Interview
Ambassadør Ana Maria Chongo er vred over, at USA med angrebet på Venezuela har brudt den regionale aftale om, at Latinamerika er en ’fredszone’, hun er bekymret for fremtiden.
Der er en ny alvor over gæstfriheden hos Cubas ambassadør i Danmark, Ana Maria Chongo.
Arbejderen har bedt om et interview, og svaret er ja, naturligvis!
– I er de eneste, der i hvert fald indtil nu har kontaktet mig for informationer og kommentarer til den situation, der er opstået med USA’s kidnapning af Venezuelas præsident og de trusler mod Cuba, som er udtalt i den forbindelse, fortæller hun.
– Cuba fordømmer den amerikanske aggression mod den bolivarianske søsterrepublik Venezuela som en ulovlig handling. Den amerikanske militære aggression mod civile og militære installationer i Caracas og andre venezuelanske byer udgør en afskyelig og kriminel handling.
– Det, der er sket, er en åbenlys krænkelse af de mål og principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers pagt og international lov, især Venezuelas suverænitet og territoriale integritet og det venezuelanske folks umistelige ret til selvbestemmelse uden indblanding eller intervention udefra.
– Cuba ser med stor bekymring på selve begivenheden, dens ekstremt alvorlige konsekvenser og dens forfærdelige indvirkning, ikke kun på Venezuela og regionen, men på hele verden.
Sådan lyder den første salve fra ambassadørens verbale maskingevær.
Latinamerika som erklæret fredzone
Ambassadør Ana Maria Chongo påpeger, at kidnapningen af en siddende præsident sætter spørgsmålstegn ved statsoverhovedernes immunitet.
Det er en krænkelse af et vigtigt princip i international ret, der forbyder stater at kidnappe eller anholde andre landes statsledere. Principper baseret på FN-pagten, Den Internationale Domstols retspraksis, Wienerkonventionen og Rom-statutten. Cuba kræver betingelsesløs løsladelse af præsident Maduro og hans hustru Cilia Flores, forklarer ambassadøren.
Historien har vist, at USA ikke skyr nogen midler for at få og fastholde kontrol med Latinamerika og Caribien. Det har medført utallige væbnede konflikter og krige i regionen. Derfor var det en stor sejr, da CELAC-samarbejdet, der omfatter alle 33 stater i regionen, i 2014 enstemmigt vedtog proklamationen af Latinamerika og Caribien som en fredzone.
Proklamationens hovedprincipper er:
- Forpligtelse til at løse uenigheder med fredelige midler.
- Afvisning af magtanvendelse i regionen.
- Respekt for folkenes suverænitet og selvbestemmelse.
- Fremme af samarbejde og bæredygtig udvikling.
Ambassadøren konstaterer, at Latinamerika står ved en korsvej: Enten underkaste sig imperiet eller hævde sig og modsætte sig den nye type kolonisering, der er inspireret af Monroe-doktrinen om ’Amerika for USA’.
For Cuba handler det om at opretholde international ret. Med de herskende magtforhold i USA aner ingen, hvad der forestår. Der tales om overgreb mod Cuba, Mexico, Colombia og Grønland. For cubanere ville der ikke være tale om en ny trussel eller en ukendt udfordring.
– Jeg taler som repræsentant for et land, der har oplevet trusler, aggression, sabotage, angreb mod sine ledere og en folkedrabsblokade, der har forsøgt at kvæle os i 67 år, påpeger Ana Maria Chongo og fortsætter:
– Det er klart, at den aktuelle situation gør en gruppe af lande meget bekymrede; bevidste om, at det, der sker i dag med Venezuela, i morgen kan overgå et hvilket som helst af de førnævnte lande, ja, enhver anden stat på kontinentet, som det skete i Guatemala i 1954, i Den Dominikanske Republik i 1965, i Panama i 1989, i Nicaragua i 1933, i Cuba i 1961, i Grenada i 1983 og så videre.
Blot en uge efter aggressionen mod Venezuela og kidnapning af Venezuelas præsident Nicolás Maduro, kom Trump med et udfald mod Cuba.
Den 11. januar delte Donald Trump et gammelt opslag, der påstod, at hans udenrigsminister, Marco Rubio, ville blive “Cubas næste præsident”, og han ledsagede dette genopslag med kommentaren. “Lyder godt for mig”.
– Marco Rubio er af cubansk oprindelse. Han blev født i Miami af forældre, der emigrerede til USA i 1956 – før Fidel Castro kom til magten – for at undslippe fattigdom og diktatoren Fulgencio Batistas tyranni. Han voksede op i Floridas anti-cubanske cubansk-amerikanske samfund, hvor han løj om, at hans familie var blevet skadet af den cubanske revolution, fortæller ambassadør Chongo.
