Status på kampen for Palæstina
10-års jubilæet for Belt and Road Initiative (BRI) i Beijing den 18. oktober 2023 var præget af de sædvanlige smil og håndtryk. Men Kinas økonomiske landskab, der er afhængigt af robuste netværk af forsyningskæder, går turbulente tider i møde.
Den USA-ledede handelskrig havde allerede forstyrret den kinesiske industri og forsyningskæderne, før COVID-19-pandemien yderligere tilstoppede havnene og forværrede forstyrrelserne. I mellemtiden har Biden-administrationen fortsat sin udvidelse af politikker, der begrænser Kinas adgang til det amerikanske marked og teknologier, herunder nye restriktioner på eksport af avancerede chips, som blev annonceret blot én dag før BRI-topmødet.
Udenlandske direkte investeringer i Kina styrtdykkede også med 43 procent i 2022, mens USA har overtalt allierede til at begrænse deres økonomiske samarbejde med Kina. For eksempel meddelte Italien, som tilsluttede sig Kinas BRI i 2019, at det trak sig ud af projektet i april 2023.
I marts begyndte Holland at indføre restriktioner på eksport af halvledere til Kina. Anholdelsen af to canadiske forretningsmænd i 2018, som i vid udstrækning opfattes som gengældelse for Canadas tilbageholdelse af Huaweis finansdirektør Meng Wanzhou på Washingtons anmodning, har gjort udenlandske ledere mere og mere tilbageholdende med at rejse til Kina.
Trussel mod Kinas økonomiske model
Den største bekymring for Beijing er dog truslen mod Kinas produktions- og eksportledede økonomiske model, som har drevet Kinas vækst i det meste af det 21. århundrede. I første halvdel af 2023 lå Kinas andel af USA’s vareimport på 13,3 procent, hvilket er et fald fra 21,6 procent i 2017 og det laveste tal siden 2003. Noget af dette fald kan tilskrives “reshoring”-politikker, som tilskynder amerikanske virksomheder til at bygge fabrikker i USA, ligesom europæiske virksomheder også fremmer lokal produktion.
Økonomiske tiltag for afkobling har også fået vestlige virksomheder til at etablere produktionsmuligheder i venligtsindede eller nærliggende lande, ofte omtalt som nearshoring eller friend-shoring. Lande som Vietnam, Malaysia, Taiwan, Indonesien, Indien, Mexico og andre kæmper om vestlige virksomheders opmærksomhed ved at tilbyde tilskud, skattelettelser og andre incitamenter. Den nyeste iPhone blev eksempelvis samlet i Indien, og mere end halvdelen af Nikes sko bliver nu fremstillet i Vietnam.
Ifølge Bank of America er det dog Mexico, der ser ud til at kunne høste de største fordele af denne “enestående mulighed“. Dets nærhed til USA og frihandelsaftalen USMCA med USA og Canada har fået amerikanske virksomheder til at øge produktionen i Mexico. Kombineret med den stigende automatisering i den amerikanske fremstillingssektor har denne udvikling udløst en debat om, hvorvidt Kinas “fremstillingsindustri har overskredet sit højdepunkt” allerede.
USA’s og Vestens økonomiske afhængighed er et formidabelt bånd, der ikke let vil blive brudt.
Men som “verdens fabrik” er Kinas dominans inden for produktion stadig stabil nok til at understøtte landets økonomi. Kinas andel af den globale produktion voksede faktisk fra 26 procent i 2017 til 31 procent i 2021 (hjulpet på vej af det globale fald i produktionen i årene op til og under COVID-19-pandemien), mens Indien, Mexico og Vietnam kun bidrog med henholdsvis 3 procent, 1,5 procent og 0,6 procent. Kinas andel af den globale eksport af forarbejdede varer målt i værdi voksede også fra 17 procent til 21 procent i samme periode, og på trods af nogle fald i den bilaterale handel, nåede handelen mellem USA og Kina et rekordhøjt niveau i 2022.
Kinas modstandsdygtighed over for ændringer i den globale forsyningskæde kan tilskrives strategiske infrastrukturinvesteringer, der har strømlinet landets produktions- og eksportaktiviteter. Effektive havne, omfattende motorveje, pålidelige jernbanesystemer, veletablerede industriparker, stabil regeringsførelse, en stor befolkning i den arbejdsdygtige alder og andre faktorer adskiller Kina fra potentielle konkurrenter.
USA halter fortsat bagefter
Selvom værdien af produktionen i USA er steget, og der for eksempel er skabt 800.000 job i fremstillingsindustrien i løbet af de sidste to år, er det ikke fulgt med jobvæksten i andre industrier, og fremstillingsindustriens andel af USA’s BNP falder fortsat.
Der er også frygt for, at USA vil mangle 2,1 millioner kvalificerede industriarbejdere i 2030. Indien står over for udfordringer i forbindelse med konkurrence fra billigere importvarer, høje produktionsomkostninger, skatter og lovgivningsmæssige forhindringer, mens Mexico kæmper med korruption og ustabilitet fra karteller, og Vietnam kæmper med strømafbrydelser og administrativt bureaukrati.
De massive forstyrrelser, der er nødvendige for en ægte økonomisk afkobling fra Kina, er uspiselige for offentligheden og den private sektor.
