Protesterne sidste år startede som spontan reaktion mod valgsvindel. De blev forstærket af vreden mod politivold og udviklede sig mere og mere som et mistillidsvotum til præsident Lukashenkos autoritære styre. Samtidig med at tusinder passede deres arbejde, syslede i deres kolonihaver og slappede af hjemme ved tv-skærm og pc, trådte andre tusinder altså ud af en hidtidig anonymitet, frem på gader og på arbejdspladser i protest mod uretfærdighed.
Statskapitalisme med blandingsøkonomi
Tilbage i 1991 da statslederne i Rusland og Ukraine stod bag opløsning af Sovjetunionen, var der i republikken Hviderusland ikke noget folkekrav om at bryde med Sovjetunionen. Det var jo takket være samarbejdet mellem de sovjetiske unionsrepublikker, at republikken var genopstået af ruinerne efter den blodige tyske besættelse efter Anden Verdenskrig. I dette samarbejde blev der udviklet en omfattende maskinindustri og landbrug, som er bevaret og udviklet. Det er på grundlag af know-how fra sovjetisk matematik og kybernetik der nu i Hviderusland er udviklet et omfattende nyt IT–potentiale.
I 1990-ernes turbulente overgangsperiode til uafhængighed opstod et statskapitalistisk system med blandingsøkonomi. De fleste industrivirksomheder er statsejede, men den private sektor omfatter både bankvæsen, service og IT-sektoren. Den overklasse der opstod i de år, tilegnede sig store formuer inden for disse sektorer samt ved fordelagtigt videresalg af russisk olie og naturgas.
I dag har Lukashenko og hans regering bevaret nogle af sovjettidens forudsætninger for et moderne samfund med en rimelig levestandard og højt uddannelsesniveau, men ikke forhindret, at de sociale modsætninger blev skærpet. Og i de perioder, hvor landet har været afhængigt af dyre lån fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, har Lukashenkos styre efterkommet politiske krav om asociale neoliberale tiltag. Dermed har man ikke levet op til uafhængighedserklæringens visioner (1990) om et ”demokratisk” og ”socialt orienteret samfund”.
Det autoritære styre
Ved landets første præsidentvalg i 1994 vandt Aleksandr Lukashenko, tidligere skolelærer og direktør for en statsfarm. Han havde som formand for parlamentets antikorruptionsudvalg med mediernes opbakning skabt opmærksomhed og respekt om sig selv. Selve valget blev beskrevet som ”demokratisk”, men det viste sig snart at skulle blive indledningen til en politisk proces som gik i en helt anden retning. (1)
I en turbulent tid fandt han det nødvendigt at skabe økonomisk og politisk stabilitet. Til det første mål satsede han på at omorganisere samfundslivet. Han indførte pr. dekret et system om socialt partnerskab. Det banede vej for de trepartsforhandlinger mellem regering, erhvervsliv og fagforeninger, som stadig gælder. Desuden blev der formaliseret et tæt økonomisk samarbejde med Rusland. Det andet mål, om politiske stabilitet, blev omdrejningspunktet for det politiske liv. Lukashenko fik straks oprettet nogle magtorganer, der ikke var omtalt i forfatningen, hvor især præsidentembedets administration samt en præsidentiel sikkerhedstjeneste fik stor betydning for at cementere hans magt. Disse organer fortrængte lidt efter lidt regeringen og dens beføjelser. Derefter fulgte flere tvivlsomme lovudspil, der styrkede centralmagten. Men da parlamentet begyndte at modsætte sig denne tendens til magtkoncentration, fik han i 1996 – ved at tilsidesætte forfatningen og afsætte formanden for den nationale valgkommission – gennemført en folkeafstemning, hvor hans politik fik vælgernes opbakning. Nu kunne han opløse det folkevalgte parlament og etablere et helt nyt, der stort set var sammensat efter hans ønske. Efter dette statskup fik han tillige ved en folkeafstemning i 2004 vedtaget, at der ikke mere er begrænsninger for, hvor mange gange han kan genopstille ved præsidentvalg.
Lukashenkos dominerende position tillader ham sammen med embedsfolk i Præsidentens administration at kontrollere magtapparatet (inkl. retsvæsen, militær, politi, efterretningsvæsen) samt at dirigere både det statsejede og store dele af det private erhvervsliv. Tilligemed har han vist sig som en dygtig folketaler og manipulator, der råder over et omfattende propagandaapparat.
