og sociale problemer, som påvirkede både jødiske og ikke-jødiske samfund. I begge samfund var der kun få, der identificerede kilderne til deres problemer som kapitalisme, imperialisme og kolonialisme: Tabuerne mod den slags ræsonnementer var for stærke.
Der var stadig for få marxister til at undervise i og forklare kapitalismens virkninger. De marxister og deres allierede, der var aktive dengang, analyserede sociale problemer på måder og med udtryk, der var stærkt påvirket af den russiske revolution og den specifikke fortolkning af marxismen, som Sovjetunionen promoverede.
Den fortolkning blev dominerende i forhold til andre, alternative fortolkninger, fordi den uovertrufne prestige i den første og eneste vellykkede marxistiske revolution i Rusland i 1917 gjorde dens fortolkning dominerende.
Sovjetmarxismen definerede kapitalisme som et økonomisk system, der kombinerede privat ejendom (privatejede og -drevne virksomheder) med frie markeder (virksomheder og arbejdere, der distribuerer varer og tjenesteydelser til hinanden via udveksling).
Sovjetmarxisterne og deres efterfølgere hævdede, at det kapitalistiske system skabte ulighed i formue og indkomst, ustabilitet i “forretningscyklussen” og korruption af politik på grund af penge, som alt sammen kunne føre til fascisme og nazisme.
Rationelt økonomisk system
I modsætning hertil foreslog socialister at komme videre end kapitalismen via (1) arbejderklassens overtagelse af staten (ved revolution eller valgsejre), (2) statslig overtagelse af virksomheder og (3) statslig planlægning i stedet for markeder. De kaldte en sådan socialisme for et rationelt økonomisk system, der arbejdede i flertallet af arbejderklassens interesse frem for et mindretal af kapitalistiske ejere. En sådan socialisme var det modsatte, modgiften og alternativet til fascismen.
I mellemtiden fremstillede de nye nazister en analyse af samfundet med fokus på helt andre begreber som race og nation. De definerede det sociale problem som nationalt og racemæssigt: Den tyske nation/ariske race blev gjort til offer for den jødiske nation/race. Min far citerede Engels for, at en sådan antisemitisme var den dummes socialisme.
Hvordan havde tyskerne rent faktisk lidt (eller, i nazistiske termer, været ofre)? I og af tabet af Første Verdenskrig (1918), den enorme erstatningsregning, som Tyskland blev pålagt bagefter, den værste inflation i moderne europæisk historie, som ødelagde middelklassens opsparinger (1923), og så det store krak (1929) og den globale depression i kølvandet.
Tyske kapitalister og de højreorienterede partier, de finansierede, drog politisk fordel af alle disse begivenheder ved at betragte dem som ofre. De gav ikke-tyskere skylden for dem: Bolsjevikkerne, som de tyske socialister og kommunister havde importeret deres onde ideologier fra.
Nazisterne understregede tilstedeværelsen af jøder på den tyske venstrefløj som grundlag for at omskrive historien som en sammensværgelse for at underlægge tyskerne (og andre) et jødisk globalt finansielt herredømme.
Det projekt hentede meget inspiration fra tidligere skrifter fra hele Europa, der ledsagede antisemitiske opstande der. Ved at fremstille jøderne som en truende race/nation kunne nazisterne mobilisere tyskerne til selvforsvar mod den jødiske trussel.
Selvforsvar kunne retfærdiggøre undertrykkelse, fratagelse af ejendom, anholdelse og i sidste ende fysisk udryddelse af jøder, og det gjorde det også.
På samme måde retfærdiggør mange israelere nu krigen mod Gaza som en øvelse i at forsvare sig mod palæstinenserne og den dybe trussel, de anses for at udgøre. Aggressiv amerikansk udenrigspolitik henviser ligeledes til deres militære arm som forsvarsministeriet.
Landets ledere overvældet
Tysklands ekstreme problemer efter Første Verdenskrig, som kulminerede med den globale depression efter 1929, overvældede landets ledere. De fandt ingen traditionel vej frem, da massen af tyskere blev stadig mere desperate. Derfor accepterede de den vej, som Hitler tilbød.
Hans folkemordstendenser fandt grobund for at gøre især jøder til syndebukke. Nazisterne fyldte fængslerne, koncentrationslejrene og til sidst ovnene og gravene i Tyskland og mange af dets allierede (Polen, Østrig, Italien, Spanien og det besatte Frankrig) med alle deres syndebukke.
Der var altid modstand mod nazismen. Ud over den jødiske opposition var der også mange andre, især blandt socialister og kommunister. Disse oppositioner led utallige tragiske tab, men viste sig også at være spektakulært produktive med heroiske og produktive gennembrud i tanke, forening og handling.
