Tale
27-årige Ida Gransgaard står sammen med gruppen af internationale observatører ved det israelske militære checkpoint Qalandia ved byen Ramallah på den besatte Vestbred. Foran dem står en 64-årig palæstinensisk kvinde og støtter sig til sin stok. Hun har brugt alle sine penge på en rejse fra Gaza – over Vestbredden og til Jerusalem for at blive opereret i knæet.
Hun skal opereres, fordi hun er blevet ramt af en kugle fra israelsk militær under en militær operation. Som alle palæstinensere er nødsaget til, har hun søgt og – hvilket langt fra er alle forundt – fået rejsetilladelser fra de israelske myndigheder til både at komme fra Gaza til Vestbredden og fået papir på, at hun kunne få operationen på hospitalet i Jerusalem.
Vi skal holde op med at tro, at det ikke nytter at gøre noget i kampen for retfærdighed.
Ida Gransgaard, tidligere menneskerettighedsobservatør, Folkekirkens Nødhjælp
Alligevel beslutter soldaterne i checkpointet, at hun ikke må komme igennem, og begrunder det med, at hun mangler rejsetilladelse til at komme ind i Jerusalem. Og her står hun, uden penge, uden at kunne gå og uden mulighed for at komme frem til sin operation eller tilbage til Gaza.
Ida Gransgaard ringer til de organisationer, hun har kontakter på, og én af dem råder kvinden til at tage en taxa gennem et andet, mindre checkpoint eller søge en rejsetilladelse og vente.
– Da vi observatører går tilbage gennem checkpointet, da vores vagt slutter, kan jeg se, hun sidder og græder på kantstenen. Og der er intet, vi kan gøre i situationen, ud over at rapportere det, siger Ida Gransgaard til Arbejderen.
Menneskerettighedsobservatør
Aarhusianeren Ida Gransgaard var sendt afsted som menneskerettighedsobservatør af Folkekirkens Nødhjælp og var en del af programmet EAPPI, hvilket er en engelsk forkortelse for “Økumenisk Ledsagerprogram i Palæstina og Israel”.
EAPPI har eksisteret siden 2002 og har grupper i byerne Jerusalem, Betlehem, Hebron, og Jericho.
- Qalandia bliver brugt af det israelske militær til at kontrollere palæstinensernes adgang til Østjerusalem og Israel.
- Israel kræver, at palæstinensere har tilladelser til at passere gennem checkpointet til det besatte Østjerusalem – og staten Israel – lige meget, om det er for at gå på arbejde, få lægehjælp, uddannelse eller adgang til moskeer.
- Ifølge den israelske menneskerettighedsgruppe B’Tselem er de fleste af de mennesker, der bruger checkpointet indbyggere i Østjerusalem, og adskilt fra byen af den israelske adskillelsesmur, der snor sig fra nord mod syd.
- Checkpoint 300 ligger ved byen Betlehem på Vestbredden og er beliggende lige på turistruten mellem Jerusalem og Betlehem.
Kilde: B’Tselem
I alt bestod Ida Gransgaards gruppe i Jerusalem af to danskere, to svenskere, en hollænder og en canadier, som alle arbejdede frivilligt.
Observatørernes opgave bestod blandt andet i at observere i gaderne i Østjerusalem og ved checkpoints, besøge mennesker, der havde oplevet overgreb, og gå sikkerhedsvagt, i forbindelse med at børn gik til skole eller ved demonstrationer.
Ida Gransgaard fortæller, at der er en tendens til, at der sker færre brud på menneskerettigheder, når der er international tilstedeværelse. Når der var brud på menneskerettigheder, var det observatørernes job at tale med de mennesker, der var begået overgreb mod – og dokumentere det med billeder og tekst, der blev registreret i et fælles system.
I de tre måneder Ida Gransgaard var i Palæstina, registrerede EAPPI 831 episoder med brud på menneskerettighederne over hele Vestbredden og Østjerusalem, hvoraf mange indeholdt mere end én overtrædelse.
Dehumanisering og det menneskelige
Det israelske militær var ikke venligt stemte over for observatørerne, som bar tydelige beigefarvede veste fra EAPPI, når de var på arbejde.
Observatørerne blev ofte stoppet, og deres pas blev fotograferet. Fem gange blev de eskorteret ud af den gamle bydel i Jerusalem af bevæbnet politi.
Foto: Ida Gransgaard
– De trådte i hælene på mine kolleger, da de blev eskorteret ud, fortæller Ida Gransgaard, men føjer til, at det var ingenting i forhold til, hvad palæstinensere udsættes for hver dag.