Det autoritære styre har brugt både hård og blød magt for at splitte tre potentielle politiske modstandere: de national-konservative kræfter, der især havde politisk medvind i begyndelsen af 1990-erne efter opløsning af Sovjetunionen; landets fagbevægelse samt kommunisterne.
Overfor de national-konservative anvendte Lukashenko en dobbelt holdning. Dels overtog han dele af deres retorik og fremstillede sig som en endnu mere resolut forsvarer af Hvideruslands suverænitet og en endnu større folkeven end dem; og dels støttede han den brede befolknings ønske om at bevare traditionelle nære bånd til Rusland og respekt for sovjettidens historie og sociale tryghed. Denne cocktail indgik i den statsideologi som han har forsøgt at konstruere og implementere, samtidig med at han åbent kriminaliserede dele af den konservative bevægelse.
I forhold til fagbevægelsen gav han den officielle faglige LOs top forskellige privilegier indenfor systemet, og samtidig kriminaliserede han de alternative fagforeninger, der på fabriksgulvet førte en daglig kamp for ordnede arbejdsforhold og kæmpede mod en række asociale tiltag (fx tidsbegrænsede kontaktansættelser, loven om sociale snyltere m.m.) som LO havde accepteret.
En tilsvarende taktik blev anvendt for at splitte kommunisterne, der frem til midten af 1990-erne var en vigtig politisk faktor. Den ene del, Hvideruslands Kommunistiske Parti (KPB) fik tildelt sekundære stillinger indenfor systemet og diverse privilegier, imens en anden del, partiet LPSM (der siden 2009 hedder Venstrekræfternes parti ”En retfærdig Verden”) – som principielt er imod præsidentstyre – blev diskrimineret og chikaneret. Det skete ved myndighedernes indblanding i interne partiforhold, herunder krav om udlevering af medlemskartoteker og administrative forbud mod at trykke og sælge partiaviser. LPSM-partiets minimumsprogram omfatter en række borgerlig-demokratiske mål, som de gerne vil samarbejde med andre demokratiske kræfter om; og i et langsigtet program skitseres udsigterne for en kamp for socialisme.
KPB optræder som tilhænger af et centraliseret autoritært styre omkring en magtfuld præsident og accepterer stiltiende en gradvis afvikling af sovjettidens sociale tryghed, alt imens deres rolle som kommunister reduceres til ukritisk støtte til præsidentens dekreter. Partiet betragter dermed kampen for socialisme som en elitær proces, hvor udviklingen sker gennem en stærk centralmagt uanset dets politiske og klassemæssige indhold. Overfor dem står LPSM-partiet der ser udviklingen som et dialektisk forhold mellem magtstrukturer og et levende samfund med en engageret og organiseret arbejderklasse. Og Lukashenkos styre har altså udnyttet uenigheden i den kommunistiske bevægelse om taktiske og strategiske forhold.
Protesternes form og deltagere
Efter 26 års undertrykkelse, hvor en oplyst befolkning er frataget muligheden for løbende at påvirke den politiske dagsorden, er der skabt en spænding mellem styret og store dele af befolkningen, der flere gange har slået gnister.
Valgkampen i 2020 blev præget af et ualmindelig engagement med støtte til oppositionskandidater, især til husmoderen Svjatlana Tsikhanovskaja. Men da valgresultatet 9. august lød på, at Lukashenko havde vundet med 80 pct. af afgivne stemmer, og det dagen efter blev meddelt, at alle stemmesedler i hast var blevet makuleret, blev folk vrede. Det er en udbredt opfattelse, at havde man bebudet, at han havde fået 55-60 pct. af stemmerne, ville det næppe have skabt særlige protester. Men at tilskrive ham 80 pct. blev set som en vild overdrivelse.
De første ugers store protestoptog i Minsk og andre byer var præget af folks imponerende besindighed i forhold til en omfattende politivold både mod demonstranter og mod folk, der fredeligt gik på fortovet. Igennem resten af efteråret var det mest disse hverdagens optog, der vakte opsigt. Disse sindige hviderussere blev mødt af ydmygelse og vold, men udviste sammenhold, stolthed og ihærdighed.
Landets alternative fagforeninger hjalp til med oprettelse af strejkekomiteer og ydede juridisk bistand til ansatte, der som deltager i strejker eller andre protester blev fyret. Hvad angår det kommunistiske LPSM og andre af de officielt anerkendte partier, der er i opposition, så er de under konstant politiovervågning og har svært ved at virke udfarende. De fleste har dog anvendt deres hjemmesider, og deres aktivister har deltaget i protesterne. Medlemmer både af selve LPSM og partiets ungdomsorganisation har uddelt løbesedler, deltaget i demonstrationer med partiets flag og med flag fra det sovjetiske Hviderusland med hammer og sejl – og flere af dem har også været udsat for politivold og fængsling.
