Udtalelse
Shawn Fein, formand for United Auto Workers (UAW), bilarbejdernes fagforening i USA, sidder stille på et lavt podie i et tætpakket telt i den belgiske by Oostende.
Lørdag middag holdt han velkomsttale på hovedscenen for festivalen ManiFiesta. Han bar en T-shirt med påskriften “Eat the Rich” (æd de rige, red.), og i talen lagde han vægt på, hvor overflødige milliardærer egentlig er, til stor jubel hos de mange gæster.
Ofte bad den eksisterende faglige ledelse sikkerhedsvagterne på de enkelte fabrikker om at holde Shawn Fein væk.
Det Belgiske Arbejderparti (PTB) har inviteret til stor politisk festival i kystbyen Oostende. Alene lørdag deltog 15.000 gæster, og over weekenden var ikke mindre end 2000 aktivister i værk. Selve festivalen ligger på vædeløbsbanen Hippodromen, et sted der i sin tid blev bygget som legeplads for den forhadte, folkemorderiske kong Leopold II.
Men der er ikke mange konger til stede i Oostende denne første weekend i september. Her er arbejdere, aktivister i solidaritetsarbejde, fredsarbejde, kønskamp, sundhed for folket og først og fremmest masser af lokale telte, hvor PTB’s afdelinger mobiliserer til de kommende lokalvalg lige om hjørnet.
Her søndag formiddag er Shawn Fein klædt i en blå polo. Ved siden af ham sidder Rudi Kennes, dagens moderator, der til dagligt sidder i EU-parlamentet for PTB. Rudi Kennes nævner gårsdagens kulinariske budskab. Shawn Fein starter med at forklare, hvordan han også kan være mere afdæmpet. Hans tonefald er roligt og stemmeføringen jævn.
Men der er intet afdæmpet over hans budskab. Tilhørerne får en oversigt over det arbejde, han og mange aktivister og medlemmer af UAW udførte, da de tog kampen op mod en udemokratisk og indspist fagforeningsledelse, der reelt førte bilfabrikanternes politik ind i fagforeningen.
Klassekampen er ikke en sammenkomst i familien
Shawn Fein fortæller om tiden efter pandemien, hvor reallønnen var faldet til niveau med 2014. “Et tabt årti”, som han formulerer det. Han fortæller om overenskomster, hvor nyansatte arbejdere fik andre og ringere vilkår, og hvordan det førte til, at arbejderne ved samlebåndene snerrede ad hinanden. Alt sammen i en fagforening hvor det var stort set umuligt at rejse en kritisk debat – en fagforening hvor ledelsen beskrev, at arbejdere og kapital var i samme familie.
Da Shawn Fein stillede op til formandsvalg i UAW i 2023, var det med en dagsorden om at tilbageerobre fagforeningen for medlemmerne. At gøre fagforeningen til en kamporganisation. Han måtte bruge sine ferier på at rejse rundt i USA, fra fabrik til fabrik. Ofte bad den eksisterende faglige ledelse sikkerhedsvagterne på de enkelte fabrikker om at holde Shawn Fein væk. Så han stillede sig op ved porten og snakkede med arbejderne, når de mødte ind og ved fyraften.
Shawn Fein oplevede en stor støtte til hans krav om reelle forhandlinger med fabrikanterne, at genindføre reallønnen og ens vilkår for alle på overenskomsten og ikke mindst et opgør mod den indspiste ledelse i fagforeningen. Men selv til formandsvalget var det tæt løb, og han skulle bruge den første tid som formand på at forene med dem, der havde kæmpet for andre kandidater. Uden den enhed ville UAW stadig ikke være det nødvendige redskab for forbedringer.
Den nyvalgte formand gik straks i gang med arbejdet. Bilarbejderne i USA gennemførte en seks uger lang strejke og fik det bedste resultat i mange år. Særligt fik de et opgør med det forhadte system, hvor arbejderne blev ansat i lagdelte overenskomster – såkaldte tiers (niveauer, red.) Nyansatte havde markant dårligere vilkår på løn, arbejdstid, og pension. Men efter seks ugers strejke gav de tre store bilfabrikanter sig.
Fælles træk i fælles kampe
Shawn Fein bliver flere gange afbrudt af klapsalver i teltet i Oostende, mens han med rolig, næsten dagligstueagtig stemme fortæller om en hård arbejdskamp, først mod egen ledelse og så mod kapitalen og deres venner i medierne.
Han fortæller om blokadevagter, der fik støtte af lokalsamfund fra fabrik til fabrik, fordi deres kamp blev principiel. Restauratører der gav blokadevagterne mad døgnet rundt, lokale arbejdere der dukkede op og forvandlede strejkeposterne til grillfester. Kontrasten mellem det lidt regnvåde telt i Belgien og de billeder, han maler med ord, står tydeligt.
Ordstyren Rudi Kennes inviterer nu en række europæiske fagforeningsfolk frem, en efter en. De indleder med kort at fortælle om de konkrete kampe, de står i, og retter derfra et enkelt spørgsmål til Shawn Fein. Debatten foregår for det meste på engelsk, kun en enkelt gang sætter simultantolkene på henholdsvis engelsk, fransk og flamsk sig i gang.
De mange deltagere hører om forskellige vilkår fra land til land. Små strejker, store strejker, mobilisering i lokalsamfund og både sejre og langstrakte kampe. Forskellige vilkår, men fælles for beretningerne er nødvendigheden af organisering, af støtte fra de lokale samfund, af at turde afvise for dårlige kompromiser.
Ingen nøgler til bilerne
Som en af de sidste dukker en lokal fagforeningsmand op. Han er ved Audi-fabrikken i Bruxelles. Hans navn glider lidt ud i larmen fra den store scene bag teltet, hvor Helmuth Lotti spiller heavy metal i dagens anledning, men folk klapper ufortrødent.
Audi er en del af den store Wolfswagen-koncern. I Tyskland står de til at lukke flere fabrikker. I Belgien vil de lukke Audi-fabrikken. 3000 ansatte samt 2000 folk hos underleverandørerne står til at miste deres job i Bruxelles.
Shawn Fein får spørgsmålet om, hvordan man strejker for at forhindre, at en fabrik lukkes ned.
Den amerikanske fagforeningsmand indleder med at kvittere for de belgiske fagligt aktives metoder. På fabrikken i Bruxelles holder der godt 200 færdigbyggede, nye Audi’er. Men de strejkende har konfiskeret nøglerne fra de dyre biler. Ejerne kan få nøglerne udleveret, når der kommer reelle forhandlinger. Shawn Fein fortæller, hvor inspireret han følte sig, da han hjemme i USA hørte om den aktion.
Men han bedyrer også, hvor svært det er at strejke mod en lukning. Det eneste svar er solidaritet på tværs af kontinenterne. Det er en langsigtet kamp, indrømmer han.
Fra teltet i Oostende går de mange tilhørere videre til festivalens andre tilbud med en følelse af håb, kampvilje og solidaritet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
