En væbnet afkolonisering
Der var engang, hvor man kunne læse i en bog i timevis. I vor bombastiske Twitter-tid er det ikke længere så oplagt. Der er gået syv måneder, siden jeg skrev denne bog. I en virus’ liv er det en evighed. Til sammenligning gik der blot syv uger, fra den første smitte med SARS-CoV-2 til den globale nedlukning. I dag har vi set to bølger, halvfems millioner smittede og mere end to millioner dødsfald. Der har været nedlukninger, genåbninger og igen nedlukninger. Forholdsregler i form af undtagelsestilstande blev først kaldt “provisoriske”, derefter “midlertidige”, og gradvis blev de midlertidige undtagelser til regler.
Covid-19 har skærpet alle den globale kapitalismes modsigelser, kendsgerningerne har afsløret sandheden.
Ved udgivelsen af bogen fnyste de vestlige opinionsdannere. Hvad mener du med en klassevirus? Konge, kejser, kardinal, de får jo alle corona, ikke sandt? Det er dog ikke tilfældet. Covid-19 har skærpet alle den globale kapitalismes modsigelser, kendsgerningerne har afsløret sandheden.
I pandemiens mørke nat fortsatte de, der havde livsvigtige jobs, med at arbejde. Det var ikke bestyrerne af investeringsfonde, børshandlerne, finansrådgiverne eller studieværtstjernerne. Det var derimod sygeplejerskerne, skraldemændene, rengøringsdamerne, lærerne, lagerarbejderne, postarbejderne og buschaufførerne. De løb risikoen og holdt tingene i gang. Det gør de stadig. Men så snart kurverne går den rigtige vej, kræver klassen med de gode talere, at vi skal glemme alt om deres ofre. Hurtigt melder hukommelsestabet sig, og kravet om at vende tilbage til den umulige status før virussen bliver mere højlydt. ”Dengang de var bange for at dø, blev vi pludselig helte. Men nu har de allerede glemt os”, siger Monica fra Cremona, Italien, i bogen.
Vindere og tabere
Noah, en ven fra Holland, bestilte min bog online. Den blev leveret til ham af en bol.com-chauffør, som tjener knap to euro per levering. Bol.com er en onlinedetailhandel, den hollandske version af Amazon. Ejerne af bol.com er blandt krisens vindere. Deres nettoprofit er blevet fordoblet til over to milliarder euro. På den modsatte side af den historie leverer de udbyttede bude varerne til kunden for en mager løn. I kæmpemæssige distributionscentre går lagerarbejderne op til tyve kilometer om dagen og samler 225 pakker i timen for knap ti euro brutto. Det er folk af alle nationaliteter. De stuves sammen i beboelsescontainere på bol.com’s campingplads og betaler 400 euro for en enkeltmadras. Det er i Holland i 2021; det er moderne slaveri.
Jeff Bezos, den største aktionær i Amazon, den anden pakkegigant, er en af de rigeste personer i verden. I løbet af coronakrisen blev han 78 milliarder rigere, imens hans lagearbejdere kæmpede for af få enderne til at mødes. At covid-19 er en demokratisk virus, som påvirker alle på lige fod, er den største løgn i 2020. De rige bliver rigere, de fattige fattigere. Virussen er i sandhed en klassevirus. “Mertens kalder coronavirussen en klassevirus”, skriver det tyske ugeskrift Unsere Zeit. “Han analyserer pandemiens påvirkning i Europa. Den påvirker de svageste og fattigste i alle lande. I en prekær arbejdssituation er helbred og sikkerhed også prekære. Tag for eksempel sæsonarbejderne på grøntsagsplantagerne i Sydeuropa eller kontraktarbejderne hos kødgiganten Tönnies i Tyskland.”
Klassevirus: Denne vending står centralt i næsten enhver international omtale af bogen: Man finder den i magasinet Jacobin i USA; i franske L’Humanité; i de tyske aviser junge Welt, Neues Deutschland og Unsere Zeit; i den hollandske avis NRC Handelsblad; og på de spanske hjemmesider Cuarto Poder og El PLural. Klassevirus. Hvad andet kunne Gabriela Bucher, administrerende direktør for Oxfam International, sige, da hun præsenterede sin ulighedsrapport: ”Vi er vidne til den største vækst i ulighed, siden vi begyndte at måle”. Hvad skete der mellem 18. marts og 31. december 2020? På den ene side steg antallet af mennesker i verden, der lever i fattigdom, med 500 millioner. På den anden side har de ti rigeste personer på planeten set deres rigdomme stige med intet mindre ned 540 milliarder dollar. Tyg lige på den! Stigningen af disse ti personers rigdom er tilstrækkelig til at vaccinere hele verdens befolkning og at sikre, at ingen ender i fattigdom. ”Den dybe kløft mellem rig og fattig er lige så dødelig som virussen”, slutter Gabriela Bucher.
