Det, der er i den centralasiatiske republik Kasakhstan startede som folkelige protester mod prisforhøjelse på flydende gas, har på få dage udviklet sig dramatisk til en opstand, der har fået både indenrigspolitiske og udenrigspolitiske konsekvenser.
Endda med en sådan alvor, at præsident Kasym Tokajev onsdag aften i det statslige tv, Habar 24, betegnede denne opstand som terrorhandling. Han fandt det nødvendigt med henvisning til “Den kollektive sikkerhedspagt” (ODKB) at anmode landets allierede om militær støtte.
Den nuværende politiske krise i Kasakhstan har tydeligvise sociale rødder, men det er også et opgør med et autoritært regime.
Aksel V. Carlsen
Torsdag morgen har nabolandene Rusland og Kirgisistan samt Belarus sendt fredsbevarende styrker afsted, som det hedder, “ikke for at blive konfronteret med demonstranter, men for at sikre vigtige officielle ejendomme og kosmodromen Bajkonur”.
Straks efter nytår gik indbyggerne i to byer i oliefeltet i det vestlige Kasakhstan på gaden i protest mod fordobling af gaspriserne. Flydende gas er det mest anvendte bilbrændsel i landet.
Præsident Tokajev nedsatte en kommission til at undersøge problemet, og 4. januar blev det meddelt, at regeringen imødekommer de folkelig krav og sænker gasprisen. Samtidig lagde Tokajev ansvaret for problemet på regeringen og afskedigede den.
Men protesterne fortsatte og spredte sig til større byer på tværs af hele landet, og især i den tidlige hovedstad Almaty udbrød gadekampe mellem politi og bevæbnede demonstranter. Butikker blev plyndret, herunder våbenhandlere. I gadekampene brugte politiet tåregas, men var ofte i undertal. Flere betjente blev gennembanket, afklædt og jaget på flugt. I nogle timer overtog demonstranterne kontrollen med byens lufthavn og erobrede sikkerhedspolitiets hovedkvarter.
Tokajev indførte undtagelsestilstand i flere byer. Både den 4. og 5. januar kom det til skudvekslinger. Over 20 blev dræbt på begge sider.
Det er ikke første gang, der udfoldes sociale protester i Kasakhstan, Centralasiens største land. Det skete i 2011 i byen Zhanaozen i Vest-Kasakhstan, da oliearbejderne i syv måneder strejkede med lønkrav, og i 2019 efter præsidentvalget var der omfattende protester mod valgsvindel.
Begge gange havde regimet magt nok til at slå protesterne ned. I det første tilfælde, under ekspræsident Nazarbajev ganske brutalt med åben ild, hvor antagelig mellem 15 og 64 arbejdere blev dræbt. Og i det andet under den nye præsident Kasym Tokajev blev der foruden pisk også brugt gulerod. Han præsenterede et program for “den lydhøre stat”, der skulle åbne for, hvad der blev kaldt “konstruktive samfundsrelevante borgerforslag”.
Tokajev fik vedtaget en lov om parlamentarisk opposition, der som noget nyt fastslog bestemmelserne for opstilling af nye partier. Og en lov “om fredelige offentlige møder og demonstrationer”, der konkretiserede garantier, rettigheder og pligter for mødedeltagere og journalister. Han opfordrede til dialog, men selve valget af ham i 2019 blev af iagttagere kritiseret for ikke at være frit eller fair. Og flere af hans løfter er ikke blevet indfriet.
Den nuværende politiske krise i Kasakhstan har tydeligvis sociale rødder, men ikke kun det. Umiddelbart er der tale om et opgør med et autoritært regime, som blev etableret under ekspræsident Nazarbajev, og som faktisk fortsatte efter hans afgang i 2019.
Mange havde ellers knyttet håb om forandringer under en ny præsident. Kasym Tokajev var kendt som en intelligent og høflig diplomat med flere års erfaring fra arbejde i FN-systemet. Men landets personfikserede system fortsatte i hans tid – med den nu 81-årige Nazarbajev som grå eminence – med nepotisme og omfattende korruption. Og dertil ligeledes med en uskreven lov om at privilegere en bestemt gruppe kasakhere frem for andre, især ved ansættelse i offentlige stillinger.
