Alles øjne bør være rettet mod verdens salsadansende hovedstad, Cali i Colombia, hvor repræsentanter for 190 nationer sammen med en bred vifte af det globale civilsamfund og internationale delegationer af oprindelige folk deltager i FN’s biodiversitetstopmøde (også kaldet COP16).
Det har slået mig, at mange mennesker (selv blandt dem, der generelt følger med i den større årlige klima-COP-proces) ikke er bekendt med den halvårlige biodiversitets-COP (partskonference). Det er en skam, for det, der står på spil for vores fælles fremtid, kunne ikke være større: Global Biodiversity Framework (GBF) er den mest afgørende officielle traktat blandt verdens nationer for at standse udryddelseskrisen. Dens implementering – COP16’s primære mål – er afgørende for at skabe en bæredygtig balance mellem den menneskelige civilisation og naturens verden.
Vi ved nu, at vi er i alvorlige problemer: Mere end en million arter er truet af udryddelse, hele økosystemer er ved at gå i opløsning, og selve strukturen i Jordens livsunderstøttende systemer, som vi alle er afhængige af – bogstaveligt talt alt – er på randen af kollaps under et angreb af hensynsløs ressourceudnyttelse, giftig forurening og virksomheders grådighed.
Overladt til sig selv er finanssektorens løsning på den krise, der er opstået som følge af markedsgørelsen af naturen, at finde nye måder at markedsgøre naturen på.
Vi ved også, at beslutningstagerne på højeste niveau i regering og erhvervsliv ikke bare stikker hovedet i busken, men også fordobler den form for kortsigtet wild west-kapitalisme for at skabe profit for enhver pris, som fik os ud i dette rod til at begynde med.
Derfor var det så stort, da 196 nationer i 2022 ved afslutningen af COP15 i Montreal vedtog den historiske GBF, en ambitiøs pagt om at standse udryddelseskrisen og begynde at vende ødelæggelsen af naturen inden 2030. Naturligvis er GBF ufuldkommen og utilstrækkelig. Men i betragtning af den nuværende situation i verden kan den bestemt betegnes som bedre end ingenting og endda som en god start – primært fordi det er det bedste, vi har gang i. Nu er det meningen, at landene skal præsentere deres detaljerede planer i Cali for at implementere og betale for denne vigtige forpligtelse.
Stå skulder ved skulder
Temaet for dette års COP om biodiversitet er “Fred med naturen“, og Colombia har taget sin rolle som vært for verden til sig med begejstring. Gaderne i Cali er blevet malet i en sprudlende regnbue af farverige fugle, jaguarer og andre utallige repræsentanter af livets rigdom.
Colombias præsident, Gustavo Petro, holdt en flammende åbningstale, der skarpt skitserede den situation, vi står overfor, og han lagde ikke skjul på den rige verdens rolle i skabelsen af denne eskalerende katastrofe og det ansvar, de rige lande har for at støtte udviklingslandene i at løse den.
Atmosfæren omkring COP16 er et mikrokosmos af vores øjeblik i historien, med et kaotisk kor af internationale stemmer, der er samlet for at forhandle, overtale og nogle gange kæmpe om, hvor langt og hvor hurtigt vi kan blive enige om at skubbe grænsen for forandring.
Ud over statsoverhovederne, der kører rundt i sorte SUV-bilkorteger, oversvømmer tusindvis af andre interessenter også byen i denne uge, både inde i FN’s formelle blå zone i udkanten af byen, hvor man skal have et delegeretbadge for at komme ind, og udenfor i den offentligt tilgængelige grønne zone langs Calis centrale flodbred.
Sammen med min organisation, Rainforest Action Network (RAN), er der hundredvis af ikke-statslige organisationer fra hele verden samt dusinvis af oprindelige folks delegationer og masser af uafhængige aktivister i alle afskygninger. Der er håb og solidaritet i luften, og det er unægtelig spændende og inspirerende at stå skulder ved skulder med så mange passionerede fortalere, der er samlet for at tale magten midt imod og opnå et bedre resultat for fremtidige generationer.
Horder af finansfolk
Og så er der de ildevarslende horder af forretningsfolk i jakkesæt og slips. For to år siden i Montreal kommenterede alle inden for miljø- og menneskerettighedsverdenen den hidtil usete overflod af bankfolk og virksomhedslobbyister, og det ser ud til, at denne tendens i år har fortsat sin skarpe opadgående kurve. På den ene side synes finansfyrsterne at have indset, at de virkelige løsninger, vi søger, nødvendigvis må indebære strukturelle ændringer af den sædvanlige forretningsgang, som uden tvivl vil påvirke deres bundlinje, og på den anden side, at der kan være store profitmuligheder i nogle af de virksomhedsdrevne “løsninger”, der foreslås.