Over hele Jorden har de fattigste regioner højere infektions- og dødelighedsrate end de økonomisk mere velstående regioner. I England er dødelighedsraten i de fattigste kvarterer dobbelt så høj som i de rige. Det samme gør sig gældende i Indien, Frankrig og Spanien.
Har Big Pharma også patentrettigheder over en hel bande politikere?
Bare få milliliter af en vandlignende væske i en glasflaske – den ser ikke imponerende ud, sådan en vaccine. Men tag ikke fejl. Disse få milliliter indeholder en stor mængde viden. Trylledrikken “druid Panoramix” fra Asterix-tegneserien er ingenting ved siden af. Denne lille uanselige ting i flasken er baseret på alle mulige opdagelser fra en række videnskabelige discipliner: Fra cellebiologi til fysiologi, fra immunologi til epidemiologi, fra fysik til statistik.
Så det er fantastisk, at vi i dag har brugbare vacciner, som kan standse virussen. Vil alle kunne få en skefuld af krukken med Panoramix, så at vi kan besejre romerne? Nej, det vil tage år. Hvorfor? Fordi der ikke bliver produceret vaccine nok, siger de. Kan vi ikke producere mere? Selvfølgelig kan vi det! Teknisk set er det absolut muligt. Hvorfor sker det så ikke? Fordi det ikke er tilladt. Vaccinerne er underlagt patentbeskyttelse, så det er ikke enhver, der har lov til at fremstille dem. Kan vi forestille os noget, der er mere absurd skrækkeligt?
Check virkeligheden. Hundredtusinder mennesker i hele verden dør af virussen, hospitalerne stønner under pandemiens vægt, hele økonomiske sektorer bliver bragt til standsning, forretninger går fallit, folk mister deres job, og unge mennesker deres håb. Men … det er der ikke noget, vi kan gøre noget ved i nærmeste fremtid, for det tillader Big Pharma ikke.
Tjek virkeligheden igen. Hvis det var det, vi ville, så kunne titusinder af firmaer rundt om i verden omstilles til at producere vacciner. Hvis vi gør dette inden udgangen af 2021, så ville vi være i stand til at vaccinere hele befolkningen på denne blå planet. Det ville være stort for befolkningen, for helbredet og for økonomien. Men det sker ikke, fordi én sektor af monopoler står i vejen for det: den farmaceutiske industri.
Det ser ud som om, Big Pharma ikke bare patenterer vacciner, men også har patentrettigheder overalt over hele banden af politikere. I stedet for at tage ansvar og insistere på produktion af et tilstrækkeligt antal vacciner begrænser den politiske kaste sig til at snakke den farmaceutiske lobby efter munden. Patenterne er der angiveligt, fordi den videnskabelige knowhow i de små glasampuller med vaccine var blevet udviklet af private giganter. Humbug og sludder! Alle de fungerende vacciner bygger på mange års videnskabelig forskning i offentligt finansierede laboratorier og forskningsinstitutioner. Det skrev jeg sidste år i denne bog, og det er siden blevet bekræftet. Skatteyderne og regeringer pumper massive beløb ind i udvikling af vacciner. Men de får ingen afkast af den investering.
Krigen for nogle få millimeter af vandig væske
mRNA-vaccinerne fra Pfizer og Moderna er baseret på grundforskning udført på et amerikansk universitet. AstraZeneca, på sin side, var partner med Oxford Universitet. I det endelige kapløb i 2020 investerede USA’s regering mere end ti milliarder dollars i udvikling af en vaccine. EU havde også seks milliarder euro af offentlige midler til rådighed. BioNTech, firmaet der arbejdede sammen med Pfizer, modtog 400 millioner euro fra den tyske regering. Danke schön.
Der burde have været et krav om, at forskningsresultaterne skulle være gjort tilgængelige for offentligheden, så at vaccinen kunne være blevet hurtigere produceret over hele verden. At dette ikke blev gjort er en forbrydelse. Som et resultat heraf vil der i de kommende måneder ikke være nok vacciner til rådighed til at beskytte hovedparten af kloden, og nogle lande må vente i årevis. Kun en håndfuld firmaer vil være i stand til at levere vaccinerne, og enhver forhindring vil straks medføre yderligere forsinkelser.
