Mens NATO’s næste topmøde nærmer sig – på baggrund af en eskalerende stedfortræderkrig i Ukraine og en folkemordslignende rædsel i Gaza – må den fornuftige og moralske verden rejse sig i trods og sprænge de ideologiske lænker.
NATO er en zombiealliance, der vakler fremad trods sin irrelevans, med hugtænderne dryppende af blodet fra de nationer, den hævder at beskytte.
I Ukraine hælder NATO’s medlemmer benzin på bålet og går ind for eskalering frem for fred. USA, dens dukkefører, spiller et modbydeligt skuespil – prædiker fred, mens det tvinger sine allierede til at finansiere sin krigsmaskine. Trumps 175 milliarder dollars dyre Golden Dome, et rumbaseret missilforsvarssystem, er et hensynsløst træk, der truer med global udslettelse.
Uden USA’s muskler er NATO tandløs svindel. Dens sande mission – både tidligere og nuværende – er ikke forsvar, men terror, hvor man skaber fjender for at fodre det grådige militærindustrielle kompleks. Denne hydra omfavner nu medier, den akademiske verden og Hollywood, hvor man sælger krig som underholdning.
Fredsaktivisme skal være et utrættelig, dagligt oprør, ikke topmødeceremoni.
NATO er en global våbenbasar, der sælger forældede våben og tester nye på de sårbare. Dens mantraer – ‘fred gennem styrke‘, ‘vejen til fred med flere våben’ – er orwellsk gift, der bruger sproget som våben til at lukke munden på dissidenter. De, der vover at stille spørgsmålstegn ved dette vanvid, bliver stemplet som forrædere mod freden.
Haag-topmødet vil gentage det samme gamle manuskript: Skyhøje militærbudgetter – nu potentielt fem procent af BNP – der suger ressourcer fra sundhedsvæsenet, uddannelsen og de fattige. Rusland og Kina vil blive dæmoniseret som eksistentielle trusler for at retfærdiggøre denne plyndring.
NATO og FN-pagten
NATO tilsidesætter FN-pagten og sin egen grundlæggende pagt og efterlader et spor af ødelagte nationer og døde civile. Dens cheerleaders – tænketanke, medier og krigsophidsende embedsmænd – kræver et ‘stærkere, mere retfærdigt og mere dødbringende NATO’ og tørster efter hypersoniske våben, forebyggende angreb og militarisering af rummet. Dette er ikke forsvar; det er dominans på steroider.
Bombardementet af Jugoslavien i 1999 var et vendepunkt i NATO’s historie. Det blev iværksat uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd og var et skamløst ulovligt angreb, der blev retfærdiggjort med et falsk “humanitært” påskud.
Der var intet juridisk grundlag; NATO’s handlinger var en hån mod artikel 51 og 2, stk. 4, i FN’s pagt og skabte en model for lovløs militarisme forklædt som moral.
Artikel 2, stk. 4, fastslår princippet om statslig suverænitet og forbyder ensidig brug af magt. Artikel 51, der regulerer retten til selvforsvar, indeholder den eneste eksplicitte undtagelse fra denne regel, idet den tillader militær magtanvendelse udelukkende som reaktion på et væbnet angreb.
Da NATO’s intervention hverken var godkendt af FN’s Sikkerhedsråd eller gennemført i selvforsvar, udgjorde den en overtrædelse af begge bestemmelser i FN-pagten.
Dens 50-års jubilæum blev fejret med bomber over en suveræn stat, der ikke udgjorde nogen som helst trussel mod NATO. Det var en promovering af “out of area”-doktrinen – noget, der skulle vise sig at være meget nyttigt i de kommende interventioner i Afghanistan, Libyen og Syrien.
NATO’s krig mod Jugoslavien
Bombekampagnen i 1999 handlede ikke om beskyttelse af menneskerettigheder – det var imperial grænsedragning, der skabte klientstater som Kosovo og forposter som Camp Bondsteel, USA’s fæstning på Balkan.
Konflikten i Kosovo var kompleks, lidelserne var reelle, men NATO’s ulovlige intervention udløste kaos og krigsforbrydelser, som ingen er stillet til regnskab for som brug af forarmet uran, angreb på civil infrastruktur og et betydeligt antal “utilsigtede dødsfald”. Det gav supermagten frie hænder til at tegne nye kort og splitte stater. Det åbnede de facto Pandoras æske for alle andre stormagter.