– Gennem hele sin karriere har Marco Rubio gjort Cuba til en af sine vigtigste ideologiske kampe og opfordret til regimeskifte i Havanna, en ambition han ofte har udtrykt offentligt. Som udenrigsminister gennemtrumfer han en stramning af USA’s politik over for Cuba, en politik, der går langt ud over traditionelle økonomiske sanktioner. Husk for eksempel hans rejse rundt Caribien og til andre lande, hvor han lagde pres på landene, for at de skulle stoppe deres medicinske samarbejde med Cuba – herunder modtagelse af udsendte cubanske læger.
Hvad er det største problem, som Cuba står med efter overfaldet på Venezuela og kidnapningen af præsident Maduro?
Ambassadøren tøver lidt. Måske tænker hun over det rigtige svar, men nok snarere om det er klogt at udstille det eller de problemer, som gør allermest ondt i Cuba. Hun beslutter sig for at svare kort og med et svar, der ikke overrasker mange:
– Olieforsyningen.
Venezuela har været Cubas måske vigtigste samhandelspartner i 20-25 år – siden Fidel Castro og Hugo Chávez i 2004 samlede 10-12 stater i ALBA-alliancen. Cuba og Venezuela har samarbejdet om mange projekter og handlet med mange ting. Men helt i centrum har været Venezuelas leverancer af olie og omvendt Cubas udsendelse af tusinder af læger og sygeplejersker til Venezuela.
Nu er strømmen af olien nærmest stoppet, men Cubas sundhedsarbejdere virker fortsat i Venezuela, oplyser den cubanske ambassadør.
Fidel Castro og Miguel Diaz-Canel
Men man skal passe på med at true cubanerne, advarer ambassadøren og mindes en kraftfuld og måske underspillet udtalelse fra Cubas nu afdøde leder og øverstkommanderende Fidel Castro, i en situation hvor truslerne fra Washington også svirrede i luften, som de så ofte har gjort:
“Der er noget, vi ikke kan lide:
Vi kan ikke lide at blive truet.
Vi kan ikke lide at blive intimideret.
Vi kan ikke lide det!”
– Desuden har vort folk for længst mistet begrebet frygt, tilføjer Ana Maria Chongo.
Hun drager også Cubas nuværende præsident Miguel Díaz-Canel frem. Blandt papirerne finder hun præsidentens opslag på Twitter, læser op og rækker papiret over, med en tydelig opfordring til, at de ord kommer med i interviewet. De lyder:
“USA har ingen, absolut ingen moralsk autoritet til at pege fingre ad Cuba. De, som gør alt til en forretning, selv menneskeliv.
De, der i dag hysterisk skælder og smælder mod vores nation, gør det af raseri over dette folks suveræne beslutning om selv at vælge sin politiske model.
De, der bebrejder revolutionen for de alvorlige økonomiske mangler, vi lider under, burde skamme sig og tie. Fordi de véd, at disse mangler er resultatet af de ekstreme kvælningsforanstaltninger, som USA har opretholdt i 66 år og nu truer med at udvide.
Cuba er en fri, uafhængig og suveræn nation. Ingen skal diktere os, hvad vi skal gøre.
Cuba angriber ingen. Cuba er blevet angrebet af USA i 66 år, men det truer ingen – det forbereder sig og gør klar til at forsvare fædrelandet til den sidste dråbe blod.
Så, her er vores svar til Trump og Rubio:
Cuba skal ikke invaderes.
Cuba skal respekteres.
Cubanere skal ikke afpresses.
Cubanere skal tales til som ligeværdige eller slet ikke.
I og jeres har brugt mere end 60 år på at forsøge at ‘ændre’ Cuba med sult, med blokaden, med løgne, med attentatplaner. Og hvad har vi gjort?
- Opfundet det, som manglede, da der ikke var noget.
- Skabt det vi behøvede, da alt blev nægtet.
- Modstået, da I troede, vi ville kollapse.
- Forblevet Cuba, på trods.
Jeres ‘projekt’ for Cuba er en historisk fiasko. Det er et tabernes projekt, der led nederlag i Svinebugten, der ikke har været i stand til at knække os i den længste blokade i historien, der ser, hvordan jeres had ikke formår at slukke vores kærlighed til det, vi er og vil.
Så skrot dine kort til en invasion, Rubio. Læg dit undergravende arbejde på hylden. Opgiv din ‘frelser’-retorik – for vort folk har ikke brug for dig, og vi ønsker ikke at have noget med dig at gøre.
Fordi denne ø, dette land, som de bedste af os er døde for, har en ejer: Det cubanske folk.
Det folk fortæller dig i dag med al deres histories kraft: Hold fingrene fra Cuba!
Og det er ikke et forslag. Det er sådan, det bliver.
