OP i r….. med Folkeretten, som Pladask refererer til. Den bliver alligevel, som det fremgår i relation til krigen i Ukraine, fortolket efter forgodtbefindende af Vestens definerende imperialister.
Selvfølgelig værdsætter jeg ikke et reaktionært religiøst teokrati, men takket være Iran og Rusland er en tredje verdens atomkrig indtil videre blevet afværget. Iran og Rusland har al grund til at gengælde symmetrisk mod NATO og Israel, men har vist tilbageholdenhed. Indtil videre. Eller med andre ord, USA/Nato og Israel gør, hvad de kan for at udløse en atomkrig i den tredje verdenskrig.
Så hvem er ansvarlig?
Og i virkeligheden er det shiamuslimske Iran langt mindre krigerisk, og trods dets herskende teokrati, der er, og forbliver en reaktionær anakronisme, der vil blive transcenderet, når det iranske samfund udvikler sig socialt, mere potentielt sekulært – end det øvrige sunnimuslimske Mellemøsten, der støtter vestlige regime-change islamistiske terrorgrupper, som det gjorde i Libyen og Syrien.
Israels gentagne angreb på Iran siden 2023 har alle været ulovlige og i strid med FN-pagten (1945). Iran er medlem af FN og er derfor en suveræn stat i den internationale verdensorden. Hvis Israel havde et problem med Iran, findes der mange mekanismer i folkeretten, der giver Israel mulighed for at indbringe klager mod Iran.
Indtil videre har Israel undgået disse internationale fora, fordi det er klart, at det ikke har nogen sag mod Iran. Påstande om, at Iran er i gang med at bygge et atomvåben, som konstant fremsættes af USA, Den Europæiske Union og Israel, er blevet grundigt undersøgt af Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) og fundet ubegrundede.
Det er ganske vist rigtigt, at Iran har et atomkraftprogram, der overholder de regler, der er fastsat af IAEA, og det er også rigtigt, at Irans gejstlige ledelse har udstedt en fatwa (religiøst dekret) mod fremstilling af atomvåben.
Det, der motiverer dette angreb, er, at Israel fornemmer en mulighed for at forsøge at vælte den iranske regering med magt.
Trods IAEA’s konklusioner og eksistensen af denne fatwa har Vesten – ansporet af Israel – accepteret den irrationelle forestilling, at Iran er i færd med at udvikle et atomvåben og derfor udgør en trussel mod den internationale orden. Det er faktisk Israel, der med sine målrettede og ulovlige angreb på Iran udgør en trussel mod den internationale orden.
I de seneste årtier har Iran opfordret til oprettelsen af en atomvåbenfri zone i Mellemøsten, en mærkelig idé fra et land, der beskyldes for at ville bygge et atomvåben. Men denne idé om en atomvåbenfri zone er blevet afvist af Vesten, hovedsagelig for at beskytte Israel, som har et ulovligt atomvåbenprogram. Israel er det eneste land i Mellemøsten, der har atomvåben, selv om det aldrig har testet dem åbent eller erkendt deres eksistens. Hvis Israel var så ivrig efter at eliminere enhver atomtrussel, burde det have taget imod tilbuddet om oprettelse af en atomvåbenfri zone med åbne arme.
Hverken europæerne, der så ofte stiller sig op som forsvarere af folkeretten, eller FN’s ledelse har offentligt presset Israel til at vedtage denne idé, fordi begge erkender, at dette ville kræve, at Israel, ikke Iran, opgiver sine atomvåben. At dette er en usandsynlig situation har betydet, at der ikke har været nogen bevægelse fra Vesten eller fra de internationale institutioner for at fremme denne idé og opbygge en international konsensus om at udvikle en atomvåbenfri zone i Mellemøsten.
Israel ønsker ikke at oprette en atomvåbenfri zone i regionen. Israel ønsker at være den eneste atommagt i regionen og dermed være præcis, hvad det er – nemlig den største amerikanske militærbase i verden, der tilfældigvis er hjemsted for en stor civilbefolkning.
Iran har ingen ambitioner om at blive en atommagt. Men det har en ambition om at være en suveræn stat, der fortsat er engageret i retfærdighed for palæstinenserne. Israel har ikke noget problem med selve ideen om suverænitet, men har et problem med enhver stat i regionen, der forpligter sig til palæstinensernes frigørelse. Hvis Iran normaliserede forholdet til Israel og ophørte med sin modstand mod USA’s dominans i regionen, er det sandsynligt, at Israel ville ophøre med sin modstand mod Iran.
