Landet rundt
Danmarks støtte til Marokkos autonomiplan for kolonien Vestsahara er i strid med folkeret, EU-domme og regeringens Afrikastrategi, men flugter med økonomisk og sikkerhedspolitisk paradigme.
Der er fokus på Afrika for tiden. Og i kølvandet på Donald Trumps handelsbarrierer er et afrikansk kontinent i hastig udvikling i stigende grad en interessant handelspartner for Danmark og EU.
Danmarks forhold til Afrika er på samme måde i højere og højere grad sikkerhedspolitisk og økonomisk og i mindre grad humanitært.
Morten Nielsen, politik- og kampagnemedarbejder, Global Aktion
Det afrikanske kontinent forventes, ifølge Dansk Industri, at have en BNP-vækst på 4,3 procent i 2025 og således overgå alle andre verdensregioner i 2029.
Regeringen har lige sat 500 millioner kroner af til en ny Afrika-facilitet, der skal støtte og “skabe flere muligheder for danske virksomheder på afrikanske markeder”. Ligesom et styrket partnerskab mellem EU og Afrika forventes at være et fokusområde under det danske EU-formandskab, der starter 1. juli.
Samhandlen skal dog foregå på ordentlige vilkår. Også når nu Danmark for tiden er medlem af FN’s Sikkerhedsråd, og Udenrigsministeriet siger, at man vil prioritere at forsvare folkeretten. En stor knast i denne sammenhæng er Afrikas sidste koloni, Vestsahara.
Støtter autonomiplan
Folketinget vedtog i 2016 enstemmigt et beslutningsforslag, der blandt andet bekræftede støtten til FN’s bestræbelser om at finde en retfærdig løsning på Vestsahara-konflikten, frarådede danske offentlige institutioner at handle i og med Vestsahara samt opfordrede danske virksomheder til at sikre, at deres “kommercielle aktiviteter ikke skader lokalbefolkningen”.
Men hvorfor støtter Danmark så pludselig besættelsesmagten Marokkos autonomiplan for Vestsahara – i strid med Vestsaharas oprindelige befolkning saharawiernes ønsker og ret til selvbestemmelse og dermed folkeretten?
- FN har haft Vestsahara på listen over ikke-selvstyrende områder siden 1963, da landet var en spansk koloni, og betragter således stadig landet som en koloni. Den Internationale Domstol afviste Marokkos krav på Vestsahara tilbage i 1975, hvorefter Marokko invaderede landet.
- En række resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd har bekræftet saharawiernes ret til selvbestemmelse, kritiseret den marokkanske besættelse og opfordret til afholdelsen af en folkeafstemning om uafhængighed for Vestsahara.
- EU-domstolen har afsagt en række domme, der på samme vis konkluderer, at Marokko ikke har suverænitet over Vestsahara, samt at handelsaftaler med den marokkanske besættelsesmagt i Vestsahara derfor er ulovlige, uden at Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, har godkendt og drager nytte af dem. Det samme mener FN.
- EU har desuden konkluderet, at saharawierne ikke drager nytte af marokkansk handel med varer fra Vestsahara, der er i strid med international lov.
- Udenrigsministeriet beskriver Marokko som “det optimale marked for danske virksomheder”, men produkter som Marokko siger er marokkanske stammer ofte fra Vestsahara, for eksempel fisk, meloner, tomater, fosfat og vindenergi.
- Ifølge den amerikanske ngo Freedom House er situationen i Vestsahara værre end i lande som Somalia og Saudi Arabien, ligesom mange af de over 170.000 saharawier, der bor i flygtningelejre i ørkenen i nabolandet Algeriet, overlever på fødevarehjælp fra FN’s Verdensfødevareprogram. Lejre hvor nogle af dem har boet i 50 år, og andre er født og har boet hele deres liv.
I et svar til den danske solidaritetsbevægelse Global Aktion 30. april om Danmarks holdning til Vestsahara i FN’s Sikkerhedsråd skriver Danmarks faste mission ved FN i New York, at “Danmark opfatter Marokkos autonomiplan som et seriøst og troværdigt bud på en løsning som en del af de FN-ledede forhandlinger”.
I autonomiplanen foreslår Marokko blandt andet, at Vestsaharas befolkning får deres eget parlament og lokaladministration, men at Vestsahara fortsat vil være under marokkansk suverænitet. Områder som forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitik vil desuden blive styret af Marokko.