Du kan vælge at fortsætte skrigeriet fra Miami.
Vi vil fortsætte her med at bygge, forsvare og leve i vores frie hjemland.
Cuba er og vil være for cubanere!
Og cubanere skal man ikke lave numre med.
Fædrelandet eller døden – vi vil sejre!”
Hård dom over USA
Dem, der følger Cuba på sociale medier, vil genkende indholdet i en tale, som præsident Diaz-Canel holdt ved en af flere tusindtallige demonstrationer ved USA’s ambassade i Havanna.
Er cubanerne ikke ved at være trætte efter seks årtier under blokade og med i perioder meget vanskelige livsvilkår?
– Der er to grupper i den cubanske befolkning, svarer ambassadøren. Et mindretal, som vil bøje sig for USA eller endog ønsker, at Cuba bliver en del af USA; og så det store flertal, som vil kæmpe for Cubas selvbestemmelse. Den første gruppe er i dag stort set udvandret til USA. Deres problem er nu, at Trump vil smide dem og alle andre latinamerikanske immigranter ud, tilføjer ambassadøren med et skævt smil.
Ambassadør Ana Maria Chongo fælder en hård historisk baseret dom over Trumps USA:
– Dette er en militær, imperialistisk og fascistisk aggression. Det lyder måske hårdt, men er det ikke imperialisme, når magtfulde nationer forsøger at øge deres dominans og magt med angreb mod andre nationer og med magt påtvinger deres kontrol over naturressourcer og administrativt dominerer nye territorier?
– Påtvang tysk fascisme ikke sin kontrol over territorierne og naturressourcerne i de lande, hvor den udøvede sin magt og kontrol? Hvorfor skulle vi ændre den fortolkning af historien?
– Hitler retfærdiggjorde besættelsen af europæiske territorier med behovet for “lebensraum” og forsvar af tyske mindretal i nabolandene. Han hævdede, at Tyskland var nødt til at ekspandere for at skaffe ressourcer, jord og sikkerhed, og at det var nødt til at beskytte tysktalende uden for sine grænser. I praksis var disse argumenter blot et skalkeskjul for en politik med ekspansion og total dominans. Begrundelserne tjente til at skjule det sande formål. Mit spørgsmål er nu: Hvad adskiller disse erobringer fra denne aggression. I dette tilfælde under det løgnagtige påskud af narkotikahandel, gennem den ofte nævnte organisation Cartel de los Soles?
– Og hvad er der så sket, siden den venezuelanske præsident blev kidnappet?
Jo, USA’s justitsministerium har erkendt, at der ikke findes et sådant Cartel de los Soles, og at Maduro ikke har noget med det at gøre. Så hvordan kan denne aggression ellers karakteriseres, hvis ikke som en imperialistisk og fascistisk aggression; eventuelt som en kriminel statsterrorhandling, fordi den blev planlagt, organiseret og udført af en udenlandsk regering?
Der er endnu et skud i ambassadørens verbale maskingevær:
Når sandheden vågner
Cuba er stærkt bekymret over udsigten til et totalt sammenbrud af FN-pagten og det internationale system. Det har været nyttigt siden oprettelsen efter Anden Verdenskrig og er grundlaget for, at små og store stater kan leve side om side.
Ambassadør Chongo tror dog, at sandheden om angrebet på Venezuela vil komme for en dag – snarere før end senere, som hun udtrykker det og citerer optimistisk Cubas nationalhelt José Martí for ordene: “Når sandheden først vågner, falder den aldrig i søvn igen”.
Det er ved at være tid at runde af. Ambassadøren har meget at se til – ikke mindst nu, hvor konsulen er på barsel hjemme i Cuba.
– Cuba opfordrer landene i regionen til i fællesskab at forsvare uafhængighed og suverænitet. Det betyder, at kun vores folks, vores landes enhed og kollektivt forsvar kan forhindre den fortsatte nedbrydning af det nuværende system af internationale normer og international lov.
– Kun forenede kan vi forhindre, at jungleloven får fodfæste på vores planet Jorden, der er alvorligt truet af mange fælles problemer såsom global opvarmning, tab af biodiversitet, accelereret udryddelse af arter og forringelse af økosystemer, miljøforurening, vandmangel, krige og internationale spændinger. Dertil fragmenteringen af verdensordenen med øget nationalisme og svækkelse af multilaterale organisationer, massemigrationer forårsaget af konflikter, fattigdom og naturkatastrofer, epidemier som covid-19 og så videre.
Hvad kan vi almindelige danskere gøre? spørger jeg til slut.
– Til vores venner siger vi: Fortsæt med at fordømme aggressionen, fortsæt med at fordømme blokaden, fortsæt og styrk solidaritet og samarbejde med Cuba!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
