Svar på blogindlæg
I januar, tre måneder efter Israels angreb på Gaza, samledes en gruppe mennesker i inuitbyen Iqaluit, hovedstaden i det canadiske Nunavut-territorium, og opfordrede til våbenhvile.
En demonstrant sagde: “Jeg mener, at palæstinensernes rettigheder er oprindelige folks rettigheder til disse landområder, og vi befinder os på oprindelige folks landområder her, og hvis vi kæmper for oprindelige folks rettigheder i Canada, i Nunavut, bør vi gøre det samme i hele verden.”
Et dybt reservoir af vrede har fundet nye stemmer. De rejser krav om menneskerettigheder og selvbestemmelse i antikolonialismens navn.
Større demonstrationer fandt sted i de mere befolkede byer Whitehorse i Yukon og Yellowknife i Northwest Territories. Mere end 200 mennesker samledes ved havnefronten i Whitehorse, nogle af dem var efterkommere af palæstinensiske flygtninge fra Nakba i 1948.
I Norge så den samiske urbefolkningsgruppe, at deres sag var den samme som i Gaza. “Der er en umiddelbar trang til at forsvare mennesker, som bliver fordrevet fra deres hjem”, sagde en demonstrant. Det samiske samfund lancerede en række regelmæssige demonstrationer i Oslo mod krigen i Gaza, og disse markeringer finder fortsat sted.
I samme ånd udsendte Samerådet, en NGO, der repræsenterer den samiske urbefolkning i Norge, Sverige, Finland og Rusland, en erklæring for et frit Palæstina. Den kræver, “at Israel afslutter sin besættelse af Vestbredden og afvikler sin bosættelsespolitik, som indebærer en ulovlig annektering af besatte områder”.
Derudover opfordrer Samerådet til en international boykot af handel og investeringer fra de besatte områder og til en FN-undersøgelse af påstande om krigsforbrydelser og overtrædelser af international lov. Det afsluttes med en specifik henvisning til “oprindelige folks rettigheder, især beduinernes, som ofte bliver overset i disse konflikter”.
Hvad fik folk i det arktiske nord til at være opmærksomme på krigen i Gaza, som er så langt væk? Hvad fik dem til at udtrykke solidaritet med palæstinenserne? De sociale medier har helt sikkert muliggjort viden og solidaritet på tværs af kloden, men hvad har været motivationen for at deltage?
Klimaforandringer og neokolonialisme: en dødelig blanding
To relativt nye processer har ført til dette. Den ene er det faktum, at klimaforandringerne har gjort Arktis til en stor udvindingsregion, som genopliver neokolonial adfærd, som de oprindelige indbyggere længe har modstået. Den anden er den nye kolde krig mellem USA og Europa og Rusland og Kina, eller mellem det imperialistiske Vesten og det tidligere koloniserede globale syd.
Konkurrencen om ressourcer, der for nylig er blevet afdækket af den smeltende is, har forværret de politiske spændinger i Arktis, og de oprindelige folk er påvirket af nye overgreb på deres landområder og af den voksende militarisering af regionen.
Deres stigende selvsikkerhed og solidaritet med palæstinenserne indikerer en styrket international dimension.
Den globale opvarmning i Arktis er fire gange højere end i resten af verden. Stigende vandmasser fra den smeltende is truer kystbeboernes eksistens.
I selve Arktis har den smeltende is gjort enorme reserver af undersøisk olie og gas tilgængelige, det meste af det på russisk territorium. Men den har også afsløret tilstedeværelsen af vigtige mineraler, der er nødvendige for moderne teknologi.
Denne nye udvindingsgrænse skader ikke kun det lokale miljø, men udfordrer også de oprindelige folks skrøbelige landkrav, som de i årenes løb har vundet gennem hård juridisk kamp.