Israel og USA banede vejen
I januar 2020 gennemførte USA et ulovligt mord i Iraks lufthavn i Bagdad for at dræbe general Qassim Soleimani, lederen af Quds-styrken i Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC).
Soleimani havde gennem Quds-styrken skabt en forsikring for Iran mod yderligere israelske angreb på landet. Quds-styrken er ansvarlig for iranske militæroperationer uden for landets grænser, herunder opbygningen af den såkaldte “modstandsakse”, der omfatter forskellige pro-iranske regeringer og ikke-statslige militære styrker.
Disse omfattede: Hizbollah i Libanon, forskellige IRGC-grupper i Syrien, der samarbejdede med syriske militsgrupper, Bashar al-Assads regering i Syrien, flere palæstinensiske fraktioner i det besatte Palæstina og Ansar Allah-regeringen i Yemen.
Uden sin egen atomvåbenafskrækkelse havde Iran brug for en måde at opveje Israels og USA’s militære overlegenhed på. Denne afskrækkelse blev skabt af “Modstandsakserne”, en forsikringspolice, der gjorde det muligt for Iran at give Israel besked om, at hvis Israel skød på Iran, ville disse grupper bombardere Tel Aviv med missiler som gengældelse.
Den kyniske Netanyahu bruger folkemord og muligheden for en forfærdelig krig med Iran til snævre politiske formål.
Attentatet på Soleimani indledte en beslutsom ny politisk og militær kampagne fra USA, Israel og deres europæiske allierede for at svække Iran.
Israel og USA begyndte at angribe iranske logistikbaser i Syrien og Irak for at svække Irans fremskudte position og demoralisere de syriske og irakiske militsgrupper, der opererede imod Israels interesser. Israel begyndte at myrde militære officerer fra IRGC i Syrien, Iran og Irak, en mordkampagne, der begyndte at få indflydelse på IRGC og Quds-styrken.
Israel udnyttede sin folkemordskrig mod palæstinenserne i Gaza og begyndte med fuld støtte fra USA og Europa at underminere “modstandsaksens” og Irans sikkerhedsnet.
Israel udvidede krigen til Libanon med en nådesløs bombekampagne, der blandt andet omfattede mordet på Hizbollah-lederen Sayyid Hassan Nasrallah den 27. september 2024. Kampagnen har ikke fuldstændig ødelagt Hizbollah, men har uden tvivl svækket organisationen.
I mellemtiden indledte Israel en regelmæssig bombekampagne mod syriske militærstillinger omkring Damaskus og langs vejen til Idlib i nord. Denne bombekampagne, der var koordineret med USA’s militær og efterretningstjenester, havde til formål at åbne vejen for tidligere al-Qaeda-krigere til Damaskus og omstyrte al-Assads regering den 8. december 2024.
Al-Assads regerings fald svækkede Irans styrke i hele Levanten (fra den tyrkiske grænse til de besatte palæstinensiske områder) samt langs sletterne fra det sydlige Syrien til den iranske grænse.
USA’s vedvarende kampagne for at bombe yemenitiske stillinger resulterede desuden i tabet af Ansar Allahs tunge udstyr (herunder langdistance-missiler), som udgjorde en fundamental trussel mod Israel.
Det betød, at Irans forsikringspolice mod Israel var brudt sammen i begyndelsen af 2025. Israel indledte sin march mod krig, hvilket tydede på, at et angreb på Iran var nært forestående.
Et sådant angreb ville, som Israels premierminister Benjamin Netanyahu ved, hjælpe ham i den indenrigspolitiske kamp med de ultraortodokse partier om spørgsmålet om militær fritagelse for deres menigheder, hvilket vil forhindre hans regering i at falde.
Den kyniske Netanyahu bruger folkemord og muligheden for en forfærdelig krig med Iran til snævre politiske formål. Men det er ikke det, der motiverer dette angreb. Det, der motiverer dette angreb, er, at Israel fornemmer en mulighed for at forsøge at vælte den iranske regering med magt.
Iran vendte tilbage til forhandlingerne, som IAEA havde mæglet for at forhindre et sådant angreb. Dets ledelse vidste udmærket, at intet kunne stoppe en lovløs stat som Israel fra at bombe Iran. Og intet gjorde det. Ikke engang det faktum at Iran stadig sidder ved forhandlingsbordet.
Israel har udnyttet Irans midlertidige svaghed til at slå til. Og det angreb kan eskalere yderligere.
Denne artikel er produceret af Globetrotter og No Cold War.
Forfatterbiografi: Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent hos Globetrotter. Han er redaktør hos LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger erOn Cuba: Reflections on 70 Years of Revolution and Struggle (sammen med Noam Chomsky), Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (også sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of US Power.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.