Disse gennembrud formede verdenshistorien efter 1945. De var med til at gøre os til kritikere af de gældende normer for race-, køns- og klassediskrimination. De styrkede og forandrede især efterkrigstidens antiimperialisme og antikapitalisme. De fleste kolonier blev væltet af de koloniserede.
Mine forældres og deres familiers traumer skabte blandt de overlevende en vis sympati og empati for tanken om, at jøder (og også LGBTQ+-personer, romaer og andre, der blev forfulgt af nazisterne) endelig og på en eller anden måde kunne finde sikkerhed i verden.
Det strakte sig til et tidligt romantiseret billede af Israel – og især dets kibbutzim-kollektiver. Men fra 1950’erne, da kibbutzerne gik i opløsning, og de israelske regeringer accepterede at underordne sig USA’s udenrigspolitik, blev mine forældres sympati mindre.
Som religion var jødedommen for længst blevet forladt, ikke kun af min mor og far, men også af deres forældre. Disse generationer var stolte “fritænkere”, eller hvad min far engang kaldte “post-religiøs”.
At holde fast i religiøse symboler og ritualer på et tidspunkt, hvor de virkede mere og mere upassende, absurde eller endnu værre, virkede på dem som en uønsket måde at adskille sig fra de progressive tendenser i det større samfund. Både min søster og jeg voksede op og delte de rammer, og det samme har mine børn gjort.
Fanget i en blindgyde
De foregående afsnit skitserer lidt af konteksten for, hvordan jeg ser på den israelsk-palæstinensiske konflikt og de amerikanske studenterprotester. Israelerne og palæstinenserne er fanget i en blindgyde.
Selv om den i de fleste detaljer adskiller sig fra Tyskland i 1930’erne, er Palæstina-Israel-konflikten på samme måde drevet mod stadig mere dybt irrationelle mål og strategier.
For en sikkerheds skyld iværksatte nogle jødiske zionister i det 20. århundrede en bosætterkolonialisme i Palæstina i lighed med den, som briterne, franskmændene, tyskerne og andre europæiske nationer havde iværksat i tidligere århundreder.
Dengang var det muligt at “lykkes” militært, politisk og ideologisk med at etablere og tjene penge på sådanne bosætterkolonier i lange perioder. Der var århundreder til etnisk udrensning af oprindelige folk, så de invaderende kolonister kunne drive dem ind i områder, der var “reserveret” til deres forarmelse.
Israels er et forsøg på meget, meget senere at etablere og sikre en bosætterkolonialisme under radikalt ændrede historiske forhold.
Nu kæmper de fleste af verdens folk for og fejrer friheden fra (“ophørt af”) bosætterkolonialisme og andre former for kolonialisme. Deres modstand opvejer og truer nu med at overvælde den enorme støtte, som Israel modtog og modtager fra USA og dets skrumpende antal andre støtter.
Koloniale undersåtter har altid gjort modstand og kæmpet imod kolonisatorerne. Modstanden blev undertrykt og voksede under jorden. Med jævne mellemrum eksploderede den og overraskede kolonisatorerne med sine stadig dybere rødder, sin vedholdenhed og intensitet.
Til sidst og overalt udviklede modstanden mod kolonialismen selvbevidsthed, teorier, organisationer og våben til at overvinde kolonialismen, i det mindste til det punkt, hvor den opnåede formel politisk uafhængighed.
Min egen ph.d.-afhandling forsøgte at identificere de rødder, der overbestemte denne proces i Storbritanniens bosætterkolonialisme i Kenya. Her kulminerede den ophobede modstand og undertrykkelse i Mau Mau-oprøret.
Det befriede Kenyas befolkning ved at afslutte Kenyas kolonistatus. At opnå reel politisk uafhængighed er det næste skridt for mange tidligere koloniserede områder. Reel økonomisk uafhængighed – som kræves af reel frihed – er endnu et skridt, som Kina, Indien og Brasilien nu forsigtigt udforsker.
Kolonihistorien antyder således de dårligste udsigter til, at israelsk bosætterkolonialisme vil sejre over et koloniseret Palæstina.
Eksistensbetingelserne for en sådan udbredelse er ikke til stede nu og vil sandsynligvis heller ikke opstå. Israels historie viser således gentagne palæstinensiske opstande og gentagne israelske undertrykkelser.
Begge dele bliver mere og mere voldelige og hævngerrige. Fastlåst i en blindgyde griber modstandere og undertrykkere til stadig mere ekstreme handlinger som Hamas’ angreb i oktober sidste år og Israels ødelæggelse af Gaza lige siden.
