Dansk aktivist afsted
Fredag den 7. november:
Det er første gang i mange år, at flere af os har fløjet. Alligevel har vi sat os ind i den proppede kabine i det fly, hvis rute er specialdesignet til at fragte COP30-deltagere tværs over Atlanten. Vi sidder klos op ad en del af Danmarks forhandlingsteam, som har taget samme tur ned mod ækvator – én af dem ser filmen “The Devil Wears Prada”.
Vi stiger godt fire timer forsinket ud i en velkomstkomité af bregnedekorerede vægge og et skarpt grønt neonlys. Vi forstår, at vi er ankommet til grænsen af Amazonas-regnskoven. Vi går videre ud i bælgmørke Belém og finder en chauffør, som kører os til lejligheden, hvor en anden fremlejer generøst lukker os ind. Klokken er 03 om natten, og vi har været undervejs i over 24 timer, men det eneste, jeg mærker i min krop, er lykke over, at vores lejlighed ikke er et “scam”.
Lørdag den 8. november:
Vi har aftalt at sove længe, men jeg vågner alligevel klokken 09. Jeg er forvirret, men forstår langsomt, at jeg stadig befinder mig i vores lejlighed i Belém – i dét airconkølede værelse på cirka 10 kvadratmeter, hvor vi de næste dage går fra at sove fire til at sove fem og til sidst være fuldtallige med seks aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Da jeg forlader værelset med en let snorken i mine ører, bliver jeg mødt af en mur af varme – bogstaveligt talt. Muren lige uden for det kolde værelse er kogende. En temperatur godt over 30 grader om dagen og en luftfugtighed som er så høj, at man nærmest kan se dråber i luften foran en, er den varme, som vi de næste to uger skal forsøge at vænne os til.
Senere på formiddagen tager vi ind til “COP30 – Blue Zone”, hvor klimaforhandlingerne begynder om to dage, for at hente vores badges (skilte, red.) Hvis vi henter dem i dag, kan vi slippe for de enorme køer, der vil forme sig på førstedagen af konferencen.
Som de fleste andre danskere har jeg aldrig været på COP før. Jeg bliver mødt af en imponerende facade: “COP30 Brasil Amazonia”, læser jeg. Indenfor er det mindre imponerende. De er ikke færdige. Landenes forskellige pavilloner står ikke klar, og det samme er tilfældet for toiletterne. Vi krydser fingre for, at der er styr på det mandag, så snakken kan handle om vigtigere ting.
Om aftenen er vi af vores medaktivister inviteret til mad på promenaden, der ligger ud til den enorme flod Baía do Guajará. Menuen er primært udgjort af kødretter, men vi finder med hjælp fra en blanding af tålmodighed fra ejeren og googleoversættelse frem til nogle vegetariske retter, som vi bestiller. Af og til bliver der sat en sang på med volumen på fuldt blæs, og folk rundt om os danser og synger med. Vi vil gerne være friske i morgen og tager derfor hjem efter maden, hvor aktivist nummer fem ankommer.
Søndag den 9. november:
Søndag vågner vi op, nu fem på værelset. Vi har fået fat i en lokal avocado – den er enorm, og én er nok til os alle fem. Jeg maser et par skefulde avocado ud på mit toastbrød med en gaffel, drysser en ‘chimichurri’-krydderiblanding ud over den og topper den op med en lokal gul salsa. “Picante”, står der på den.
Vi ender med at bruge dagen på en lokal semigentrificeret amazonasinspireret café. De har wi-fi og strømstik – perfekt til en dag med computeraktivisme.
Mandag den 10. november:
Dagen hvor COP30 begynder.
Der er meget kø, og vi sidder i vores Uber i længere tid, end vi havde forventet på vej ind til konferencehallerne. Det giver god tid til at skimte ud af bilens ruder. Mange bygninger er forfaldne – de ser ufærdige ud – modsat flere større veje som er nyasfalterede og kulsorte med nylagt græs ind mod den cykelsti, som er imellem de to vejbaner.
Et øjeblik senere kører vi forbi omkring 25 gadefejere, som iført ens kåber og en simpel kost går og fejer vejen og fortovet. Visuelt ligner det, at de er tvungen arbejdskraft, men to mænd skubber jokende til hinanden og begynder at grine.
Dagen i konferencehallerne går hurtigt. Debatindlæg, SoMe-posts, snakke med journalister. Vi møder mange aktivister fra hele verden – jeg kender ingen, men det gør flere af de andre heldigvis. VI udveksler numre og aftaler måske at lave en aktion for beskatning af privat- og luksusfly.
Om aftenen ankommer aktivist nummer seks, og vi er endelig fuldtallige i den gruppe, som jeg skal tilbringe de næste to uger sammen med.
Tirsdag den 11. og onsdag den 12. november:
Dagene efter går lige så hurtigt som mandagen. Vi vågner, nu seks i det lille rum, omkring klokken 07:30, arbejder inde i Blue Zone hele dagen og går i seng omkring midnat.
