Læserbrev
Prisen på elektricitet er steget astronomisk i Europa i løbet af de sidste to år: Fire gange i forhold til det foregående år og ti gange i løbet af de sidste to år.
Den Europæiske Union (EU) har hævdet, at denne prisstigning skyldes stigningen i gasprisen på det internationale marked og Rusland, der ikke leverer nok gas.
Det rejser det kritiske spørgsmål: Hvorfor skulle for eksempel den tyske elpris stige fire gange, når naturgas bidrager med omkring en syvendedel af landets elproduktion?
Denne kraftige stigning i elpriserne er bagsiden af historien om de såkaldte markedsreformer i elektricitetssektoren, der har fundet sted i løbet af de sidste 30 år.
Hvorfor oplever Storbritannien også en kraftig stigning i prisen på elektricitet, selv om det producerer 40 procent af sin elektricitet fra vedvarende energikilder og atomkraftværker og producerer halvdelen af den naturgas, som det forbruger?
Al denne snak om at give Rusland skylden for den seneste stigning i gaspriserne dækker over den kendsgerning, at elproducenterne faktisk opnår astronomiske ekstraordinære gevinster. De fattigere forbrugere, der allerede er presset til det yderste af pandemien, står over for et grusomt dilemma: Skal de købe mad eller holde deres hus varmt, når elregningen sandsynligvis vil udgøre 20-30 procent af deres husholdningsbudget om vinteren?
Denne kraftige stigning i elpriserne er bagsiden af historien om de såkaldte markedsreformer i elektricitetssektoren, der har fundet sted i løbet af de sidste 30 år.
Prisen på elektricitet er knyttet til den dyrest producerede strøm til elnettet på daglige og timebaserede auktioner. I øjeblikket er naturgas dyrest, og derfor stiger elpriserne kraftigt, selv om gas ikke er den vigtigste kilde til elforsyningen til nettet.
Læren fra Pinochets Chile
Dette er markedsfundamentalisme eller det, som de nyklassiske økonomer kalder marginalnytteteori. Det var en del af Augusto Pinochets reformer af elektricitetssektoren, som han indførte i Chile under sit militærdiktatur fra 1973 til 1990.
Milton Friedman var Pinochets guru i forhold til disse reformer, og han blev bistået af sine Chicago Boys. Princippet om, at elprisen skal baseres på “marginalprisen”, blev endda en del af Pinochets forfatning fra 1980 i Chile. De chilenske reformer førte til en privatisering af landets elektricitetssektor, hvilket var målet med at indlede disse reformer.
Det var den chilenske model, som Margaret Thatcher kopierede i Storbritannien, som derefter blev kopieret af EU. Storbritannien afviklede sit Central Electricity Generating Board (CEGB), som drev hele landets elinfrastruktur: produktion, transmission og distribution.
Dette tiltag hjalp også Storbritannien med at skifte væk fra indenlandsk kul til sine termiske kraftværker og knuste dermed den magtfulde kulminearbejderfagforening. Det var også Enrons markeds-“reformer” i Californien, som førte til sommerens nedsmeltning af delstatens elnet i 2000-2001.
EU satsede kraftigt på naturgas som sit foretrukne brændstof for at nedbringe sine udledninger af drivhusgas; den øgede også de vedvarende energikilder – sol- og vindkraft – og udfasede brunkul og kul.
Prisen på elektricitet er knyttet til den dyrest producerede strøm til elnettet på daglige og timebaserede auktioner.
EU har indført en række sanktioner mod Rusland, har offentliggjort sine planer om at indføre yderligere sanktioner mod landet og har beslaglagt omkring 300 milliarder euro af Ruslands reserver, der ligger i EU-banker. EU har også sagt, at det vil skære ned på Ruslands olie- og gasleverancer. Det er ikke overraskende, at Rusland har reduceret sine gasleverancer til EU markant.
Hvis Vesten troede, at den kunne bruge sin økonomiske magt som våben, hvorfor troede den så ikke, at Rusland ville gøre gengæld ved at gøre det samme med sine gasleverancer til EU?
Som følge af de faldende russiske naturgasleverancer til Vesteuropa er prisen på flydende naturgas (LNG) steget kraftigt på det internationale marked. Hvad værre er, der er simpelthen ikke nok LNG på markedet til at erstatte den gas, som Rusland leverede til EU gennem sine rørledninger.
Gigastore profitter
Da gasprisen er steget fire til seks gange i løbet af de sidste par måneder, er prisen på elektricitet også steget kraftigt. Men da kun en brøkdel af elektriciteten er fremstillet af gas, scorer alle andre energikilder – vind, sol, kernekraft, vandkraft og selv beskidte kulfyrede anlæg – kassen på det hele. Det er først nu, at EU og Storbritannien drøfter, hvordan de kan løse problemet med de høje elpriser for forbrugerne og elproducenternes ekstraordinære profitter i denne periode.
Det er ikke kun forbrugerne i EU og Storbritannien, der er hårdt ramt. Det er også europæisk og britisk industri. Rustfrit stål, gødning, glasfremstilling, aluminium-, cement- og maskinindustrien er alle følsomme over for råvareomkostningerne. Som følge heraf risikerer alle disse industrier at lukke i EU og Storbritannien.
Den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis skriver i sin artikel “Time to Blow Up Electricity Markets“: “EU’s energisektor er et godt eksempel på, hvad markedsfundamentalisme har gjort ved elforsyningen verden over… Det er på tide at afvikle de falske elmarkeder.” Resten af verden gør klogt i ikke at følge EU’s eksempel.
Hvorfor styrter den indiske premierminister Narendra Modis centralregering så ud i denne afgrund? Har den ikke lært af erfaringerne fra sidste år, hvor priserne på spotmarkedet for elektricitet efter kulmangel steg til 20 rupier (0,25 dollars) per enhed, inden det offentlige ramaskrig førte til, at priserne blev begrænset til 12 rupier (0,15 dollars)?
Hvorfor så igen presse på for disse forfejlede politikker med markedsfundamentalisme i skikkelse af elektricitetsreformer? Hvem vil drage fordel af disse markedsreformer? Helt sikkert hverken forbrugerne eller de indiske delstatsregeringer, som bærer den største byrde ved at subsidiere elpriserne for deres forbrugere.
Denne artikel er udarbejdet i samarbejde mellem Newsclick og Globetrotter.
Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
Prabir Purkayastha er grundlægger og redaktør af Newsclick.in, en digital medieplatform. Han er aktivist for videnskab og fri software-bevægelsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