Kræfter udefra
Israelske embedsmænd omtaler palæstinensere som “dyr” og taler offentligt om at fordrive millioner af dem fra landet. Palæstinensiske embedsmænd insisterer på, at Israel påtvinger dem et folkemord.
Netanyahus allierede er med til at forbyde og arrestere modstandere af hans politik. Hvor meget længere vil de gå ad den vej? Amerikanske studerende har reageret ved at skabe en ny massebevægelse, som ændrer landet, mens du læser dette.
Hitlers folkemord sluttede, da kræfter udefra greb ind og udkæmpede og vandt Anden Verdenskrig. Interne kræfter (jødisk modstand, modstand mod tysk besættelse og antifascisme) hjalp på afgørende måder.
Vil de kræfter, der allerede findes i Israel og Palæstina, sammen med kræfter udefra gribe ind og stoppe den palæstinensisk-israelske katastrofe?
Studerende og fakulteter på gymnasier og universiteter over hele verden er nu med i bevægelsen for sådanne indgreb. Hver af dem træffer nu personlige valg om, hvorvidt og hvordan de vil deltage i bevægelsen. Hver persons valg vil påvirke resten af vedkommendes liv.
Mange studerende og lærere arbejder på at forstå, hvordan de palæstinensiske og israelske samfund har udviklet sig, hver for sig og sammen, så de er endt i dagens forfærdelige situation. De bruger undervisning, læsning og biblioteker seriøst til at udspørge begreber som “bosætterkolonialisme”, “apartheid”, “selvforsvar” og “antisemitisme/antizionisme”.
Mange elever og lærere er ikke bange for at spørge om, hvordan kapitalismen kan have fungeret på både den israelske og palæstinensiske side – og blandt deres støtter – og skabt nutidens blindgyde. Pointen med at spørge er at undersøge et presserende spørgsmål:
Kan grundlæggende sociale ændringer hjælpe med at overvinde den israelsk-palæstinensiske blindgyde ved at give en ny begyndelse på et økonomisk grundlag, der er bedre end kapitalismen?
Kunne kibbutzerne, hvis deres antal og betydning i den israelske økonomi var blevet fremmet, have skabt en anden politik?
Kunne væksten af arbejderkooperativer i de palæstinensiske områder have fungeret på samme måde? Hvis sådanne kooperativer og kibbutzer havde bygget på deres fælles økonomiske strukturer for at skabe politiske alliancer, hvor anderledes kunne hele Mellemøsten så have udviklet sig?
Ja, det er store, dristige, nye måder at tænke på i forhold til den nuværende, forfærdelige blindgyde i Gaza.
En ny kontekst
Studerende og universiteter har ofte ført an i resten af samfundet på sådanne nye måder. Ja, universiteter over hele verden kæmper nu med store spørgsmål om ytringsfrihed kontra politi, som er blevet fremprovokeret af begivenhederne i Gaza.
Men de gamle, defensive, aggressive måder at tænke og handle på har mere end bare ikke løst det israelsk-palæstinensiske problem. De har gjort det værre.
Gamle defensive, aggressive måder at tænke på misforstår også en forandret verden, hvor USA’s dominans efter Anden Verdenskrig nu har toppet og er på tilbagetog.
Et faldende imperium er en ny oplevelse og kontekst for alt andet, der sker omkring os. Vores generation gennemlever denne nedgangsproces. Vi er nødt til at tænke kritisk om historiske blindgyder uden tidligere generationers frygt for at bruge antikapitalistiske tanketraditioner.
De studerendes og fakultetets protestbevægelse omkring krav om våbenhvile i Gaza gør det. Det fortjener den bifald for og tilslutning til. Til de studerende, der nu leder os, vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed.
Denne artikel er produceret af Economy for All, et projekt under Independent Media Institute.
Om forfatteren: Richard D. Wolff er professor emeritus i økonomi ved University of Massachusetts, Amherst, og gæsteprofessor ved Graduate Program in International Affairs ved New School University i New York. Wolffs ugentlige show, “Economic Update”, transmitteres til mere end 100 radiostationer og sendes til 55 millioner tv-modtagere via Free Speech TV. Hans tre seneste bøger med Democracy at Work er The Sickness Is the System: When Capitalism Fails to Save Us From Pandemics or Itself, Understanding Socialism og Understanding Marxism, hvoraf sidstnævnte nu er tilgængelig i en nyudgivet 2021 hardcover-udgave med en ny introduktion af forfatteren.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