”Vi hænger på en EU-kommission, der efter al sandsynlighed hellere vil kræve, at deres medlemsstater reducerer pensioner og offentlige udgifter, end de vil kræve, at de farmaceutiske selskaber leverer de vacciner, som de har lovet”, skrev den kendte spanske journalist Pascual Serrano tidligere i år. I det belgiske parlament tilføjede Dr. Sofie Merckx, MP for Belgiens Arbejderparti (PTB): ”I dag vaccinerer vi ikke ikke i takt med folks behov, men efter de profithungrende farmaceutiske firmaers taktstok”. I mellemtiden har Pfizer bekendtgjort, at salg af coronavaccinen vil stå for femten milliarder dollars nye salgsindtægter, der vil resultere i forbløffende fem milliarder i profit.
Inden længe vil der rulle millioner af doser vaccine ud af samlebåndene hos det sydafrikanske selskab Aspen. Ikke desto mindre frygter man, at sydafrikanerne selv kommer til at vente yderligere fire år på vaccine. Rige lande har opkøbt ”forsyningen”. De har købt det dobbelte eller tredobbelte af den nødvendige mængde. ”Markedet er ikke i stand til at organisere en ligelig fordeling efter helbredsmæssige behov. Det ville kræve solidaritet”, konkluderer den belgiske professor i familiemedicin Jan De Maeseneer ganske rigtigt.
Det højtidelige løfte at gøre coronavaccine til en generel offentlig ydelse tilgængelig for alle er for længst blevet brudt. Hvem, der end bestilte først og – især – betalte mest, har førsteret. I modsætning hertil vil over halvfjerds lande stå tomhændede i år: De har ingen vacciner. En ung mand fra et rigt land bliver sandsynligvis vaccineret før en ældre kvinde i et fattigere land, selv om hun har en betydelig højere dødssandsynlighed. Ikke bare er det grundlæggende uretfærdigt, men det er også ufattelig kortsigtet. Så længe som pandemien hærger, er alle usikre. Og jo længere virussen er der, jo flere varianter af den bliver mulige. Og jo større er risikoen for, at de nye vacciner vil være delvis ubrugelige. I Europa er de ægte venstrefløjspartier, fagbevægelser, NGO’er og borgere gået sammen om opstart af det Europæiske Borgerinitiativ Right2Cure. Via hjemmesiden www.noprofitonpandemic.eu prøver de at samle en million underskrifter for at presse EU-kommissionen til at afskaffe patenter på coronavacciner. ”Tiden er kommet til at åbne vaccinepatenter”, siger initiativtageren Anna Delespaul, som er praktiserende læge ved Medicin for Folket, det belgiske netværk af folkesundhedscentre.
Hen imod et globalt åndeligt jordskælv
For lidt, for sent, for uigennemsigtigt, for dyrt – regeringer overalt halter bagefter. Det er ikke første gang, de har fejlet. Katastrofen med ansigtsmasker blev efterfulgt af mangel på ilt og på beskyttelsesdragter. Bagefter havde vi tragedierne for de ældre på plejehjem og den totale fiasko med testning og opsporing. Og i dag er vi ikke i stand til at vaccinere hurtigt og effektivt. Gentagne fiaskoer er ikke undtagelsen. Der er et mønster i det.
Mønsteret er den hellige tro på det frie marked og på kapitalismen. ”De eneste tandhjul, der sætter den politiske økonomi i bevægelse, er grådighed og krigen mellem de grådige”, skrev Karl Marx, og prøv at modbevise det! Hele samfundsordenen er konstrueret til at lade nogle få store koncerner bestemme, hvorimod alle kendsgerninger skriger op i vore ansigter om, at en offentlig og kollektiv tilgang er nødvendig. Båndene mellem politik og den farmaceutiske lobby må brydes. Vi må investere ikke bare i offentlig forskning, men også i fremstilling af medicin. Der er brug for at omdefinere hele sundhedssystemet. Vi nægter at se omsorg som en kommerciel spilleplads for store koncerner. Omsorg er en grundlæggende nødvendighed for ethvert fællesskab. Vi ser ikke blot omsorg for helbred som noget med at kurere, tværtimod, den skal sætte forebyggelse forrest for bedst muligt at forhindre sygdom og fattiggørelse.