Officielt domineres landet etnisk set af kasakhere (tre fjerdedele af befolkningen). Men indbyrdes er der skillelinjer, især mellem tre såkaldte zhuzhy (stammefællesskaber). Begrebet zhuzhy bruges til beskrivelse af en rangstige, der omfatter klaner og regional lokale stammer – “den ældste”, “midterste” og “laveste”. Og i hverdagen kan det komme til gnidninger indbyrdes mellem dem.
Den vestlige del af landet domineres af grupper fra den “laveste zhuzhy”, som er underrepræsenteret i landets elite. Den blodige nedkæmpelse af den tidligere omtalte strejke i 2011 bliver stadig opfattet som centralmagtens opgør med folk fra denne “zhuzhy”, og de to præsidenter, den nuværende og tidligere, er begge repræsentanter fra den såkaldte “ældste zhuzhy”.
Ifølge den russiske marxistiske analytiker Boris Kagarlitskij er den aktuelle opstand i Kasakhstan udtryk for en folkelig reaktion på social ulighed, på en skæv energipolitik samt på omfattende korruption. I bredere forstand er det en del af den globale neoliberale kapitalismes krise.
I en analyse i netavisen Rabkor peger Boris Kagarlitskij på, at såvel De Gule Vestes kamp i Frankrig for tre år siden og protesterne i Kasakhstan objektivt set har et fælles udgangspunkt. Anledningen til dem begge var de høje energipriser. Men “regimerne i Frankrig og Kasakhstan er forskellige. I Frankrig er der en stærk statsmagt, der er mere smidig over for sociale protester og politiske kriser, imens lande i den globale periferi som Rusland og Kasakhstan, der primært optræder som råstofleverandør, er mere sårbare”.
Medierne Vlast.kz og Currenttime.tv har påpeget, at forskellige bevægelser og organisationer er inddraget i de aktuelle protester. Eksempelvis den sociale ungdomsbevægelse “Vågn op, Kasakhstan” (OyanQazaqstan), der blev stiftet sidste år med kravet om at udskifte præsidentstyret med et parlamentarisk, der respekterer menneskerettigheder og demokrati. Flere medlemmer af denne bevægelse er nu arresteret af politiet.
I skrivende stund er det dog uklart, hvilken rolle en splittet opposition eller faglige aktivister kan spille i løsningen på krisen. Styret har forbudt to vigtige aktører på venstrefløjen – landets kommunistiske parti, KKP, og Kasakhstans socialistiske bevægelse. Samtidig støtter regimet en udbrydergruppe fra KKP, som i 2014 stiftede et præsidentloyalt Folkeparti, der fik tildelt pladser i parlamentet.
Som bekendt blev de senere års protester i Rusland og Belarus undermineret “indefra” af storbyernes provestlige liberale aktivister (se min bog: Belarus/Hviderusland vil forandring. Solidaritet, 2021). De liberale kræfter er dog ikke fremtrædende i Kasakhstan. Derimod har der været en ret stærk venstreorienteret faglig opposition, som dog på grund af regimets chikaner nu er svækket, efter at flere af dets aktivister måtte flygte til Rusland. Men de har skabt et grundlag, som muligvis kan anvendes til at udvikle nye ledere af oppositionen. Det er i hvert fald en mulighed.
Til gavn for en fortsat kamp findes der i Kasakhstan på græsrodsplan en udbredt solidaritetskultur. Flere analytikere påstår endda, at den er mere udviklet end i Rusland. Den bygger dog ikke nødvendigvis på klassefællesskab, men også på de familiebånd og regionale lokale stammer, der omfattes af det tidligere nævnte begreb zhuzhy.
Endelig skal der peges på, at flere ekspolitikere, der nu er tvunget i eksil, kan tænkes at støtte protesterne. Således har forretningsmanden Mukhtar Albjazov en fremtrædende kasakhisk oppositionspolitiker, i 2019 fået status som politisk flygtning i Frankrig.
Ifølge den russiske netavis Svpressa samarbejder han nu med det hviderussiske oppositionsmedie Nexta, der i 2020 med vestlig støtte fra Warszawa ydede en vigtig koordinering og servicering af demonstranterne i Hviderusland imod Lukashenko. Igennem Albjazovs netværk i Ukraine er der antageligt etableret kontakt til grupper af demonstranter i Kasakhstan.
