Brud på folkeretten
Global March to Gaza er en international organisering, som i dagene den 12. til 19. juni vil gå i solidaritet for Gaza.
Planen var at køre i busser fra Cairo til en by cirka 50 kilometer fra grænsen til Gaza og herfra gå de sidste 50 kilometer. Formålet er at protestere imod den israelske brug af sult som våben og kræve våbenhvile.
Marchen er drevet af folk fra hele verden og består i øjeblikket af delegationer fra mere end 50 forskellige lande. Det samlede deltagerantal kendes endnu ikke, men flere arabiske nabolande forventes at bidrage med flere tusind deltagere hver. Fra oversøiske destinationer ventes mellem 1000 og 2000 mennesker at deltage.
De oversøiske deltagere samlede sig i Cairo den 12. juni. Alting foregik diskret, for den egyptiske regering havde ikke sagt ja til ansøgninger om at gennemføre marchen og havde deporteret en del aktivister allerede inden marchen.
Den 13. juni kørte vi så afsted i hundredvis af biler så diskret som muligt. Derfor valgte vi at rejse i små grupper i biler i stedet for de store busser, som ellers var planlagt.
For de fleste af os nåede turen dog kun cirka 100 kilometer ud fra Cairo, før vi blev standset ved en militær kontrolpost. Her blev bilerne undersøgt for aktivister, som blev stoppet og fik taget deres pas.
På trods af det opstod der en stærk stemning. Folk begyndte at råbe propalæstinensiske slagord – på tværs af sprog og nationaliteter. Man kendte ordene, fordi den globale solidaritetsbevægelse er vokset i en tid, hvor sociale medier forbinder os.
Mange i den danske delegation tog del i råbene, mens andre søgte skygge og samtaler med folk fra andre lande. Nogle var rastløse. Hele kontrolposten blev på få timer forvandlet til en slags international Palæstina-lejr – fuld af åbenhed, hjælpsomhed, men også af begyndende rådvildhed.
Hvad gør man, når man ikke kan komme videre, men heller ikke vil vende hjem?
Politiet havde indtil da forholdt sig passivt, men i løbet af aftenen begyndte situationen at spidse til. Efter tre-fire timer på stedet blev der stillet ambulancer op og bårer trukket ud – klar til dem, der måtte komme til skade. Der gik rygter om, at myndighederne planlagde at rydde området inden længe.
De forskellige landes delegationer sendte derfor repræsentanter til et fællesmøde. I den danske delegation havde vi allerede diskuteret mulighederne og nået frem til, at flertallet ønskede at blive – eventuelt overnatte – for at stå sammen og udtrykke solidaritet i fællesskab i stedet for at splittes op.
På mødet besluttede vi at gennemføre en fredelig sit down-protest på en stor græsplæne nær vejen. Omkring 4-500 aktivister satte sig og nægtede at flytte sig – med budskabet om at vi ønskede at nå grænsen og aflevere vores protest dér.
Snart omringede politi og militær området. En tæt kæde af bevæbnede mænd stillede sig op omkring demonstranterne. Stemningen var intens, men stadig præget af sammenhold.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Pludselig begyndte civile – formentlig civilklædte politifolk – at trække folk ud gennem kæderne med magt. Nogle demonstranter holdt hinanden så godt fast, at det ikke lykkedes. Så kom nye grupper til – mænd i lange kjortler, som var mere brutale, kastede genstande og slog bevæbnet med kæppe og stokke.
Langsomt blev vi presset tilbage. Nogle valgte frivilligt at trække sig, mens andre blev siddende. Modstanden var sej, og det tog myndighederne måske halvanden time at rydde hele pladsen.
Folk blev herefter ført ud i busser, som politiet havde rekvireret. I den bus jeg sad i, var vi en broget forsamling – deltagere fra Sverige, fra arabiske lande og tre-fire danskere. Stemningen var overraskende god. Der blev talt på kryds og tværs, nogle holdt små taler, og vi råbte slagord.
Vi frygtede, at vi blev kørt direkte til lufthavnen og ville blive deporteret – eller måske ført til afhøring hos politiet. Men det viste sig, at busserne blot satte folk af forskellige steder i Cairo.
Lørdag den 14. er vi her derfor stadig i byen – de fleste af os i hvert fald. Nogle er blevet deporteret, enkelte er taget hjem.
I starten af lørdagen var stemningen præget af frustration over ikke at være nået længere. Men i løbet af dagen og gennem samtaler med hinanden har vi fundet ny energi.
Behovet for støtte til befolkningen i Gaza er ikke blevet mindre, bare fordi vi ikke nåede frem. Så vi fortsætter. Hvordan – det må I høre om i næste opdatering.
Dette indlæg blev først publiceret på Solidaritet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