Selv miljøteknologier som vindmølleparker og vandkraftdæmninger har truet nogle oprindelige folks traditionelle levebrød ved at hindre jagt- og rensdyrruter. Klimaforandringerne truer dem således både direkte og indirekte, selv ved miljøprojekter, der har til formål at afbøde dem.
Oprindelige folk i Arktis lider også under gamle og vedvarende problemer påført dem af deres herskende stater. De lider ikke mindst af fødevareusikkerhed, da de har mistet deres traditionelle levevis og ikke tjener nok til at købe importerede fødevarer, som er dyre, fordi de på grund af manglende veje skal flyves ind. Sundhedspersonale har bemærket den skadelige effekt af dårlig og utilstrækkelig mad.
Potentielt folkemorderisk har været tvungen assimilation gennem internatskoler for indfødte børn, hvor de blev udsat for fysisk og seksuel mishandling, underernæring, sygdom og for tidlig død. En anden folkemorderisk praksis var reproduktiv kontrol gennem tvungen og endda hemmelig praksis som at forsyne kvinder med præventionsmidler som for eksempel spiral.
Årtiers klager efterfulgt af løfter om reformer har ikke ændret meget i praksis. Et dybt reservoir af vrede har fundet nye stemmer. De rejser krav om menneskerettigheder og selvbestemmelse i antikolonialismens navn.
De regerende arktiske stater fastholder på deres side en tone af respekt og lovede forbedringer, formentlig for at bevare loyaliteten hos deres oprindelige befolkning, hvis samarbejde de har brug for i de voksende spændinger i regionen.
Men en mørk undertone af trusler er også dukket op.
Den koloniale arv
Lidt historie kan belyse forandringerne.
De oprindelige folk i Arktis – såsom inuitterne i Alaska, Canada og Grønland, som er en koloni i Danmark, og samerne i Finland, Sverige, Norge og Rusland – gjorde modstand mod koloniseringen fra begyndelsen, da de invaderende stater opdelte deres frit vandrende cirkumpolare eksistens og indespærrede dem som minoriteter inden for grænserne.
En bølge af fornyet modstand fandt sted i de globale antikoloniale bevægelser i 1960’erne og 1970’erne. De vandt repræsentative sammenslutninger og en vis lovgivning, der i det mindste retorisk beskyttede minoriteters rettigheder. Men mange gamle problemer er stadig uløste, og nye forværrer dem.
I lyset af regeringernes fortsatte træghed og modstand mod væsentlige ændringer er de ramtes stemmer blevet mere skingre.
I inuitterritorierne er der en stille lyd af unge mennesker, der rejser væk på jagt efter en bedre fremtid. De, der bliver tilbage, indtager en stærk radikal position, som for nylig blev udtrykt på et møde i Island for nye ledere fra hele det cirkumpolare nord:
“Arktis står over for kolonisering, undertrykkelse af sprog og kultur, udnyttelse af naturressourcer og affolkning. Disse problemer er i høj grad resultatet af beslutninger, der er truffet uden for Arktis uden vores deltagelse eller samtykke. Det skal ændres, og vi, de unge ledere og oprindelige folk i Arktis, skal eje vores egen fremtid”.
Et af deres krav er, at uddannelse skal omfatte et arktisk perspektiv, der anerkender lokale eksperter og videnspersoner som værende lige så værdige som traditionelle akademiske eksamensbeviser.
I tilfælde af krig anerkender de arktiske stater nu mere end nogensinde før vigtigheden af lokalbefolkningens viden om arktiske forhold. Derfor kræver fremsynede unge, at den valideres gennem ligeværdig certificering.
Et andet krav er reel deltagelse i industriens beslutninger vedrørende de territorier og ressourcer, der vil blive påvirkede. Det betyder, at de skal inkluderes i bestyrelser og reguleringsorganer for at forhindre udnyttelse og sikre ejerskab af resultaterne af forskning og udvikling i deres områder.
For at rette op på den til tider elendige sundhedspleje foreslår de langsigtede midler bestemt af og for hvert lokalsamfund til at skabe regionale eller lokale centre.
