Verden rundt
33% af vælgerne får 66% af pladserne i parlamentet. Og det kalder englænderne for “demokrati”, lol.
Log ind for at svareSelvom et nyvalg til det britiske parlament egentlig først skulle have været til januar i 2025, så valgte premierminister Rishi Sunak at udskrive valget tidligere. Det gjorde han, på trods af at det konservative parti, han ledte, stod i en historisk krise.
Kaos i partiet med tre forskellige formænd i den forgangne valgperiode, en fejlslagen plan om at sende flygtninge til Rwanda og en stigende ulighed og fattigdom blandt briterne. Chancerne var derfor ikke gode for en valgsejr til de såkaldte tories, og resultatet blev meget, som meningsmålingerne forudså.
Labour vandt overbevisende, men for at forstå, hvordan mandatfordelingen blev, som den blev, skal man dykke dybere ned i, hvad situationen for de to store partier i Storbritannien var. Det vil den her artikel forsøge at gøre, og vi starter med at se på valgets vinder, det socialdemokratiske Labour-parti.
Slået hårdt ned på venstrefløjen
Siden sidste valg i 2019 har Labour-partiet gennemgået en stor forandring. Partiet havde for fem år siden en mere venstreorienteret profil under formanden Jeremy Corbyn. Han blev efter valgnederlaget afsat som formand, og i oktober 2020 blev han fjernet fra partiets parlamentariske gruppe.
Han blev fuldstændig ekskluderet fra partiet i maj 2024, da han annoncerede, at han ville stille op som uafhængig kandidat til valget. Det gjorde han som reaktion på, at Labour havde bandlyst ham fra at stille op for dem.
Baggrunden for hans fjernelse som leder af partiet, samt den parlamentariske gruppe, var en rapport fra den såkaldte Equalities and Human Rights Commission.
Kommissionen havde udarbejdet en rapport om anti-semitisme i Labour, hvor den konkluderede, at Corbyn ikke havde reageret godt nok på tilfælde af antisemitisme i partiet. Corbyn selv mente, at rapporten var overdrevet, men medgav, at ethvert tilfælde af antisemitisme skulle tages seriøst og handles på.
På baggrund af de kommentarer valgte Labours nye formand, Sir Keir Starmer, at fjerne Corbyn fra den parlamentariske gruppe.
Starmer har sidenhen rykket partiet mere og mere mod midten. Blandt andet ved at opgive de massive grønne investeringer, som blev lovet under Corbyn. Venstrefløjen i partiet er også blevet udsat for censur og en hård linje fra Starmer.
Et medlem af parlamentet for Labour blev for eksempel bedt om at give en offentlig undskyldning for at være for kritisk over for virksomheder. Et andet medlem, Rebecca Long-Bailey, blev afsat som partiets uddannelsesordfører, da hun ifølge Starmer var for venstreorienteret og havde et for tæt forhold til fagforeninger.
Han har også placeret partiet som fast støtte til Israel siden oktober 2023. Blandt andet har han sagt, at Israel har ret til at lukke for vand og strøm til Gaza for at få deres gidsler tilbage.
Labours udvikling siden sidste valg har altså været en mod midten af britisk politik. På mange måder minder det om den udvikling, partiet gennemgik i 1990’erne under Tony Blair kaldet “New Labour”. Men har det så været det udslagsgivende for deres valgsejr? For at afgøre det skal man se på valgets store taber, Det Konservative Parti.
Totalt konservativt kollaps
Siden Det Konservative Partis, også kaldet tory-partiet, jordskredssejr under Boris Johnson i 2019, har det ikke gået stille for sig i regeringspartiet. Boris Johnson begyndte sin regeringsperiode med at trække Storbritannien helt ud af EU, hvilket blev endeligt gjort den 31. januar 2020.
Kort tid efter ramte corona. Boris Johnsons respons til pandemien skulle vise sig at blive afgørende for hans tid som premierminister. I 2022 kom det frem, at Johnson havde holdt en række fester i premierministerboligen Downing Street 10 under pandemien. En skandale, som blev kendt som “partygate”. Det var, samtidig med at resten af landet ikke måtte samles og var under nedlukning.
Han trådte tilbage som premierminister i september 2022 og blev efterforsket for at bryde nedlukningslovene af en kommission nedsat af parlamentet.
Johnson blev erstattet af Liz Truss. Hun fremlagde kun tre uger inde i sin regeringsperiode et “mini-budget”, som indeholdte næsten 43 milliarder punds skattelettelser.
Det fik pundens værdi til at falde massivt, og hun trådte af som premierminister i oktober 2022 efter kun 45 dage på posten. Hun er derfor den premierminister med den korteste regeringsperiode nogensinde i Storbritannien.
Rishi Sunak overtog herefter posten som formand for de konservative samt premierministerposten, den tredje i valgperioden. Han valgte at fokusere på særligt inflationen, økonomien og migrationen til Storbritannien.
I forhold til migration ville han stoppe de migranter, som sejlede over den engelske kanal fra Frankrig. Blandt andet ville han gerne gøre, som den danske regering også længe har talt om, nemlig at sende migranter og flygtninge til Rwanda, så deres sager ikke skal behandles i Storbritannien.
Sunak formåede hverken at stoppe migrationen eller sende en eneste asylansøger til Rwanda. Planen blev også slået ned af den britiske højesteret, som vurderede, at det var et brud på menneskerettighedskonventionen, da Rwanda har et meget dårligt forhold til menneskerettighederne. Alligevel har Sunak lige op til det sidste forsøgt at få planen gennemført.
Samtidig har økonomien ikke forbedret sig bemærkelsesværdigt. Hver femte brite er fattig, millioner skal bruge food banks for at få nok at spise, og store dele af den offentlige sektor, blandt andet dele af sundhedssystemet, er blevet privatiseret de sidste 14 år under skiftende konservative regeringer.
Forandring forude?
Valget viste dermed, at de konservative var meget upopulære blandt befolkningen. Labour gik frem med 211 mandater, mens de konservative gik tilbage med 251. Samtidig gik de liberale demokrater frem med 64 mandater, hvilket er det bedste resultat for partiet længe set.
En ting at bemærke er dog, at i det britiske valgsystem vælges medlemmerne af parlamentet ved valg i enkelte kredse. Det betyder, at for at få en plads i parlamentet skal man have flest stemmer i sin egen kreds. Alle stemmerne, der går til de andre kandidater i kredsen, er så at sige “spildt”.
Det er i modsætning til Danmark, hvor partier får pladser efter, hvor mange procent de samlet set opnår blandt vælgerne.
Ser man på stemmeprocenterne til partierne, så kan man se, at Labour kun er gået frem med 1,6 procent i forhold til sidste valg, mens de konservative er gået tilbage med 19,9 procent. Alligevel har Labour opnået et massivt flertal i mandater, på trods af den beskedne fremgang i stemmeprocenten.
De resultater peger mere i retning af, at briterne fravalgte de konservative frem for at vælge Labour. Rishi Sunak tog også konsekvensen af resultatet og trådte af som formand for de konservative på selve valgdagen.
Det skal også noteres, at stemmeprocenten generelt lå på 59,9 procent, som er den laveste siden 2001 i Storbritannien.
Et mere midtersøgende Labour og et kollapset Konservativt Parti er altså det britiske parlaments nye virkelighed. De næste fem år vil vise, hvad det vil have af betydning for Storbritannien, som fortsat bliver mere ulige, og hvor flere og flere bliver forvist til fattigdom.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