I stedet har mange af Kinas konkurrerende producenter valgt at samarbejde med Kina, hvilket forstærker den traditionelle afhængighed i forsyningskæden, som Washington forsøger at bryde. Det ses tydeligst i Mexico, hvor de fordelagtige forhold for amerikanske virksomheder også har gjort det til en attraktiv destination for kinesiske virksomheder, der søger en nærliggende indgang til det amerikanske marked.
Det er bemærkelsesværdigt, at 80 procent af den jord, der udlejes til udenlandske virksomheder i mexicanske industriparker, nu er i hænderne på kinesiske virksomheder (sammenlignet med 15 procent for amerikanske virksomheder), hvilket gør det muligt at levere kinesiske varer til slutmontering, før de eksporteres til USA.
Dette fænomen strækker sig ud over Mexico. I slutningen af 2022 opdagede det amerikanske handelsministerium, at store solcelleleverandører i Sydøstasien knap nok ændrede kinesiske produkter, før de blev sendt til USA. Over hele regionen gør kinesiske green tech-virksomheder betydelige indhug i produktionen.
Selv Vietnam har på trods af sine vedvarende og historiske spændinger med Kina forsigtigt taget imod kinesiske virksomheder, der ønsker at udvide deres tilstedeværelse i landet drastisk.
Sniger sig uden om USA’s sanktioner
Efter at have brugt milliarder af dollars på at opbygge økonomiske relationer med deres kinesiske modparter, har amerikanske virksomheder også modstået at kappe båndene til deres kinesiske partnere.
Et forskningsnotat fra Federal Reserve fra 2021 antyder, at mange underrapporterer deres import fra Kina for at undgå de toldsatser, som Washington har indført. Andre opmuntrer deres kinesiske partnere til at etablere fabrikker i Nordamerika. Derudover kan annulleringen af programmer (eller dem, der udløber inden for de næste par år), der tillader varer fra mange udviklingslande at komme toldfrit ind i USA, give plads til, at Kina kan træde ind som en foretrukken kilde for amerikanske distributører.
På trods af begrænsningerne i de vestlige politikker for at hægte Kina af er det værd at bemærke, at Kina også arbejder på en form for afkobling for at reducere sin afhængighed af Vesten. Made in China-initiativet (MIC25), der blev annonceret i 2015, søger at eliminere kinesiske virksomheders afhængighed af udlandet, når det gælder kritiske teknologier og produkter. Der bliver også fortsat indført politikker for at udvide Kinas hjemmemarked for at kompensere for restriktioner på oversøiske markeder.
Kinas økonomi vil fortsat være præget af styrker og svagheder. Kinesiske arbejderes stigende lønninger har støt udhulet den internationale konkurrenceevne for landets skrumpende arbejdsstyrke, mens en igangværende ejendomskrise har rystet troen på Kinas indenlandske økonomi. Desuden er Beijing blevet mindre liberal i forhold til kapital og vælger i stedet at inddrive udestående lån fra BRI.
Men kinesiske embedsmænd og virksomheder lobbyer i stigende grad lokale regeringer med “små, men smukke projekter“, som overflødiggør behovet for konsultationer med mere mistænksomme nationale ledere. Kina er også stadig afgørende inden for områder som sjældne jordarter/mineraler og udvider sin rolle inden for fremstilling af avancerede produkter, fra luftfart til grøn teknologi, for at konkurrere med højteknologiske vestlige firmaer. Kinesiske bestræbelser i Latinamerika og Sydøstasien på at indføre kinesiske forsyningskæder gør det også muligt at sælge til disse markeder.
Selvom det kan se ud til, at vi “allerede har nået eller passeret Kinas andel af verdens produktion”, er der ingen andre lande, der har eller forventes at kunne konkurrere med Kinas produktionskraft og eksportnetværk. Desuden er hverken Kina eller Vesten i stand til eller villige til at afbryde deres økonomiske bånd. Selv midt i sammenbruddet i forholdet mellem Vesten og Rusland siden 2022 er russisk energi fortsat med at strømme til vestlige lande, vestlig teknologi kommer fortsat ind i Rusland, og vestlige virksomheder, der har sagt, at de forlader Rusland, er blevet.
De massive forstyrrelser, der er nødvendige for en ægte økonomisk afkobling fra Kina, er uspiselige for offentligheden og den private sektor. Denne virkelighed afspejles i det skiftende sprogbrug hos embedsmænd i USA og EU, som nu lægger vægt på at mindske risici i stedet for at afkoble fra Kina. Kinesiske og vestlige virksomheder ser i stedet ud til at fortsætte med at omgå restriktioner og drive forretning, hvilket afspejler den kinesiske fremstillingssektors modstandsdygtighed og gør det klart, at USA’s og Vestens økonomiske afhængighed er et formidabelt bånd, der ikke let vil blive brudt.
Denne artikel er produceret af Globetrotter, mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
Om forfatteren:
John P. Ruehl er en australsk-amerikansk journalist, der bor i Washington D.C., og global korrespondent for Independent Media Institute. Han er medredaktør på Strategic Policy og bidrager til flere andre udenrigspolitiske publikationer. Hans bog, Budget Superpower: How Russia Challenges the West With an Economy Smaller Than Texas’, blev udgivet i december 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