Endelig kræver disse unge oprindelige folk som arvtagere af planeten repræsentation i internationale og nationale politiske beslutningsprocesser om miljøspørgsmål.
Selvbestemmelse i Nunavut
Endnu mere radikalt end stærkere krav om inklusion er ideen om selvbestemmelse, der ikke er separatisme. Det er de oprindelige folks forfægtelse af en national identitet og et selvstyre adskilt fra de stater, der har koloniseret dem.
For de cirkumpolare inuitter eller samer kan national enhed overvinde de splittelser, som de koloniserende stater har skabt, og overvinde den underdanighed, der ligger i at plædere for forbedrede mindretalsrettigheder inden for stater.
To eksempler på en sådan relativ autonomi er Nunavut, en selvstyrende inuitregion i Canadas Northwest Territories, og Grønland, en tidligere dansk koloni, som stadig er bundet til Danmark i udenrigspolitisk henseende.
For inuitterne påvirkede Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig og Koreakrigen i høj grad dagligdagen. Militærbaser fremskyndede inuitternes integration i den kontante økonomi. Miner, skoler, regeringskontorer og sygeplejestationer bragte inuitter fra hele Arktis sammen.
Det muliggjorde en fælles modstand mod den canadiske regering, da den øgede sin assimilationspolitik.
I 1973 fandt den første cirkumpolare konference for oprindelige folk sted. Den forbandt permanent nationale og internationale bekymringer, som for eksempel konsultationer om olie- og gasefterforskning på oprindelige folks landområder.
Efter yderligere pres gik den canadiske regering med til Nunavut Land Claims Agreement, der skabte et nyt territorium med sin egen lovgivende forsamling og offentlige regering, adskilt fra resten af Northwest Territories.
Nu i 2024 har Nunavut endelig fået beslutningskompetence over brugen af sit land og sine ressourcer. En ny aftale med den canadiske regering giver de oprindelige folk den endelige myndighed over udvindingen af mineraler, olie og gas på den offentlige jord.
Denne nye myndighed har meget at se til: En voksende klassestruktur og splittelse med fattigdom og høje selvmordsrater. Den canadiske regering har udtrykt frygt for “undergravende ideer”.
Og det større Inuit Circumpolar Råd sluttede sig til Samerådet for oprindelige folk i de europæiske stater og viste en vis styrke over for det statsdrevne Arktiske Råd, da det “satte sine aktiviteter på pause” for at lukke Rusland ude.
De proklamerede: “Vi lukkede ikke ned”, og de insisterede på at opretholde kontakten gennem de arbejdsgrupper, der omfatter russiske oprindelige folk i Arktis.
Grønland: På vej mod uafhængighed?
På samme måde overvejer Grønland forsigtigt sin politiske situation. Den overvejende inuitiske befolkning vandt selvstyre fra kolonimagten Danmark i 1979, men grænserne for denne status viste sig i 2017, da den grønlandske regering gik med til at lade Kina åbne en mine og en havn, men Danmark tilbagekaldte aftalen på grund af “sikkerhedsmæssige bekymringer”, som USA havde givet udtryk for.
I lyset af sin åbenlyse sårbarhed udviklede Grønlands parlament en meget omhyggelig strategi, der definerer en fin linje mellem forsvar og diplomati. Med vægt på suverænitet indbyder den til en taktfuld diskussion om potentiel værnepligt.
Tilgangen sikrer tilpasning til Vesten, men hævder også et pacifistisk ideal som en del af Grønlands (inuits) kulturelle tradition. Denne strategi rådgiver Danmark, som kontrollerer Grønlands udenrigspolitik, om, at ethvert muligt militært engagement bør begrænses til overvågning.
Mere selvsikkert støtter to tredjedele af Grønlands befolkning, der er utilfredse med at blive behandlet som andenrangsborgere, uafhængighedspartiet, og et af dets medlemmer erklærer: “Vi forsøger at bryde ud af de koloniale lænker”.