Blandt mange overraskende indslag i disse optog var deltagelsen af kendte sportsfolk under egne paroler. Oppositionens tv-kanaler viste indslag hvor flere af dem under demonstrationer var blevet arresteret. Efterfølgende blev der bragt interviews med dem, hvor de beskrev de grumme forhold i fængslet. I løbet af efteråret underskrev 1.000 elitesportsfolk i hele landet en protest mod valgsvindel og mod politivold. Flere af dem blev straks trukket i løn som straf.
Ti dage efter valget blev der af en række forretningsfolk og jurister omkring Svjatlana Tsikhanovskaja etableret et selvudnævnt Koordinationsråd (KS-råd). Det fik støtte fra liberale og konservative politikere, men blev hurtigt neutraliseret af styret. De fleste medlemmer blev fængslet, men mange er enten selv flygtet til udlandet (Polen og Litauen) eller blevet deporteret (udvist) af magthaverne. Og da de officielt registrerede oppositionspartier er hæmmet af ideologisk uenighed og af styrets undertrykkelse, findes der i Hviderusland ikke nogen samlet opposition og protestbevægelse. Derfor er det misvisende at omtale Svjatlana Tsikhanovskaja som oppositionsleder. I virkeligheden er hun mere et medieskabt symbol, hvilket skyldes journalisters hang til simple fremstillinger – væk med komplicerede processer.
Under de omfattende protester har Lukashenkos styre atter anvendt en kombination af hård og blød magt. Dels har man med hård magt brudt retsstatens principper og udvist totalitære træk. Der er anvendt polititerror af en karakter, som landet ikke har oplevet i fredstid – hverken i sovjettiden eller i Lukashenkos 26 år som præsident.(2) Og dels blød magt i form af massiv manipulation og levering af fake news samt ved at konstruere fjendebilleder som ihærdigt bliver gengivet af statens TV. Således kopierer medierne Lukashenkos tvivlsomme og hånende betegnelse af de national-konservatives rød-hvide flag. Det stammer tilbage til middelalderens polsk-litauiske dominans, men blev under Anden Verdenskrig også blev brugt af hviderussiske kollaboratører. Men når han af den grund kalder dette nationalkonservative flag for ”fascistisk”, er det dog lige så diskutabelt, som at betegne Dansk Folkepartis vælgere for at være ”fascister”.
Håb om forandringer
Flere måneders protester har bidraget til at der i store dele af befolkningen i Minsk og andre byer er udviklet nye holdninger og samarbejdsmønstre. Og jeg taler om protester – ikke om revolution, som især vestlige journalister ellers hurtigt har gjort. Det, der sker i Hviderusland, har fra starten hverken været nogen revolution eller oprør. Der er tale om protester og en reaktion mod noget utåleligt. Og de protesterende er med denne massemobilisering kommet et skridt videre end under tidligere masseprotester og har umiddelbart svækket tilliden til styrets institutioner. Denne sociale rejsning er på sigt vigtig og nødvendig. Takket være sociale medier er der skabt horisontale netværker med en ny stemning af samhørighed. Men dette engagement er ikke præget af venstrekræfternes organisation eller værdier.
Det er de liberal-konservative kræfter – og ikke venstrekræfterne eller arbejderbevægelsen – der under de rød-hvide historiske symboler har formuleret den offentlige dagsorden. De har dog kun appelleret til folks individuelle samvittighed og følelser. Dermed har de begrænset de protesterendes håb om ændringer. Når formanden for de tjekkiske kommunister Vojtěch Filip – med mange års kendskab til Hviderusland – beskrev den aktuelle situation, påpegede han, at når folk går ud på gaden ”med drømmen om, at sandhed, retfærdighed og kærlighed vil kunne besejre løgn og angst, er der tale om den samme naivitet som prægede den såkaldte fløjlsrevolution i Prag 1989. Man overser, at der samtidig handles bag kulisserne om magt og omfordeling af samfundets rigdom. De unge går ud med åben pande og tror, at bare Lukashenko træder tilbage, så vil alt blive godt”.(3) Men overordnet er der i Belarus tale om en så kompliceret proces, som kommunisterne både i Hviderusland og internationalt er uenige i vurderingen af.
