Mens fokus er på krigen i Ukraine, er store dele af den vestlige verden tavs om palæstinensernes forfærdelige situation.
Det bliver der i dag skabt fokus på ved FN’s årlige begivenhed, International Dag for Solidaritet med det Palæstinensiske Folk.
Alene i november er fem palæstinensiske børn blevet dræbt af israelske besættelsesstyrker på Vestbredden, herunder den 16-årige dreng Ahmad Shehadeh, der blev skudt i hjertet i sidste uge, skriver netmediet Electronic Intifada.
I alt 206 palæstinensere er blevet dræbt af israelske styrker og bosættere i år. Til sammenligning er 27 israelere blevet dræbt af palæstinensere i Israel og på Vestbredden i samme periode.
Den tidligere palæstinensiske fredsforhandler dr. Hanan Ashwari oplyser, at 80.000 palæstinensere er blevet dræbt siden 1967.
De mange nyeste drab finder sted, mens Israel er ved at danne en ny regering bestående af en højrefløjskoalition, som Den Palæstinensiske Befrielsesfront (PLO) beskriver som fascistisk.
“Drevet af jødisk overherredømme”
Det bekymrer PLO, at Israels nye regering ser ud til at blive den mest højredrejede og racistiske nogensinde.
Den kommende regerings program bygger på aftaler mellem fem partier, anført af det konservative Likud-parti og premierministerkandidat Benyamin Netanyahu, der sejrede ved parlamentsvalget den 1. november.
– Programmet for den kommende israelske regering og aftalen mellem højrefløjens fascistiske koalition advarer om, at vi er på vej mod en ny politisk fase, hvor taktik og strategier vil ændre sig, siger Hussein al-Sheikh, formand for Den Palæstinensiske Myndigheds (PA’s) kommission for civile anliggender, ifølge nyhedsburaeuet WAFA.
Ifølge Al Jazeera var flere af Nentanyahus “ultranationalistiske allierede” betragtet som “udenfor rækkevidde” for blot få år siden.
Den kommende regeringskoalition inkluderer blandt andre Det Religiøse Zionistiske Parti, der ifølge den amerikanske nyhedspublikation Foreign Policy “er drevet af jødisk overherredømme og antiarabisk racisme”.
Det Religiøse Zionistiske Parti støtter annektering af Vestbredden, politisk kontrol over retsvæsenet og udvisning af asylansøgere, mens partiet er imod homoseksuelt ægteskab.
Opfordrer til vold
Allerede nu er Itamar Ben-Gvir, leder for et andet radikalt højrefløjsparti ved navn Jødisk Magt, af Netanyahu indstillet til at blive sikkerhedsminister i regeringen. Her vil han få til ansvar at undertrykke palæstinenserne i de besatte områder gennem politistyrkerne.
Ben-Gvir, der bor i det besatte Hebron på Vestbredden, er tilhænger af den afdøde, racistiske leder Meir Kahane, hvis organisation blev forbudt i Israel og af selv USA udpeget som en terrorgruppe.
Ben-Gvirs politiske platform omfatter støtte til den israelske annektering af den besatte Vestbred, oplyser den franske tv-kanal France24.
Tidligere har Ben-Gvir fået dom for racisme, og i sin ungdom blev han sigtet mere end 50 gange for at opfordre til vold eller komme med hadefulde ytringer. I dag fortsætter han med at opfordre til, at Israel udviser borgere, der anses for “illoyale”.
Som advokat repræsenterede Ben-Gvir israelske bosættere, der i 2015 stod anklaget for at have brandbombet et palæstinensisk hjem på Vestbredden, hvor en baby og dets forældre blev dræbt.
“Vi skal vende tilbage til de målrettede drab”
Ben-Gvir anklager “palæstinensiske terrorister” for at være ansvarlige, da Israel onsdag i sidste uge blev ramt af et terrorangreb ved et busstoppested, hvor en teenager blev dræbt.
Ingen palæstinensiske fraktioner har taget ansvaret for bombeattentatet, men i flere udtalelser fra forskellige palæstinensiske modstandsorganisationer bliver attentatet sat i sammenhæng med Israels igangværende “forbrydelser mod det palæstinensiske folk”, herunder bosættervold og angreb på hellige steder.
Men Ben-Gvir lover hævn overfor gerningsmændene, som han mener er palæstinensere.
Han besøgte gerningsstedet for bombeangrebet i sidste uge og lovede, at Israel vil jage de skyldige, og opfordrede til at gå fra hus til hus på Vestbredden for at finde våben og “genskabe vores afskrækkelseskraft” ved at slå ned på palæstinensiske modstandsfolk.
– Vi skal vende tilbage til de målrettede drab, vi skal indføre udgangsforbud i den landsby, som terroristerne kom fra, sagde Ben-Gvir ifølge Electronic Intifada.
“Hvis de kaster sten, så skyd dem”
Ben-Gvir ledte få dage senere en march for 32.000 hævnlystne bosættere og marcherede under politieskorte ind i centrum af Hebron på den besatte Vestbred, hvor palæstinenseres butikker og huse blev angrebet, skriver netmediet Middle East Eye.
Under en bosættermarch i Østjerusalems bydel Sheikh Jarrah i sidste måned viftede Ben-Gvir med en pistol og kom med en opfordring til betjente og soldater: “Hvis de kaster sten, så skyd dem”.
Pressesekretær i Det Hvide Hus, Karine Jean-Pierre, siger, at USA “fordømmer terrorhandlingerne i Israel”, og tilføjede, at Washington “har tilbudt al passende bistand til Israels regering, mens den efterforsker angrebet og arbejder for at bringe gerningsmændene for retten.”
Dette sprogbrug er meget stærkere end det, der blev brugt af Biden-administrationen efter drabet på den palæstinensiske journalist Shireen Abu Akleh fra TV-stationen Al Jazeera 1. maj i år. Hun blev ramt af en kugle fra en israelsk snigskytte på Vestbredden.
– Vi har fortsat drøftet vigtigheden af ansvarlighed med Israel, for at sørge for, at der indføres politikker og praksis, lød reaktionen fra Ned Price, talsmand for USA’s udenrigsministerium.
Dobbeltmoralsk
Navi Pillay, formand for en FN-undersøgelseskommission om Israels aktiviteter på Vestbredden, giver udtryk for, at det er dobbeltmoralsk, at FN fordømmer Ruslands annektering af områder i Ukraine, men ikke Israels annektering af Palæstina.
– Ethvert forsøg på ensidig annektering af en stats territorium fra en anden stats side er en krænkelse af international lov, siger Pillay ifølge den israelske avis Times of Israel.
Hun opfordrer til, at FN anvender de samme principper for annektering, uanset om annekteringen foregår i Ukraine eller i Palæstina.
Også FN’s særlige rapportør for retten til boliger, Balakrishnan Rajagopal, understreger dobbeltmoralen i sin rapport, som blev leveret til FN’s Generalforsamling i sidste uge.
“Den russiske aggression mod Ukraine er blevet mødt af en hidtil uset international fordømmelse. Og den er blevet efterforsket, og der er taget skridt til at retsforfølge skyldige gennem Den Internationale Straffedomstol (…) men det kan ikke benægtes, at de samme skridt åbenlyst mangler i andre humanitære kriser som i Afghanistan og Palæstina”, skriver rapportøren.
Balakrishnan Rajagopal tilføjer, at Israels regime – med sin “systematiske raceundertrykkelse og diskrimination – har betydet, at palæstinensiske hjem er blevet ødelagt. Det er intet mindre end apartheid”.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.