Uafhængighed ville give Grønland mulighed for at bruge sin strategiske placering og ressourcerigdom til at forhandle sig frem til bedre vilkår, investeringer og økonomisk støtte. Tilstedeværelsen af danske og amerikanske militærstyrker ville dog forhindre ethvert større skift i loyalitet i forbindelse med uafhængighed.
Militarisering af USA og NATO
Amerikansk militærstrategi gør dette klart. Et dokument fra West Point foreslår oprettelsen af en permanent arktisk specialstyrke, som skal inddrage oprindelige folk på grund af deres nyttige viden om arktisk terræn og arktiske forhold.
Med henvisning til historien om specialstyrkernes samarbejde med montagnarderne og nungerne i Vietnam og kurderne i Irak understreger strategien vigtigheden af en militær tilstedeværelse på jorden.
Også samerne i de europæiske stater ser sig selv i en international sammenhæng, fordi nationale forsøg på selvbestemmelse i bedste fald har haft begrænsede resultater eller er slået helt fejl.
For eksempel fratog Sverige i 1993 de samiske landsbyer deres eksklusive jagt- og fiskerettigheder, selv om de forsikrede de samiske parlamenter om deres rettigheder.
En reaktion på denne egenmægtige statslige annullering af en gruppe samer var dannelsen af et pan-nordisk råd i 1996. Det er dette sameråd, der har skrevet brevet til støtte for palæstinenserne i den nuværende konflikt.
Samerne har genoprettet forestillingerne om deres enhed fra før kolonitiden for at overvinde deres opsplitning i mindretal i de koloniserende stater.
De har også vendt tilbage til førkoloniale levemåder, som organiserede brugen af jorden forskelligt. Undergrupper havde på forskellig vis jaget, fisket, fourageret og hyrdet rensdyr, hvilket alt sammen krævede en fleksibelt forhandlet brug af territoriet snarere end eksklusivt ejerskab.
Selvom de fleste samer nu arbejder i lønøkonomien, er ideen om at dele det nationale rum retfærdigt med de europæiske bosættere gennem statsmodererede forhandlinger mellem ligemænd dukket op igen. Ikke overraskende modsætter staterne sig denne idé.
Som følge af de koloniserende staters fortsatte dominans har samerne, ligesom inuitterne, henvendt sig til internationale institutioner og solidaritetsbevægelser for at tale deres sag om selvbestemmelse i et klart politisk sprog.
I 2019 sagde Aili Keskitalo, den første kvindelige formand for Sametinget i Norge, klart og tydeligt: “Vi deler en historie med kolonialisme, undertrykkelse af sprog, tab af kultur og landområder”.
Som samisk repræsentant i EU protesterede hun voldsomt mod etableringen af vindmølleparker i Norge, der forstyrrer rensdyravlernes levebrød, og hævdede, at “vores stemmer ikke er repræsenteret gennem vores nationalstater i EU-systemet”.
For at rette op på dette foreslog hun en undersøgelse af magtstrukturerne bag klimaforandringerne ved at kræve en politik for oprindelige folk i EU med fokus på oprindelige folks rettigheder til jord inden for de politiske rammer af den europæiske grønne aftale.
Hvordan kan denne nye modstand udfolde sig i en stadig mere anspændt atmosfære af stormagtsfjendtlighed, der manifesterer sig som militarisering i Arktis?
Fra den 3. til den 15. marts afholdt NATO sine største krigsspil, Nordic Response, i Arktis. Det involverede mere end 20.000 soldater fra 13 lande, et flertal amerikanere, med 50 flådefartøjer og mindst 100 fly. Operationen fandt sted tæt på Rusland, den formodede fjende, som var informeret og holdt øje.
Men samerne blev udsat for indtrængen på deres jord med etableringen af permanente baser. Deres modstand som rettighedshavere blev mødt med væbnet magt og en øget militær tilstedeværelse fra Finland, Norge og Sverige.