Sagen er, at vi stort set ved, hvad der skal gøres for at undgå de mest katastrofale resultater i horisonten. Det er bare sådan, at ingen med reel magt ser nogen kortsigtet gevinst ved at gøre disse ting. Regeringerne skal vedtage finansielle regler for at stoppe tilførslen af hundredvis af milliarder dollars til udvidelse af naturødelæggende sektorer som soja, oksekød og palmeolie stadig dybere ind i de primære tropiske skove. Rige nationer må handle for at lette den uholdbare gæld og de handelsaftaler, der begrænser bevaringsmulighederne for så mange udviklingslande.
- Det 16. møde i konferencen for parterne i konventionen om biologisk mangfoldighed (COP 16) finder sted i Cali, Colombia fra den 21- oktober til 1. november.
- COP 16 er den første biodiversitets-COP siden vedtagelsen af Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework på COP 15 i december 2022 i Montreal, Canada.
- På COP 16 skal regeringerne gennemgå status for implementeringen af Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework.
- Landene forventes at vise, at deres nationale strategier og handlingsplaner for biodiversitet (NBSAP’er) er i overensstemmelse med rammen.
- Mødet skal videreudvikle overvågningsrammen og fremme ressourcemobilisering til Global Biodiversity Framework.
Konventionen opsætter tre mål:
- Vedligeholdelse og genoprettelse af økosystemer.
- Rationel brug og forvaltning af biodiversitet.
- Deling af data om de finansielle og ikke-finansielle fordele ved at bruge genetiske ressourcer samt digitale sekvensdata om genetiske ressourcer.
- tilstrækkelige midler til implementering, herunder finansielle ressourcer, kapacitetsopbygning, teknisk og videnskabeligt samarbejde samt adgang til og overførsel af teknologi til fuld implementering af Kunming-Montreals globale ramme for biodiversitet, sikres og er rimeligt tilgængelige for alle parter i denne aftale, især udviklingslande.
Vi må ændre den grundlæggende dialog fra at se naturen gennem en økonomisk optik til at omfavne en holistisk forståelse af biodiversitet. Det omfatter at lytte til og indarbejde viden fra traditionelle og oprindelige samfund i vores politikker og økonomiske modeller. Vi må omdanne det nuværende landskab med straffrihed for virksomheder til et landskab, hvor ansvarlighed er fremherskende.
Desværre er der allerede nogle, der kalder dette for “de falske løsningers COP“, når industrien slår knuder på sig selv for at udtænke stadig mere orwellske ordninger, der lyder godt på overfladen, men behændigt undgår reelle ændringer af det lukrative system, som de er blevet fede af.
Sammen med en overflod af uskyldigt klingende, virksomhedsdrevne initiativer som TNFD (Taskforce on Nature-related Financial Disclosure) er det nyligt allestedsnærværende koncept med biodiversitetskreditter, en mørk mutation af kulstofkreditterne, som er lige så latterligt, som det lyder.
Markedsgørelse af naturen
Overladt til sig selv er finanssektorens løsning på den krise, der er opstået som følge af markedsgørelsen af naturen, at finde nye måder at markedsgøre naturen på.
Det er derfor, en stor del af vores mission her er at sige, at det er løgn, at gå imod disse tåbelige planer, før de slår rod, og at udnytte den indflydelse, vi har, til at få de vigtigste krav på bordet.
Mangeårige observatører af denne årtier lange proces ved godt, at man ikke skal forvente et øjeblikkeligt, transformerende gennembrud her i Cali. Men faktum er, at forandringerne kommer, og på et eller andet niveau ved alle det.
Historien er fuld af drejebøger, uventede skift og dramatiske magtforskydninger. Det nuværende økonomiske system kan simpelthen ikke fortsætte på ubestemt tid på en begrænset planet. Og når de store skift uundgåeligt kommer, vil vi og livet på Jorden være langt bedre stillet, hvis vi har opbygget infrastrukturen til en ny retning fremad.
Det ødelæggende greb fra den dominerende økonomiske model kan føles temmelig umyndiggørende og begrænse vores forestillinger om, hvad der er muligt.
Så det er vores opgave at holde øje med målet, drømme stort og kræve de rigtige løsninger, som videnskaben og moralen dikterer, ikke bare dem som virksomheder og politikere vil tolerere.
Denne artikel er produceret af Earth|Food|Life, et projekt under Independent Media Institute.
Om forfatteren: Laurel Sutherlin er seniorkommunikationsstrateg for Rainforest Action Network og bidrager til Observatory. Han er en livslang miljø- og menneskerettighedsforkæmper, naturforsker og udendørsunderviser, der brænder for fugle og vilde steder. Følg ham på X @laurelsutherlin.
Oversat af Kris Rønne
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.