Planen fratager dermed Vestsaharas befolkning deres ret til selvbestemmelse og uafhængighed, som er et af de grundlæggende principper i FN-pagten.
Og saharawiernes eksilregering (Sahrawi Arab Democratic Republic, der har været medlem af den Afrikanske Union siden 1982) og Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario (som FN betragter som Vestsaharas befolknings legitime repræsentant), har da også, fra den blev fremsat til i dag, forkastet autonomiplanen.
‘Seriøst og troværdigt’
Arbejderen har spurgt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, om der er planer om, at nogle af de “nye muligheder” for danske virksomheder, som den nye Afrika-facilitet efter planen skal skabe på afrikanske markeder, skal være med eller i Vestsahara.
Samt om hvordan en positiv dansk opfattelse af autonomiplanen kan forliges med, at Danmark som medlem af FN’s Sikkerhedsråd siger, at man vil forsvare folkeretten.
Udenrigsministeriet henviser i et mailsvar til udenrigsministerens svar på en række folketingsspørgsmål, som kun til dels svarer på Arbejderens spørgsmål.
I svarene udtrykker udenrigsministeren støtte til den marokkanske autonomiplan, som Lars Løkke Rasmussen kalder “et godt grundlag for en løsning” og “et seriøst og troværdigt bidrag til den igangværende FN-proces”. Samtidig pointerer han, at det er regeringens holdning, “at enhver løsning på konflikten i Vestsahara skal være i overensstemmelse med FN-Pagtens formål og principper og FN’s Sikkerhedsråds resolutioner”.
Den danske position er, at man gerne vil have så stort et engagement som overhovedet muligt med alle Afrikas lande i forhold til handel, investeringer og forsyningskæder, udtalte udenrigsministeren desuden i et svar til Europaudvalget i december.
– Som en grundforudsætning for det vil vi gerne have, at aftalerne skal respektere folkeretten og EU-retten. Det bliver en udfordring, når vi har at gøre med et land – Marokko – som har et engagement i Vestsahara, tilføjede Lars Løkke Rasmussen.
Vil styrke erhvervsliv og sikkerhedspolitik
Politik- og kampagnemedarbejder i Global Aktion Morten Nielsen siger, at regeringens formål med at prøve at styrke erhvervslivets tilstedeværelse i Afrika hænger tæt sammen med den Afrikastrategi, som man vedtog sidste år, og som Nielsen betragter som meget erhvervsrettet og eliteorienteret.
Desuden er Danmark meget på linje med den udvikling, der har været i EU, der forsøger at sikre sig adgang til fremtidens resurser, så vi ikke løber tør for ting som aluminium, kobber eller sjældne jordarter. Samt med USA, som har indført sanktioner mod Sydafrika, men undtaget platin, forklarer Morten Nielsen.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Indland
Angreb mod solidaritetsbevægelse med Vestsahara
Global Aktion ramt af politisk motiveret brandattentat
– Danmarks forhold til Afrika er på samme måde i højere og højere grad sikkerhedspolitisk og økonomisk og i mindre grad humanitært – og det er Afrika-facilitetens 500 millioner et udslag af. Og her er Marokko – som naboland til EU – en vigtig brik. Både som proppen i flasken i forhold til flygtninge og som et land man kan eksportere til og lægge produktion i. Nu bliver der for eksempel produceret danske vindmøller i Marokko, som bliver sat op i Vestsahara, tilføjer han.
Strider mod domme og folkeret
Afrikastrategien fra sidste år beskriver, hvordan de afrikanske lande “forventer et gensidigt respektfuldt håndtryk”. Den påpeger, at de danske politikere “ikke har formået at følge med udviklingen”, og at parterne skal “mødes i øjenhøjde”. Ligesom den insisterer på, at dansk engagement med afrikanske lande skal tage udgangspunkt i “respekten for international lov”.
Danmark virker dog – både i holdning og handling – til at være mere respektfuld og i øjenhøjde med den marokkanske kolonimagt end med dem, der har krav på Vestsahara, nemlig saharawierne.
– For Danmarks støtte til den marokkanske autonomiplan strider mod de otte domme, som EU-domstolen har afsagt, hvor man slår fast, at Marokko ikke har suverænitet over Vestsahara. Autonomiplanen er i strid med folkeretten, den lever ikke op til folkerettens krav om, at et folk har ret til selvbestemmelse, men giver tværtimod en yderligere indlemmelse i det marokkanske kongerige, pointerer Morten Nielsen.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