For at bevise NATO’s sammenhold omfatter øvelsen Immediate Response fra 21. april til 31. maj allieret træning i Norge, Sverige, Finland, Danmark, Tyskland, Tjekkiet og Polen med mere end 24.000 soldater, hvoraf 10.000 er fra den amerikanske hær.
Denne sabelraslen taber ikke de oprindelige folk af syne. I 2021 formulerede den amerikanske hær en politik, “Regaining Arctic Dominance”, som understregede partnerskabet med den oprindelige befolkning og anerkendte vigtigheden af deres viden om miljø og terræn.
Men konsultationen kan lide skade, når militariseringen påtvinger baser, der kræver forsyningsfaciliteter, specialiseret infrastruktur samt opbevaring og bortskaffelse af farlige materialer.
Tidligere har dette resulteret i besættelse, fjernelse eller direkte konfiskation af oprindelige folks jord og ressourcer. Desuden kan bekymring for oprør føre til oprørsbekæmpelse og grænsekontrol, ikke kun af hensyn til staten, men også for at beskytte transnationale selskaber, der udvinder naturressourcer.
Den amerikanske hær genvinder arktisk dominans.
Oprindelig internationalisme
Hvilken rolle kan de oprindelige folk spille, når deres kolonisatorer – som medlemmer af NATO – konfronterer Rusland, som er på linje med Kina, der selv er på linje med det antikoloniale globale syd?
I hvor høj grad vil de samarbejde med deres stater, frivilligt eller ej, og i hvor høj grad kan de forhandle med de modsat rettede kræfter for at få deres krav igennem? Kan de projicere deres lokale institutioners stemme ud over den arktiske region og ind på verdensscenen?
Sametingene i Finland, Sverige og Norge er valgte organer med rådgivende, men ikke lovgivende beføjelser. Men ligesom Inuit Circumpolar Råd er de blevet mere politisk højlydte og politisk forenede omkring en fælles global kolonial arv.
I dag findes der platforme for netop sådanne bestræbelser takket være afkoloniseringsbevægelserne i det 20. århundrede.
Den globale scene er blevet stadig vigtigere for de gamle, spredte oprindelige samfund, der er indkapslet i nutidens nationalstater på grund af koloniseringen. Begrebet afkolonisering har udviklet sig til en bredere udfordring af ideen om en absolut suveræn nationalstat som den eneste politiske struktur.
Oprindelig internationalisme har fokuseret på begrebet selvbestemmelse, opretholdelsen af en separat identitet inden for en nationalstat, baseret på dens modstand mod assimilering pålagt af den koloniserende enhed.
En ny kamparena omfatter både den gamle nedbrydning af det arktiske miljø forårsaget af kul- og olieudvinding samt forsøget på at standse eller rulle den tilbage ved hjælp af grønne teknologier.
De førkoloniale, overvejende nomadiske, oprindelige folk, som havde været fornuftige vogtere af det cirkumpolare land, de beboede, har lidt mest under fortrængningen fra udvindingsindustrien. I et forsøg på at rette op på de økologiske skader med moderne teknologier fra den “grønne” industri forsøger virksomhederne nu at udvinde de sjældne jordarter og mineraler i Arktis, som er blevet blotlagt af isen, der trækker sig tilbage.
Et af resultaterne er yderligere fordrivelse af oprindelige folk og yderligere skade på deres tilbageværende traditionelle levebrød som rensdyrhold og fiskeri.
I princippet har de ret til at give eller nægte samtykke til projekter, der påvirker deres territorier. Men alt for ofte er denne ret blevet ignoreret i den voldsomme ekspropriation, der ligger til grund for nutidens arktiske geopolitik, som selv bliver mere og mere militariseret.
