Rundt om Palæstina
EU støtter Tunesiens og Libyens kystvagter og sikkerhedsstyrker med milliarder for at sætte en stopper for at migranter når til EU.
EU’s aftaler bliver præsenteret som humanitære indsatser – men i virkeligheden drukner flere og flere migranter i Middelhavet og bliver udsat for overgreb.
Det konkluderer en 184 sider lang forskningsrapport fra Aalborg Universitet “Living and Dying in Transit“, der bygger på et omfattende feltarbejde i Tunesien.
Bag rapporten står Ahlam Chemlali fra Institut for Politik og Samfund fra Aalborg Universitet.
Hun har interviewet mere end 150 migranter, kystvagter, lokale fiskere, arbejdere på begravelsespladser, retsmedicinere, EU-diplomater og lokale politikere.
Aftalen med Tunesien bliver præsenteret som en humanitær indsats, men den har den modsatte effekt: Flere drukner og flere udsættes for overgreb.
Ahlam Chemlali, forsker Aalborg Universitet
– EU’s aftale med Tunesien bliver præsenteret som en humanitær indsats, men den har den modsatte effekt: Flere drukner, flere udsættes for overgreb, og flere fastholdes i et juridisk og fysisk limbo, siger Ahlam Chemlali.
Hendes forskning dokumenterer, hvordan migranter bliver udsat for seksuelle overgreb, vold, racistisk motiverede angreb, vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser i lejre uden adgang til juridisk hjælp eller basal beskyttelse.
– Ved at flytte grænsen længere sydpå, flytter EU ansvaret – og volden – ud af syne, siger Ahlam Chemlali.
EU-midler finansierer overgreb
Tunesien har overhalet Libyen som det primære transitland for migranter i Nordafrika.
EU støtter den tunesiske kystvagt og sikkerhedsstyrker med betydelige midler, træning og udstyr, men ifølge Chemlalis forskning har det ikke ført til forbedringer i migranters rettigheder eller sikkerhed.
Tværtimod.
- EU har indgået aftaler med lande som Libyen og Tunesien for at stoppe flygtninge, asylansøgere og i migranter i at nå til Europa. EU støtter blandt andet kystvagter og sikkerhedsstyrker, som skal forhindre flygtninge og migranter i at nå europæisk territorium.
- Denne strategi kaldes eksternalisering og betyder, at grænsekontrol flyttes uden for EUs egne grænser.
- Tunesien har modtaget milliarder i støtte fra EU. Støtten er bl.a. givet via “Team Europe”-aftalen fra 2023, der afsætter en milliard euro støtte til øget grænsekontrol.
- Ifølge Missing Migrants Project er der registreret 32.158 døde eller savnede migranter i Middelhavet siden 2014. Det reelle tal vurderes at være højere.
Øjenvidneberetninger fra de migranter, hun har interviewet viser, at de blive tilbageholdt under vilkår, der strider mod internationale menneskerettighedsstandarder.
– EU kalder det grænsebeskyttelse og humanitært samarbejde. I virkeligheden er det en strategi, der gør det muligt for europæiske regeringer at sige: “Det er ikke os”. Men det er europæiske midler, der finansierer de systemer, hvor overgrebene finder sted, konstaterer Ahlam Chemlali.
Ifølge forskeren er volden ved EU’s grænser ikke tilfældig, men en “bevidst og omhyggeligt designet europæisk politik for eksternalisering af grænserne. Ved at outsource grænsekontrollen til Nordafrika har Europa også eksternaliseret vold og død. Denne strategi holder lidelsen langt væk fra sine egne grænser, ude af syne og ude af sind, mens den fanger og indespærrer mennesker”, påpeger Ahlam Chemlali. blandt andet i hendes rapport.
Hun har blandt andet fulgt kvindelige migranter i de tunesiske grænseområder – og deres beretninger viser, at volden ikke kun foregår til søs eller ved grænsehegn – men også i hverdagen, hvor mange migranter bliver udsat for seksuel udnyttelse og vold.
“Hver gang vi bliver ført tilbage til fængslet, hver gang, begynder det forfra – overgreb igen og igen”, fortæller Joy – en ung kvinde fra Nigeria, der tre gange har forsøgt at flygte fra Libyen, men er blevet fanget af den EU-støttede libyske kystvagt.
En anden kvinde fortæller:
“De fleste graviditeter her er resultat af voldtægter i Libyen”.
En tredje fortæller, hvordan “Nogle mødre har prøvet at drikke blegemiddel eller skære sig selv, efter deres asylsager blev afvist”.
– Det handler ikke kun om fysiske overgreb som tæsk, voldtægter og vilkårlige anholdelser. Det handler også om den mere skjulte, strukturelle vold: Ventepositionen – i årevis og retsløsheden, fortæller Ahlam Chemlali til Arbejderen.
Samtidig er volden mod migranterne øget og sat mere i system de seneste par år, vurderer forskeren.
– Efter Kaïs Saieds (præsident i Tunesien, red.) tale i 2023, hvor han henviste til den store udskiftning og kaldte migration et komplot mod nationen, er volden eksploderet. Sorte migranter bliver overfaldet på gaden, og de bliver banket af grænsevagterne, siger Ahlam Chemlali.
Hun uddyber:
– Jeg besøgte en lejr tæt på den libyske grænse, hvor næsten alle de kvinder, jeg mødte, var gravide som følge af systematiske overgreb i libyske detentionscentre. Og migranter bliver efterladt i ørkenen uden vand, mad eller beskyttelse. Nogle dør derude. Det viser hvor systematisk og normaliseret volden er blevet i de her transitområder.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