I maj 2000, under en forelæsning på George C. Marshall Center i anledning af første årsdag for NATO’s intervention, fremsatte jeg en profetisk advarsel: At Makedonien – mit land – snart ville blive trukket ind i en militær konflikt som følge af afsmitningen. Ni måneder senere blev denne forudsigelse til virkelighed.
NATO pålagde sammen med EU en logik om etnisk opdeling, der gentog den model, der blev brugt i Bosnien. Den dag i dag kvæles Balkan under arven fra NATO’s såkaldte “militære humanisme” (for at låne Chomskys udtryk). EU’s statsopbyggende medicin gjorde resten. Hele regionen ligner stadig en krudttønde.
Ironisk nok opgav Makedonien – omdøbt til Nordmakedonien – i 2018 sin forfatningsmæssige identitet i bytte for NATO-medlemskab, forført af tomme løfter om fred, velstand og sikkerhed. I stedet befinder landet sig nu viklet ind i Ukraine-konflikten og forventes at afsætte op til fem procent af sit BNP til våben, mens mere end en tredjedel af befolkningen lever i fattigdom.
NATO’s økonomiske og sociale omkostninger er katastrofale. Dets krav om stadig højere militærbudgetter – to procent af BNP, nu 3,5 procent eller fem procent – er en dødsdom for den sociale velfærd. Hospitaler falder sammen, skoler forfalder, og borgerne knækkes under sparepolitikken, mens NATO’s krigsherrer fester på vores skatter.
NATO truer den globale fred
Anti-NATO-kredse fordømmer med rette denne økonomiske vampyrisme, men deres opfordringer til budgetbegrænsninger eller små justeringer af sparepolitikken er plaster på et dødeligt sår. Disse lindrende foranstaltninger lader udyret være intakt og frit til at tømme nationerne.
Den virkelige kur er radikal: Opløs NATO fuldstændigt og omfavn en multilateralisme baseret på FN-pagtens princip: fred med fredelige midler. Alt andet er medvirken til dens forbrydelser.
Fredsbevægelser vil protestere mod topmødet i Haag og andre steder, men NATO’s elite, barrikaderet bag sikkerhedsafspærringer, vil håne dem, ligesom deres medielakajer. NATO’s medvirken til folkemordet i Gaza og katastrofen i Ukraine vil blive begravet.
Den herskende klasse, der er døv for offentlighedens protester, trives på vores praktiske sans og høflighed. Fredsaktivisme skal være et utrættelig, dagligt oprør, ikke topmødeceremoni. Krigsmagerne styrer vores nationer, finansieret af vores arbejde og skatter, hvilket også gør denne kamp lokal.
I mit land, Makedonien, kræver Levica-partiet (Venstrefløjen) landets udtræden af NATO. Mit præsidentprogram for 2024 foreslog en enkel, trodsig handling: Et brev til USA’s udenrigsministerium om at forlade alliancen og i stedet omfavne neutral status.
I en splittet, multipolær verden, hvor Trumps uberegnelige styre har ødelagt ordenen, smelter NATO og EU sammen til én militariseret monolit. EU’s ReArm-initiativ udvisker deres grænser. Det handler ikke om ideologi, det handler om overlevelse.
Ligesom barnet i Andersens eventyr må vi råbe sandheden: NATO er en nøgen ødelægger, der foreviger vold (fysisk, strukturel og kulturel), samtidig med at det udhuler FN-systemet og bringer den globale fred i fare.
Opløs det! Forlad det! Vælg militær neutralitet og arbejd for en fælles fremtid for menneskeheden! Intet mindre vil være nok.
Nej til NATO! Ja til fred!
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren: Biljana Vankovska er professor i statskundskab og internationale relationer ved Ss. Cyril og Methodius Universitet i Skopje, medlem af Transnational Foundation of Peace and Future Research (TFF) i Lund, Sverige, og den mest indflydelsesrige offentlige intellektuelle i Makedonien. Hun er medlem af kollektivet No Cold War.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