Tilstedeværelsen af NATO-falanksen, som nu omfatter alle de arktiske nationer med undtagelse af Rusland, der således konfronteres med sin nordlige grænse ved Det Arktiske Ocean, forværrer spændingerne og skubber oprindelige folks centrale spørgsmål som fødevaresikkerhed, sundhed, energi og arbejdspladser længere ud i periferien.
Modstanden vokser. Da Arktisk Råd “satte sine aktiviteter på pause” for at afbryde samarbejdet med Rusland, protesterede grupper af oprindelige folk over, at de ikke var blevet hørt.
På Sikkerhedsrådets møde i München i 2023 insisterede Sara Olsvig, inuitternes repræsentant, på, at samarbejdet med Rusland skulle genoptages. Hun sagde også:
“En række sikkerhedsspørgsmål fortsætter med at ændre vores livsgrundlag, herunder vores fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet. Den globale geopolitiske udvikling er alvorlig og lægger pres på vores folk. Vi må fortsætte med at hæve vores stemmer som folk i Arktis. Vores samarbejde og konstante pres for at få alle arktiske regeringer til at forfølge et fredeligt, lavspændt og velstående Arktis skal fortsætte”.
I et andet forum påpegede inuitrepræsentanten Natan Oped lidenskabeligt årsagen til problemet med den vedvarende fødevareusikkerhed, som rammer tre fjerdedele af Canadas oprindelige folk: “Kolonialisme, systemisk racisme og strukturel ulighed bidrager alle til fødevareusikkerhed”.
Den voksende samiske militans kommer også fra de europæiske staters afvisning af at udvide samernes juridiske magt over arealanvendelse, hvilket kunne påvirke mine- og vindkraftprojekter.
I Finland blev et lovforslag om omdefinering af samernes valgbarhed, som ville udvande deres etnicitet, som de definerer den, og som de betragter som en form for tvungen assimilation, debatteret over fem valgperioder og blev udskudt igen i 2024 på grund af en teknikalitet.
Sametingets formand Pirita Näkkäläjärvi, der talte til FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folk, trodsede på det kraftigste afgørelsen: “Heldigvis ser verden med … Vi har ikke tænkt os at give op. Vi skylder det samiske folk og alle oprindelige folk i verden at fortsætte med at forsvare vores ret til selvbestemmelse som et oprindeligt folk”.
Ånden i denne erklæring om modstandskraft og modstand understøttes grafisk i gadegraffiti: “Liv eller død!”
I Sverige har modstanden mod en grøn omstilling, der endnu en gang vil krænke samernes jordrettigheder, taget form af nykolonial bevidsthed.
“Lad os sige det ligeud: De stjal vores land”, sagde en samisk politiker fra det svenske miljøparti.
Europas største jern- og kobberminer, som leverer det meste af Sveriges vandkraft, ligger på samisk jord, og regeringen har planer om at tredoble antallet. Som svar krævede Sametinget et moratorium af hensyn til samernes ret til at eje alle ressourcer.
Kunstige koloniale grænser
En anden form for kamp mod den historiske arktiske kolonialisme er det fornyede krav om fri bevægelighed for de cirkumpolare folk mellem de arktiske nationalstaters territoriale grænser.
Aslak Holmberg, vicepræsident i Samerådet, bor på grænsen mellem Finland og Norge. Han er klar over den igangværende udnyttelse af opdelingen:
“Utallige oprindelige folk er blevet delt af pålagte statsgrænser, deres samfund og slægtninge er blevet adskilt af kunstige linjer, deres migrationsmønstre, hellige ritualer, fiske- og jagtmetoder er blevet ændret. Vi må gøre op med virkningerne af kolonisering, årtiers neoliberale politikker og den nuværende drift af udvindingsindustrier, landbrugsvirksomheder og monokulturer, der har forarmet oprindelige samfund. Vi skal respektere, beskytte og opfylde oprindelige folks rettigheder.”
Inuit-repræsentanten Natan Obed var lige så markant og sagde: “Inuit i Alaska, Canada og Grønland er delt af kunstige grænser, der fungerer som barrierer for samarbejde, handel og økonomisk udvikling og mobilitet … Vore menneskerettigheder er ikke andenrangsrettigheder.”