Vores snak om en aktion mod privat- og luksusfly skrider fremad. Vi hører rygter om, at Danmark ikke vil gå med i Premium Flyers Solidarity Coalition, som senere på ugen skal lancere en rapport om beskatning af netop privat- og luksusfly. Hvorfor vil de ikke det? Det er åbenbart i Skatteministeriet, at de siger, at det er simpelthen for bøvlet. For bøvlet for hvem, tænker jeg.
Inde i Blue Zone har de forskellige lande pavilloner, hvor de kan holde sideevents – altså begivenheder, som oftere indeholder skulderklap end ægte debat. Vi kigger forbi den danske pavillon, som af en åbenbart smart brandingstrategi hedder “State of Green”, frem for at den indeholder landenavnet. Den er sponseret af nogle af Danmarks største udledere og mest problematiske selskaber i min optik: Mærsk og Arla.
Mærsk alene udleder næsten halvdelen af Danmarks udledninger, men tæller ikke med i noget klimaregnskab, fordi at det er en shippingvirksomhed – som om at dette skulle påvirke klimakrisen i mindre grad. Som om det alene ikke er nok, så shipper de også våben, olie og gas til Israel og bidrager derfor til, at Israel kan fortsætte dets folkemord mod det palæstinensiske folk.
Behøver jeg at skrive mere om Arla end pesticider i grundvandet, køer, som aldrig ser dagslys, døde fjorde og 60 procent opdyrkning af det danske areal?
Det lugter i den grad af greenwashing, hvilket ikke bliver bedre, da Mærsk er vært for en begivenhed med Dronningen, som mest af alt minder om en dystopisk diplomatisk øvelse, hvor brasilianske myndigheder og selskaber kysser Mærsks fødder.
Torsdag den 13. november:
I går besluttede vi, at jeg blev vores udsendte til et besøg ude i Amazonas, mere bestemt i et område omkring byen Acará i staten Pará, hvor Belém også er lokaliseret. Jeg står op klokken 05 og træder næsten på Selmas hoved, da jeg krydser hendes madras. Jeg skal være et andet sted i byen klokken 06, og jeg kommer for en gangs skyld i god tid. Dem, der skal hente os, er dog halvanden time forsinket…
Vi er tre brasilianske aktivister, hvor den ene kan oversætte til engelsk, en fra Ukraine, en fra Tyskland og mig. Da vi forlader Belém, mister vi al internetforbindelse. Resten af dagen, indtil vi er tilbage klokken 18, fungerer min telefon udelukkende som et kamera.
Vi ankommer til en lokal skole, første stop på vejen, hvor vi de næste fire timer holder oplæg om COP, klimaaktivisme og Europa. Alle lokalerne føles mest af alt som en saunagus. Luftfugtigheden er i top, der er propfyldt af nysgerrige elever, og sveden ligger som perler på mit skaldede hoved.
Highlights under besøget: Skuespil om tapiokarodens mytiske oprindelse i et hus af de oprindelige folk i Amazonas, oplæg om hvordan man bearbejder den og til slut en frugt- og juicesmagning. Lowlights: Det, der var meget “cute” i starten, endte med at blive til, hvad der føltes som hundredvis af billeder med de unge elever.
Vi fortsætter herefter ud i junglen i vores tre biler, nu hvor flere af skolens lærere også er med. Vi skal besøge to små samfund af oprindelige folk, som begge går under betegnelsen quilombo, hvilket betyder, at de oprinder fra frigjorte slaver, som generationer forinden frigørelsen var blevet sejlet over Atlanten fra afrikanske lande. I flere hundrede år har de dog boet på disse kanter, og derfor betragtes de som oprindelige folk.
På det første besøg bliver vi mødt af endnu et frugtorgie. Jeg har aldrig set eller smagt noget magen til en capuaçu, som lynhurtigt bliver min nye yndlingsfrugt.
Det næste besøg har en anden karakter. Vi samles i en cirkel af hvide plastikstole under et halvtag. Der er et flot vægmaleri af regnskoven på en stor omkringliggende væg. De må have styr på deres ting, tænker jeg – bygningerne er langt bedre vedligeholdt end de fleste i Belém. De møder talstærkt op, omkring 15 af de ældste og mest erfarne. De serverer ultrasød kaffe og vand. Tonen er meget seriøs, fuld af afmagt og sorg. Det her er grunden til, at vi kom herud. De vil gerne bede om vores hjælp.
Staten Pará har ingen affaldsbearbejdelse, og de er ved at have fyldt deres nuværende affaldsplads op. På en COP, hvor de nærmest praler med inklusion af oprindelige folk, går det op for mig, at det hele er politisk spin. Guvernøren, Helder Barbalho, vil dumpe affaldet på de indfødtes land. Han vil samle kæmpe bjerge af skrald fra flere millioner indbyggere og smide det her, hvilket uden tvivl vil forgifte deres jord og den flod, som i generationer har givet dem liv. Den flod som deres børn leger i året rundt.
Gennem oversætteren får jeg at vide, at Barbalhos far også var guvernør i Pará, at han tidligere er anklaget for at modtage bestikkelse ad flere omgange, og at han ejer statens største avis.
De vil have hjælp til at skabe opmærksomhed om deres sag, for ingen brasilianske medier har den i kikkerten.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