Blandt flere har den fremtrædende ukrainske analytiker Mikhail Pogrebinskij, der har et stort kendskab til Kasakhstan, ifølge netavisen Vzglyad hæftet sig ved den aktuelle konflikts internationale kontekst.
Han peger på, at opstanden kom midt i den skærpede krise mellem Vesten og Rusland. Det mener han kan gavne USA af tre grunde: 1) Konflikten tvinger Rusland til at fjerne sit fokus fra Donbass for at følge sine sikkerhedsmæssige forpligtelser over allierede indenfor ODKB-pagten. 2) Der er et håb om at fremprovokere en interessekonflikt mellem Moskva og Beijing, fordi de to næppe har samme interesser i Kasakhstan. Og endelig – 3) Lykkes det at lokke Rusland ind i bekæmpelse af protesterne, vil det give anledning til flere års yderligere internationale sanktioner mod Moskva.
Andre analytikere, der er opmærksomme på den globale kontekst, finder dog ingen aktuel grund til at dramatisere en potentiel interessekonflikt mellem Moskva og Beijing.
Derimod peger meget på vestlige interesser i denne konflikt i Ruslands naboland.
Kasakhstan er et land med meget store naturrigdomme, hvilket har gjort det attraktivt for amerikansk kapital. Ifølge mediet Ritmevrazii er det ikke Rusland og Kina, men Holland og USA, der er de største investorer. Således viste opgørelser for 2018, at de amerikanske investeringer i Kasakhstan primært (91 procent) gik til minedrift og fire procent til finanssektoren. Og kun 1,6 procent til forskning og teknisk udvikling.
Schweiziske investeringer fordeles med to tredjedele i forarbejdningsindustri, 10 procent i handel og autoreparation, ni procent i kommunikation.
Ruslands investeringer fordeler sig med 25 procent i industrien, 21 procent i minedrift. Handel med mere udgør 16 procent. Med andre ord er de amerikanske investeringer udtryk for klassisk kolonial udnyttelse af landets råstoffer.
En klar skævhed gør sig også gældende i samhandlen mellem USA og Kasakhstan, hvor USA solgte for 20 gange så meget, som de selv importerede fra Kasakhstan.
I de seneste år har USA øget antallet af udstationerede diplomater i landets største byer. Kritiske analytikere påstår, at disse mange diplomater næppe skyldes særlig interesse for kultur og turisme i et så fjernt land, som kun få amerikanere har hørt om. USA har derimod længe arbejdet for at modvirke tilnærmelsen mellem Rusland og Kina indenfor rammerne af de årlige topmøder “C5+1”, der indebærer amerikansk kontrol over de fem centralasiatiske lande som modvægt til Den Eurasiske Økonomiske Union (EAØU) og det store kinesiske projekt “Et bælte & en vej” (Silkevejen).
Det påpeges, at der bag ordene om “teknologisk samarbejde” er tale om at få disse lande til at følge amerikanske udenrigspolitiske prioriteter. Naturligvis under dække af standardproklamationer om “støtte til demokrati og til frie medier”. Disse proklamationer følges ifølge Pricom.kz, Zakon.kz og andre kasakhiske medier op med store årlige amerikanske donationer. Således er der ifølge mediet Informburo.kz i USA afsat 424 millioner US-dollars til at dække fem indsatsområder i Kasakhstan.
Overordnet kan det for USA være en taktisk gevinst, hvis man forud for næste uges sikkerhedsforhandlinger i Genève, Bruxelles og Wien – med henvisning til krisen hos denne nabostat til Rusland – kan påvise, at sidstnævntes globale position er yderligere udfordret.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Arbejderen har slettet en række kommentarer under denne artikel. Vi vil gerne igen henstille, at kommentarerne omhandler den aktuelle artikel – og i øvrigt ikke bruges til udokumenterede angreb på andre abonnenter.
Log ind for at svareSå siges der farvel og tak. Slet venligst ens abonnement.
Log ind for at svareJeg giver abonnementsafdelingen besked på mandag.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