Den nye retoriske kraft hos de arktiske indfødte ledere har alarmeret de stater, der hævder at have jurisdiktion over dem.
Nordamerika frygter “Kinas arktiske rækkevidde“
I 2023 advarede den canadiske efterretningstjeneste inuitlederne om, at udenlandske modstandere kunne få fodfæste i Canada ved at tilbyde at udfylde huller i infrastrukturen i nord, sandsynligvis med Kina i tankerne. Men Natan Obed reagerede ved at kræve, at spionagenturet skulle dele klassificerede efterretninger om risiciene i stedet for blot at advare.
Den største risiko er ikke Rusland, som ikke ønsker indblanding udefra i sin egen oprindelige befolkning, som omfatter cirka 2000 samer blandt 40 “små nationer” i Den Russiske Føderation. Den “udenlandske modstander”, som frygtes for muligvis at forføre oprindelige befolkninger med infrastruktur, er tydeligvis Kina.
En RAND-undersøgelse fra 2022 med den nervøse titel “China’s Arctic Reach” noterede sig oprettelsen af Confucius-institutter i regionen med ventelister for lokale beboere til at deltage i undervisning og arrangementer.
Den største frygt er Kinas interesse i at investere i miner til guld og sjældne jordarter. To år tidligere havde Canada blokeret for en sådan investering i inuit-områder, der juridisk set betragtes som selvstændige. Hvor velbegrundet er denne mistanke? Kina har ikke set Arktis som en del af sin sikkerhedsstrategi, men snarere som en region med økonomiske muligheder.
Beijing er til stede som “observatør” uden stemmeret i Arktisk Råd sammen med 40 andre ikke-arktiske stater som Indien, Japan og Sydkorea samt inuit- og samerorganisationer uden stemmeret.
I den rolle samarbejder Kina med Rusland om kommerciel brug af den nordlige sørute ved Ruslands grænse, samtidig med at man forventer, at yderligere issmeltning vil gøre det muligt for skibe at navigere i selve Det Arktiske Ocean som en endnu kortere rute for handel med Europa. Kina deltager også i den igangværende videnskabelige forskning i grøn energi.
Kinas 14. femårsplan (2021-2025) henviser kun kort til Arktis og understreger hovedsageligt spørgsmål om havforvaltning og havressourcer.
Den nuværende kinesiske politik om ikke at blande sig i andre staters interne anliggender gør det usandsynligt, at landet vil kæmpe for koloniserede folk i nord på samme måde, som det har støttet modstanden mod neokolonialisme i det globale syd. Planens eneste officielle omtale af oprindelige folk er under rubrikken turisme, hvor det påbydes at respektere de oprindelige folks traditioner og kulturer og deres unikke livsstile og værdier.
Inuitterne under amerikansk, canadisk og dansk kontrol og samerne under norsk, svensk og finsk kontrol er ikke potentielle forrædere. De er et koloniseret folk, som genfinder deres tidligere kampvilje og solidariteten med ligesindede militante nykoloniserede folk andre steder.
Det globale syd i det arktiske nord er en kommende politisk grænse.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, juli 2024. Artiklen er oversat fra Geopolitical Economy Report, som er et uafhængigt nyhedsmedie, der producerer undersøgende journalistik og originale analyser for at forstå en verden i forandring. Artiklen blev første gang bragt den 15. maj 2024.
Renate Bridenthal er en pensioneret professor i historie, som underviste på Brooklyn College fra 1967 til 2001. Hun har været medredaktør af en meget anvendt lærebog om kvinders historie i Europa og har været medredaktør af og medforfatter til mange andre bøger, herunder senest The Hidden History of Crime, Corruption, and States (2013). Hun er også mangeårigt medlem af redaktionsrådet for det akademiske tidsskrift Science & Society.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