Under denne pandemi er der masser af personer i hospitalerne og plejehjemmene, der har ydet den bedst mulige omsorg med de forhåndenværende ressourcer. ”Men vort forebyggende sundhedssystem er meget svagere”, siger den velkendte belgiske infektionsmediciner Erika Vlieghe. ”Det er ikke noget tilfælde”, siger hun, ”at lande som Cuba, Vietnam og Thailand har håndteret denne krise mere effektivt”.
Alle disse lande har et højtudviklet forebyggende sundhedsvæsen, som er tæt på folk. Mens jeg var ved at skrive denne bog, talte jeg med Minister K.K Shailaja, den populære kommunistiske sundhedsminister i den indiske delstat Kerala. Kerala har relativt få covid-19-ofre. Hemmeligheden ligger i distriktssundhedscentrene. Ethvert kvarter har et. Og alle kan henvende sig. Disse centre beskæftiger 26.000 personer, mest kvinder, med forebyggende arbejde. De kender alle i kvarteret, og ved den mindste coronasmitte tager de den i opløbet. Hvilken kontrast til et rigt land som Belgien. Lige sådan i Cuba: Også her er forebyggelse det primære. Desuden hjælper cubanere, hvor de kan. Under den totale nedlukning byggede de medicinske brigader fra Cuba et felthospital i Italien. Et lille land fra syd hjælper et rigt land fra nord. ”Vi er ikke helte”, siger cubanerne, ”vi deler bare, hvad vi har”. For det frie markeds dyrkere er det for radikalt. For menneskeheden skulle sådant være normalen. Står det til mig, så har de cubanske læger fortjent Nobels fredspris.
Covid-19 er måske vendepunktet. Meget vigtigere end det store jordskælv i Lissabon i 1755 var det ”åndelige jordskælv”, som fulgte efter, skriver Philipp Blom. Dette ”åndelige jordskælv” udfordrede den gængse tænkemåde. Det skulle vi også gøre, mindst lige så meget i dag. Vi skulle ønske at medvirke til at sætte dagsordenen og definere temaerne for debatten. Vi skulle snakke om det faktum, at markedet ikke fungerer. Vi skulle snakke om det faktum, at tusinder af mennesker i dag sulter, mens børsnoteringerne vokser ovenud af taget. Vi skulle snakke om det faktum, at vi allerede har skudt 4.000 milliarder euro af offentlige midler ind i økonomien for at holde maskineriet kørende, og at det knap er ti år siden, under bankkrisen, at vi gjorde det samme. Vi skulle snakke om, hvordan påstanden om det selvregulerende markeds overlegenhed afsløres, i og med at det er nødt til at modtage tusinder af milliarder euro fra os hvert tiende år.
”Hvis mennesker kan lande på Månen, hvorfor kan vi så ikke løse de påtrængende problemer på Jorden?” spørger den italienske økonom Mariana Mazzucato. Vi har brug for ambitiøse offentlige målsætninger. ”Måneaffyringer”, kalder hun dem, missioner. Vi har brug for: Adgang til helse og uddannelse for alle, en offentlig forsyning af ren energi, god og tilgængelig offentlig transport, et samfund uden digitale huller, med offentlige servere og gratis WIFI. Alle disse målsætninger er mindre ambitiøse end at lande på Mars, og den landing lykkedes. Men så må vi gøre op med storkapitalens hævdvundne interesser.
Det er vi også nødt til at understrege. For i dag pumper vi tusinder af milliarder ind i systemet, men alle disse penge flyder næsten direkte til de grådige kapitalister i den farmaceutiske industri, til den fossile olieindustri, til techgiganterne som æder af vort privatliv, eller til spekulanterne på aktiemarkedet, lige som efter bankkrisen. Det er ikke nogen løsning. På samme måde som vi gør os fri af virussen, må vi også gøre os fri af de store private fangarme, der kontrollerer verden. De måneaffyringer, vi har brug for, er ikke dem, der lader de private giganter kontrollere samfundets prioriteringer. Tiden er kommet til forandring, det er tid til offentligt initiativ i produktion og organisering af energi, transport, digital teknologi og omsorg.
”Den bevidsthed, der åbner op for en ny idé, vender aldrig tilbage til sin oprindelige størrelse”, sagde Albert Einstein. Tiden er inde.
Denne artikel er et forord til den engelske udgave af Peter Mertens bog “They Have Forgotten Us”, som nu er publiceret på fem sprog (de øvrige er hollandsk, fransk, tysk og spansk). Artiklen, som er skrevet den 31. januar 2021, er oversat til dansk af Anders Kock og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2021.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