Læs også
Hvideruslands kommunister står splittede i vurderingen af historiske protester
Da protesterne aftog
At protestbølgen siden nytår aftog skyldes fire komplementære årsager: 1) coronabølgen var også i Hviderusland inde i anden fase; 2) almen træthed blandt protestdeltagere efter mange vedvarende aktiviteter uden at der er opnået fremskridt; 3) fraværet af betydningsfulde venstrekræfter og en organiseret arbejderklasse med klare visioner, paroler og organisation, samt 4) styrets uforholdsmæssigt brutale undertrykkelse og terror, kombineret med systematisk landsforvisning af aktive systemkritikere. I dette lys vil mange personer, der protesterede med stor civil courage og sund fornuft, men uden politisk og ideologisk erfaring, falde fra. Optog og andre former for protest kan stresse et autoritært styre, men kan ikke udfordre magten. Det kan ikke opnås ved at protestere i weekenderne og mandag gå på arbejde.
Umiddelbart er det et bredt ønske om ændringer indenfor de eksisterende samfundsrammer, der er på dagsordenen, med afvikling af et autoritært styre, en reform af retssystemet og ophævelse af de mest asociale love. Lukashenko har i mindst ti år snakket om at reformere det politiske system, men hver gang er der dukket noget op, der har været vigtigere, så muligheden blev forpasset. Hans uforpligtende snak nu om forfatningsændringer er kun en parodi eller imitation af de nødvendige ændringer.
Den hidtidige rejsning har dog virket diffus. Dens muligheder og begrænsninger afhænger, udover af eget potentiale, også af den siddende magt, der i stor grad sætter rammerne for udfoldelsen af aktivitet. Og da egentlige samfundsændringer ikke vil komme fra magthaverne, må man håbe, at hviderusserne bevarer kampviljen og fornuften og går skridtet videre og organiserer sig.
Storpolitisk kontekst
De indenrigspolitiske forhold er fortsat vigtige, men den storpolitiske kontekst spiller også ind. Under protesterne har den storpolitiske kontekst ikke været dominerende. Demonstranterne bar ikke blå EU-flag, sådan som det skete i 2014 under den ukrainske Majdan-opstand. Men i kulisserne har Vesten og især Rusland stået klar og indirekte spillet en rolle. At EU og USA gennem NATO ikke har blandet sig direkte i den politiske krise mere, end det er sket, skyldes både egne interne problemer (i USA og i EU), læren af en fejlslagen indsats i Ukraine og en reel erkendelse af, at der i Hviderusland – også i oppositionen – ønskes tætte bånd til Rusland.
Ud fra historiske bånd, økonomiske og geopolitiske hensyn vil det nære forhold til Rusland fortsat eksistere. Og Lukashenko og hans tilhængere ser ikke Vesten som en del af løsningen på krisen. For ham er det væsentligt, at Vladimir Putin i et interview henvendt til Lukashenko sagde, at hvis situationen glider ham af hænde, vil Rusland række ham en hjælpende hånd. Selvom Lukashenkos styre af Rusland opfattes som en uforudsigelig allieret, så foretrækker Moskva status quo som det mindste onde.
Læs også
Putins udmelding var vigtig for konfliktens parter i Hviderusland, men også for eventuelle vestlige overvejelser om indblanding. En ting er jo, at Vesten har sin dagsorden og sine visioner; noget andet er direkte indblanding, hvilket man har afholdt sig fra. Til gengæld styrkes Vestens selvtillid ved fortsat støtte til Svjatlana Tsikhanovskaja, oppositionens højrekræfter og til hviderussiske studerende i udlandet, samt ved NATOs militære tilstedeværelse i nærområdet, som stresser både Rusland og Hviderusland. Løsningen på krisen i Hviderusland skal dog ikke være skræddersyet til Gazprom og russiske kapitalinteresser. Den skal heller ikke være tilpasset Bruxelles eller andre af Vestens dominerende kræfter. Den skal derimod i størst mulige grad passe til folket i Hviderusland.
NOTER:
1) Mihalisko, Kathleen J., 1997. ”Belarus: Retreat to Authoritarianism” – Karen Dawisha & Bruce Parrott (red.) Democratic Changes and Authoritarian Reactions in Russia, Ukraine, Belarus, and Moldova. Cambridge University Press: 223–81.
2) Om Hvidbogen med om ofrene for polititerror, se: https://news.tut.by/culture/709333.html
3) Halo noviny, 10. 09. 2020.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
751.152 DKK nået totalt
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