– Der foregår en dehumanisering, hvor palæstinenserne bliver umenneskeliggjort, deres rettigheder bliver nedvurderet. Som mennesker og som folk bliver de mistænkeliggjort og forhindret i for eksempel at komme på arbejde, i skole eller rejse, udelukkende fordi de er palæstinensere, siger Ida Gransgaard.
Et andet eksempel på dette oplevede Ida ved Qalandia-checkpointet.
En yngre kvinde, som havde tilladelse til at arbejde i Østjerusalem, skulle gennem checkpointet med sin søn. Hun skulle på arbejde, og sønnen skulle i skole.
Ved checkpointet fortalte de, at da moderen ikke havde tilladelse til at følge sønnen i skole, måtte de ikke gå igennem. For at sønnen kunne komme i skole og moderen på arbejde, afleverede moderen derfor sønnen til en såkaldt “menneskesmugler”, som kan føre personer uden om checkpoints.
Herefter gik hun igennem checkpointet med sin arbejdstilladelse og blev genforenet med sit barn på den anden side for herefter at følge ham i skole.
Foto: privat
Hvor observatørerne blev mødt med uvilje fra det israelske militær, blev de modsat mødt med taknemmelighed og venlighed fra palæstinenserne.
Ida Gransgaard beretter, at de udenlandske observatører alle vegne blev inviteret ind til mad eller te. Ved de forskellige checkpoints kom palæstinensere med kaffe og bolscher til observatørerne med rosende ord. “Tak for, hvad I gør”, lød det. Også ved de mange ulovlige nedrivninger af huse mærkede observatørerne palæstinensernes gæstfrihed.
– Det virker forkert og uretfærdigt at tage imod te og kager fra et menneske, hvis hus bliver revet ned lige ved siden af. Men de insisterede på at passe godt på os, uanset hvor vi kom frem, fortæller Ida Gransgaard.
Foto: privat
Antallet af overgreb stiger
I den tid EAPPI har registreret brud på menneskerettigheder, er antallet steget. I den periode, hvor Ida Gransgaard var med sin gruppe i Jerusalem, steg antallet af rapporter med 31 procent, og gruppen, der kom de følgende tre måneder, har allerede på to måneder registreret flere hændelser, end den forrige gjorde på tre. For Ida Gransgaard og hendes kollegaer var det tydeligt at mærke.
Foto: privat
– I starten var det relativt roligt, og de episoder som kom, skete om natten, så vi mærkede dem ikke helt tæt på. Først efter at ramadan-måneden sluttede, begyndte vi rigtigt at være vidne til overtrædelser, siger Ida Gransgaard til Arbejderen.
Hvad skal der til for at løse konflikten?
– Konflikten har været optrappet gennem mange år, og jeg tror ikke, jeg er den rigtige at spørge om en løsning. Det var heller ikke min opgave, da jeg var der. EAPPI observerer brud på menneskerettighederne. Og vi skal spørge os selv, om vi vil acceptere, at de sker – både som menneske og som nation – svarer Ida Gransgaard og tilføjer:
– For mig handler det om at gøre min lille del for at gøre verden opmærksom på, at det sker. Og at der findes mennesker, som har fortalt mig, at de føler sig glemt lige nu.
- EAPPI er et kirkeligt initiativ på verdensplan, der sender grupper af observatører fra hele verden til adskillige palæstinensiske byer og landsbyer for at overvåge israelske brud på de palæstinensiske indbyggeres menneskerettigheder.
- Ofte ledsager observatørerne palæstinensere for at beskytte dem.
- Hele EAPPI-gruppen på 23 udlændinge registrerede 831 hændelser med brud på menneskerettighederne mellem den 15. april og 23. juni i år over hele Vestbredden og Jerusalem.
- Ofte var der mere end ét offer i hver sag og mere end ét brud på menneskerettighederne.
Kilde: EAPPI
Har du noget håb for fremtiden?
– Måske er vores indsats ikke en hjælp på kort sigt, sådan lige nu, men på lang sigt er der et håb. Jeg har trods frustrationer og afmagt oplevet en ekstrem gæstfrihed fra palæstinensernes side og en trods, som giver håb for fremtiden, lyder det fra den tidligere menneskerettighedsobservatør.
Men hvad kan man gøre helt konkret for at stoppe bruddene på menneskerettighederne?
– Jeg tror, det er vigtigt, at der kommer et internationalt pres for at stoppe bruddene. Vi må som mennesker og politisk sige fra over for det, som de facto er apartheid.
– Og så skal vi holde op med at tro, at det ikke nytter at gøre noget i kampen for retfærdighed. Den her konflikt vil nok desværre altid være aktuel, og derfor er det vigtigt, at vi husker den og husker, at vi har indflydelse på den, slutter Ida Gransgaard.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
